PROLOG

Hans små ben kører som trommestikker på Enø Kystvej, og for første gang i sit liv er han rasende ligeglad med, hvem der ser ham i lyset fra gadelygterne. Hele sit liv har han ellers drømt om at være hund. Han har forestillet sig det menneske, der en skønne dag ville forveksle ham med en hund, men halen har afsløret ham hver gang. Den er nøgen og tyk som et reb. Nattens katastrofe får drømmen til at virke krukket, faktisk tåbelig, og den viger med ét for ønsket om at overleve.

Lige inden Græshoppebroen til Karrebæksmindes fastland støder han på de andre, dem, han slås med ved de overfyldte containere bag Café Vivaldi. Mus, katte, mårhunde, en køn snog, mink og hjorte. Også de løber for livet. Den naturgivne fødekæde er sat på pause, pladsen er trang på broen, alle kæmper for at komme over og undslippe vandet, der vælter ind over diger og veje. Et par kraftige vindstød river nogle af dem med sig, ud over siden af Græshoppebroen og ned i bølgerne.

Han løfter sit hoved og ser himlen oplyses af Thors hammer. Havet er sort og har taget hans hjem. Han når i land og søger væk fra Spar Købmanden og mod højere drag. I nat er han stolt af sin art, det er trods alt rotter, der kommer til at overleve mennesket, ikke omvendt.

Annemette vågner med et skrig. Hun sidder stille ganske kort, stirrer ud i mørket, prøver at forstå, så hører hun hestenes skrig i stalden.

Hun er ude af sengen i en ruf.

„Johnny!“ råber hun. Og manden, hun deler seng med, vågner på præcis samme måde: sætter sig op i et ryk med et halvkvalt råb.

Chokopvågningen er noget, der sidder på rygraden, de er trods alt forældre til en handicappet datter; så kan det godt være, at det er længe siden, hun flyttede hjemmefra.

Annemette rækker ud efter sin nat-T-shirt og slynger den over hovedet, men der er ikke tid til at komme i et par bukser. Hun er nede ad trappen med Johnny lige i hælene. Hun snuser ind, er der røg i luften? Er der et rovdyr i stalden? Hun tager det sidste trin ned til stueetagen og når ikke længere i tankerækken, da hun mærker et iskoldt plask på fødderne og forstår, at hun står i vand til knæene.

„For satan, Johnny! Pumperne nede ved diget må være brudt sammen!“

Johnny når ned ved siden af hende. Hans store krop smadrer igennem vandet hen mod døren.

De kommer ud af hovedhuset. Gårdspladsen, hele engen og alle foldene ned mod kysten ved Dybsø står under vand. Bølgerne har én retning: indad, opad.

Hestene sparker i deres bokse. Annemette og Johnny kæmper sig frem, men stalden ligger lavere end hovedhuset, og vandet når nu Annemette til lige under trusserne.

Det blæser voldsomt. De nylagte tagplader på ridehuset klaprer, og med hvert tiende vindstød forsvinder en plade i natten.

„Johnny, du tager dem på højre side!“

„HVAD?“ råber han tilbage.

„Tag hestene på højre side!“ skriger hun igen.

De får bakset portene op. Lyset er gået. Hestene sparker og vender sig i deres båse i mørket. Annemette flår den nærmeste låge op, og Bonnie, den røde hoppe, vælter ud. Annemette forsøger at gribe ud efter hende, men hesten er i panik og galoperer gennem vandmasserne, ud ad porten.

I al den tid de har været gift, har Johnny gjort en dyd ud af ikke at håndtere hestene. Han står magtesløs og kigger på de vilde dyr.

„Bare luk dem ud! Så må vi få dem op i højden herude,“ dirigerer Annemette.

Johnny nikker og begynder at åbne lågerne. Vandet stiger fra bås til bås. Annemettes adrenalinpumpende krop er gået på automatpilot. Hun tager rutineret hovedtøjet af krogene ved hver bås, og det lykkes hende at få både Snehvide og Abdul i grimerne og undgå deres livsfarlige spark.

„Jeg kan ikke komme længere!“ Johnny står i vand til brystet, strandet før de sidste fem bokse.

„Du skal!“ råber Annemette. Men hun kan heller ikke selv trænge længere ind i stalden.

„Kom ud, det går galt!“ brøler Johnny.

Annemette trodser Johnnys ord og kæmper sig videre igennem det iskolde vand, der efterhånden når hende til armhulerne. Johnnys store hånd tager nu hårdt fat i hendes T-shirt og trækker hende baglæns gennem vandet, Annemette kæmper imod. Hun hører sine elskede dyr kæmpe for livet i mørket. De eksploderer i spark på de massive vægge og døre. Boksene er bygget til at beskytte dem mod vind og vejr, men denne nat forvandles de til ligkister.

Uden for stalden oplyses gårdspladsen af lyn. De otte heste, de har nået at få ud af stalden, forsøger at finde en vej ud af gårdspladsen. Kun de to heste, Annemette holder i reb, kan hun styre.

Annemette slår Johnnys hånd af sig og hulker. Ikke panisk, men en rasende gråd. Det begynder at regne, det styrter ned. Annemettes blik afsøger området fra gården til kysten. Det nederste af Basnæs burde ligge højere end Vejlø Eng. Det samme med Vejlø Skov. Hun må få hestene jaget i den retning.

De seks heste, Annemette ikke har fat i, søger mod grusvejen op til Vejløvej.

„Johnny, se, om du kan få dem over mod skoven. Den ligger højt. Jeg tager de her to op til skoven ved Basnæs.“

„Jeg går ikke fra dig!“ Johnnys stemme knækker over.

„Gør, hvad jeg siger, for fanden!“

„Vil du ikke godt tale pænt!?“ råber den store mand.

„Jeg skal nok klare mig, men du er nødt til at få de andre heste med op i Vejlø Skov, inden de forsvinder i panik. Brug armene!“

Endnu et lyn lyser ejendommen op. Hele deres nye liv på stutteriet på Vejlø (købt og renoveret gennem de sidste tre år) er ved at blive skyllet væk.

Johnny vender sig om og sætter efter de løse heste, som er løbet op ad vejen. Han er meget langt fra dem.

Det lykkes Annemette at trække Snehvide og Abdul over folden, op og væk, men vandet stiger og stiger. Hestene er helt balstyriske, ved hvert lyn farer de sammen, så Annemette bliver væltet omkuld, og hun kæmper for ikke at slippe tøjlerne og risikere, at hestene tager dødsruten.

Forbi engen falder vandstanden. Annemette hujer og råber opmuntrende til de to heste. De får mere fæste, og hun får dem op ad den lille bakke ved Basnæsskoven.

Stormen tager til i styrke, og regnen pisker ned. Vandet er lige under knæene, og Annemette ser ud over Dybsø Fjord. Lyn river over himlen, men der er intet lys at se på landjorden, når hun kigger mod negerhytterne på Enø, som hun stædigt insisterer på at kalde dem. Heller ikke længere oppe ved Karrebæk by. Annemette drejer hovedet og spejder efter lys ved Gavnø Slot eller Vejlø eller Appenæs.

Hele landet omkring hende står i vand. Det burde ikke kunne lade sig gøre. Vand i kældrene på Enø, ja, og lidt op i havnen i Karrebæksminde. De vidste også godt, at engen og foldene i svære tilfælde kunne oversvømmes, prisen på stutteriet havde været derefter. Men det her?

Et lyn slår ned og rammer et træ længere inde i skoven. Braget er øredøvende. Hestene stejler i panik og river tøjlerne ud af hænderne på Annemette. Hun falder om i mudderet. De stikker i løb tilbage mod fjorden. Annemette kommer på benene og sætter efter dem. Abdul er allerede ude i vandet igen.

Annemette når op bag Snehvide og leder efter tøjlerne i vandet. Så skralder endnu et lyn hen over himlen.

Snehvide spænder sine muskler, alle sener står frem og danner et helt floddelta, så vender den sit hoved. Annemette ser dyret i øjnene, hun ser Snehvides blik, legemliggørelsen af angst. Nu sparker den. Annemette ser hoven, dens kraft er voldsom, og dens retning er mod centrum af hendes ansigt. Hun mærker en varm strøm sive ud gennem bomulden i skridtet og ned langs lårene, så forsvinder hun ind i et totalt mørke. Stilhed.