KAPITEL 1

Annemette kigger op i loftet og forsøger at synke med åben mund. Hun kan ikke tænke på andet end at synke; drøbelens sammentrækning og mundvandets frie fald ned gennem svælget, åh, hvis bare hun kunne få lov. I stedet er hendes mund tvunget ud i sin yderste position. Det gør ondt i kæben, hun har fastholdt denne mundstilling i, hvad bliver det, 45 minutter?

Loftet er malet i et fabelmotiv. Der er påfugle i friske farver med udslået halepragt og et par opretgående ræve, der spiller panfløjte i snabelsko. Det er et motiv, der anstrenger sig for at få beskueren på lysere tanker. Mellem påfugle og fløjtende ræve kan Annemette skimte små mørke pletter. Blodstænk, uden tvivl, det er umuligt ikke at koble de røde spor til mindre vellykkede operationer. Forsøget på opmuntring falder til jorden, og Annemette kommer til at tænke på Hieronymus Bosch’ helvedesmalerier, hvor folk kommer af dage på alle tænkelige måder. Synet gør det endnu sværere for Annemette at glemme, at hun er i smerte og har behov for at synke og nok en gang ligger i tandlægestolen og kigger op i loftet.

Hun har ikke længere tal på, hvor mange gange hun har indtaget den stol de sidste par år.

„Sug,“ siger Marion til klinikassistenten, og Annemettes mund støvsuges for spyt.

Marion er dygtig til sit job, hun har ferme bevægelser, hun tøver ikke, og så har hun en kontant form, som Annemette sætter pris på. Bydeform er effektiv. Annemette genkender det fra sig selv og sin tid på stutteriet. At holde styr på heste og elever krævede en håndfast stemme. Det er noget andet nu, hvor hun er i hjemmeplejen. Det slår hende, at hun siden ulykken har haft lavere succesrate med sin kontante form. Det har vist sig, at tålmodig dialog er et langt bedre redskab end at råbe ordrer, ikke mindst i de tilfælde, hvor der er behov for at tale en borger ned fra en altankant på ottende sal eller forhindre folk i at skære deres håndled over med en sløv brødkniv.

Men Annemette er ret sikker på, at de fejlslagne forsøg udi den kontante form også hænger sammen med måden, hun ser ud på. Hun har det med at glemme, at hun mangler otte tænder. Fire fortænder i overmunden og fire fortænder i undermunden. Hun har vænnet sig til hullet, til læbernes indfald og til sin forandrede stemme. Omverdenen har ikke vænnet sig på samme måde. Når hun mindst tænker over det, begynder folk at fnise, kigger væk. Årsagen er, at de manglende tænder har skabt et perfekt friktionsfrit hulrum, som selv ved almindelig vejrtrækning resulterer i et veloplagt hesteprust, hvis Annemette slapper for meget af i læberne. Det er svært ikke at læse en art skæbnens ironi ind i historien. Før var Annemette lykkeligt gift og stutteriejer. Nu er hun fraskilt social- og sundhedshjælper, der trækker vejret som en hest. Det er noget andet.

„Lad os se, om vi stadig kan bruge de hjørnetænder til noget, Annemette. Det kunne jo være, vi kunne beholde en enkelt af dem,“ siger Marion, og det føles, som om hun moser et lidt for stort instrument ind imellem to tænder. Det gør ikke ondt, bedøvelsen virker, men det knager og knirker forbandet højt.

„Approximalfladen er for skadet. Jeg er ked af det, ven, du har en betændelsestilstand i det dybereliggende væv omkring tænderne. Parodontitis …“ Marion tager instrumenterne ud, så Annemette og hendes mund kan få lidt fred.

„Hvad betyder det så?“ Annemettes læspen er forstærket af bedøvelsen.

„Det betyder, at hjørnetænderne er løse, og hvis vi ikke hiver dem ud, falder de ud af sig selv.“

Annemette lukker øjnene et øjeblik. Hun holder dem lukkede, Marion giver hendes hånd et klem. Før ulykken var Marion en almindelig, venlig tandlæge, Annemette ikke gad besøge, fordi hun havde hende mistænkt for at tage unødvendige røntgenbilleder. Med ulykken og de mange besøg har de efterhånden udviklet en venskabelig fortrolighed, et venskab, en af dem betaler for, men stadigvæk.

„Jeg vil gerne fjerne dem alle fire med det samme, så betændelsen ikke spreder sig. Det vil sige, jeg tager hjørnetænderne i over- og undermund. Den venstre i undermunden er ikke lige så slemt angrebet, men emaljen er så syreskadet, at den stort set er ætset væk, så jeg ser ingen grund til at kæmpe for den heller.“

Annemette nikker let, stadig med øjnene lukkede. Hun gider ikke græde. Gråden har fyldt for meget de sidste fire år. Det er, som det er.

Annemette har aldrig bebrejdet Snehvide ulykken. En hest ejer ikke ondskab. Ingen havde desuden kunnet forudse den store oversvømmelse. Samtlige meteorologer i Danmark havde analyseret naturen og vejrforholdene og var kommet til samme resultat: Det burde ikke kunne ske.

Højtryk, lavtryk, tju-hej vilde dyr. Ikke desto mindre: En 100-års-storm i Østersøen havde raset i en uge og havde trykket vandet helt op i bunden af den Botniske Bugt. Herefter et mærkværdigt skifte, der havde fået vandet til at mose af sted som en bølge i et badekar, rullende op gennem Kattegat for at oversvømme alt det sædvanlige på Falster og Lolland og vælte videre ind gennem Storebælt, hvorefter vinden igen var vendt og havde fået vandmasserne til at sætte kurs mod Smålandsfarvandet, og det, der ikke burde kunne ske, skete. Stormfloden tog Enø, Karrebæksminde, hele kysten langs Gavnø og Dybsø, og i sidste ende tog den Annemettes tænder.

„Åbn,“ siger Marion og griber om den øverste hjørnetand med en tang. Det går forbløffende let at fjerne de fire hjørnetænder, de må vitterlig have siddet løst. Marion klemmer tamponer på det blødende tandkød. Et lille sprøjt af blod rammer Marions kittel og maske og efterlader en dramatisk rød streg.

Klinikassistenten kæmper for at undertrykke nogle op kastlyde, idet tænderne plumper ned i den bakke, hun holder frem til Marion.

„Louise, nu tager du dig sammen!“ vrisser Marion.

Men Louise rejser sig og løber ud ad døren.

„Beklager, Annemette, det har ikke noget med dig at gøre. I går besvimede hun under en tandrensning på en hjemløs. Hun er væk, næste gang du kommer. She doesn’t have what it takes.“

Annemette nikker stille.

„Jeg er nødt til at give overmunden et par sting i højre side, så hullet kan hele ordentligt. Det er lige lovlig flosset.“

Annemette blev fundet på bakken ved Basnæs. Hun husker ikke selv, at hun blev fløjet ind med helikopter til Riget. Hun ankom på sygehuset med hovedet smurt ind i blod og blev hurtigt udredt. Hun havde fået et brud på kæben og en svær hjernerystelse. Og så de mistede tænder. Man sagde, det var billigt sluppet. Med det mente man, så vidt Annemette kunne forstå, at hun kunne have fået kraniebrud, indre blødninger, og hvad kunne det ikke have medført, man turde slet ikke tænke tanken til ende. Det er klart, at Annemette havde følt sig heldig. Der var røget fem tænder ved sparket på bakken, og på hospitalet havde man været nødt til at fjerne yderligere tre. „Kosmetisk,“ havde lægerne sagt. Og det skal man ikke sidde og pibe over. „Du ender såmænd nok med et flottere smil, end det Gud havde tiltænkt dig,“ havde en af sygeplejerskerne sagt, og der var så meget ved den sætning, som havde irriteret Annemette. Koblingen til Gud som det første, og så det indlagte svirp, der antydede, at hun havde haft grimme tænder inden ulykken. Alligevel havde Annemette smilet småbedøvet tilbage.

Selvfølgelig var det heldigt, at hun ikke var druknet sammen med sine heste, og heldigt, at hun ikke havde fået hovedet sparket af. Det gav vel også en vis symmetri til ansigtet at mangle otte tænder, ikke syv.

Når Annemette forlader Marion i dag, mangler hun i alt tolv tænder. Det er en stædigt voksende symmetri.

„Nå, ven. Er der noget nyt fra forsikringsselskabet?“ spørger Marion, da hun har fjernet de blodige tamponer og giver Annemette et plastikkrus med vand.

Marion havde gjort alt, hvad hun kunne for at hjælpe Annemettes sag hos forsikringsselskabet. Hun havde skrevet understøttende rapporter, hun havde udarbejdet en komplet plan for et nyt tandsæt. Hun havde i det hele taget skubbet på og hjulpet til med skriftlige formalia og moralsk opbakning. Det med dokumentationen havde ikke været svært; at skaden var sket som følge af en ulykke, var tydeligt at læse i hospitalsjournalen. Årsagen til, at forløbet indtil videre havde strakt sig over en periode på næsten fire år, var, at forsikringsselskabet mente, at Annemettes tænder allerede inden ulykken havde været så svage og skadede, at deres tilstand havde påvirket ulykkens udfald.

„Når man endelig har brug for dem, så finder de en kattelem,“ siger Annemette på en måde, der vidner om, at det har hun sagt før. Da stormfloden ryddede Vejlø, Dybsø, Gavnø og Enø, gemte forsikringsselskaberne sig under en force majeure. Folk havde mistet deres hjem og erhverv, men ingen havde fået fuld erstatning.

Annemettes tænder var blevet undersøgt adskillige gange af uvildige tandlæger. Det måtte have kostet forsikringsselskabet dyrt med alle de undersøgelser. Udgifterne til undersøgelser og røntgen og endnu mere røntgen måtte efterhånden have oversteget, hvad et nyt sæt tænder ville have kostet. Åh, ironien igen.

Man havde fra forsikringsselskabet lagt vægt på, at der i Marions journal flere gange var anført noter om syreskader.

„AM afviser at drikke store mængder af cola og juice. AM lider heller ikke af sure opstød eller refluks. Jeg kan imidlertid konstatere skålformede fordybninger i visse kindtænder samt to hakkede fortænder. Leder stadig efter årsag.“

Den formulering havde forsikringsselskabet bidt sig fast i, den havde spændt ben for Annemette, og benspændet havde ført til endnu en undersøgelse.

„Jeg har fået svar, Marion, på den sidste undersøgelse.“ Annemette skæver til stålbakken, hvor hendes fire misfarvede hjørnetænder ligger. Det er en trist forsamling at se på. Hun sukker dybt og konstaterer, at hendes prusten er forstærket markant.

„De har endeligt afvist erstatningskravet. Undersøgelsen viste, at syreskaderne skyldtes sukkerholdige indtag, som er foregået over en mangeårig periode.“

„Men havde vi ikke udelukket det ved at afvise din colaafhængighed?“

„Denne undersøgelse er så avanceret, at den kan spore den præcise kilde til skaderne.“

„Gud!“

„Det kan du sige, det er en omstændelig teknik.“

„Men hvad skyldtes det så? Har der været noget skrap medicin inde over? Det har jeg jo sagt, sagtens kan være årsagen, og det er du jo ikke herre over, altså, jeg mener, der er du jo uskyldig, hvis du er nødt til at tage en medicin med bivirkninger.“

„Det er ikke medicin, Marion. Det er alkohol.“

„Hvad? Mon dog, der skal immervæk en del til.“

„Det er crémanten. Jeg har et aftenritual, ikke noget at hidse sig op over. Jeg slutter min aften med et glas crémant. Visse aftener er det mere end et glas. Måske to. Det mener jeg ikke, er så vigtigt. Sagen er, at jeg som regel slumrer ind i stolen. Du må forstå, alkoholen afslapper min krop, og det er sjovere at døse hen på bobler end at tage en sovepille. Så vågner jeg igen ved en to-tre tiden om natten og går ind i seng. Det er sjældent, jeg hopper ud og børster tænder der midt om natten. Det er ikke skidesmart, det ved jeg godt, men jeg har altid haft skrøbelige tænder. Det er ikke noget, jeg er skyld i. Jeg havde fem huller, da jeg besøgte skoletandlægen første gang.“ Annemette er ved at tabe luften under sin forklaring. Hun kan selv høre den flimrende hvislen, da hun hiver efter vejret. I det samme forsøger klinikassistenten at smutte uset ind i rummet igen. Men Marion snurrer rundt på sin stol og peger på hende med en blodig handskefinger.

„Ud! Du er færdig, Louise!“

Hun lukker stille døren bag sig.

„Men hvorfor fortalte du ikke om afgørelsen, inden vi gik i gang med operationen?“

„Det ville jo ikke ændre noget. De dårlige tænder skulle ud, uanset om der kommer nye eller ej.“

„Jo, jo.“

„Du har gjort så meget for mig, Marion, du kan ikke gøre mere. Nu må tiden gøre resten. Jeg kan anke afgørelsen, eller jeg kan spare op. Der kommer en vej til nye tænder før eller siden.“

Marion virker frustreret og rejser sig. Hun klirrer uvant højt med instrumenterne, der skal til sterilisering.

„Jeg ville ønske, jeg kunne gøre det gratis. Du kan ikke blive ved med at gå rundt med sådan et hul. Det er uværdigt. Men klinikkens økonomi, altså, det kommer til at koste mellem 75.000 og 120.000 kroner med så stort et indgreb. Der skal indlægges erstatningsknogle og støbes tandanker, det er jo ret …“

„Det ville jeg aldrig bede dig om.“ Begge kvinder tier en stund. Marion griber ud efter håndspejlet og fører det hen mod Annemette.

„Vil du se?“ Annemette løfter afværgende hånden.

„Ellers tak.“ Hun lægger an til et smil med lukket mund og kan mærke sine læber forsvinde i forsøget. Hun behøver ikke et spejl for at forestille sig synet af den indfaldne hudsprække. Hun er fuldt ud bevidst om, at hun ligner forsiden på et nummer af National Geographic med tredjeverdenstema.