KAPITEL 12

Der findes øjeblikke, hvor ord forpurrer storheden i en situation i stedet for at indfange den. De tre kvinder sidder i toget på vej mod Køge og kigger på hinanden og på rapsmarker. Om lidt bliver de nødt til at tale, for en stund sidder de og kontemplerer.

„Havde du problemer undervejs, Vibse?“ Annemette bryder tavsheden.

Vibse ryster på hovedet: „Jeg forestiller mig, at jeg havde den letteste opgave. Det er ikke specielt svært at spille dement dame, når man er en dement dame. Det er forbundet med bittersød tristesse, men svært er det ikke.“

Jean og Annemette ser ned på deres hænder.

Toget bremser. Det er sjældent, togbremser lyder, som om de lige er blevet smurt.

„Jeg holdt fast i min pointe uden at tænke over hvorfor. Ingen tog skade,“ siger Jean så. „Jeg prøvede at flirte, men han må have været homo.“

Flere marker gennem togets vindue.

„Hvad med dig selv?“ Jean kigger på Annemette.

„Jeg kørte på med hjemmehjælperens lod, jeg kunne ikke lide betjenten, han mindede mig om en hjemmestrikket sweater i kras uld, så det var nemt at finde agitationslysten frem.“

Annemette lægger mærke til, at Vibses blik ændrer sig. Hun ser fraværende ud og begynder at ae sin håndryg. Jean og Annemette udveksler bekymrede blikke.

„Palle bliver rasende over, at de har beslaglagt Swiften.“ Jean ser kun på Annemette. „Det er noget værre lort, vi har jo ikke haft den til syn i to år, og med mig på sygedagpenge på grund af seneskedehindebetændelsen er der ikke ligefrem råd til en ny …“

Igen opstår der stilhed mellem kvinderne. Denne gang af en mere flad art.

„Fandt de min kuffert? Vi skal jo afsted snart!“ Vibses blik er retningsløst. „Din far er måske gået på toilettet? Det kan jo godt tage lidt tid nu om dage.“

Jean lægger forsigtigt en hånd på sin mors.

„Mor, far er død, det er mange år siden, du er sammen med mig og Annemette, vi sidder i toget og er på vej hjem.“ Lige så ilter Jean kan være, lige så blid er hun også.

Annemette er vant til at se det, de gamle er helt klare og friske, og så, uden varsel, kommer fortiden skyllende som en bølge og overtager nuet, og deres øjne bliver glasagtige, og huden mere skrøbelig.

Annemette aer Vibse på kinden, og efter et par minutter er den gamle dame tilbage. Måske spillede Vibse dement under forhøret, måske ikke, om ikke andet kom hun for tæt på solen.

Der er fem stationer, til linje E når Køge Station. På nyhedsskærmen over deres hoveder vises et indslag fra Københavns Lufthavn. På bjælken i bunden af skærmen står der: Mistanke om terror afvises: Tre ældre kvinders uvidenhed havde nær lukket Københavns Lufthavn.

„Hvorfor skal vores alder partout med?“ spørger Jean.

„Det er vel meget almindeligt i forhold til signalementer,“ svarer Annemette

„Vi er jo ikke på flugt. Vi skal jo ikke findes.“ Jean giver ikke op.

„Jeg er mere generet af at blive kaldt uvidende,“ siger Annemette.

„Om ikke andet er det et tegn på, at de har købt vores historie.“ Vibse får det sidste ord.

„Det slår mig, at vi gør kvinder en bjørnetjeneste ved at fremstå som idioter. For helvede, altså …“ Jean varmer op til en længere monolog.

„Det er kraftstejleme ikke til at holde ud. Jeg gider ikke være til grin. Og så skal jeg hjem og høre på Palle brokke sig over bilen og turen til Thailand og blive endnu mere deprimeret, end han i forvejen er. Lægerne har jo fundet ud af, hvorfor han ikke kan bolle mere.“

Vibse er med ét tilbage og ser advarende på sin datter. Det vil Jean skide på.

„Det er de antidepressiva, han er begyndt at tage, siden han blev opsagt. Når han samtidig tager betablokkere for sit høje blodtryk …“ Jean laver fløjtende en faldende tone og sigter med begge pegefingre mod sit skridt. „Ja, så går det direkte i dillermanden. Nul rejsning til Palle Pophår. Og han må ikke tage Viagra, det er forbudt, når man er på betablokkere, hallo. Det er, hvad vi kalder en ond cirkel, de damer. Ingen sex, en arm, der visner, og mine børnebørn får en død klode foræret, når de bliver voksne. At kalde os for uvidende er rasende forkert. Jeg ved alt for meget, det er derfor, jeg er så pisseulykkelig. Uvidende, ældre kvinder, min bare røv. Jeg er kun 51 og ser for fanden yngre ud! Jeg mener det, jeg ved ikke, om jeg tror på dine ideer som sådan, A.M., men det her kan ikke blive det sidste, de hører fra os. Så må du jo finde på noget andet.“

Annemette siger ikke noget. Ikke et ord om den videnskab, der giver hende ret i at handle radikalt, og heller ikke noget om de år, Jean trak fra sin alder. I stedet giver hun bare Jean ret. Hun kigger på nyhedsskærmen, som hænger skråt over deres sæder. TV2 News bringer et nyt indslag om jordbærhøsten i Australien. 80 % af høsten kan ikke sælges, fordi man har fundet nåle i jordbærrene i supermarkederne. Folk er i panik. Jordbærfarmerne går konkurs på stribe.

Vibse bliver fanget af indslaget. „Det er jo præcis, hvad nazisterne gjorde i tiden op til 2. Verdenskrig. De skabte angst.“

„Argh, det er ved at blive en dårlig vane med den 2. Verdenskrigssnak. Jeg synes, det er at strække den, Vibse.“

Vibse giver sig ikke: „Strategien, at spille på menneskers frygt for at splitte dem ad, er ved Gud den samme. Nazisterne skabte et skræmmebillede af jøderne, de brugte angsten som en kile og masede den ned mellem folk, så de mistede tilliden til hinanden og blev overbevist om et fælles fjendebillede, der skulle udryddes for at genoprette orden, sikkerhed.“

„Jeg synes stadig, det er en voldsom sammenligning,“ siger Annemette.

„Men sagen er, at der sikkert har været nåle i 10 bakker jordbær, og nu er der ingen, der vil røre et ærligt jordbær igen. Der skal så lidt til.“

Annemette tygger på Vibses argumentation, hun har svært ved at afskrive den som ordflom. Hun tænker på folk i supermarkeder, hun kan lige se dem gå i en stor bue uden om jordbærrene, som så ligger misfarvede og bløde hen, triste som uafhentede børn i vuggestuen.

Så får hun fornemmelsen af et klarsyn, hun ser brikker, der svæver i luften og på uventet vis beslutter sig for at falde ned og på plads i den fineste orden, ikke blot for at gå op, men for at afføde en ny idé.

„Vi er De Hårde Nåle, ikke?“ Retorisk pause. „Hvis vi virkelig er hårde nåle, så skal vi lave meget mere rav i den. Så tager vi den skridtet videre.“

„Vi er frihedskæmpere, det er det, du mener ikke?“ siger Vibse.

„Lad os gå efter store omvæltninger, så store, at Danmark ikke bliver det samme igen!“ siger Annemette.

Jean ser mellemfornøjet ud.

„Jean, kan du leve med, at nogle folk vil spytte på din grav, hvis der også er en god flok, der hylder dig?“

„Hvis det kan føre til, at mine børnebørn kan se, at de kan få indflydelse og blive regnet for noget, hvis de kæmper for en sag, ja, så er jeg faktisk med.“

„Hvad er din plan?“ smiler Vibse. „Skal vi købe flere af de der flyvende dingenoter?“

„Kød. Kød får polerne til at smelte, kød brænder regnskoven af, kød er ansvarligt for en tredjedel af alle de problemer, vi står midt i. Det er lige for næsen af os.“