KAPITEL 22

Det er i hvert fald syv uger siden, Annemette har besøgt Thorkild. Hvis ikke mere. Man ved aldrig, hvad der venter én med Thorkild. Det er en af grundene til, at Annemette foretrækker at cykle ud til sine borgere. Hun renser hovedet, hun indstiller sig på uforudsigeligheden. Hvis bare cyklen ikke havde fået en dum lyd.

Der er sket meget den sidste tid. Så meget, at måden, hun oplever verden på, har ændret sig. Det handler om overlevelse, om ikke at blive taget, om at holde styr på gruppen og om at finde nye metoder til aktion. Det er større linjer, der tegner hverdagen. Før kunne Annemette godt finde på at bruge lige lovlig meget tid på at ruge over en kollega, der ikke komplimenterede hendes nye hår. Nu er det så heller ikke særlig velopdragent at sige til nogen: „Nå, du er blevet klippet, hvad?“ Hvis du ikke har noget godt at sige, så lad være med at sige noget overhovedet, ville Annemette tænke, men først når hun var kommet hjem. Den slags småtterier har der ikke været tid til på det seneste.

Det har været lidt af en linedans at bytte vagter, så hun ikke skulle besøge Kirsten. Hun har spredt sine vagter ud, så det ikke er tydeligt, at det er Kirsten med de stjålne piller, der er nøglen til det hele. Skæbnens utrættelige ironi vil, at hun er blevet inspireret til dette spredehagls-vagtbytteri af en thriller med Leonardo DiCaprio. Catch me if you can. Ja, ja. Sådan har Gud, eller hvem der nu sidder med den slags trivialiteter, jo sine dage.

Hun trækker cyklen det sidste stykke igennem stisystemet omkring de lejeboliger, hvor Thorkild bor. Hun har en helt anden varme i kroppen, end hun plejer. Hun er bange, systematisk bange, men frygten virker som vinterbadning. Det kolde vand er som tusind nåle i kroppen, der prikker og vækker. I meget af sit liv har hun haft følelsen af at ligge i en lunken vandoverflade, tit lige akkurat med næsen fri, andre gange med hovedet over, så hun har kunnet nyde udsigten. Men her på det helt dybe vand med en kilometerdyb, sort afgrund under sig føler hun sig mere i live end nogensinde.

Thorkild har ifølge dagsrapporterne afvist besøg i flere uger, Annemette frygter, han er gået helt i hundene. Hun har været lige ved at køre op til ham privat, men det er blevet ved tanken, måske ville han heller ikke synes, at det var dér, de var.

Annemette vil selv låse sig ind i dag, hun har ikke tænkt sig at lade ham få muligheden for at bure sig inde.

Hun sætter nøglen i, drejer og skubber til døren med den ene hånd, mens hun holder den anden arm op foran ansigtet som værn mod stanken. Den rammer hende sædvanligvis som en mur, men i dag er anderledes. Her lugter lidt indelukket, tæt, men ikke af råddenskab. Annemette sænker armen og fortsætter ind mod stuen. Hun kan høre en tung vejrtrækning og går ud fra, han tilfredsstiller sig selv.

„Thorkild. Annemette her!“ Hun giver ham et øjeblik til at stoppe sit forehavende.

„Annemette, din slambert. Kom ind. Jeg mangler bare sidste sæt.“ Thorkild råber anstrengt.

Annemette nærmer sig døren, den står åben. Thorkild har ryddet fortet af papkasser væk, han har endog ryddet en del, så der er flere kvadratmeter gulvplads. Han ligger i planken på en måtte.

„Jeg mangler halvandet minut,“ siger han, og sved drypper fra panden og ned på måtten. Det er ikke noget særsyn, at Thorkild er nøgen. Det er et særsyn, at man kan se muskler, spændte, fremtrædende muskler, og hans krops omrids er væsentligt mindre. Det er vanvittigt, hvad der er sket på syv uger. Annemette har ikke ord. Foran ham ligger en iPad.

„3, 2, 1, STOP,“ råber en stemme fra iPaden.

„Det er Tabata,“ siger Thorkild. „Sindssyg effektiv høj-intensiv cirkeltræning.“

„Hvad sker her, Thorkild? Hvor meget har du tabt dig?“

„Det nærmer sig vel 25 kilo.“ Han afslutter planken og lægger sig i barnets stilling. Panden mod måtten. „Hvordan kom du ind? Jeg har ikke lukket nogen ind i en menneskealder,“ siger han fra denne stilling.

„Jeg har en nøgle, jeg håbede, du ville se mig. Jeg har taget en millionbøf med til mikroovnen?“

„Selvfølgelig vil jeg se dig.“ Nu rejser han sig og slynger et lændeklæde omkring hoften og tørrer sin pande.

Annemette kigger endnu engang på Thorkilds nye statur, hun er imponeret over den krop, der er ved at finde vej frem. Selvfølgelig er der stadig fedt og et stykke vej igen, men det er et helt andet menneske, der står foran hende.

„Den millionbøf kan du godt tage med hjem igen. Har du slet ikke sat dig ind i kødkrigen?“ Det giver et gib i Annemette.

„Kødkrigen?“ Hun rømmer sig og kigger ud ad vinduet. „Tænker du på, at folk er blevet bange for at spise oksekød på grund af det med de medicinrester, de har fundet?“ Annemette holder vejret.

„Det er jo bare toppen af isbjerget. Folk er elendige til at se de store sammenhænge. Oksekødsskandalen er den sidste opfindelse i en lang række af invasive aktioner fra fremmed hånd. Vi har haft kyllinger med fugleinfluenza, og køer, geder og får med mund- og klovsyge, og hvad med den afrikanske svinepest? Du tror vel ikke, at de er uafhængige tilfælde? Nej, nej, kære blinde, her er tale om en zombiehær med apokalyptiske planer om overtagelse af kloden.“

Thorkild er 25 kilo tyndere, men han er stadig Thorkild. Annemette vender sig mod ham, han leder efter noget i en bunke. Han finder en bog og holder den frem foran Annemette. Z W står der på forsiden.

„Zombie Warfare. Det her er håndbogen til overlevelse i et World War Z-scenario. Bogen er umulig at få fat på for menigmand, men det skal man jo ikke sige til mig. Det er en gennemarbejdet, researchet skrift, jeg kan ikke rose den nok. Jeg arbejder hen imod medlemskab af den danske fraktion. Et af de ufravigelige krav er et BMI på maks. 18,5.“

Annemette har svært ved at vælge, hvilken del af Thorkilds tale hun skal hæfte sig ved. „Det lyder som et meget lavt BMI,“ siger hun så.

„Det er den øvre grænse for, hvad WHO kategoriserer som undervægt. Tallet er sat for at sikre, at medlemmer vil være i stand til at løbe langt og hurtigt, løb er immervæk homo sapiens’ naturlige flugtform.“

„Jo, men videnskaben peger på, at BMI-indekset er en meget upræcis størrelse, som ikke nødvendigvis siger noget om kroppens sundhed.“ Annemette holder fast.

„Nu tror jeg, du pseudo-akademiserer, søde.“ Thorkild lægger sit hoved på skrå og smiler.

„Slet ikke. Jeg citerer fra et anerkendt videnskabeligt tidsskrift.“ Annemette smiler ikke.

„Kære ven. Snart påstår du vel, at global opvarmning findes og ikke er et koncept opfundet af og for kineserne for at vælte det internationale frihandelsmarked.“

Annemette bliver træt.

„Lad os blive enige om at være uenige,“ siger hun og så: „Hvor meget mangler du at tabe?“

„Åh. Halvdelen. Men det går stærkt, jeg er ikke nervøs.“

„Alt, du gør, gør du ekstremt, Thorkild.“ Annemette kigger på ham.

„Tak,“ svarer Thorkild.

„Er du helt stoppet med at spise?“ spørger Annemette, og Thorkild vender sig om efter en stor metalspand, samme type som dem med oliemaling. Z W – The Warrior Game Changer står der på mærkaten.

„Det mener du ikke?“ Annemette kan ikke skjule sin skepsis.

„Kig på mig! Vi lever allesammen af denne blanding. Det er en proteinshake sammensat af lokalt indsamlede ingredienser, sådan at når World War Zombie bryder ud, kan vi skaffe føde. Det bliver nødvendigt, når civilisationen lider sit sammenbrud. Denne blanding er tilpasset de danske forhold. Jeg bliver aldrig træt af den.“

Thorkild tager en slurk af en dunk, der står på måtten og stikker den hen foran Annemettes ansigt. Hun lugter til den. Den lugter af vandmand, og hun rynker på næsen. En dominerende ikke-lugt. Hun savner nærmest lugten af fordærvet mad, som normalt kendetegner Thorkilds lejlighed. Hun går en runde. Der er stadig stabler og bunker og en svag lugt af gammelt tis for enden af næsen. Hun går ud i køkkenet. Synet overrumpler. Maskingeværer, ja, hun kender dem jo kun fra film, men det er, hvad hun ser. Pistoler, knive, granater. Det er uhyggeligt, de ligger sorterede.

„Thorkild?“ Annemette står helt stiv, da Thorkild kommer ud i køkkenet.

„Til at redde menneskeheden, A.M. Man kan skaffe alt på Dark Web, det er da bedre, at jeg køber de restlagre frem for en eller anden psykopat. Men altså, nu kan du vel forstå, hvorfor jeg ikke har modtaget besøg den sidste tid.“

„Ja …“ Annemette er ikke bange for Thorkild, men den følelse, hun længe har gået med, at være bange på hele verdens vegne, rammer hende med fornyet styrke.

„Jeg stoler på dig, A.M., og jeg vil gerne tilbyde dig at komme med mig. Om tre måneder rykker jeg. Til den tid er jeg i min optimale form, og jeg har haft tid til at slette mine spor. Den danske fraktion har fundet et sted uden for det almindelige samfund, et sted i Skandinavien. Herfra forbereder vi os. Der er allerede sendt tropper i forvejen. Vil du med?“

Annemette smiler.

„Jeg er taknemmelig for, at du betænker mig, Thorkild. Virkelig rørt. Men jeg har familie her. Og jeg har visse ting, jeg gerne vil have ordnet her inde fra samfundet.“

„Valget er dit. Det store sammenbrud er på vej. Kød er dominobrikken, der vælter hele banen. Alle underleverandører drejer nøglen om, staldanlæg, monokultur, bønderne, der ikke kan komme af med soja, hvede, rug, raps og majs og går konkurs. Så opstår massehysteriet, og snakken om fødevarekrise vinder gehør, det er totalt bullshit, og uha, svinepesten lurer lige om hjørnet. Den er en svensknøgle, der smides lige lukt ned i samfundsmotoren. Så bryder bankerne sammen, folk går i panik, de trækker hele finanssektoren med i faldet. Staten kan ikke betale regningerne, folk bliver hjemme, banderne overtager kontrollen. World Wide Syria, og så! Her sætter zombierne ind.“

Annemette ved ikke, om hun skal grine eller græde. „Zombierne?“

Thorkild ser ud til at starte et nyt sæt i sin træning.

„Du kan nå at ombestemme dig inden for, ja, en måned maks.“ Thorkild kigger op og ned ad Annemette. Hun bliver ubekvem. „Hvis altså du skal nå BMI’et, det er ikke noget, jeg bestemmer.“

Annemette lukker sin kittel til. Den har aldrig gjort noget for figuren. Men ligefrem stå her og blive kropsvurderet af Thorkild. Det gør hende betuttet mere end noget andet. Thorkild har allerede forladt køkkenet. Annemette kan høre, han skruer op for tv’et.

„Annemette,“ råber Thorkild fra stuen, „de har fundet kødterroristen! Den formodede, stråmanden, forstås.“

Annemette styrter ind til Thorkild og tv’et. TV2 News har blændet op for en ordentlig bjælke BREAKING NEWS:

KØDTERRORIST TAGET PÅ FERSK GERNING

En privatoptagelse fra Føtex i Køge løber hen over skærmen. Annemette genkender Vibse. Frakken, den nye elscooter, tasken, bevægelserne, kvinden. Hun er helt tydeligt fanget i et dement øjeblik. Annemettes hjerte sidder i halsen. Vibse ser rædselsslagen ud. Der er ikke lyd på optagelsen, men man kan se, hun skriger af sine lungers fulde kraft. Medarbejdere holder hende fast. Imens den hæslige mobiloptagelse ruller, oplyser tv-værten, at politiet mener, de har hovedbagkvinden bag kødforgiftningen. Hun er tidligere sygeplejerske og nu tilknyttet hjemmeplejen som følge af demens. Det bliver understreget, at politiet vil udsende en pressemeddelelse senere, men at der indtil videre er navneforbud i sagen.

Annemette holder hænderne foran sit brændende ansigt. Indslaget slutter.

„WAR IS COMING!“ Thorkild ser helt høj ud, han løfter armen med knyttet næve. „Der går ikke længe, før sandheden viser sig, Annemette. World War Zombie lurer lige under overfladen. Det er godt nok en vild strategi at gemme sig bag en dement dames vildfarne supermarkedsvaner.“

„Hun kan meget vel have haft en større plan, Thorkild. Det kan du ikke vide,“ er det bedste, Annemette kan finde på at sige.

Thorkild kniber sine øjne sammen, mens han studerer Annemette. Hendes ben vakler under hende. Hun sætter sig i Thorkilds stol.

„Jeg er i hvert fald nødt til at fokusere på min forberedelse til endelig evakuering. Det bliver ikke nødvendigt, at du kommer herhjem igen, min ven.“ Thorkild rækker Annemette hånden. Hun tager den og kommer på benene. Han kigger hende længe i øjnene, hans evigt flakkende blik er nu fast.

„Tak. Bliv ved, A.M.!“

Annemette synes, hun ser noget indforstået i Thorkilds øjne. Han bliver ved med at holde hendes blik med sit, det er varmt, det bringer ingen påmindelser om sølvpapirshattemageri. Det er, som om han siger noget mere end det, han siger. Annemette kan ikke skelne, hun er i panik. De Hårde Nåle har aldrig talt om, hvad de skulle gøre, i det tilfælde at de blev opdaget. Det er sådan set aldrig kommet på tale.

„Du er nødt til at gå nu, mine rutiner må ikke afbrydes. Det er sidste gang, vi ser hinanden. Men jeg skylder dig for al din omsorg.“

Thorkild følger Annemette ud. Han stopper hende i døren og giver hende en pistol pakket ind i et viskestykke.

„Jesus Christ, Thorkild!“

„Du klarer den formentlig ikke, men du skal have chancen. Brug den klogt.“

Annemette tager imod den og lægger den i tasken uden protest. Thorkild kaster et sidste blik på hende, så lukker han døren.

Selv de bedste kommer ud for det værste, det hører med til livets pudsige måde at gå i rette med forudsigeligheden. Annemette betragter sig ikke engang som en af de bedste.