KAPITEL 23

Annemette står foran Go2Fitness i Køge og venter på Jean. Mellem sine ben har hun en H ₂O-sportstaske med tøj, pas, toiletartikler, hættetrøjen fra Lidl og pistolen. Hun hiver mobilen frem igen og ser på klokken. Jean burde være kommet ud. Hun undrer sig over, hvorfor hun pakkede den limefarvede blondebluse ned i tasken. Den har aldrig klædt hende, den er ikke praktisk, den sidder stramt om maven, men er løs i ærmerne. Når blonder sidder løst, forværrer de silhuetten frem for at understrege den. Den ene gang, Annemette tog den på, følte hun sig som en kvinde ved navn Jytte, formodentlig ansat i en selvejende børne-institution på 35. år, uvant med sådan at gå ud og svinge ørerne, men hvis det så skete, skulle den have én på frakken med blonder og skum i håret. Følelsen af Jytte bekommer ikke Annemette godt, hun har rigeligt at gøre med at fjerne fokus fra sit sparsomme bid. Hun har ikke haft blusen på siden. Hun har ellers fået den af Johnny.

Ikke desto mindre: Selvsamme bluse har hun pakket ned i sportstasken, som ret beset nu må anses for en flugttaske. For er hun ikke på flugt? De har taget Vibse. Hun selv findes på inkriminerende videooptagelser. Det er et spørgsmål om tid, før politiet finder hende og Jean. Hun kigger igen på uret. Hun ved, at Jean gør sig umage med at tørre sit hår efter sport. Det har længe undret Annemette, for det ville tage under fem minutter for vinden at opnå samme resultat. I dag foran Go2Fitness, med paranoide tanker om de forbipasserende, bliver hendes undren afløst af vrede.

Hvad fanden laver Jean?

„A.M., din bandit, skal du også begynde i fitten?“ Jean kommer ud af centret, håret er knastørt. Annemette samler hurtigt tasken op og tager den over skulderen.

„Jean, kom med!“ siger hun og genner Jean ind i den nærmeste baggård.

Jean er ikke dum. „Hvad nu?“ siger hun og bliver bleg. Annemette sætter Jean ind i den seneste udvikling, og Jean begynder at græde.

„Ikke mutti, hvad gør vi, er hun ok?“

Annemette og Jean sætter sig ned på asfalten.

„Vibse skal nok klare den, det ved jeg, det gør du også. Når hun opholder sig i demensen, aner hun intet om, hvor hun er, eller hvem hun er, og når hun er klar i hovedet, er hun alt for kvik til at afsløre noget som helst og spiller for øvrigt som oftest dement.“

Jean nikker. „Jeg ved, hun ikke er bange af sig. Men politiet, igen.“

„Det er noget lort, men hun er den af os, der lettest kommer ud af miseren igen. De kan ikke holde på en 84-årig dement kvinde. Spørgsmålet er, hvad gør vi to nu? Jeg plejer at have en klar fornemmelse af, hvor jeg skal hen, jeg kan ikke regne det ud, Jean. Jeg har pakket denne her taske,“ siger Annemette og klapper H2O’en et par gange.

„Hvad har du pakket, hvor skal vi hen?“

„Jamen tøj, du ved. Pas, for hvad nu hvis … En pistol og den grønne blondebluse, jeg fik af Johnny til min fyrreårs.“

„Hvorfor helvede har du taget blondeblusen med, den sidder så dårligt?“

„Hvordan kan du hæfte dig ved blondeblusen, når jeg nævner, at jeg har en pistol?“

„Det ved jeg ikke. Jeg troede bare, du havde smidt den ud efter den aften. Jeg er i panik, for helvede!“

„Det er jeg også. Men vi er nødt til at gøre os usynlige, Jean. Vi er nødt til at flygte.“

„Ej-jaj-jaj-jaj … Hvad gør jeg med Palle? Og hvad med mor?“

„Hold ham hen, find på noget, til vi har en klar ide om, hvad vi gør. Vi får styr på Vibse, de kan ikke holde på hende, og så snart hun er ude, ringer hun. Det, vi skal have styr på, er, om de har fået noget ud af hende.“

„Jeg kan skrive til Palle, at jeg skal til Hamburg på venindetur. Jeg skriver bare beskeden, som om jeg har fortalt ham det for længe siden. Han er vildt dårlig til kalender.“

„Du kender ham bedst.“

Jean skriver, bider sig i læben. „Han er ude at cykle og kommer først hjem i aften. Det er fint nok. Men jeg har det alligevel, som om jeg skal græde. Eller grine. En af delene.“

Annemette og Jean holder et øjeblik om hinanden. „Hvad med at gå en tur, vi er nødt til at samle tankerne, så vi ikke gør noget overilet. Rododendronparken. Vi går derover og køber lidt tid. Der er sjældent mange mennesker.“

„Jeg har altid foretrukket rododendron over buksbom,“ siger Jean, da de trækker cyklerne gennem parken. Annemette siger ikke noget.

„Havde du ikke en veninde, der stak af engang? Hvordan gjorde hun?“ spørger Jean.

„Helle!“ Annemette smiler kort, så ryster hun på hovedet. „Det er en helt anden historie. Helle var da helt ude på et skråplan, hun snød sig ind som kirurg på et hospital, hun bedrog alle omkring sig.“

„Hvordan er det anderledes end det, vi gør?“

„Vi har et ædelt formål, vi vil redde kloden, fremtiden, vores børn.“

„Helle reddede vel også de syge på hospitalet?“

„Det er noget helt andet. Desuden stak hun af til et andet land, det kan vi jo ikke. Vi er nødt til at følge med i, hvad der sker. Være tæt på vores børn.“

„Jeg spurgte bare. Du er ikke selv kommet med en skid.“

Det er ved at blive køligere i luften. Jean ser ud til at fryse. Annemette ser sig omkring. En hundeejer har sluppet sin hund løs. Den er i fuld galop efter en pind. Det simple ved at glædes over en kastet pind. Tænk sig at være hund. Ikke gadehund, men en hund med søde ejere, der bor tæt ved noget natur, og livet ville være indrettet sådan, at hvad end din ejer fandt på, ville det gøre dig glad. Alt, der ville være, var glæden ved ens ejer, søvn, mad, pinde og afføring.

„Jeg har det, som om vi er hovedpersonerne i en virkelig underlig film om to jævne madammer på flugt. Det kunne være, man skulle ringe til Ole Bornedal, han vil fandeme synes, det kunne blive en hamrende spændende krimi.“

„Vi kan også melde os. Til politiet. Så skal Vibse ikke sidde der alene.“ Annemettes stemme er tom. Jean smager på ordene. Det gør de begge.

„Men det er sgu en kedelig slutning. Vibse ville hade os for det, og hvad får vi ud af det?“ siger Annemette som svar på sit eget spørgsmål.

De går ud af parken, det er ved at blive mørkt. De stopper op på fortovet, ser sig til siderne.

„Hvad skal du med den pistol?“ hvisker Jean, mens de står med cyklerne.

Annemette ryster på sit hoved. „Det ved jeg fandeme heller ikke.“

En bil med kraftige lygter blænder dem. Annemette genkender straks hjemmeplejens logo. Bilen bremser hårdt op foran de to damer. Jean og Annemette kigger på hinanden, men gør intet, kan intet. Står bare og ser, at vinduet bliver rullet ned. En dame med sort tørklæde om håret læner sig ud, der er høj musik i kabinen.

„Ha! Fuck dig, Annemette! Den er sgu god.“ Almiras grønne øjne lyser af noget, Annemette ikke ved, hvad er. Jean knytter instinktivt sin næve, men må opgive på grund af smerter i senerne.

Annemette og Jean må trække cyklerne helt hen til bilen og Almira. Hun sidder der og råber. „Så det var dét, du skulle bruge pillerne til, din røver. Jeg vidste ikke, din tankegang var så syg.“

Hverken Annemette eller Jean siger noget. De står som stivnede.

Almiras ansigtsudtryk skifter, hun dæmper stemmen: „Er I busted?“

„Almira. Hej du. Vi er lige midt i noget.“ Annemette gør et halvhjertet forsøg på at krybe udenom.

„Det tør siges. Hvad har I tænkt jer?“ Måske er det noget kulturelt, men Annemette har meget svært ved at læse Almira. Er hun ude på at indkassere en tjeneste, på at håne eller hjælpe?

„Har du tænkt dig at melde os?“ Jean kommer på banen.

Almira lyser op igen. „Ikke umiddelbart. Annemette har sådan set reddet min røv, og hun kan ikke engang lide mig. Er det ikke rigtigt?“ Almira kigger smilende på Annemette. Smilet bliver en anelse selvgratulerende. „Jeg er bare en snylter, der burde rejse hjem, ikke sandt?“

Annemette får et stik af skam i maven. Almira kommer ud af bilen og går rundt om køleren. De tre kvinder står lidt på fortovet, så tænder en gadelampe og sætter spot på dem. Almira fortsætter. Denne gang mildere:

„Hør her. Jeg er lesbisk tyrker, jeg har levet tre år under jorden, er flyttet fra det ene kvindehjem til det andet. Jeg kan stadig ikke få lov at se mine børn. Jeg har skiftet navn to gange. Min eksmand og hans brødres hobby er at lede efter mig, så de kan genoprette deres ære. Hvis der er noget, jeg har lært, så er det, at vi kvinder må holde sammen. Det var min pligt at rapportere om Kirstens pillesvind, den slags forsømmelser kan koste sådan en som mig dyrt, det har jeg også sagt til dig, Annemette. Da du fik dem til at forsvinde, fjernede du en byrde fra mine skuldre. Men jeg er da mere end almindeligt nysgerrig efter at vide, hvad du nu har tænkt dig.“

Almira er en sær snegl. Annemette aner ikke, om hun på et tidspunkt vil stille hende til regnskab for, hvad hun ved. Måske har hun en bagtanke med at holde på Annemettes hemmeligheder. Indtil videre har Almira dækket over hende.

„Bortset fra det, er jeg vegetar,“ siger Almira, og det beroliger reelt Annemette. „Jeg så engang et foredrag med hende forfatteren Sara Omar. Hun sagde, at hun egentligt hellere ville bruge sin tid på at redde klimaet end at råbe op om anden-etniske problemer. Men man kan ikke nå det hele på et liv.“

Annemette og Jean får et smil på læben, helt synkront.

„Stil jeres cykler ind i gården. I må hellere komme med mig, hop ind på bagsædet.“

„Hvor skal vi hen?“ spørger Annemette. Tvivlen er tilbage, men de har ikke så mange andre muligheder.

„Væk.“