KAPITEL 14

Der går lidt tid, før døren bliver åbnet. Jean og Palles rækkehus har en lille forhave, nøjagtig som de sytten øvrige rækkehuse. Men som de eneste på vejen har parret ladet haven springe ud i fuldt flor med højt græs og tidsler.

„Jeg lader naboerne om at ligge med røven i vejret og klippe kanter med en neglesaks,“ som Jean plejer at sige.

Og det giver mening for Annemette, der besøger Jean for første gang. Hun bemærker, at det faktisk summer her i patioen (Jeans ord). Bierne summer, et par sommerfugle virker tilfredse i en kravleplante ved siden af hoveddøren. Annemette kan høre den skingre gøen fra en lille hund nærme sig. Hun finder en god måde at stå på, til når døren bliver åbnet.

„Du må være Annemette. Jeg er Jeans mand, Palle.“

En høj, mørkhåret mand strækker sin ene hånd frem og trækker Annemette ind til sit bryst med den anden. Hans hår har en længde og en fylde, der gør det meningsfuldt at køre en hånd igennem det, hvorefter det lægger sig i et skødesløst fald. Hans hænder er brune, slanke, dog stærke. Hænder, der kunne have spillet klaver, men i stedet er blevet brugt til at arbejde udendørs med. Træfældning. Hans krop kunne være blevet formet ved træfældning. Palles kæbeparti er bredt og symmetrisk, hans læber fyldige, omend overlæben er lidt smallere, præcis som mænd kan bære det. Annemette får strakt den forkerte hånd frem, og hånden ender på Palles bryst. Hånden på brystet bekræfter kun antagelsen om træfældning. Annemettes krop har lyst til at give efter og synke helt ind i Palles favn, men virkeligheden, forfjamskelsen og så videre får hende på andre tanker.

„Davs,“ siger hun, ude af brystkassen igen, og havde hun haft tænder, havde de bidt hende i tungen. Først nu lægger hun mærke til Palles tøj, som er tætsiddende lycra.

„I må hygge jer. Jeg skal ud og have lidt kilometer i benene.“ Palle rækker ud efter cykelhjelmen, der ligger på et gangmøbel i bøg.

Annemette husker, at Jean har fortalt, at Palle cykler med nogle gutter. Det er vist noget med, at træningen er blevet intensiveret siden hans problemer med potensen. Annemette kigger instinktivt ned på Palles skridt. En velvoksen bule. Synet af Palle er i ingen henseender, hvad Annemette havde regnet med. Jean har da aldrig nævnt, at Palle ligner Claes Bang. Hun har egentlig aldrig sagt noget om hans udseende, men Annemette havde bare forestillet sig noget mere vattet, en provinsvom og den vej.

„God tur.“ Annemette vil smile, men bliver selvbevidst. Det kommer der ikke noget godt ud af. Jo, hvis man synes om aben fra Rynkeby-reklamen. Dav Rynke!

Palle smiler bare, spænder hjelmen og råber i modsat retning af Annemette: „Jeg kører nu, skat.“

„Det gør du vel.“ Jeans markante stemme kommer Annemette i møde fra den anden ende af huset, ledsaget af en galpende Karlsson. Karlsson har en koboltblå hundestrik på. Palle hiver Jean ind i et ordentlig kys på munden. Annemette ved ikke, hvor hun skal kigge hen, hun bukker sig for at hilse på Karlsson, men kan stadig ane, at Jean kysser fesent tilbage. Lidt mopset, men med en åbning til at blive god igen. Jean giver Palle et klap i røven, da han går, og Annemette kan ikke lade være med at vende sig efter ham. Jean lægger mærke til det. De står begge og glor på Palles røv i stram lycra.

Annemette ser pludselig Johnny for sig. I badet og midt i at skumme sit hår med shampoo, mens han lukker øjnene og åbner munden op mod bruserens stråler. Han er ikke bange for sæbe i øjnene, hans hænder skummer og skummer håret, til de flytter sig ned under først den ene armhule, så den anden, shampooen er med som sæbe, og han runder seancen af med at bruge det sidste skum til at give lemmet og bollerne en tur. Så instinktivt og rent. Annemette kommer til at gispe, det lyder som et grynt, og Jean smiler til hende.

„Jeps. Spild af godt mandfolk.“

Palle har klikket den ene sko på og triller stille og roligt ud på vejen, mens han klikker den anden på. Jean ser efter ham: „Han er sød nok til give cunnilingus, men jeg må indrømme, jeg savner hans kæmpe …“

„STOP!“ Annemette løfter sin pegefinger, og Jean undlader at færdiggøre sætningen, hun trækker på skuldrene, vender sig i døren og viser Annemette ind i stuen, der er hyggelig og prydet med en hel billedvæg af børnebørnene. Det ser ud til, at man har tradition for at tage børnene til fotograf til jul, det bliver til en hel lille serie. Palle og Jean har en salonophængning, som rækker tilbage til de spæde år.

„Hvad er det, der er så vigtigt, at Palle skal være ude af huset. Du har virket så hemmelighedsfuld?“ spørger Jean.

Annemette nikker, tager sin telefon op af lommen og gør tegn til Jean om at gøre det samme. Jean følger eksemplet.

„Har du andre telefoner i huset, eller måske en af de der højttalere, man kan tale til?“ spørger Annemette, og Jean peger på et lille apparat med et Google-logo på. Annemette tager både den og telefonerne med ud i køkkenet og lægger dem i fryseren.

„Er du helt rigtig i hovedet i dag? Skal jeg ikke lave dig en kop kaffe?“

„Beklager hemmelighedskræmmeriet. Thorkild fra min rute har fortalt mig om, hvordan man kan lytte med på alt, hvad vi siger, os ganske almindelige mennesker. Jeg ved godt, halvdelen af det er konspiratorisk sølvpapirshattesnak, men den anden halvdel er altså rå sandhed.“

„Men hvem skulle være interesseret i at høre en strikkeklub snakke?“ Jean er stadig ikke med.

„Jeg tror, det er mest sikkert, at jeg indvier dig i detaljerne hen ad vejen. Men jeg har en ide og en måde at udføre den på, og jeg har brug for, at du stoler på mig.“

Annemette hiver Kirstens pilleglas frem fra et indkøbsnet og stiller glasset på køkkenbordet. Jeans ansigt lægger sig i alvorlige folder, hun nikker og afventer.

„En foodprocessor eller blender, har vi sådan en i huset?“

Jean åbner et skab og tager en flot model frem, hun sætter den i stik.

„Og vil du hente Palles betablokkere for mig?“

Jean ser beklemt ud.

„Jeg har styr på det, Jean,“ siger Annemette. Annemette tager en håndskrevet lap frem og læser og doserer herefter Kirstens piller og Palles betablokkere i blenderen. Hun tænder, og bortset fra maskinens kværnen, er det i tavshed, at pillerne bliver malet til mel. Jean befinder sig overraskende godt i den assisterende rolle, hun adlyder med præcision og stiller ingen spørgsmål. Annemette hiver nu en håndfuld engangskanyler frem fra sit stofnet, mens Jean tager en skål ud af hjørneskabet. Annemette tager en flaske frem og hælder indholdet op i skålen.

„Demineraliseret vand,“ siger hun, og Jean nikker én gang.

Så opløser Annemette en stor skefuld af deres medicinmel i vandet og trækker det op i kanylerne. Hun holder den sidste kanyle op foran dem, så lyset kan skinne på den. Så smiler hun, hvilket får Jean til at smile.

„Du har stadig adgang til patientinformationerne på dit arbejde, ikke?“