KAPITEL 16

Visse gamle mennesker med stærke minder om 2. Verdenskrig går ikke i Lidl, fordi det er en tysk kæde, og det føles som at gå i seng med fjenden.

Vibse har aldrig handlet i Lidl.

„Det er saftsuseme ikke en køn butik, men sådan er det vel med tysken,“ siger hun, da Annemette hiver hende med ind.

„Netto er da ikke ligefrem kønnere,“ siger Annemette.

„Det er da mere charmerende med den lille hund i logoet end det der sjask i blå og gul og rød.“

„Jeg tror, det er en smagssag, Vibse.“ Annemette er mærkeligt stødt på den samlede tyske befolknings vegne.

„Jeg skal nok holde min kæft, du ved godt, hvordan historiens vingesus går igennem mit system.“ Hun tager Annemette under den ene arm. I den anden trækker hun en lærreds-indkøbstrolley i tern, nok fra 1980’erne.

„Jeg ved det godt. Lad os glemme det.“

I det samme modtager Annemette en besked. Vibse kigger sig over skulderen.

„Vi bliver ikke forfulgt, Vibse. Der er ingen, der ved, hvad vi har af planer.“

Vibse virker ligeglad med informationen, hendes hoved roterer som på en ugle.

„Jean har skrevet en besked, Ole burde være herinde omkring nu. Cykelholdet har været en tur gennem Villa Gallina.“

„Er han ikke i Danmark? Det kan vi da ikke vente på.“

„Villa Gallina er en skov mellem Holme Olstrup og Rønnede, lige ved BonBon-Land.“ Annemette vil gerne have samtalen ført tilbage til beskeden fra Jean. Vibse ser forvirret ud. „Ole har underholdt cykelholdet med de hakkedrenge, han skulle ud og købe ind til.“

„Ah! Så han er her jo,“ konstaterer Vibse.

De to damer går ind i forretningen arm i arm, til Annemette slipper Vibse og går hen og tager en rullekurv ned fra stablen. De trækker lidt afsted.

„Den kører skævt,“ siger Annemette.

„Selvfølgelig gør den det,“ siger Vibse.

Henne ved frostvarer står Ole. I cykeltøj. Han har hjelmen på endnu, og i et bælte omkring livet har han stukket små pakker ned. Sandsynligvis er det gel, poser med sukkergele, som Jean har fortalt, at Palle også har med for at fylde depoterne op, når de cykler langt.

Annemette genkender Ole fra Facebook. Han er ikke nær så pæn som Palle, han har en lille mave, barberet isse, og hans øjne sidder lidt tæt. Annemette gestikulerer til Vibse, og Vibse nikker diskret. De går i Oles retning, smider en pakke lucernespirer, en pose løg og en opvaskebørste i kurven, der modvilligt lader sig føre.

Ole har en af de store indkøbskurve med sig. Den er fyldt med grønne grøntsager: broccoli, porrer, kål, bønner og frosne ærter. Æg. Store røde bøffer, wok-strimler og tre pakker hakket oksekød. Ole kigger tilfreds ned i vognen og kører i retning af kasserne. Vibse og Jean følger efter, mens de tager tilfældige varer ned fra hylderne. Vibse er enormt god til at spille forvirret kunde, der går rundt i sin egen verden. Annemette kommer i tvivl, om hun spiller.

„Jeg synes, du vækker opsigt med den sorte hættetrøje op omkring ørerne,“ siger Vibse.

„Jeg har da en trekvart-lang vindjakke ud over. Det bliver da ikke mere anonymt.“ Annemette trækker hætten længere frem om ansigtet, demonstrativt.

De holder mund, da Ole brat gør holdt. Annemette vender sig prompte imod hylden med skyllemidler.

„Dugfrisk. Tror du, det skader, hvis man bare bruger en halv hætte?“ Annemette tager en blå Bamseline ned fra hylden. Vibse ser forfærdet ud.

„Du mener det ikke, vel?“ Og så med meget lav stemme: „Hvad laver Ole, har han luret os?“

„Han er stoppet ved en tilbudskurv. Det ser ud til, han tager tre poser kanelgifler.“ Annemette kan fornemme en lille hån i sin stemme.

Ole står med de tre poser i hånden, han kigger sig et par gange rundt og lægger dem i vognen, så sætter han tempoet op. Vibse og Annemette deler sig og gør det samme. Vibse lister sig op bag Ole, der er stoppet op ved en trådnetskurv med Oreo-kopier til en femmer. Vibse placerer sig selv og trolleyen så tæt bagved Ole, at han ikke kan undgå at ramme den, når han træder væk fra kurven igen.

Og ganske rigtigt, Ole træder tilbage, Vibse lader sig falde i et forfjamsket hyl og river fat i Oles kurv, så den vælter. Ole har temperament og bander voldsomt. Vibse bliver liggende på gulvet og ømmer sig, hun burde få en pris, og Ole forbarmer sig, da han ser den gamle dame, en stakkel med ternet trolley.

„Det beklager jeg, jeg så dig slet ikke.“

„Bevares. Vi skal jo alle sammen være her,“ knyer Vibse.

Ole skal ikke have noget i klemme, han har kun omsorg tilovers for den tilskadekomne. Annemette nærmer sig og begynder at samle Oles varer op.

„Nu skal jeg,“ siger hun, så man ved, at den har hun, og Ole nikker lettet og vender øjnene mod Vibse igen.

„Kan du stå på benene?“

„Den gamle hofte driller, men det er ikke noget nyt,“ siger Vibse og skubber sine briller ind under kurven med kanelgifler.

Annemette frygter, at Vibse mister grebet og går i overspil, hun har trods alt spillet en del egnsteater. Men Vibse er dybt inde i rollen og kommer pustende op på albuerne, mens Ole forsigtigt løfter hende under armene. Så lægger han sig på alle fire og får hentet brillen ud fra under hylden, godt hjulpet på vej af sit fleksible lycrasæt. En mor med fyldt vogn spørger, om de er ok. Ole svarer: „Alt under kontrol. Passér gaden.“

Annemette sidder på hug med ryggen til dem, mens Ole har travlt med Vibse. Annemette kommer varerne tilbage i Oles kurv. Hendes store, åbne vindjakke lægger sig som et beskyttende telt omkring hende og kurven. Det føles rigtigt med den sorte hætte. Hun har følelsen af at være usynlig. Hun har taget kanylen frem og lader nålen glide ind under klistermærket med varedeklarationen. Hurtigt sprøjter hun indholdet af kanylen ind i de sammenfiltrede, røde orme af kød. Det slår hende et kort øjeblik, at dosis måske kan være dødelig, men det er for sent. Hun lægger pakkerne med oksekød tilbage i kurven og tjekker, at filmen omkring kødet ser ubrudt ud. Så rejser hun sig.

Vibse er kommet på benene og støtter sig til sin trolley med den ene hånd, mens den anden hviler på lænden. Hun holder Ole hen med sniksnak.

„Det kunne jeg have sagt mig selv, selvfølgelig skal jeg ned og ligge, når jeg handler i en tysk kæde.“

Ole smiler, vist mere af pligt end af noget andet. „Men fortsat god dag, beklager endnu en gang.“

Vibse vinker farvel og humper ned ad gangen. Annemette og Vibse passerer hinanden uden en trækning, Annemette skubber rullekurven over mod Ole. Da hun står ved siden af ham, siger hun: „Jeg tror, det hele er der.“

Ole kaster et blik ned, kigger fra giflerne og tilbage på Annemette. Han ser lidt fornærmet ud. „Tak for venligheden.“ Han tager giflerne op og lægger dem tilbage i trådnettet. „Aner ikke, hvor den gang stivelse kommer fra, men ellers tak,“ siger han manieret ned gennem butikken, til hvem der måtte lytte.

Annemette kan se Vibse nede ved kødgangen. Hun bukker sig ind over montren og tager en pakke op. På den ene side ligner hun en svagtsynet, der vil tjekke holdbarheden. På den anden side … Annemette ser et glimt af nålen på en kanyle, den er godt nede i filmen. Panikken spreder sig i kroppen, det ser alt for åbenlyst ud, og hun har trang til at råbe irettesættende til Vibse. Imidlertid fortsætter hun som planlagt og følger efter Ole, så hun ved, han kommer ud af butikken med alle sine varer.

Ole er nået til kassen. Hans varer står stablet for enden af båndet som et tetrisspil i to bomuldsnet fra Håndværkerbanken. Han trykker sin kode ind med en hånd skyggende over Dankort-maskinen, det er tydeligvis et par rutinerede øjne, der scanner butikken for potentielle østeuropæiske bander.

Annemette ser Ole forlade forretningen med et net i hver hånd. Hun sætter lucernespirer og så videre på plads fra den kurv, de har brugt som skalkeskjul. Det er et spørgsmål om ansvarlighed. Hun går nu selv til kassen og trykker koden ind til en pakke Grøn Look og betaler.

Endelig ude i det fri, stiller Annemette sig hen ved siden af hundekrogen og en skraldespand. Hun åbner sin jakke og graver noget frem fra inderlommen. En skarp iagttager ville se, at hun lader to kanyler dumpe ned blandt det øvrige skrald. Men der er ingen til at se det. Annemette rækker ind i sin anden inderlomme og hiver cigaretterne frem. Det er mange år siden, hun har røget. Det duer ikke med et tandsæt som hendes. For øvrigt er det ikke godt for noget. Men lige her og nu, post aktionen, trænger hun først og fremmest til en smøg. Hun hører en lille pibelyd og kigger bagud. Vibse med trolley kommer ud ad butikkens skydedøre. Hun nikker kort til Annemette og trækker tavst afsted med trolleyen. Det er en besværet gang, men den kvinde rummer kraft.