KAPITEL 24
Ilden har fået godt fat i brændeovnen. Annemette kigger ind i flammerne. Almira er ved at hælde vand på en tekande, Jean har sat en telefon i stik og venter på, den tænder. Annemette har ikke sat sine ben i Haveforeningen før. Som så mange andre foreninger ligner de små, tætliggende træhuse og friserede haver et samfund i samfundet. Lyden af grus under bildækket, under skoene og en havelåge af jern under noget bevoksning, der danner en port. Tidsfornemmelsen er en anden her.
Annemette har aldrig forestillet sig Almiras hjem, men havde hun gjort det, var hun ikke landet på et smagfuldt indrettet kolonihavehus med marokkanske tæpper, plankebord og fransk vitrineskab med kig til en fin keramiksamling.
Almira kommer med teen på en bakke, hun har brækket mørk chokolade i stykker i en skål og fordeler tingene på bordet.
Jean skæver til telefonen.
„Er du sikker på, den virker, den har da snart siddet i stik i flere minutter?“ Almira rækker Jean mælken. „Bare giv den et øjeblik mere, det er en burner-telefon, men den har aldrig svigtet mig.“
„Hvad fanden er en burner-telefon?“ Jean ser hård ud, men hun læser tydeligvis ikke mange krimier.
„He, he, det er en slags engangstelefon, som man køber taletidskort til. Den kan smides væk og ikke spores på et øjeblik,“ forklarer Almira og hiver en bærbar frem fra under sofaen. „I skal have booket et par togbilletter, så I kan forlede folk til at tro, at I er ude af landet.“
Almira knipser.
„Vi kan ikke vide, hvordan situationen udvikler sig. Jeg foreslår et nattog fra Hamborg til Wien, den tur har jeg taget tre gange, men det er nok kun min eksmand, der har set Wien.“
Jean ser presset ud. „Jeg vil virkelig gerne tale med Palle nu. Jeg kan slet ikke overskue alt det her.“
Annemette tænker på Alma og på Johnny. Hun har ikke snakket med Alma siden konfrontationen i lejligheden, men hun har hørt fra Johnny, at hun har tænkt sig at tale med sin mor igen. Annemette finder en vis ro ved at tænke på, at de begge er sikre steder i deres liv, steder, hvor de ikke har brug for hende dag og nat.
Burner-telefonen lyser, Jean tager den og taster et nummer ind. Telefonen sidder stadig i stik, da hun ringer op, og hun holder sig for munden, sikkert for at give sig selv og andre fornemmelsen af privatsfære.
„Åh, Palle.“
Jeans samtale med Palle bliver et baggrundsstæppe af hiksten og hvisken, og Annemette har svært ved at lukke støjen ude, selvom Almira er ved at udbrede sig om, hvilke foranstaltninger de i øvrigt bør tage for at forlade alt og gå under jorden. Det lyder ærligt talt som en dødssyg affære at være på flugt. Rakke rundt fra hus til hus.
„Måske det kan lykkes at vælte lidt rundt sydpå, men Danmark er nu det bedste sted at være sikker i, her kender man regler og koder.“
Almira stopper sin talestrøm, da Jeans sjatsnøften udvikler sig til reel gråd. De kigger på hende. Hun kan slet ikke holde gråden tilbage. Lidt efter går samtalen hen i slutfasen. Jean nikker og siger: „Det skal jeg nok … Det gør jeg.“ Til sidst kysser hun luften og lægger telefonen.
„Palle siger, jeg skal komme hjem fra Hamborg. Han siger, politiet har spurgt efter mig, det drejer sig om mor. Ja, de nævnte også dit navn, jeg tror, vi er færdige,“ siger hun og ser på Annemette. Annemette ryster på hovedet og stiller sin tekop fra sig.
„Men hvad fik dig til at græde så meget, der var noget andet, ikke?“
Jean rejser sig og tørrer sine øjne.
„Jeg har brug for lidt frisk luft, lidt tid alene,“ siger hun og tager en plaid over sig og går ud ad døren.
Almira og Annemette følger hende med øjnene, mens hun forsvinder i haven, ud i mørket, der efterhånden slutter helt til.
Almira har redt op i gæsteværelset. Annemette har samlet tingene på bakken og stillet den tilbage i køkkenet, men hun kan ikke koncentrere sig om at rydde yderligere op. Jean er stadig ikke kommet tilbage, og det begynder at gå hende på. Hun pakker sportstasken ud inde på værelset, undtagen blondeblusen, som hun lader ligge i tasken. Da hun kommer ud fra værelset, står Almira ved køkkenvasken og børster tænder. Toilettet ligger afsides, forstår hun.
„Tak. Tak, fordi du løber den her risiko, Almira.“
Almira gurgler og spytter. „Jeg var lige ved at sige, du ville have gjort det samme,“ siger hun lakonisk. „Men det ville du nok ikke. Og det er godt det samme, for det er naturligt for mig at hjælpe dig i denne sag. Jeg stod i gæld. Hvis jeg var blevet taget for de piller hos Kirsten, så var jeg blevet fyret, måske var jeg endda røget hjem,“ siger hun og laver gåseøjne i luften. „Man havde kaldt det handel med stoffer, og den slags ryger man direkte tilbage til sit hjemland for. Jeg gør gerne det her.“
Annemette smiler og står lidt uden at vide, hvad hun ellers skal sige. Måske har Almira ingen bagtanker.
„Hvor bliver hende trunten af?“ spørger Almira. Annemette trækker på skuldrene.
„Jeg går ud og kigger efter hende, hun er sikkert gået efter cigaretter.“
„Skal jeg gå med?“
„Nej. Gå bare i seng. Jeg finder hende.“
Almira kaster en vamset strikcardigan i hendes retning.
Der er stille og mørkt på de små stier. I et par få huse er der lys i vinduerne, men det er en øde fornemmelse at gå her. Annemette går mod lyset, en større oplyst vej i det fjerne. Hun ser sig til siderne og kan se et Circle K-skilt lyse et godt stykke væk. Hun sætter farten op.
„Det er med almindelig fransk dressing, ikke?“ Jean står ved kassen og strækker armen frem for at tage imod en fransk hotdog. Hun ser ikke engang overrasket ud, da hun opdager Annemette i butikken.
De går sammen ud og stiller sig på siden af Circle K, et sted mindre belyst end fronten.
„Du skulle bare have noget svin?“ spørger Annemette, mens Jean tager en bid og lader dressingen i mundvigen sidde, man må antage, hun har besluttet at vente med at tørre munden og hagen til sidst.
„Ja. Havde bare brug for det i aften.“
„Hvad var det, Palle sagde, der gjorde dig så ked af det?“
„Det er Jens, min svigersøn.“
„Hvad med Jens?“
„Han er blevet fyret. Han var jo på DC Transport.“
„Men er du sikker på, det har noget at gøre med …“
„Der er røget mange på grund af oksekødsskandalen. De har fyret halvdelen af deres folk, deres største kunder var slagterierne og køl til supermarkederne. Jens sad i administrationen, en papirnusser. De har lige købt hus, og nu er han fyret. På grund af os, på grund af MIG!“
„Det her er ikke, hvad jeg havde forestillet mig, A.M.“ Jean tørrer sig endelig med en serviet.
„Det er større, end vi havde forestillet os, Jean. Og jeg er frygtelig ked af det på din svigersøns vegne. Hvis alt går galt, får Alma to forældre, der sidder i fængsel. Den tanke er ubærlig. Men jeg ved ikke. Vi skal allesammen indstille os på, at tingene bliver anderledes. Omstillinger af den størrelse, de kræver vel ofre?“
„Det er det, jeg mener. Det er vores familie. Først Jens, hvem bliver den næste?“
„Jamen på sigt bliver det jo dine børnebørn, Jean. For så har de ingen jord at vokse op på.“ Annemettes ord lukker munden på Jean.
„Jeg tror godt, Johnny vil kunne hjælpe din svigersøn, Johnny har store investeringsplaner.“
Jean klemmer øjnene sammen.
„Lovlige altså,“ føjer Annemette til.
„Jeg føler mig så helvedes hjælpeløs.“ Jean hiver en cigaret frem fra en gammel pakke. „Det er den sidste,“ siger hun.
De kigger op på himlen. Stjerneklar tager den imod deres fortabte blikke.
„Vi arbejder mod tiden, sådan er det. Lige om lidt vælter korthuset, men jeg har en ide om, at vi lige så godt kan gå ned med et brag,“ siger Annemette og holder blikket mod himmelloftet.
„Tja. Jeg har det, som om lavinen ruller. Ved du godt, du lyder som mor?“ De smiler til hinanden.
„Hun var sammen med Palle, så jeg fik hende lige i røret. De har ladet hende gå for nu. Hun siger, vi skal blive ved. Hun siger, du ikke skal lade tvivlen overtage. Jeg ved ikke, om hun var væk, da hun råbte: ‘ La résistance’, i telefonen,“ siger Jean, hun kigger på sin hotdog, der er taget to bidder. Så kyler hun den ind over en hæk. „Det er ikke smagen af kød, jeg savner, det er kulturen omkring den. Den minder mig om tryghed, vejfest og hygge. Fuck, altså.“ Hotdogkastet gør Jean godt, hun virker stærkere.
„Hvorfor ikke gøre alt, hvad vi kan, mens vi har muligheden? På et tidspunkt findes den mulighed ikke længere,“ siger Annemette.
„Du har en plan. Jeg kender dig,“ siger Jean. Der er en mærkværdig opløftet energi mellem de to.
Annemette får et selvtilfredst drag om munden. „Svinepest.“
„Svinepest?“ Jean gentager ordet, nysgerrigt, synes Annemette. De begynder at gå tilbage mod kolonihavehuset.
„Svinepest,“ siger Annemette igen for sig selv. Hun føler sig sært forbundet med Jean og verden.