KAPITEL 25

Annemette ligger et langt og svævende øjeblik i tilstanden mellem sovende og vågen. I dette halve drømmeland føler hun en dyb tilfredshed. En ureflekteret følelse, som ikke har spurgt om lov. Langsomt begynder de vågne sanser at tage over. Hun ligger på en madras på gulvet i Almiras kolonihavehus. Hun kan høre tastelyde og ser, at Jean sidder ved et skrivebord, foran computeren. Gardinet er halvt rullet op, vinduet er punkteret, så det er svært at bedømme vejret. Hun griber ud efter burner-telefonen. Der er heldigvis kommet svar fra Alma, som hun skrev en længere, ganske omstændelig besked til i går aftes. „Mor her, min telefon er mærkelig igen, så skriver fra en vens nummer,“ havde hun startet beskeden med. Hun havde mest skrevet for at vise en fremstrakt hånd, men også for at finde ud af, om Alma stadig brugte krudt på sin tese om, at Annemette skulle være indblandet i kødskandalen. Almas svar lyder forsonligt. Alma nævner intet om trøjen eller skænderiet, derimod er hun optaget af at have snakket med sin far, der har fortalt, at „mor og jeg har fundet melodien igen“. Annemette sender et hjerte tilbage til Alma. Det er fint for nu.

„Godmorgen Jean.“

„Godmorgen.“ Jean vender sig ikke om.

„Har du overhovedet sovet?“

„En time eller to har man da fået.“

De havde googlet nettet tyndt for informationer om svinepest, indtil Almira var kørt på nattevagt klokken 23.30, så havde Annemette trukket i det bløde. Hun var åbenbart gået ud som et lys. Foran Jean ligger snackpapir, afgnavede gulerodsender, en skål med rosiner, der med al sandsynlighed har været en nøddeblanding.

„Er du ikke træt?“

Jeans ben vipper uroligt. „Det er jeg vel. Men jeg er mest af alt rystet. Og jeg har skideondt i armen igen. Ved du godt, at Danmark tjener kassen på svin lige nu, fordi der er et kæmpe udbrud af svinepest i Kina. Det er helt ude i hampen, de er ved at lukke alle familiefarme og baggårdssvinestierne. Hele lortet. De har slået 300.000.000 svin ned.“ Jean har vendt sig om mod Annemette nu. Hendes ansigt hænger.

„Det er et svimlende højt tal.“ siger Annemette. „Hvad gør man af så mange dræbte dyr? Graver man dem ned? Og det her med at sætte sig ind i dyrenes velfærd. At tro på deres ret til et ok liv og anerkende, at de har følelser. Veganere er voldsomt irriterende, men de har desværre ret.“

Annemette ser på Jean. Hun har en oplevelse af at se sig selv udefra. Her har de gået rundt og levet et liv med fokus på det nære, det daglige liv i timerne mellem 8 og 16, som er hårdt for de fleste at komme igennem. Og nu skal deres hjerter gudhjælpemig også rumme smerten for millioner af grise, kyllinger, køer og får. Annemette sukker højt fra sin madras på gulvet, poserne under øjnene må være på deres mørkeste nogensinde.

„Og ved du hvad? I stedet for at omlægge deres produktion til en anden type mad, så har den kinesiske stat sat sig for at bygge enorme, centraliserede svinefarme. Det tager selvfølgelig nogle år, så det fejrer vi her til lands som jubelglade tosser og baserer størstedelen af landets indtjening på en eksportvare med en stakket frist.“ Jean smækker laptoppen i. Det markerer håbløsheden, synes Annemette.

„Ja. Så hejser vi flaget i frikadellestaten. Det er derfor, vi skal til Litauen, Jean. Du har ikke fundet på noget andet, vel?“

„Nej. Så vidt jeg kan se, er det stadig i Litauen, vi har størst mulighed for at hente et vildsvin med svinepest.“ Annemette nikker og retter på puderne i ryggen.

„Spørgsmålet er, hvordan vi gør rent praktisk.“ Den sætning får Jean til at vende sig mod computeren igen. Hun åbner et dokument og scroller. „Jeg har nørklet lidt med det i nat. I hvert fald logistikken. Der findes to ruter. Den ene er gennem Polen, ned over Rostock og videre til Warszawa. Det tager 16-17 timer, hvis vi tager den i et hug,“ siger hun.

Annemette udstøder et af de prust, hun ellers har forsøgt at lægge på hylden i den seneste tid.

„Jeg ved ikke. Det virker risikabelt med så mange timer i bil, hvor vi eksponeres alle mulige steder. Hvad hvis vi bliver stoppet af politiet på vejen, hvorfor skulle sådan et par madammer være på vej gennem Polen, det er ikke ligefrem en klassisk roadtrip-strækning?“

Jean tager et par af de efterladte rosiner i munden og tygger misfornøjet. „Det tænkte jeg nok, du ville sige. Der er også den mulighed, at vi tager afsted i dag. Altså, låner Almiras bil, når hun kommer hjem fra vagt, og kører til Karlshamn i Sverige. Jeg har allerede talt med hende. Herfra tager vi færgen, der er check-in fra klokken 19.30 på Patria Seaways, den sejler klokken 21, så er vi i Klaipėda klokken 9 i morgen tidlig. Det er Litauens eneste havn med forbindelse til Sverige.“

Man må give Jean, at hun har været effektiv i løbet af natten.

„Jeg kan godt lide ideen med færgen. Den er mindre opsigtsvækkende, vi blender ind som turister på discountcruise.“

„Det kan da også være, vi kan hygge os lidt, nu vi alligevel er ude at sejle,“ siger Jean og sætter tomlen foran sit ansigt, så det ligner, hun bunder en flaske. Annemette kan ikke finde ud af, om hun mener det.

„Men selve fangsten af et vildsvin, der er jeg ret blank,“ siger Annemette.

Jean smiler bredt. Hun tager laptoppen i skødet og ruller på stolen over til Annemette. Hun rækker Annemette computeren.

„Bontour Outdoor. Vær så artig.“

Bontour Outdoor viser sig at være navnet på et jagtfirma i Litauen. Jean guider Annemette rundt på sitet. Hun har fundet et af de skovområder, de jager vildsvin i. Semeliškės, hedder det. Her er billeder af nogle smukke hytter, og på det ene foto står et par mænd med en fod hver på ryggen af et nedlagt svin.

„Hold kæft, hvor er sådan et svin stort!“ Annemette rejser sig og går hen til tasken. Hun finder pistolen fra Thorkild frem fra klædet. „Det er en vanvittig plan, vi har. Jeg aner ikke, hvordan man bruger sådan en.“ Hun løfter pistolen og forsøger at sigte ud ad vinduet, kniber det ene øje sammen. „Jeg kan ikke se en skid.“

„Den tager vi hen ad vejen. På en måde er det mindre vanvittigt at nedlægge et dyr end at køre rundt i de danske supermarkeder og sprøjte betablokkere ind i hakket kød.“

Annemette sænker pistolen og pakker den ind igen.

„Ej. Gu er det ej. Det er trods alt mere lokalt og nede på jorden, nu skal vi på flugt og ud af landet for at skyde et levende væsen.“

„Et sygt væsen.“

„Men et levende væsen. Et dyr, Jean. Jeg kender ikke nogen større dyreelsker end dig.“

„Ét dyr for at redde alle verdens dyr, det er sådan, jeg ser det.“

Døren går op inde i stuen, de farer sammen, kigger på hinanden uden et ord. Annemette lister hen til døren og kigger derind. Almira står i stuen og ser sig om, hun ser fortabt ud. Det er et helt nyt udtryk for hende.

Annemette gør en hovedbevægelse til Jean og går derind. Jean følger efter.

„Er du ok?“ spørger Annemette.

Almira ser bleg ud. Hun ryster på hovedet.

„Er vi opdaget?“ spørger Jean.

„Tag en trøje på, og kom med ud,“ siger hun.

„Er vi opdaget?“ Annemette gentager Jeans spørgsmål, højt og hårdt.

„Kom nu bare med.“