KAPITEL 5

Så og så mange solstråler rammer Annemette i nakken, som hun står foroverbøjet og arbejder. Til sidst bliver varmen for meget, og hun slipper hestens hov og retter sig op. Bare et øjeblik. Der sidder mere snavs i hoven, så hun bøjer sig hurtigt ned igen for at ae Snehvides ben, så den løfter det. Hun får fat og kører endnu en omgang med hovrenseren.

Der lyder et brag. Så bliver der stille. Hun kan kun høre en høj tone, der hverken aftager eller stiger. Hun får et billede af sin hjernes indretning, ser den for sig på samme måde, som man betragter en stues indretning. Sofaen op ad den store væg, et lille bord foran den og under bordet et kelimtæppe. Planter i vinduet, til venstre i rummet spisebordshjørnet, tv-møblet op ad væggen over for sofaen. Hjernens bestanddele fremstår for hendes indre blik, som om hun har et indgående kendskab til dem, deres farve og betydning. Men hun kan intet se og intet mærke.

Indtil hun kan det igen. Mærke, at hendes hoved må være sprængt itu, hun ved ikke, hvad der er hendes krop, hun kan hverken røre sig eller sige noget. Hun har ingen mund. Hun forsvinder.

Hun ligger på en båre og ruller afsted. Hendes hoved er et smertehav. Fra hud til inderst inde. Huden må være dækket af mudder, for den føles stiv og sprukken. Hun kan mærke en tåre fra sit højre øje, den bløder mudderet op.

Hun ser Johnny og Alma, men ved ikke, om det er for sit indre, eller om de virkelig går ved siden af båren på det, der må være et hospital.

Annemettes krop giver et sæt, da hun hører et dybt, langt vrinsk, hun åbner forbavset sine øjne. Denne gang vågner hun rigtigt og finder ud af, hun sidder i et tog, og det hestevrinsk, der har trukket hende ud af drømmen, kommer fra hende selv. Prustelyden har det med at komme uanmeldt, når hun rammer den dybe søvn. Den vækker hende på samme ubehagelige måde, som når man vågner ved et brag af en prut og finder ud af, man selv har sluppet den.

På sædet overfor sidder to børn og griner. Den ene holder en mobiltelefon op foran Annemette.

„Prøv lige at sige som en hest igen,“ siger den mindste dreng, mens den store bliver ved med at holde telefonen op foran Annemettes ansigt.

„Ved I ikke, at man ikke må tage billeder uden at spørge om lov?“

„Det må man godt,“ svarer den store dreng, der har en kedelig klipning og fortsætter. „Man må bare ikke dele.“

„Det er ikke rart at få taget et billede, når man sidder i toget og dagdrømmer, det er I store nok til at vide.“

„Hvorfor har du ingen tænder?“

„Jeg har ikke ingen tænder, jeg mangler bare nogle. Det var en ulykke, jeg fik et spark.“

„Hvem sparkede dig?“

„Snehvide. Min hest.“ De to drenge fniser, det er uundgåeligt, Annemette kan ikke bebrejde dem, men hun vil meget gerne væk fra følelsen, fniset efterlader i hende. „Hvorfor rejser I to i tog alene?“

„Vi skal over til far. Han bor på Djursland med sin nye kæreste. Hun har en tatovering af en slange, den fylder hele ryggen.“

„Bor jeres mor i Køge?“

„Ja. Hun har ikke nogen kæreste.“

Annemette nikker, hun har ikke et egentligt svar og ved ikke, om hun skal gøre en indsats for at finde et. Hun nikker længe.

„Aarhus,“ lyder det fra højttaleren. Drengene flyver op og går til udgangen. Annemette sidder tilbage, hun får lige et glimt af Alma, der holder på perronen med en ranglet fyr ved sin side, han har en hånd på rullestolen og en hånd på Almas skulder. Det er lige før, Annemette skal græde.

Hun triller sin rullekuffert ud fra under sædet og rejser sig, nu da bremserne hviner. Hun er ikke typen, der står i kø foran udgange.

„Mor!“

Alma vinker. Dan vinker også, og Annemette småløber hen til sin datter. Alma har klare øjne og ser helt igennem glad ud. Lykken over at føle, at ens barn er nået gennem de vanskelige baner i det computerspil, de kalder ‘livet’. Annemette har betragtet sin datters udvikling gennem en dobbelt linse. Øverst står taknemmeligheden over, at hun er glad og har fundet en vej. Lige under dette står kvababbelserne ved, at Alma er blevet glødende liberalist og ikke forpasser en eneste lejlighed til at dreje samtaler den vej, som regel ved at angribe Annemettes ståsted. Hvor tit har hun ikke sagt noget ringeagtende om Annemettes job som sosu-hjælper. Modstanden begyndte i de spæde teenageår, Johnny havde ofte ageret stødpude mellem de to. Men indimellem var det kommet til voldsomme konflikter, og Annemette havde en enkelt gang peget på det paradoksale i, at hun, Alma, som hele sit liv har haft glæde af et velfærdssystem med midler til dem, der har brug for hjælp, skulle være så indædt imod omsorgssektoren. Aldrig har hun set Alma så rasende. De var ikke på talefod i flere måneder. Nu læser Alma så international business på BSS, og det er selvfølgelig godt, men der er emner, de gør klogt i ikke at komme ind på.

Annemette tager bestik af Alma i stolen. Hun mener at kunne se handelshøjskole-afsmitningen i sin datters tøj. Den douce skjorte med en kæmpe sløjfe i halsen. Nå, pyt.

Annemette har ikke mødt Dan før, men hun har hørt glæden i Almas stemme, hver gang de har snakket i telefon, og hun har fortalt igen og igen, at han er ‘normal’, ‘fejler ingenting’, og her står han ved hendes side og kigger ikke engang specielt akavet på Annemettes særprægede ansigt, og Alma stråler.

Annemette kysser Alma adskillige gange i håret, så rejser hun sig og vender sig mod Dan, der står og stritter lidt med en fremstrakt hånd.

„Dan,“ siger han.

Annemette tager imod hånden, men trækker ham samtidig ind i et knus med den anden hånd.

„Dan Marc Poulsen,“ siger Dan inde fra Annemettes favn. Annemette holder ham ud fra kroppen og kigger på ham med et både mistroisk og varmt blik.

„Dan Marc, sagde du det?“ spørger hun.

Dan trækker på skuldrene. Han har levet med genistregen sit hele liv, og det udstråler han. „Min far har altid ment, vi kun har det sjov, vi selv laver.“

Alma kigger bestemt på sin mor: „Lad det ligge, mor!“

Dan bugserer hjemmevant kørestolen ind i bilen, da Alma på egen hånd har moset sig ind på passagersædet. Hun skal snart op til køreprøve, så der skal søges om tilskud til en lift til bilen. Annemette sætter sig bagi, så Dan kan køre.

Alma vender sig om mod Annemette: „Vi kan vise dig rundt på stedet først, og så kan du nå at se vores lejlighed, inden der er fælles buffet for alle de besøgende klokken 13.“

„Det lyder godt, min skat.“

Bostedet er charmerende, ikke så meget bygningerne, de er der bare, men omgivelserne. Der masser af grønt, store hængetræer og stier i snoede systemer. Alma og Dans lejlighed er lys og venlig. Den ene væg i stuen er et køkken. Forventeligt, funktionelt. Der er en dør, der vender ud til haven, sydvendt. Annemette roser og roser. Alle handikapinstallationerne er i orden. Gulvet er en trist plastikparket, jamen igen, pyt. Alma insisterer på at lave en kop te, selvom de skal ned og spise om tyve minutter. Dan vil hellere have en pilsner, det er jo lørdag. Det ønske giver et vagtsomt ryk i Annemettes mave. Men hun skal da ikke komme her og dømme. Det ER lørdag, og han er en ung mand på 21.

„Emma, der bor i nummer 16, siger, vi snart indkaldes til beboermøde, fordi flere beboere er set med en joint i fællesgården. Kan du fatte det? Folk må ryge, hvad de vil, hvor de vil, hvis du spørger mig. Det kan den enkelte godt selv tage ansvar for. Men uha nej, så kommer boligforeningen, og bag den står barnepigestaten og vil regulere den personlige frihed. Fy for satan.“ Alma er helt varm i kinderne.

Annemette har allerede besluttet sig for ikke at bide på krogen.

„Det lyder som en kedelig affære,“ siger hun, men er ikke så påvirket af det som af den opdagelse, at Dan knapper en pilsner mere op. Til Annemettes lettelse skænker han halvdelen af den op i et glas og rækker det til Alma. Annemettes ufrivillige fokus på alkoholindtag peger mere på hende, og det er lige med at minde sig selv om det.

„Mor, ved du godt, at vores generation af unge er for lille til at kunne forsørge de ældre. Jeg kan ikke lide, at man ikke kan sørge for sig selv. Og så vil man tilmed ikke give os friheden til at ryge lidt pot. Jeg bliver sgu så forarget.“

„Jeg må indrømme, at jeg har set nogle triste tilfælde, folk, der har røget for meget, når jeg kører mine runder.“

„Og det er hashens skyld, at de er triste?“ Almas øjne lyner.

„Måske. Hør engang, skat, det er ikke noget, jeg går så meget op i. Lad mig høre om, hvad I går og laver?“

De sidder lidt og kigger på hinanden.

„Det er det, jeg laver. Jeg blander mig i politisk uretfærdighed, og jeg studerer international økonomi, så jeg engang kan komme ud og hjælpe med at få rettet op den rodebutik, de kalder staten!“

Dan bryder ind: „Vi har brug for mere privatisering. Uddannelse er den enkeltes ansvar og investering.“ Dan virker mere modig nu. Det kan være øllet.

„Dan har tænkt sig at gå ind i politik,“ fortæller Alma stolt.

„Det er nu meget rart, at både du og Dan har fået jeres uddannelse betalt, ja, undskyld, men din far og jeg havde da ikke haft andre muligheder i vores situation.“

„En situation, I bragte jer selv i,“ svarer Alma spydigt. Annemette får en trækning i lænden, det lyder så forkert, hver en celle i Annemettes krop er i modstand, men hun har lovet sig selv at gå uden om de store diskussioner i dag.

„Jeg er sikker på, du nok skal komme langt,“ siger Annemette og vender sig mod Dan. „Du har stærke holdninger, du er engageret. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke, at du har navnet til det.“ Annemette siger det sidste med en hånd på hjertet.

Dan Marc Poulsen hæver sin flaske mod Annemette, hun løfter sit tekrus. Alma ryster på hovedet ad sin mor, en tilgivende rysten. Dan og Annemette klinker.

„Jeg kan godt synes, jeg mangler noget på min tallerken, når der ikke er kød,“ siger Annemette, da hun kommer ned til bordet med en tallerken fra frokostbuffeten.

„Det er en vanesag, din krop har ikke brug for kød.“ Alma ser dovent op fra sin tallerken.

„Jeg synes, min krop fortæller mig noget andet. Der mangler en binder, noget jeg kan hænge alle salaterne op på.“

„Du har dine bønner, du har din mos, du har din bagte blomkål. Du skal nok blive mæt, mor.“

„Misforstå mig ikke, jeg synes, det er lækkert.“ Annemette minder sig endnu en gang om, hun er på endagsvisit hos Alma.

Dan henter anden runde i buffeten til sig selv og Alma. Hun fortæller ham ikke, hvad hun kan lide fra buffeten, han ved det.

„Vi er nødt til at snakke om den fødselsdag, mor. Far glæder sig helt vildt, også til at se dig,“ siger Alma midt i en bid, og Annemette er ikke forberedt på emnet. Hun vidste jo godt, det ville komme op, men hun er ikke blevet færdig med sine tanker om emnet. Hver gang hun har forsøgt, er hun kommet i et elendigt humør.

„Jeg er stadig ikke sikker på, jeg kan bakke op om at holde den i fængslet,“ siger Annemette stille og skubber sin tallerken til siden.

„Jeg synes, du skulle komme, Annemette. Hvad er grunden til, du overvejer ikke at deltage?“ Dan lyder formel, han lægger sin arm omkring Alma, mens han spørger. Det hele virker koreograferet, og Annemette sender ham et distanceret smil, inden hun siger noget. Hun kigger bevidst på Alma og ikke Dan, da hun svarer.

„Din far … Din far har begået fejl, samme fejl mange gange og alvorlige ting, som har haft konsekvenser for os. Han har dækket sig ind under en fortælling om, at det var for vores fælles bedste. Små tricks her og der, ikke den store risiko, men jo strammere vores økonomi blev på stutteriet, desto større chancer tog han!“

„Men det var jo for din skyld.“ Alma råber næsten.

„Nej! Jo. Måske. Men det havde alvorlige konsekvenser, at han spillede online poker på en ulovlig server, og det bitcoin-halløjsa, hvor han sugede al strømmen fra ham godsejeren … Og, jamen jeg vil slet ikke komme ind på alt det smuds, han foretog sig, da han hjalp Helle på flugt.“

Annemettes blik strejfer Dan Marc, der ser meget forvirret ud.

„Jeg ved godt, han ønskede at redde mig og mine forbandede tænder og give mig en ny gård. Men at afpresse Lars Seier for millioner og blive smidt i fængsel i årevis, det knækkede os. Det knækkede mig.“

Annemette leder efter en reaktion fra Alma, men hendes øjne er glasklare, så Annemette fortsætter:

„Jeg vil ikke leve på den måde, på den side af loven eller med den konstante usikkerhed, om han igen træder ved siden af.“

Dan Marc må have holdt vejret under Annemettes tale. Nu tager han ilt ned i lungerne, forsigtigt, i et forsøg på ikke at gøre opmærksom på sig selv, men hans næse piber, det lyder som en fløjte i rummet. Alma bryder ind:

„Jeg synes, du forsimpler det her. Jeg synes, du glemmer, at folk i pressede situationer vil gøre hvad som helst. Og jeg kan ikke lide, du taler grimt om far.“

„Og det gør jeg stadig ikke. Ligesom jeg ikke gjorde det, den dag vi talte i telefon. Men du spørger mig om noget, og jeg svarer så nøgternt, jeg kan.“

„Men jeg beder dig om én dag, hvor …“ Almas stemme bliver skinger.

„Når det er sagt, skat, hvis det betyder alt for dig, så skal jeg nok komme til den fødselsdag.“ Annemette synker sammen i stolen. Alma smiler til hende.