KAPITEL 13

Annemette smiler for sig selv. Normalt er hun udkørt midt på ugen under et aftenrul, men ikke denne aften. Klokken er 21.20, og hun er sikker på, hun så et lille glimt i Kirstens øjne, da hun sagde farvel. Hun hænger kitlen ind i skabet, den kan godt gå en dag mere. Hun tager Sanex under armene, inden hun tager sin egen skjorte på. Hun lader de to sidste knapper stå, der er en trykkende varme, det kunne godt udvikle sig til torden. Hun kaster et sidste blik ind i garderobeskabet. Sylteglasset er næsten fyldt. De hundredvis af piller kigger på hende, og hun kigger tilbage. Kirsten havde haft lukkede øjne, det lignede søvn, men Annemette kan i princippet ikke vide det. Ikke den mindste bevægelse eller sitren, var der kommet, da Annemette havde bøjet sig ned og strakt hænderne ind under sengen ved hovedgærdet for at tage pilleglasset.

Annemette griber om nøglen og vil låse skabet.

„Nå for søren, der bliver måske til en længere rejse til vinter?“ Almira står bag Annemette og kigger direkte ind i hendes skab. Annemette smækker skabet i, det er ren refleks. Hun er mundlam.

„Der er mange penge at tjene på den slags piller, hvis man ved, hvor man skal sælge dem.“

Annemettes hjertes springer et slag over, hun vender sig om, Almira flytter sig ikke, hun har et ubestemmeligt ansigtsudtryk. Annemette må angribe: „Det kunne aldrig falde mig ind at sælge piller. Men det overrasker mig ikke, at du ved en del om den slags lyssky handel …“

Almira slår en latter op. Helt ulig hende.

„Du tænker alt for store tanker om mig. Jeg har flere gange overvejet at skylle dem ud i toilettet, men det ville medføre alt for meget papirarbejde at registrere den mængde svind, Kirsten står for.“

Annemette kan ikke regne Almiras strategi ud. Hun kan ikke bære at miste sit job, og hun kan slet ikke bære, at Almira uden videre forbinder hende med den moralske forkastelighed, der ligger i at videresælge stoffer.

„Det er ikke, som du tror. Jeg kan sagtens se, det ser forkert ud …“

„Du behøver ikke undskylde. Den største grund til, at jeg ikke selv har skyllet de piller ud med badevandet, er, at bliver jeg taget i noget ulovligt, så bringer jeg mit statsborgerskab i fare.“

„Nah, mon dog. Det ville vist kræve nogle flere stramninger.“

Annemette snerrer det sidste ud af mundvigen, så det er umuligt at høre. Hun har sat sit kryds ved DF, siden partiet blev stuerent, og det har aldrig været for at smide uskyldige mennesker med anden hudfarve ud af landet, nej, sagen er, at DF, i modsætning til mange andre partier, har haft konkrete politikker på alle socialpolitiske områder og ikke mindst været i stand til at redegøre for budgetterne til at gennemføre dem. Og hvis man har en rodebutik, er der jo intet i vejen for at rydde op i den. Det er ikke sådan, at Annemette går og har grimme tanker om andre mennesker, men dengang hun havde været i teatret på Nørrebro med Johnny og Alma, og de havde gået et godt stykke op ad Nørrebrogade, havde det i hvert fald ikke været hyggeligt, ingen havde sagt dav til hinanden, og hun havde syntes, det virkede enormt uvenligt med alle de tildækkede ansigter. Her og nu, trængt op i en krog af Almira, kan hun mærke et undertrykt raseri, hun ikke anede fandtes i hende, så bemærkningen røg ud af hende. Almira skal da ikke stå dér og føle sig hævet over Annemette.

„Undskyld?“ siger Almira, stadig med noget, der ligner et venligt smil om munden. Hun har ikke hørt bemærkningen, det er nok meget heldigt. Annemette mente det heller ikke på den måde.

„Ikke noget. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg føler, at jeg er blevet taget med fingrene i kagedåsen, og samtidig har jeg en virkelig god forklaring.“

Nu er hun sikker på, Almira smiler.

„Det er jeg da sikker på, du har. Du behøver ikke forklare mig noget, jeg er i bund og grund glad for, at du skiller os af med de piller, så jeg ikke sidder med en hulens masse papirarbejde. Hvis min overordnede havde fundet ud af, at jeg har ladet det pilleglas stå, ville jeg få et forklaringsproblem. Jeg har sådan set overtrådt et par paragraffer, og for sådan en som mig kan det i sidste ende føre til hjemsendelse. Worst case, men altså …“ siger Almira og skubber døren op til det ene toilet, mens hun laver en gestus mod Annemette.

Annemette gransker Almira. Hun ser ud til at mene det.

„Nu er det dig, der har forklaringsproblemet. Og jeg har ikke tænkt mig at kræve den forklaring af dig. Ikke nu. Den kan du give mig en anden god gang, en dag, jeg får brug for det.“

Annemette kan mærke varmen stige op i sit ansigt. Hun skylder en. Det er langt bedre, end hun havde kunnet forvente i en situation som denne. Hun skylder en stor en.

„Vidste du, at mennesket er det eneste dyr, der kan rødme? Kun mennesket kan føle skam og blive flove, vidste du det?“ siger Almira, og Annemette laver en mærkværdig grimasse.

„Nej, men det er godt at vide.“ Almira trækker på skuldrene med et smil.

„Jeg har vitterlig ingen grimme intentioner med de piller, det tror du på, ikke?“

Almira henter en pakke blå Gajoler i sit skab. „Jeg går ikke videre med det. Du behøver ikke sige mere, Gajol?“ Hun rækker æsken hen foran Annemette på vej ud ad omklædningen.

Annemette er igen alene. Hun kigger på pilleglasset, som om det havde en personlighed, man modvilligt skal trækkes med.