KAPITEL 33

Annemette slukker for juiceren, da Jeans telefon ringer, og hun viser Palles navn på skærmen. Klokken er ved at være 10, og de har været i gang siden morgengryet. De havde trukket vildsvinet ud på græsset fra nede bagved skuret, hvor en kompostbunke alligevel tog plads. Svinet lå pakket i flere lag afdækningsplast, men Jean sagde, at hun havde fornemmet et lugtspor af råddenskab bagerst på sine indåndinger, hver gang havedøren stod åben. Med masker og havehandsker var de klokken 6.30 begyndt med at skære grove lunser af svinet. Det var en sej, vammel omgang. Skindet havde de flået af og dumpet i en haveaffaldscontainer et par dage forinden. Et hyr uden lige. Der var flyttet mider ind i kødet. De kæmpede for ikke at kaste op, lugten trængte igennem maskerne, og synet var horribelt.

Ikke desto mindre står de nu i Jeans og Palles køkken og har blendet over 50 portioner vildsvinegrød og pakket det i vakuumpakker.

Efter de første ti portioner eller deromkring havde de tilføjet lidt væske i massen, så den nemmere ville kunne spredes ud i et trug. Nogle portioner fik tilføjet en slat mælk, andre appelsinjuice. Annemette havde lovet Jean at erstatte Palles slowjuicer med en ny, endnu dyrere model. Selvfølgelig kunne de aldrig bruge den gamle igen. Jean ville sige til Palle, at motoren var gået i stykker, og hun skulle nok tage sig af reklamationen.

Palle kørte mod Haslev med cykelholdet i morges, Ole undtaget, han havde fået en eksem i skridtet, som krævede ro og hvile, hvis det ikke skulle udvikle sig til en permanent tilstand. Palle og drengene ville spise på halvvejen, vejret var så flot, så der ville gå mange timer, inden de kunne vente at se ham igen. Alle vinduer i rækkehuset står åbne, men alligevel sidder stanken i håret og tøjet som en klæbeånd. Det irriterer Annemette, at Palle ringer midt i det hele. Hun ville gerne have juicet og pakket de sidste poser, så de kunne få ryddet alting af vejen. På den anden side, Jean er nødt til at tage den. Palle skal ikke fatte den mindste form for mistanke efter Jeans overraskende „tur til Hamborg“. Selvom Annemette har slukket juiceren, går Jean ind i stuen for tale med Palle.

„Det er SÅ flot. Er det ikke næsten to minutter hurtigere end din sidste PR?“ Jeans stemme er helt oppe i det lyse leje. Annemette skyller skæret fra juiceren, som om det har betydning, så går tiden med det.

„Jeg skal nok ringe til politiet, når jeg har været i bad. Du skal ikke bekymre dig, det er, fordi de gerne vil tale med mor igen og ikke kan finde ud af, hvad de skal stille op med hende, nu hvor hun er dement det meste af tiden. De bilder sig ind, at jeg kan hjælpe dem videre i sagen.“

Annemette er imponeret over Jeans skødesløse, men dog overbevisende svar.

„Ja. Det gør jeg.“

Annemette stiller sig i døren og lytter. Det lyder, som om de er ved at afslutte samtalen.

„Det må du også. Hils, ikke?“ Jeans tonefald rammer en blødhed på sidste ord. Annemette stiller sig klar ved juiceren.

„Det gør jeg, ja. I lige måde.“ Annemettes finger lige over startknappen.

„Det skal jeg nok, ja.“ Annemette stiller sig igen i døren ind til stuen. Hun går med skridt, der kan høres. Jean ser hende i døren og nikker.

„Ja. Kør forsigtigt.“ Jean nikker igen til Annemette.

„Jo. Det siger vi, pas på dig selv.“ Annemette kan mærke varmen i sit ansigt. Det er jo åndssvagt, det her.

„Kys.“ Endelig.

Jean lægger telefonen og skifter øjeblikkeligt ansigtsudtryk.

„Du skal slet ikke sige noget, du. Den næste gang Palle ser mig, sidder jeg sikkert bag tremmer. Han skal stryges med hårene,“ siger hun til Annemette.

„Jeg siger ikke noget,“ siger Annemette og går tilbage til køkkenet. Hun tænder juiceren. Jean følger efter hende og vejer de resterende lunser kød af, så Annemette kan koncentrere sig om sit.

„Hvorfor har I egentlig en vakuumpakker?“

„Palle laver sin egen gel, de der åndssvage energiboosts, flydende sukkermasse, som de indtager under cykelturen. Ole mente, man kunne spare en del ved selv at lave dem.“

„Selvfølgelig gjorde Ole det.“

„Du kan regne med Ole.“

„Er du sikker på, vi ikke skal prøve at skolde juiceren? Det er jo langt fra sikkert, at du kan overbevise firmaet om en reklamationssag.“

„Jeg skal ikke have noget i mit hjem, der har været i kontakt med det svin. Det forstår du godt.“

„Ja. Undskyld. Men sig til, hvis det ikke lykkes, jeg vil gerne betale en ny.“

„Åhr, lad være. Jeg kan få hvad som helst refunderet.“

Skroget af svinet, som ligger og dampede i haven, trækker de ind gennem hækken til naboen, der er på Tenerife. Jean kender dem godt nok til, at hun – det vil sige Palle – passer planterne og henter posten, mens de er væk. Hun kender dem også nok til at vide, at de har en gammel septiktank i haven, som de har været for nærige til at få fjernet. De dumper svinet i tanken. Det er en stor lettelse.

Så går de i gang med køkkenet. „Har du en status på Almira?“ spørger Jean.

Lugten af ramt kød er allerede svagere.

„Hun er taget på vagt. Hun meldte sig jo syg, inden vi kørte til Litauen, så hun skal tilbage i sit vanlige rul. Jeg tror sådan set godt, vores dække med sygdom og ferie kan ende med at gå ubemærket hen. Der har været så mange syge, og flere andre har også byttet rundt på deres normale tider. Jeg skal selv på vagt på mandag,“ siger Annemette.

De er ved at vaske alting ned. Gulvet havde de dækket af, men skabe, borde, vask og vægge skal have den store tur. Først giver Jean dem en overhaling med grundrens, så kommer Annemette og tørrer det hele over med en Svanemærket universalrengøring. De smider klude og viskestykker ud. Og handsker og forklæder og masker.

„Nu er det ikke for at være dumsmart, vel, men jeg synes, jeg kom mere i dybden, da jeg brugte Cillit Bang.“

„Jeg ved det. Det er parfumen, det duftede bare renere.“

Køkkenet stråler. De lader vinduer og døren ud til haven stå åben og går ind i stuen. Jean har taget en roulade og en kniv med på et spækbræt. Annemette har faktisk lyst til en skive, det er en uventet lyst efter den morgen.

„Tager du køkkenrullen med?“ spørger Jean.

De sætter sig ved sofabordet. Annemette tjekker uret på sin telefon.

„Kan vi overhovedet nå at gå igennem de lister, inden Palle kommer hjem?“ Jean kigger på sin.

„Ja, ja. Nu har jeg også knoklet de sidste to aftener for at undersøge, hvem de største svineproducenter er. Hør nu her.“ Jean åbner en bærbar fra Dell. Annemette hiver sin notesbog frem. Den har en silkesnor, der sidder, hvor hun er nået til. Jean kigger på blokken med et overbærende udtryk. „Sådan, boomer.“

Annemette rynker brynene. „Jeg tror ikke, det er meningen, at en, der selv identificerer sig som boomer, skal bruge udtrykket til at irettesætte en anden boomer. Desuden er du fem år ældre end mig, det klinger helt forkert.“

„Potato, potaarto,“ svarer Jean uden at tage observationen under videre behandling.

Jean har fundet nogle store brug. Specielt Nordjylland huser nogle af Danmarks største svineproducenter.

„Jeg fandt også dem her,“ siger hun og peger på skærmen, så Annemette kan følge med. „Breeders of Denmark fra Vojens. De forædler alle de svin, der skal bruges i produktionen. De har for eksempel avlet et dyr med ekstra ribben, så der kan blive mere bacon til folket per svin.“

Annemette tager sig til munden, men Jean er allerede videre i sin research.

„Der er også dem, der kalder sig DLG, de leverer svinefodersiloer til hele Danmark. Hvis vi kunne komme i nærheden af dem, kunne det være en nem måde at få spredt vores inficerede juice ud til en stor del af Danmarks svin.“

Annemette nikker og prøver at forestille sig den lavpraktiske del af aktionen. Det kunne godt blive besværligt at skaffe sig naturlig adgang til en sådan højteknologisk virksomheds produkter. Jean opfanger tvivlen.

„Martin Lund Madsen,“ siger hun så. „Danmarks største svinebonde, han holder til i Bramming. Firmaet hedder MLM-Group. Han ejer gårde i hele region Syddanmark, og jeg kan ikke se, hvorfor han ikke skal have besøg af dig med et par vakuumpakkede ‘kosttilskud’ i lommen.“

Annemette skriver navnet og øvrige detaljer om firmaet ned i sin bog. „Er han på nogen måde i familie med de øvrige Lund Madsener?“

Jean ligner et spørgsmålstegn. „Anders og Peter,“ siger Annemette så. Hun synes heller ikke selv, joken kommer til sin ret.

De fortsætter med at gennemgå listen. Annemette skriver og skriver. DLG på Lolland Falster, Kjaer Knudsen Agriculture A/S på Sjælland. Hvis Annemette starter sin ekspedition på Sydsjælland og kører videre op gennem landet og over Fyn med holdt på dennes største svinefarm ved Gelsted, kan hun ende turen hos MLM Group i Bramming. Hun vender med Jean, om det er for risikabelt med et besøg hos Landbrug og Fødevarers eget center for svineavl, SEGES. De lader muligheden stå åben for nu. Skiold i Sæby, der producerer staldudstyr. Det ligger jo på vejen, hun må se, hvad der giver mening undervejs på turen.

Annemette har det fint med, at det kun er hende, der tager sig af selve spredningen. Efter Vibse er kommet i politiets søgelys, er det bedst ikke at sætte Jean i spil mere end højest nødvendigt. Desuden har Annemette et vidunderligt motiv til at køre til Jylland, nuvel, et alibi. Hun skal besøge sin datter.

Annemette får en pludselig indskydelse, der giver hende et sug i maven.

„Sig mig, har du googlet alle informationerne på jeres egen hjemmecomputer? For satan da.“ Jean vender sig roligt mod hende.

„Rolig. Palle har lavet et setup med en VPN, PVP, NVP, i hvert fald et eller andet fikumdik med noget server-halløj, som gør, at den ikke kan spores, og vi kan se alle de dyre sportskanaler helt gratis.“

„Seriøst. Kan man det?“

„Jeg lover dig, hver gang det cykelhold har cyklet 200 kilometer, kommer Palle hjem med et nyt trick i ærmet. Så er der smuthuller til at spare i skat, så er der bonuspoint på flyrejser. Det sidste er noget lort, det ved jeg godt.“

Annemette er imponeret. „Jeg troede kun, de talte om watt og pladehjul, når de sad på den cykel.“

„Hvis der er noget, vi efterhånden ved, A.M., så er det, at man ikke skal dømme folk ude for hurtigt.“ Jean gemmer dokumentet i en mappe, hun har kaldt „Inspiration til opsat hår“.

De rejser sig og bærer spækbrættet med en halv roulade tilbage til køkkenet. Jean kommer rouladen i en frysepose, som hun lukker med en klemme og lægger i en brødskuffe.

„Skal vi overhovedet tale om, at vi ikke har nogen anelse om, hvorvidt svinet rent faktisk har pest?“ spørger Jean så.

„Nej, jeg synes i hvert fald ikke, det er noget, vi skal hænge os i. Der er rigtig gode chancer, men der er ingen garanti. Jeg har tænkt en del over det. Vi er gået langt, og dette er vores sidste store kraftanstrengelse som den lille klimahær, vi nu engang er blevet til. Vores mission om at presse på for at omlægge det danske landbrug og reducere vores samlede CO ₂-aftryk kan inspirere andre lande til at starte lignende bevægelser. Det kan slå komplet fejl, men så gjorde vi i det mindste det bedste, vi kunne.“ Annemette er ved at tale sig varm: „Jeg husker de sidste fem år af mit liv som én lang ventetid. Du kender jo historien. Jeg mistede alt, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at disse tab hænger sammen med klimakrisen, og jeg har ventet og ventet på, at regnskabet skulle gå op. Jeg har troet på systemet – på forsikringsselskaberne, på bankerne, på politikerne – men det har svigtet mig.“ Annemette rømmer sig, hun anede ikke, hendes talestrøm skulle udvikle sig til et kampskrift. Nå, here goes : „Jeg husker, at jeg som barn gik over for rødt. Jeg fortrød på halvvejen og vendte om for at vente på grønt. Folk dyttede og råbte idiot efter mig, jeg var ved at blive kørt ned. Lige meget hvilken vej jeg gik, blev folk vrede. Jeg har ikke været mere end 8 år, det er mærkeligt, men billedet får mig til at tænke på os og det, vi bidrager med i forsøget på at redde jorden. De Hårde Nåle er gået over for rødt, vi har gjort ting, man ikke må, men nu synes jeg, vi fortsætter over vejen. Vi vender ikke om og venter på, at lyset bliver grønt. Og så håber vi, at noget godt kommer ud af at insistere på den farefulde færd i den gode sags tjeneste.“

Jean har åbnet et overskab, imens Annemette har talt. Hun hiver en mørk, buttet flaske frem og skænker op i to små glas.

„Som du dog kan sige det. Det tager vi en skål på. Jeg føler også … Jeg mener, vi aner ikke, om vi ses igen.“

„Nej. Det er sandt. Vi må hellere klinke.“

De løfter glasset og bunder sød portvin i en andægtig gestus.