KAPITEL 2

Annemette går ned ad trappen, og lugten af tandlæge forsvinder trin for trin. Hun sætter sit headset i ørerne og smider tasken op i cykelkurven. Hun stopper op et kort øjeblik og nyder stilheden herude ved Boholtevej. Her er langt mere fredeligt end i den ende af Køge, hvor hun selv bor. Hun kan stadig mærke bedøvelsen summe i venstre side af kinden. Marion fakturerede hende for to tandudtrækninger, men Annemette insisterede på at betale fuld pris. 6000 kroner. Hun skal have forhøjet sin kassekredit igen.

Klokken er 9.15, hun har god tid til at komme ind på kontoret på Sundhedsafdelingen på Torvet. Vagten starter klokken 10 og slutter klokken 17. Annemette dropper at tænde for elmotoren på cyklen, for motionens skyld. Hun når lige at tænke, at hun håber, hun skal besøge Thorkild, og at han har en bedre dag. Thorkild er næsten altid på Annemettes rute. Selvom man officielt forsøger at undgå, at sosu’erne får faste borgere, så beder Thorkild altid om Annemette, og teamlederen har det med at give efter. Annemette når trods alt længere med ham end vikarerne. Det er også, som om det er lettere for en plejer, der kender borgeren, at håndtere og se igennem fingre med, at vedkommende aldrig har tøj på. Den eneste beklædning, Thorkild bruger, er et rygeforklæde.

Annemette tager turen gennem parken ved Marksvinget, igennem parcelhuskvarteret, over ringvejen, delvist for at undgå trafikken, men i lige så høj grad for at gemme sig, og først til sidst trækker hun ud på den store vej. Hun har brugt meget tid på at lære at gemme sig i det offentlige rum. Det er forbavsende let at forsvinde.

Annemette kører op ad bakke og får modvinden at mærke, hun bliver vred i modvind, hun får lyst til at skælde ud på nogen. Det er det her med at bruge så mange kræfter og stadig stå stille i luften. Det pisser hende af. Og så sker der jo det i hård blæst, at hendes mund blafrer. Mennesker, der ikke mangler 12 fortænder, ser mærkelige ud, når de hopper ud i faldskærm. Vindmodstanden får kinder og mund til at blafre, som om kødet er ved at løsne sig fra knoglerne i en urytmisk dans. Hun så engang kronprins Frederik springe ud fra et fly på tv. Aldrig har han set så lidt royal ud, der er noget aldeles uværdigt over den herreløse, flaprende ansigtshud. Sådan ser Annemette ud i ganske almindeligt blæsevejr, og det er ydmygende. De manglende tænder tillader hende ikke at holde munden lukket, og det sætter tilmed hendes hvislen (prusteriet, lad os nu bare holde fast i sandheden) i gang, som hun er sikker på, de andre cyklister kan høre. Ringetonen standser Annemettes tankestrøm. Hun besvarer opkaldet med et klik på headsettet, mobilen ligger i lommen.

„A.M.,“ siger hun.

„Hej mor, det er mig.“ Almas stemme lyder glad. Annemette beslutter sig for at stige af cyklen og trække, Alma bliver så irriteret, når vinden støjer i røret.

„Hej min skat. Hvordan går det i det jyske?“

„Det går fint, du skal glæde dig til at se bostedet. Vores lejlighed er meget større, end jeg havde regnet med.“

Efter at have været elev på Egmont Højskolen lidt uden for Aarhus har Alma besluttet sig for at lade sig indskrive på Aarhus BSS med ambitionen om at blive cand.merc. i international business. Alma har haft et forrygende år og har fundet en kæreste. Annemette er stolt af sin datters målrettethed, men hun kan ikke sige sig fri for en vis ærgrelse over retningen. Var det udelukkende et moderligt opgør, at hun tilmed blev medlem af Liberal Alliances Ungdom sidste forår? Alma har siden 14-årsalderen siddet i kørestol på grund af cerebral parese, hun virker mere livsduelig end de fleste, hårdere end de fleste, og ingen skal fortælle hende, at der er noget, hun ikke kan.

„Åh, hvor er jeg glad for at høre det. Jeg tager et tidligt tog, så kan vi måske også nå et smut ind til Aarhus og vende stænger.“

„Vende stænger?“

„Kigge på tøj, shoppe, ose.“

„Ah. Det er fint, men jeg gider ikke sætte ur på en lørdag, så ikke for tidligt, vel mor?“

„Skal jeg tage lasagne med fra fryseren?“

„Jeg får den ikke spist.“

„Nej, nej, men det kunne jo godt være … Den kan jo ligge længe i en fryser, det er jo sådan noget, en fryser kan, hvis det …“

„Mor,“ afbryder Alma.

„Ja, jeg har forstået det … Du er ikke begyndt at ryge, vel?“ Annemette mener at kunne opfange en lille lyd under tavsheden, der følger hendes enerverende spørgsmål, men måske er det bare lyden af Almas øjne, der vender sig mod himlen.

„Jeg har talt med far. Han siger, du hverken besvarer opkald eller mails eller noget som helst.“ Almas sætning hænger i luften, mens Annemette leder efter et fornuftigt svar til sin datter.

„Skat, jeg synes ikke, vi skal diskutere det igen …“

Alma sukker opgivende, de har haft denne samtale hvert kvartal i næsten to år.

„Du gider godt tørre fremmede mennesker i røven, men du gider ikke ringe til far …“

Annemette afbryder hende.

„Der er ingen grund til at blande mit job ind i det, Alma. Siden din far begik kriminalitet, igen, og blev dømt for det, igen, kan jeg ikke se nogen grund til … Alma, jeg svarer altid, hvis det er noget vigtigt omkring dig.“

„Han er min far. Du valgte ham engang for mig.“

„Det ved jeg. Du skal også have lov til at elske ham lige så højt, du vil. Jeg kan bare ikke, Alma.“ Annemette kigger på telefonens ur, der er stadig god tid, til hun skal møde på job.

„Jeg siger ikke, du skal elske ham, mor. Jeg siger bare, at de ting, der handler om jeres fælles barn, MIG, dem er du nødt til at tale med ham om.“

Annemette gør sig umage med sit ordvalg:

„Det gør jeg også. Det absolut nødvendige, der har med dig at gøre. Så længe far sidder inde …“

„Jeg ser ham. Jeg besøger ham i fængslet. Far er ikke et dårligt menneske. Han har visioner. Lad nu være med at være en af de der forældre, der fucker det op for barnet.“

„Det mener jeg ikke, jeg nogensinde har gjort, Alma.“ Det er op ad bakke, synes Annemette. Konkret trækker hun lige nu sin cykel op ad en stejl skråning, der tager pusten fra hende, og samtalen tager samme drejning.

„Det har du heller ikke, så lad være med at begynde nu. Jeg vil gerne holde min fødselsdag i fængslet, så far kan være med. Bare for de nærmeste.“

„Ej!“ Annemette standser brat op og står helt stille på bakken. Hun pruster så kraftigt, at et barn, der sidder bag på en cykel, begejstret kigger sig omkring, sandsynligvis efter en hest.

„Helt ærligt, Alma, det mener du ikke.“

„Jo. Og jeg går ud fra, at du kommer.“

„Kan man overhovedet holde fødselsdag i et fængsel? Altså, det er jo ikke McDonald’s eller et festlokale som sådan …?“

„Far har søgt om tilladelse. Han har fået bevilliget et besøgsrum i tre timer. Hjemmebagte kager er ikke tilladt,“ slutter Alma kækt.

Annemette savner tid og ord.

„Du ved, fil i kage, ikke, i fængslet …“ Alma giver ikke op.

„Jeg fangede den godt, jeg er ikke der, hvor jeg kan grine ad det.“

„Kommer du så?“

„Må jeg ikke godt have lov at tænke over det? Jeg er nødt til lige at tænke det her igennem, det må du give mig, lidt tid.“

„Han gjorde det for din skyld. Far sidder inde, fordi han ville hjælpe dig …“

„STOP! Vi lukker den her. Ellers har jeg slet ikke lyst til at overveje at komme.“ Annemette hæver stemmen, hun kan mærke en vrede.

„O.k.“ Alma forstår beskeden.

„Jeg glæder mig til at møde Dan.“ Kunsten at skifte emne, så man kan give samtalen en blød landing.

„Ja. Han glæder sig også. Elsker dig, muts.“

„Jeg elsker også dig.“

Samtalen er slut, død lyd følger.

Annemette når lige ind i forværelset, da teamlederen starter mødet og fordeler dagens ruter. I sosu-afdelingen på Lerbæk Torv i Køge møder man præcist. Det er også omsorg, som det hedder sig.