KAPITEL 28

At stå i stævnen på Petria Seaways og skimte Klaipėda i horisonten. At stå i denne stævn og tænke på Leonardo Di-Caprio i Titanic, dér hvor han står bagved Kate Winslet og får hende til at føle, at hun flyver, få timer før skibet rammer isbjerget. Og så tænke videre på virkelighedens Leo, der senere kommer til at kæmpe for disse isbjerges ret til at være der, og registrere en mærkværdig sløjfe ved selv at stå her på havet, i vinden, med en frelser i hjertet. Naturen ejer alt.

Et vindstød river Annemette ud af hendes tanker. Hun kigger efter sine rejsekammerater. Jean sidder foroverbøjet på en bænk længere nede på dækket, hun har hovedet mellem sine hænder. Almira har travlt med sin mobil. Den kvinde kan tage fra. Jean og Annemette havde gjort deres i aftes, men Almira tog prisen som drukfører. Der havde været en uudtalt enighed om at drikke sig i hegnet, slukke hjernen og henstille virkeligheden, til de kom i havn.

Turen havde været en voldsom kraftanstrengelse. Det at ligge sammenkrøllet i en mikrobil på henholdsvis gulvet og i bagagerummet havde krævet en del af både fysik og psyke. De havde været ude at strække ben på en rasteplads, da de var kommet over grænsen til Sverige, men inden færgeoverfarten havde de været nødt til at gemme sig igen. Først på færgens vogndæk havde Almira givet tegn, og Jean var kravlet ind mellem sæderne for at kunne tage den slagne vej ud ad døren. For syns skyld. Undervejs, da Annemette havde ligget på gulvet med tasker og jakker, tæpper og dyner over sig, havde hun fået den tanke, at skulle Patria Seaways lide samme skæbne som Titanic, ville ingen vide, at hun og Jean var ombord. De var ikke registreret på passagerlisten, og selvom hun havde fortalt Johnny, at hun rejste væk for en kort periode, havde hun ikke sagt hvorhen. Alma havde hun ikke engang nævnt det for. Hun havde haft svært ved at undertrykke et skrig ved tanken om at være helt alene og uden for rækkevidde, og hun forestillede sig, hvilke mørke tanker Jean måtte have gjort sig på den endnu mere trange plads bagi.

Da de endelig steg ud og kunne strække deres kroppe, havde de skyndt sig op til passagerdækket. Her sad (især) damer og spærrede pladser ved borde med tasker og jakker, mens (især) forvildede ægtemænd stod modløse i køer i cafeteriet. Almira havde kastet et kort blik på køen.

„Vi skal have en skarp,“ havde hun sagt, og de havde fundet færgens bar med rigelige tomme pladser, foruden spejlvægge og halogenspots. De var faldet i snak med bartenderen, flasker og shots var kommet på bordet, de havde fået lyst til karaoke, filur i kander.

Annemette får et billede på nethinden af Almira, der står oppe på baren og stamper en mærkværdig dans. Det var nok stukket lidt mere af, end de havde regnet med. Men i de timer havde de glemt alt om de dyr, der hver dag kører ind i CO ₂-elevatoren et sted i Midtjylland. De havde været sorgløse for en aften.

Almira lægger sin telefon i lommen og går over mod Annemette. Hun ser frisk ud. Slet ikke som Jean og hende selv.

„At være på flugt er også en sindstilstand,“ siger Almira, da de alle tre sidder på bænken. „Man vænner sig til at være på vagt, til ikke at vide, hvad der sker. Folk reagerer forskelligt på den tilstand. Nogle går i hundene og forsøger at begå selvmord. Radikalisering er en mulighed, lad os bare sige det, som det er. Jeg selv forsøger at være i livet hver dag. Dengang jeg kom til Danmark, blev jeg gift med en dansk-iraner. Han var en sød mand, men jeg var jo til kvinder, så selvfølgelig gik det skævt.“ Almira holder en pause. „Jeg siger bare, det er mange år, jeg har skullet gemme mig, så det her med at hjælpe jer er ikke så gennemgribende anderledes for mig.“

Annemette smiler til Almira. Jean løfter sit hoved og ser ud til at ville gøre det samme. Så krymper hun sig og smider hovedet til venstre. Der står en skraldespand, hun kaster op i.

De skal tilbage til vogndækket. Jean slæber sin krop afsted. De siger ikke noget til hinanden. Annemette åbner døren til bagsædet og lægger det ene sæde ned, så Jean kan kravle ind i bagagerummet uden at vække opsigt. Jean ligner en, der vil bryde sammen ved et enkelt ord eller et forsigtigt prik på skulderen. Almira rækker hende en flaske vand. Hun kravler ind, og Annemette følger efter. Inden hun rejser sædet op igen, kigger hun på Jean som for at sikre sig et ok.

„Ikke nu!“ siger Jean. „Du skal holde din kæft.“

Annemette lukker om til Jean og folder sig sammen på gulvet, så Almira kan lægge bagage og tæpper tilpas henslængt ind over hendes krop. Bilmotorer starter omkring dem. Lugten af benzin trænger ind og forstærker kvalmen. Den levede ellers fint uden.

„Hæng i. Vores række rykker på sig,“ siger Almira fra førersædet, og Annemette gentager ordene, så hun er sikker på, at Jean får beskeden omme bagi.

Endelig brummer motoren, og de triller fra borde. Kort efter bremser de ned, Annemette kan høre Almira rulle vinduet ned. Motoren kører stadig, og lidt efter bevæger bilen sig igen. Farten sættes op, Annemettes vejrtrækning begynder at føles friere, selv under tæpper og jakker.

„Hold kæft, en udørk.“ Almira siger det højt. „Om et øjeblik holder jeg ind til siden, så I kan komme ud, men jeg må advare jer: Den her litauiske havneby er ikke et kønt syn.“

Det er nok ikke længe efter, at Almira sætter farten ned og endelig slukker motoren, men det føles sådan. Annemette kan høre Almira stige ud og åbne bagagerummet. Hun stiger selv ud. Luften er fugtig og kold, det har lige regnet. De holder på en mennesketom lille vej foran et stort hus i hvide mursten og med brunt tag. Det er hverken grimt eller pænt. Det emmer af Øst, der mimer Vest.

„Jeg tager en overnatning på Fortuna Guest House, mens I to kører afsted på vildsvinejagt,“ siger Almira og slår armen ud mod huset.

„Tager du ikke med?“ Annemettes stemme lyder mere ængstelig, end hun havde tænkt sig.

„Nej. Denne del af missionen er op til jer.“

Hvad havde de regnet med. Annemette ser på Jean, den medtagne. Jean går med små skridt og bøjet nakke hen til hækken, der hegner motellet ind. Hun har endnu ikke kigget op, hun ser heller ikke ud til at overveje det nu. I stedet kaster hun op i hækken.