KAPITEL 34

Ole har haft svært ved at samle cykelholdet hele ugen. Undskyldninger om flade dæk og hentning af børn har fyldt i tråden op til de sidste par træninger. Han er tilbøjelig til at tilskrive afmeldingerne manglende disciplin, slet og ret, og han har formuleret en opsang til holdet, som han vil sende i aften. Er de med, eller er de ikke? Inderst inde er Ole bange for, at de melder fra på grund af hans eksem. Smittefaren. Det er jo noget sludder, eksem smitter ikke. Cykelholdet er ikke et hak bedre end hans ekskones læseklub. Så snart en i gruppen viser tegn på svaghed, opstår der et kollektivt overlevelsesinstinkt blandt de andre. Det starter som omsorg, men inden længe tager det form af ondsindet sladder, og før man ved af det, sidder man alene på sin cykel med permanent, ildrød kontakteksem fra anus til et stykke op ad penis. Når det så er sagt, nyder Ole den ufrivillige hviledag og har taget Balder med ud på en eftermiddagslufter.

Balder er efterhånden en gammel schæfer med trofaste vaner. Det slår Ole, at Balder ikke snuser i de sædvanlige hjørner og græstotter, i stedet glor han op i luften, forstenet og uhundsk. Klokken er kvart over fem, solen er ved at takke af for i dag, men forsøger med et lille skin i horisonten. Skinnet efterlader et hårdt farvespil fra lys lilla og orange, der går over i gul og turkis og ender i et hav af grønne og mørkeblå toner. Ole følger sin hunds stirreretning og opdager, at der iblandt de smukke farver glider en stor, sort tingest. Han får lyst til at kalde det en drone, men sikker er han ikke; moderne teknik (der ikke har med cykling at gøre) byder ham imod, sådan er det bare, sådan var det også, dengang han blev stemt ud af boligforeningens bestyrelse, fordi han insisterede på at beholde fastnettelefonen i foreningen på en måde, som grænsede til chikane af de yngre medlemmer. Ole har langt fra opgivet sin kamp, faktisk siger hans læge, at de enorme mængder af læserbreve og kronikker til lokalavisen Køge Onsdag og Sjællandske Nyheder holder ham i mental topform og formentlig forlænger hans liv med en fire-fem år. Siden doktor Heino lagde kimen til at opklare sammenhængen mellem Oles problematiske rejsninger og antidepressiv medicin i oksekød, betragter Ole sin læges ord som lov.

Den mulige drone glider elegant gennem luften, indtil den stiger i et voldsomt ryk. Ole kan se, den forsøger at undvige et højt birketræ. Dronen trækker tilbage, men den har for meget fart på. Den når ikke over birketræet, og propellerne filtrer sig ind i grenene. Der kommer et par besynderlige, højfrekvente lyde, der minder om skrigene fra et undervandsdyr i nød. Så dykker dronen og rammer Merete og Bents drivhus, så en rude splintrer i voldsomt mange stykker.

Ikke langt fra Ole holder en stor sort og blå varevogn parkeret. Ud af bilen vælter to ophidsede mænd, de er iført, hvad Ole uden at blinke afkoder som sort militærudstyr.

„Du er en kæmpe idiot, Kenneth!“ råber den ene mand.

Den anden virker sammenbidt og har retning mod nedstyrtningsstedet.

„Kraftedeme, om jeg ikke indberetter det her, Kenneth! Det er den anden drone, du smadrer!“

Ham, der ikke hedder Kenneth, taler til sin skulder: „Ryk ind, Team 1. Team 2, ryk frem til position!“

Ole ser nu en gruppe sortklædte mænd rykke frem som perler på en snor. De er nede i knæ, de bærer hjelme og skudsikre veste. Alle mændene har hævet deres maskingeværer. De rykker hurtigt frem mod klyngen af gule rækkehuse.

Balder knurrer og bjæffer arrigt, og også Ole mærker vreden vokse, da han ser de fremrykkende mænd fordele sig og trampe hen over de nyanlagte blomsterbede, som Ole var med til at godkende, da han stadig sad i bestyrelsen. Der er rododendronbuske og stauder, som knækker under de tunge mænds sorte støvler.

„Halløj! Det må I sgu ikke!“ råber Ole og bryder kvarterets svale stilhed.

Alle de sortklædte mænd stopper på kommando. Der opstår usikkerhed.

„I ødelægger bedene! Kom ud derfra!“ Ole har fået blod på tanden, nu da han mærker noget af fordums maskuline magt virke.

„KOM UD NU!“ Hans stemme gjalder mellem husene. Også Balder fornemmer øjeblikkets overlegenhed. Den giver hals, hvilket udløser respons fra andre hunde i kvarteret.

„Kan I så komme afsted!“ brøler Ole, det er forløsende og fjerner også opmærksomheden fra kløen mellem ballerne.

I det samme udstøder Balder en høj pibelyd. Ole kigger forvirret på hunden, der ligger livløs for hans fødder, den spjætter lidt med det ene bagben. Da Ole ser op igen, står han ansigt til ansigt med en af de bevæbnede soldater. Han er helt tæt på. Ole bevarer fatningen.

„I kommer sgu til at betale for de rododendroner!“ siger han fast i mælet.

Soldaten placerer lynhurtigt noget, der ligner en klodset fjernbetjening, på Oles hals. Han vil protestere, men når det ikke, før hans krop fyldes af syv millioner volt. Hans muskler går i spasmer, øjnene ruller uden koordinater, og kroppen giver efter og falder til jorden som en vadsæk fuld af kartofler.

Ole og Balder ligger livløse på fortovet, stilheden er vendt tilbage. Soldaten foretager en vurdering og giver ordre gennem sin comsat:

„Ryk til position.“

Team 1 fra Politiets Aktionsstyrke, der stadig står med en anelse uro i de store blomsterbede, bevæger sig nu frem mod dét af de gule rækkehuse, hvor haven vokser vildt, og fortovskanten ikke er trimmet.

Lydløst og fra hver sin side trækker team 2 og 3 helt ind på den briefede adresse.

To droner kommer svævende i luften fra syd. Der er komplet overblik over husets for- og bagside.

Ved rundkørslen midt i kvarteret holder fire mandskabsvogne, en ambulance og en akutlægebil i tomgang. Det store opbud af styrker fra PET, FE og indsatsstyrker er stille som graven. Det knitrer fra alle intercoms. Solen står lavt, lige bag ved et etagebyggeri, og alle som én må knibe øjnene sammen for at se.

„Team 1 standby.“

„Team 2 standby.“

„Team 3 standby.“

„Alle teams er i position.“ De afventer signal.

„Team-leder, der er go! Der må skydes for at dræbe, jeg gentager, der må skydes for at dræbe.“

Styrkerne rykker ind gennem hoveddøren og bagdøren. Flashbomber og røg, hunde. Udenfor kommer Ole til sig selv, han ligger i græsset, og Balder slikker ham i ansigtet. Han ser over mod det gule rækkehus.

„CLEAR,“ råber en dyb stemme inde fra huset. Han kender det hus. Der er sortklædte mænd overalt, han kommer på benene og går tættere på. Alle tanker om nedtrådte blomster er forsvundet. Hvad i alverden sker der? Ole går så tæt på infernoet, som afspærringen tillader. Hans krop er stadig mærket efter de mange volt. Det er et overgreb, han ikke har tænkt sig at lade gå ubemærket hen, men lige nu er han optaget af noget andet end sig selv. Ud ad fordøren i den vildtvoksende have træder en ordentlig bøf af en politimand, han bærer noget tungt i armene. Det er et menneske. Ole strækker sin hals for at se bedre efter. Det er en kvinde, hun ser lille og skrøbelig ud, er pakket ind i en dyne og har langt, bølget blond hår. Han får et glimt af et blegt ansigt, der misser voldsomt med øjnene i dagslyset. Han bemærker, hun har en hættetrøje på. Den passer slet ikke til hendes type, når Ole at tænke. Den stærke betjent bærer hende forsigtigt ud i ambulancen, døren lukkes, og Ole må gætte sig til resten. De sidste bevæbnede mænd er ved at forlade grunden. En af dem er en kraftig kvinde.

„Det er mærkeligt, som deprimerede menneskers huse lugter af død,“ siger hun til en kollega. Han tager ikke notits af observationen. Men det gør Ole.