KAPITEL 26

Almira har kørt sin bil op til haveindgangen. Den holder på den smalle sti foran lågen. Græsset er vådt af morgenduggen. Almira går med raske skridt hen til bilen og stopper foran bagdøren, hvor hun vender sig om.

„Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre, hun insisterede på, at hun blev kørt hen til dig,“ siger Almira og ser på Annemette.

Annemette bliver nervøs. Hun har ingen ide om, hvad Almira taler om, til gengæld har hun sporet en hang til det spændingsfyldte hos Almira. Det slår Annemette, at Almira gerne vil hjælpe dem, men uden at det står klart, hvem der skylder hvem.

„Hvem insisterede?“ spørger Annemette, vel vidende at hun først får svaret, når bildøren bliver åbnet.

Almira åbner den med en dramatisk, nærmest ridderlig gestus.

På bagsædet sidder et lille menneske pakket ind i en stor dyne. Det er Kirsten, endnu mere skrøbelig at skue ude af sin seng.

„Kirsten! Hej!“ siger Annemette og rækker instinktivt armen ind til hende. Kirstens øjne er glasklare. Hun lukker dem langsomt. Hun smiler ikke med munden, men den langsomme måde, hvorpå hendes øjenlåg falder ned, hviler et øjeblik og løfter sig igen, gør det ud for et smil. Og en hilsen. Annemette gør tegn til at kravle ind, og Kirsten gør plads. Annemette sætter sig delvist oven på dynen.

„Undskyld, Kirsten. Undskyld, at jeg tog pillerne. Det har sat dig i unødig fare. Det har jeg aldrig ønsket.“ Kirstens øjenlåg fejer endnu en gang langsomt ned. Hun ser så mild ud. Hendes mundvige løfter sig, det er et nærmest usynligt løft, men det findes.

„Det er vigtigt for mig at komme til dig i dag,“ siger hun så med en blid og klangfuld stemme.

„Okay?“ Kirstens signaler er svære at læse.

„Jeg ville gerne fortælle dig ansigt til ansigt, at jeg ikke kommer til at sige noget som helst om de piller.“ Annemette ser direkte ind i Kistens øjne.

„Ikke en sjæl,“ siger Kirsten stille.

„Tak. Det betyder alt,“ siger Annemette og afstemmer sit toneleje efter Kirstens.

„Skal jeg fortælle dig, hvordan jeg endte med at blive liggende i min seng?“

Annemette er stadig optaget af gennembruddet ved, at Kirsten taler. „Ja. Meget gerne.“

„Jeg var ganske ung, da jeg kom ind i Amnesty. Først var jeg facer. Det var vildt hårdt, jeg kunne ikke tåle alle de afslag, så søgte jeg ind hos Greenpeace, her blev jeg phoner, det var lidt lettere ikke at se folk, men samme system. På en eller anden måde fik jeg overbevist organisationen om, at jeg kunne noget organisatorisk, så jeg blev en del af strategigruppen. Jeg samlede folk til demonstrationer, jeg planlagde møder, og til sidst tog jeg også med på aktioner. Det kunne jeg ikke holde til. Der var død og ødelæggelse overalt, tragedier, natur, dyr, mennesker, jeg kunne ikke lægge dem fra mig, når jeg kom hjem. Jeg græd for dem, drømte om dem, talte med dem i mit hoved. Jeg fik en svær depression, angst, en depression mere, blev indlagt. Til sidst gav lægerne og jeg selv op. Depressionen var ikke længere en fase, der skulle overstås, den var mit liv. Sådan har det været de sidste 12 år. Jeg kan ikke noget, jeg er ikke noget for nogen. Men jeg kan gøre en ting for dig, Annemette. Jeg kan holde på en hemmelighed.“

„Jeg er dig dybt taknemmelig,“ siger Annemette.

„Og lige en ting til.“ Nu tager Kirsten sin hånd op og trækker Annemettes øre ind til sin mund. Så hvisker hun, så lavt at Annemette anstrenger sig for at opfange hvert et ord. Ordene er som et svøbende kærtegn.

Annemette kan mærke varmen stige op gennem sin krop. Hun bøjer sig ind over Kirsten i dynen og lægger sit hoved i Kirstens skød. For første gang siden hun pakkede sportstasken og tog hen for at møde Jean, trækker hun vejret helt ned i maven. Kirsten lægger sin hånd på Annemettes hår og aer det.