KAPITEL 21
Vibse rammer 15 km/t, vinden tager i hendes hår, det står efter hende som et snelandskab i vat. De tre kvarter, hun sad under hjelmen i går med hårpragten rullet på små spoler, synes spildt, og det rager hende en høstblomst. Elscooteren fra Dukadu kom i tirsdags. Det er Gatsby-modellen, en firehjulet retromodel med fuldt affjedrede hjulophæng, stokkeholder og bagageboks med lås. Vibse har kørt to timer, hele vejen til Kongens Lyngby, det er jo her, Preben voksede op. Hun kan da lige kigge forbi bagefter og høre, om hans forældre giver kaffe. Hun skal bare nå hjem til … Ja, den er så væk lige nu, men hun skal nå hjem, inden det bliver mørkt. Vibse sænker farten, da hun nærmer sig Lyngby Hovedgade og Irma-pigen med det blonde hår og blå skørt, som er klistret på indgangspartiet foran butikken. Vibse får et stik af dårlig samvittighed. Hun kan godt lide Irma. De Hårde Nåle har efterhånden været vidt omkring, men det er altid i Irma, Vibse får sine moralske skrupler.
Hendes håndtaske ligger i skødet, hun mærker på den, da hun kører forbi grønten. Kanylerne ligger i forrummet. Det er hurtigt overstået. Hun kommer direkte fra Rema 1000, det var lige så let som at klø sig selv i nakken. Desuden glæder hun sig til, at hendes kære Preben kommer hjem. Nå, ja. Det er derfor, hun skal være hjemme i ordentlig tid. Han har været på forretningsrejse, det er han tre gange om måneden og har været det, siden han startede hos Nordisk Fjer i 1951. Hver gang han kommer hjem fra sine rejser, får han hamburgerryg, kartofler og stuvet hvidkål. Således har Vibse to gøremål i Irma. Nå. Hun gemmer det bedste til sidst og kører hen til køledisken. Der er ingen vej udenom. Helt uden svøb tager Vibse oksekødspakkerne op i skødet en for en og giver dem en tur med kanylen. Hun er ikke bange, hun synes ikke, hun gør noget forkert, tværtimod, og hun tænker mest på Preben, der er på vej hjem, den søde mand. Da hun har afsluttet arbejdet med kanylen, køber hun en hamburgerryg fra en frilandsgård og triller videre.
Turen hjemad går hurtigere end ud, hun beslutter sig for at lægge vejen forbi Føtex i Ølby Centret, inden hun skal hjem og sætte maden over. Hun har pakket sig ind i køreposen og nyder turen, vinden har ikke bestemt sig for, om den vil blæse op eller lade være.
Vibse stiler uden svinkeærinder hen mod køleboksen, parkerer og rækker for tredje gang i dag hånden ned i tasken efter en kanyle. Gad vide, om Preben har husket at tage et par af de gode kuglepenne med hjem fra konferencen. Vibse gætter helst sin kryds med dem. Hun taber en pakke 9-15 % oksekød på gulvet og har et hyr med at få samlet den op. En ungarbejder med en palle brød efter sig veksler et blik med Vibse, det er et hjælpsomt blik, som Vibse afværger med en håndbevægelse. Herefter tager hun kanylen frem og stikker hul på plasten og sprøjter. Hun har ikke øje for den unge ansatte, hun skænker ham ikke en tanke. Han kigger imidlertid stadig på Vibse. Han lægger brødet fra sig, ser sig omkring i den nærved tomme butik. Så småløber han i modsat retning.
„Lene, vær sød at komme til køl nu,“ lyder en ung stemme fra butikkens højttalersystem.
Vibse kigger op i luften efter lyden. Det gør et par enkelte andre også. Vibse tager en ny pakke kød op, intetanende.
Endnu en gang kaldes der over højttaleren. Denne gang er stemmen højere og mere desperat: „Lene! Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg tror, det er kødterroristen. Kom til køl!“
Et par kunder kigger rædselsslagne på hinanden, en kvinde nede ved osten begynder at skrige. Det smitter, flere skriger og begynder at løbe mod udgangen.
„LENE, FOR FUCK’S SAKE, KOM TIL KØL!“
Vibse lægger en pakke ned i køledisken, hun er irriteret over al den tumult. Hun hader høje lyde og vil helst gøre sine indkøb i ro og fred. Hun finder to gamle brilleetuier frem, så hun kan komme kanylerne tilbage i et sikkert aflukke.
„Du skal stoppe det dér lige med det samme!“ En dame i Føtex-polo står forpustet foran Vibse, hun har to unge mænd ved sin side.
Vibse fortsætter sit forehavende og lukker det ene etui. „Hvad foregår der her? Kan man nu ikke få lov at handle i fred og ro?“
„Hvad tror du, du skal med de kanyler?“ råber Føtexdamen ad hende. En ung mand i hvidt slagtertøj træder frem og tager fat i Vibses arm. Vibse bliver forskrækket, det er et hårdt greb, han tager fat med, instinktivt griber hun efter kanylen med sin anden hånd og hugger den i mandens arm. Han brøler, det bløder, ikke meget, men der er bloddråber. Situationen spidser til. Den anden mand kommer sin kollega til undsætning, han tager den hånd, Vibse holder kanylen med, hun er i chok. Folk stimler sammen. Der er en større flok. Lene råber: „Ring til politiet!“
Over højttaleren knækker den unge stemme over i gråd: „Alle til køl!“
Vibse vrider sig.
„Jeg skal hjem til Preben. Hænderne væk!“ Hun forsøger at tænde sin scooter, det lykkes, hun har tre medarbejdere hængende på sig nogle få meter, de når at feje et tilbud på chilensk rød- og hvidvin på gulvet. En medarbejder ryger i svinget og tager to hele reoler af bland-selv-slik med sig, før bestyreren Lene får hevet nøglen ud af Vibses køretøj og kastet den væk. Gatsbyen stopper brat. Lene tager førergreb på Vibse og vrider hendes hænder om på ryggen, nogle sener i skulderen giver efter i små smæld. Vibse skriger af smerte.
„Preben! Hjælp mig!“