EPILOG

Han kigger op fra sit hul under fyrretræet. Sneen er smeltet, så han nu kan følge med i lugtene. Vinden suser i træerne. Stammefolket er ved at pakke deres tipier ned. Han har fulgt efter dem siden efteråret.

Den store høvding Thor Kill står som hugget i sten. Alle ved, hvad de skal gøre. Kvinder og mænd, stærke, prøvede, men sunde. De har pakket deres rensdyr. Thor Kill råber til afgang. Og flokken, en 30-40 mennesker, bevæger sig lydløst afsted med de få ting og sager, der er deres materialiserede liv.

Han lusker uset efter dem for at sikre sig, at de virkelig forlader lejren. Flokken vandrer dybere og dybere ind i den endeløse fyrreskov, går over høje og stepper. Der hvor sneen stadig ligger, der hvor man kan forsvinde for evigt. De bevæger sig stadig længere og længere væk fra byerne og vejene.

Da han har set nok, flere timer senere, vender han om. Skoven bliver stille igen, hans korte, tynde ben går som trommestikker over skovbunden, idet han piler tilbage mod lejren. Her slår han sig ned i møddingen for at gnaske på de efterladte ben fra vildsvin. Han er kommet en lang vej, siden stormfloden tog hans hjem bag Cafe Vivaldis containere i Karrebæksminde. Men det er ikke noget, han tænker over.