KAPITEL 39

POP.

„Godt nytår!“

Proppen flyver gennem rummet, Gud ved, hvor den lander. Vibse løfter flasken op i luften, mens boblerne flyder over. Hun har et tæppe om benene og fejer det våde væk med et par hurtige bevægelser, så godt som. Annemette rækker sit glas frem, så Vibse kan skænke op.

„Godt nytår, din gamle hejre.“ Annemette hæver glasset først mod Vibse, så mod de andre.

„Skål, så kom vi af med tysken. Endelig,“ siger Vibse.

„Mor, det er mange år siden, tyskerne forlod landet,“ siger Jean fra sofaen. Dog uden spor af irritation i stemmen. Palle sidder og holder om hende.

„Kom og få noget champagne,“ kommanderer Vibse til de øvrige gæster.

„Er det ikke en crémant?“ spørger Alma og tager et glas fra bakken på bordet.

„Tag lige et glas med til mig,“ siger Bjørn. Alma triller over til Vibse og stikker to glas frem.

„Hvis der er bobler, er det vel champagne,“ siger Vibse, mens hun skænker.

„Nah. Men mor elsker det i hvert fald,“ siger Alma.

„Ved du, om min Preben har lagt sig?“ spørger Vibse så. Alma vender sig om og søger sin mors blik. Annemette trækker på skuldrene.

„Hun er stort set væk hele tiden, heldigvis er hun for det meste glad,“ siger hun til Alma.

Omstændighederne taget i betragtning er det mærkeligt, at Annemette er så lykkelig. Hun er bange for, at noget voldsomt kommer til at ske, det er farligt at føle sig så tilfreds og varm om hjertet, det siger hendes krop hende. Hun går hen til vinduet og ser ud gennem det tykke glas. Hun ser græs, og hun ser den høje mur. Snart ændrer udsigten sig. De sidste fem måneder skal nok få ben at gå på. Hun fanger sit eget spejlbillede i ruden. Hun skal huske at rette sig op, det gør meget for en kvinde at have en god holdning. Hun smiler til sig selv, et stort smil.

„Vi kan godt se, du glor på dig selv, mutti.“ Almas øjne fejler ingenting.

Annemette vender sig om, hun bevarer smilet. Hun kan slet ikke lade være.

„Du er altså nødt til at beherske dig lidt, det er kun skøre mennesker, der smiler så meget.“ Der er kommet en kærlig tone over Almas stikpiller. Annemette er sikker på, at det har noget at gøre med mødet med Bjørn og udmeldelsen af LAU.

Johnny griner i Annemettes retning. „Jeg er bare lykkelig over, at mor er så glad for sin julegave.“

Annemettes perlerække er Hollywood-hvid. Det er en nuance, man må formode, Annemette er landet på ved hjælp af brystimplantat-teorien. Når en kvinde beslutter sig for at få lavet større bryster, vil hun vil have noget for pengene, og hendes syn på proportioner kan meget vel forandre sig på grund af dette brændende ønske. Som regel ændrer det sig til det større. I Annemettes tilfælde betød det hvidere.

Johnny giver hende et kys på munden, den har fået et naturligt løft ved igen at danne ramme om et sæt tænder.

„I visse situationer kan jeg nu godt savne den bløde, ufarlige trutmund.“ Johnny hvisker det i Annemettes øre med et fåret blik i øjnene. Hun dasker til ham.

„Helt ærligt, vi har ikke engang fået forretten.“ Hun giver hans lår et klem.

Alma tungekysser med Bjørn. Han står lænet ind over hende med sine tynde ben på hver side af kørestolen. De er et af disse par, der også er fysisk kærlige i det offentlige rum. Annemette kan meget bedre lide Bjørn end Dan Marc. Selvfølgelig kan hun det. Dan fik hende buret inde i fire år.

Af den grund holder familien endnu en gang fest i Storstrøm Fængsel. Bag døre af sikkerhedsglas, i et værelse uden fodlister, så ingen kan gemme narko, og med et bade-værelse uden afløbsrist, så ingen kan gemme våben.

Dan havde meldt Annemette til politiet uden at blinke. Annemette tilstod, men stod fast på, at den eneste indblandede, der havde været ved sine fulde fem, var Kirsten. Vibse forstod ingenting, men Jean havde grædt, hver gang hun besøgte Annemette i fængslet det første halve år. Alma forlod Dan på stedet og mødte Bjørn, der er behandler på et misbrugscenter. En del af omsorgsplejen, som Annemette havde drillet Alma med i starten.

Johnny går hen til Vibse for at få en udskænkning. Det ser ud til, at Vibse sover, hun har stadig flasken i skødet, og Johnny tager den, uden at hun ænser noget. Alma ruller hen til Annemette.

„Kan du holde det ud, mor?“ Alma slår ud med armene, for en celle er det også.

„Det kan jeg faktisk sagtens. Jeg har hele tiden kunnet holde mig selv oppe ved taknemmeligheden over, at jeg ikke blev dømt inden for terrorparagraffen. Og nu er der så kort tid igen, så kan far og jeg begynde vores liv sammen i lejligheden. Jeg går da helt og savner støjen fra de 8 spor på Køge Bugt Motorvejen.“

„Vi kunne bo mere naturskønt, men det er der råd for.“ Johnny blinker til Alma og tager Annemette i hånden. Jean og Palle sender Alma et indforstået blik, og Johnny trækker Annemette hen i hjørnet og hiver nogle printede sider frem. Almira, der ellers er optaget af at give sin kæreste et magtfuldt, ganske seksuelt kys, følger dem med øjnene. Almiras kæreste, hun hedder Iris, fniser og rødmer og vrister sig fri.

„Hvad er så vigtigt, at jeg skal hives til side lige inden middagen?“ spørger Annemette Johnny.

„Øjeblik.“ Johnny lægger siderne foran hende. Nogle af siderne er udskrifter fra Boligsiden.

„Du må vælge, skat.“ Annemette kigger på siderne, det er annoncer med landejendomme, primært nordsjællandske adresser og i en prisklasse på mellem 12 og 20 millioner. „Vi skal helt sikkert bo højt, så jeg har mest kigget nordpå,“ forklarer Johnny.

Annemette opdager, at hendes mund har stået åben i bar forbløffelse. Det er en anden fornemmelse, end da hun var tandløs.

„Det har vi da ikke råd til, er du blevet skør?“

Johnny står bag ved hende og tager nu om hendes skuldre. „Men det har vi,“ siger han med sin rolige stemme. Han viser hende en helt anden udskrift. Denne er fra Nordnet. En konto med en masse beløb dukker op. Annemette lægger mærke til det øverste, indeståendet på kontoen. Hun vender sig om mod Johnny.

„Er det vores? Har vi tjent så mange penge? Hvad fanden?“

Det er tydeligt, at Johnny har glædet sig til øjeblikket, han stråler som en sol.

„Yes, my darling. Lars Seiers penge omsat til investeringer i syntetiske proteiner. Du er også kommet til at sætte penge på syntetiske brændstoffer og Heligon. Det var fanden fise mig ikke dumt, skat.“

Annemettes øjne farer rundt mellem de mange tal på siden, så kigger hun igen på udskrifterne fra Boligsiden. Bladrer. Hvidkalkede facader, længer, stalde, kornmarker, fotos i vidvinkel, closeups af en vase i en karm med blurry baggrund, der får hende til at grine hovedrystende.

„Hvem har fundet på, at huskøbere har brug for det der?“

Alma og Bjørn nærmer sig. Almas øjne lyser, Bjørn forsøger at sætte sig i hendes skød i kørestolen, det synes hun ikke om.

„Bjørn og jeg vil gerne have en længe. Far siger, det ikke er noget med at sidde lårene af hinanden, vi synes, det kunne være sjovt at bo med lidt albuerum.“

Tårer løber ned ad Annemettes kinder, der er intet at gøre. „Jeg kan ikke tåle at være så glad!“

Smukke Palle står i døren i et jakkesæt, der sidder perfekt, selvom kvaliteten ser meget brændbar ud. Jean kommer til.

„Vi har talt med Johnny, vi er også klar på at rykke med. Det bliver et rigtigt kolle, ligesom i 70’erne, men du får ikke lov til at bolle Palle,“ siger Jean og griner af sig selv. Der er en stemning i rummet, som Annemette aldrig har oplevet før. Cellen føles som et prisme for alle former for kærlighed.

„Så går vi til bords.“ Almira og Iris står ved spisebordet, de har fået lov at låne et ekstra af fængselspersonalet. Gæsterne myldrer hen til bordet, pladsen er trang, flere får et bordben i knæet, og bordpynten strutter mere sjov end køn. Jean har rullet Vibse ind for bordenden. Hun synger om kong Christian.

„Det er for tidligt, mor,“ siger Jean. Annemette, der har sat sig ved den anden bordende, slår på glasset og skubber stolen ud.

Snakken forstummer. Annemette smiler sit Hollywoodsmil. Marion havde sørget for at anmode alverdens instanser om lov til at udføre proteserne under afsoningen. Annemette har tænkt sig at lufte de tænder, til hendes tandkød tørrer ud.

„Kære allesammen. Jeg vil bare sige tak for nogle vilde, uafrystelige år. Jeg er så glad for, at vi stadig ses og er tæt på hinanden. En ekstra stor tak til jer, Almira og Iris, tak, fordi I er kommet her i aften, selvom I er flyttet …“

„Flygtet, tak,“ siger Almira.

Annemette nikker hendes vej. „Noteret, flygtet til Berlin.“

Vibse løfter hovedet. „Hitler, det møgsvin. Godt, de fik ham!“

Annemette tager ordet tilbage: „Jeg vil også gerne skænke en tak til et par sande helte, som vi ikke har med os her i aften. Tak til Kirsten.“ Annemette holder en lille pause, gæsterne løfter glasset i stilhed. „Jeg håber, du fik fred. Nok sidder jeg her, men du satte mig stadig fri.“

En engel tager plads i stuen.

„Og tak, Thorkild, hvor end du er i verden. Du har betydet mere, end du aner.“

Alle løfter glasset.

„For Thorkild!“ siger de i kor.

„Og til allersidst: Skal vi ikke skåle på, at verden ser lysere ud? Vi har lang vej foran os, men jeg elsker jer, og jeg elsker, at vi sammen gør en forskel og skaber forandring.“ De klinker, de kommer med tilråb, en pifter, det er Bjørn, alle mulige og umulige glædesudbrud fyger gennem luften, de løber tør for crémant. Du almægtige. Det er en vild, vild aften. Det er en vild verden. Annemette smiler og blænder selskabet.