KAPITEL 4

Da Annemette vender tilbage til kontoret efter sit sidste besøg, står Almira og kigger på nogle beskeder, der er printet ud og hænger på den store opslagstavle i mødelokalet. Bag ved hende er alt badet i en klassisk kommunal belysning. Der må være noget videnskabelig dokumentation omkring netop denne luxværdi, noget, der entydigt beviser, at den er god for øjnene, men det er samtidig et lys, der får alting til at se mere opgivende ud, end det behøver. Den skrantende stuebregne, den ugidelige slitage af møblerne. Alt det, der skriger anonymitet, står knivskarpt.

Annemette ved ikke, hvad hun skal synes om Almira, så hun prøver at lade være. Der er mange i teamet, der har svært ved at greje hende. Hun kan virke vindtør.

Almira har altid været i aftenvagten med et 3-3-2-2-rul. Annemette forstår ikke, hvordan hun kan holde til det. „Jeg gider ikke cykle land og rige rundt i pisseøsende regnvejr, og hvad har vi,“ har Almira forklaret med henvisning til dagsruterne. Aftenruterne foregår fortrinsvis i bil. Annemette undrer sig stadig over, at bekvemmelig transport har større betydning for Almira end nattesøvn. Hun foretrækker dagvagter til enhver tid. Det kan være noget kulturelt, hun skal ikke kunne sige det. Hun husker faktisk ikke, om det er pakistanske eller afghanske rødder, der bor i Almira. Det kan også være et spørgsmål om A- og B-mennesker. Annemette har altid været A. Op med solen, ud i stalden, fodre, luge ud, af samme grund aldrig eje gardiner. Johnny led under det de første mange år. Ham og hans lange nætter foran skærmen, betting the night away.

Klokken er lige knap fire, overleveringen klarer Annemette og Almira på ti minutter.

„Hvad står den på i aften, skal du ud og svinge træbenet?“ spørger Almira, da Annemette pakker sammen. De plejer ikke at tale om deres privatliv, og Annemette er egentlig tryg ved den ordning.

„Det kan man ikke sige. Jeg skal mødes med De Hårde Nåle her ved femtiden,“ siger Annemette og kører en kam gennem håret. Annemette har pænt hår, skulderlangt og nøddebrunt og med et naturligt fald. Det er værd at huske på.

„Åh ja, jeres strikkeklub. Jeg ville stadig ønske, jeg kunne være med.“

„Ville du? Det hænger nok dårligt sammen med dine vagter,“ siger Annemette og kan ikke forestille sig, at Almira skulle blive en af dem. Almira kniber øjnene sammen.

„Altså, det er jo mest om aftenen, vi mødes.“ Annemette havde vist lydt lige lukket nok.

„Hvordan går det med Vibse, det er da stadig hende, I mødes hos?“ spørger Almira. Hun lader ikke til at have fanget Annemettes afmålthed, den var jo også kommet bag på Annemette selv.

Annemette mødte Vibse, dengang hun begyndte i hjemmeplejen og fik hende på sin første rute. En gæv kone på 82, konstant strikkende, formidabel med sine pinde, indehaver af en moderat demens, men når hun var klar i hovedet, var hun afsindig klar. Fra første møde behandlede Vibse Annemette, som var hun en hjemvendt datter. Vibse inviterede Annemette til at strikke med sammen med hende og datteren Jean. Vibse er limen i De Hårde Nåle, som de fandt på at kalde deres lille klub en våd aften. Annemette føler sig mere hjemme hos Vibse end i sin egen lejlighed på Karlemosevej.

„Hun har det godt, synes jeg. Det er jo det, der ofte sker, når man har mennesker omkring sig. Så holder man længere. Du ved godt, hun har demens, ikke?“

„Jo, jo, men så vidt jeg husker en naturligt alderssvarende en.“

„Præcis, og jeg synes, hun stanger den, altså, hun holder den i ave, det kommer i små bølger, men for det meste vender hun hurtigt tilbage.“

„Jeg tror, du har ret,“ siger Almira.

„Ret i hvad?“ spørger Annemette. Selvfølgelig har hun ret, det er hende, der kender Vibse.

„I at de gode relationer holder én tændt. Er det ikke tyve år siden, hendes mand døde?“

„Jo. Man skal huske at holde sig selv i gang med andre mennesker, når man bliver gammel. Man skulle nødig ende som et uudholdeligt røvhul, der råber ad de unge, når de cykler på fortovet.“

„Det gør jeg da allerede.“ Almira har ingen mimik, hun siger det helt tørt. Har hun humor?

„Du må hilse Vibse mange gange fra Almira.“ Almira venter ikke på bifald.

„Will do.“ Annemette skal se at komme afsted.

Jean, åbner døren, da Annemette ringer på. Hun er et syn. Hendes hudtone er solovermættet året rundt. Det er en hudfarve, hvis brunlige dybde mest ses hos pensionister med have eller båd. Hendes hår er sat op i en høj, tynd hestehale, der svinger, når hun går. Hendes talje er forbilledlig smal, hun har tit korte, stramme bluser på, der understreger det. Annemette tager hatten af for måden, hun bærer sig på, uden pardon. Hun er immervæk 51.

Jeans to børnebørn, Patrick og Isabella, kommer farende, da de hører døren.

„Hej med jer, har I fået lov at komme hjem hos mormor?“ Børnene svarer ikke, de har ild bagi.

„De bliver hentet om et kvarter.“ Jean sender dem ind i stuen. Hun elsker de børn. Hun henter dem i institution tre gange om ugen, kører dem til spejder og fodbold, og sidste sommer tog hun dem med på cykeltur og sov i shelters.

„Kan du tage dem her?“ siger Annemette og rækker Jean to smørrebrødsæsker.

„Åh, du er en skat. Er der roastbeef med?“ spørger Jean, da hun tager imod og kysser Annemette på kinden.

„Tre stykker, så vi ikke skal slås. Skulle jeg have købt en fiskefilet med til ungerne?“

„Nej, nej, de spiser hjemme med deres mor, Sally er på vej.“

Annemette går direkte ud i køkkenet, mens hun råber ind i stuen.

„Godaften enkefru Vibeke Raagekjær, har foddamen været her?“

„Kom ind til mig, hvis du vil tale med mig,“ lyder det inde fra tv-stuen.

Annemette smider sin jakke på chatollet i entreen og går ind til Vibse, der er i gang med pindene, det ligner et flagermusærme til en sweater. Hun sidder i lænestolen, som hun har siddet tynd, men den har fået et stykke stof over sig. Hendes fødder hviler på fodskamlen. Hun vipper med dem for at holde blodomløbet i gang. Hun har trådt hælkappen ned på sine kinasko. Annemette får altid en trang til at rette den ud, så skoen sidder ordentligt fast. Det forstyrrer hendes blik. Annemette giver Vibse et kys på panden og sætter sig i sofaen over for Vibse.

„Jeg spurgte, om foddamen har været her?“

„Hun har været her, ja. Mine hæle er bløde som en barnenumse, og hun har sat en bøjle under neglen på toeren, så jeg kan holde ud at være her igen. Dit hår sidder flot,“ siger hun og kigger kærligt på Annemette.

„Jo tak. Skal vi spise med det samme?“

„Det synes jeg. Jean er i dårligt humør. De vil åbne armen op igen,“ siger Vibse.

„Er det seneskedehindebetændelsen, der stadig driller?“

„Gu’ er det den. Nu er det fire måneder, hun har været sygemeldt.“

„Har lægehuset egentlig haft den samme vikar som sekretær i al den tid?“

„Det ved jeg da ikke. Men der er jo ingen, der kan fylde jobbet ud som Jean. Hun har taget på klienterne. Hun ved præcis, hvem der skal have en akut tid, og hvem der skal tales lidt ned. Har hun nogensinde taget en blodprøve på dig?“

„Ikke endnu.“

„Nej, men hun kan altså finde den mest fedtmarmorerede vene og ramme den i første hug, det er uden sidestykke.“

Jean kommer ind med to Smarties-is. „Er vi enige om, vi ikke siger en skid til mor om de her to bad boys?“ siger Jean med øjne fulde af kærlighed og rækker Patrick og Isabella ispindene.

„Vibse siger, du skal opereres i armen. Det var da noget L-O-R-T?“

„Vi kan godt stave til ‘lort’,“ siger Patrick. Han har is i hele hovedet. Det ser ikke ud til at genere ham.

„Ups,“ siger Annemette. Hun ved ikke, hvorfor hun overhovedet havde stavet sig frem i første omgang. Jean bander og svovler, som blev hun betalt.

„De har hørt værre, A.M., ro på. Men ja, det er skidehamrende irriterende. Jeg synes ellers ikke, jeg er en, der lader mig løbe om hjørner med. Men jeg skulle have insisteret på en operation, da jeg var til undersøgelse sidste måned.“

„Sig som en hest!“ råber Patrick til Annemette og griner med barnets forventning.

„Patrick, sig det én gang til, og jeg stopper den is op i røven på dig!“ smiler Jean og peger.

„Han siger det bare for at få dig til at bande, momse,“ slubrer Isabella.

Annemette smiler, så godt hun kan, men lidt trist bliver hun.

Patricks øjne lyser af drilleri, men han har tilpas meget respekt for Jean til ikke at sige mere. Han ved, hun kan finde på det meste. En gang skubbede hun drengen ind i et springvand, da han nægtede at komme ned fra kanten. Det skabte lidt turbulens med forældrene, men Patrick elsker hende bare endnu mere.

Jean rejser sig, da det ringer på døren, og Vibse kører en af sine servietter over Patrick og Isabellas mundtøj, da de passerer hende i løb mod døren.

Jean stikker hovedet ind, da hun har fået sendt børnebørnene afsted.

„Nå, lad os så få noget smørrebrød. Jeg henter en citronvand til dig, mor.“ Vibses pinde klikker taktfast derudaf.

„Du kan vel ikke strikke med den arm, Jean?“ spørger Annemette.

„I hvert fald ikke i aften, jeg er ikke kommet videre med Karlssons trøje de sidste par uger.“

„Har han brug for den på den her tid af året?“ spørger Annemette.

„Han er jo ikke større end en støvbold. Det er ganske almindeligt at give små hunderacer som pomeranianer tøj på. Faktisk er det direkte ondskabsfuldt at lade være.“

„Jo, jo. Men også om foråret?“

„Det danske forår er en kold, utro satan.“

Annemette lader det ligge. Man skal ikke diskutere omsorg for hunde med Jean. Det er sket, at hun er blevet voldsom. Som regel under indtag af alkohol, og der kan vi alle sammen komme galt af sted. Så må man sige undskyld og komme videre. Og det er Jean faktisk god til. Tilgivelse. Man skal bare være god ved hundene, så kan hun sagtens styre temperamentet. De små, trofaste sjæle.

„Jeg kan godt strikke lidt på din trøje til Karlsson, hvis det er,“ siger Annemette.

Annemette skæver kort til Vibse i stolen. Hun er med og klar. Annemette synes, hun kan høre det på Vibses pinde, når hun forsvinder, de får et mere mekanisk tempo, og dette mekaniserede strikkeri passer som regel med, at Vibse siger et eller andet usammenhængende om en kusine, hun lige har haft i røret, som i virkeligheden har været død i tyve år. Sådan er demensen.

„Der går en film med Bradley Cooper, er det den, vi skal se på torsdag?“ siger Annemette.

Sidste torsdag i måneden har De Hårde Nåle tradition for at tage ud af huset. Mest bare en tur i biografen.

„Jeg har en svaghed for ham Leo,“ erklærer Jean.

„Altså DiCaprio?“ spørger Annemette.

„Ja! Han skulle fanden fløjte mig ikke løbe to gange rundt om min seng.“ Jean råber nærmest.

„Det er der heller ingen chancer for, han kommer til,“ Vibses pinde klakker lystigt. Jean ser slapt på sin mor.

„Han er sindssyg god, Leonardo. Men går der noget med ham?“ Annemette mener ikke at have hørt nyt fra hans side for nylig.

„Der går en film med ham i Køge Bio, jeg har tjekket det.“ Jean ser skiftevis på Vibse og Annemette med en vis selvtilfredshed.

„Jeg siger, vi trækker lod,“ lyder det fra lænestolen. Vibse har haft svært ved at komme sig over Bradley Cooper, siden dengang hun så ham synge lidenskabeligt til Lady Gaga på tv.

„Lige meget hvilken af de to film vi ender med at se, ved jeg, at jeg skal hjem og give Palle en ordentlig omgang bagefter,“ siger Jean.

„Det behøver vi ikke vide, Jean.“

„Du er så sart, mor.“

„Faktisk ikke. Dit sexliv interesserer mig bare ikke, min pige.“

Annemette holder et stykke rødt garn frem for Vibse og Jean.

„Nu lægger jeg et stykke garn i den ene hånd, og så vælger I en hånd hver. Garnet er Bradley Cooper.“

„Så gemmer du garnet, og jeg trækker hos dig, Jean. Vi skal nok løse den.“

Både Vibse og Jean trækker en tom hånd.

„Yes. Jeg bestiller tre til Leonardo, skal vi sige torsdag klokken 14?“

Jean springer op af sofaen og skubber hoften frem i en bollebevægelse. Vibse smiler overbærende og skyller situationen ned med en rest citronvand.

Et par timer senere står Annemette i sin lejlighed på Karlemosevej og nyder den sælsomme udsigt. De høje, bare mure, kun forstyrret af overvågningskameraerne. En plet græs her og der. Folk er begyndt at gå aftentur på stierne, det er sket i takt med, at man har fået smidt de fleste Loyal to Familia-bandemedlemmer i spjældet. Buskformationer, flaskecontainere. En svag, dog evig susen fra motorvejen. Horisontlinjen med skiltet fra Burger King som måne. Annemette løfter sit glas og tager det helt ind til næsen, crémanten er sød og kold.