KAPITEL 6

Annemette strækker hals, som hun står foran Køge Bio med tre billetter i hånden. Der havde næsten været frit slag med pladserne i salen, så hun havde reserveret sofarækken midt i rummet. Leonardo DiCaprio plejer ellers nok at kunne tiltrække et publikum, men det er selvfølgelig en tidlig forestilling. Hun kigger på sit ur, den er kvart over et. Jean og Vibse er sent på den, så hun kunne sagtens have nået at parkere bilen ordentlig i stedet for at bakke den skævt ind i båsen. Hun har sikkert fået en bule, når hun henter den igen.

Annemette får øje på Flexbussen, der som en anden taxa smækker røven ind lige foran hovedindgangen. Jean er tydeligt irriteret. En hjælper eskorterer Vibse ud og venter på, at Jean tager den gamle dame under armen.

„Det er da utroligt, så længe du kan være om at komme ud ad døren.“

Vibse ser fornærmet ud.

„Inden du kommer for godt i gang, så glemte Merete fra 131A engang at slukke for strygejernet. Hun betalte en dyr pris.“

„Men du stryger jo ikke, mor. Du har altid rullet dit tøj, og nu ordner hjemmeplejen det for dig. Det giver ingen mening, det du siger.“ Jean tager alt for hurtige skridt med Vibse under armen. Annemette forsøger at se mild ud. Mild og afmonterende. Hun vifter med billetterne, som om de er en kærlig moders hånd.

„Tre billetter til et par timer med Leonardo DiCaprio,“ siger hun friskt.

Jean giver et hektisk luftkys mod Annemettes kind.

„Kan du tage dig af mutter her, så går jeg ind og får styr på popcorn og slik? Skal I have cola?“

Annemette tager Vibse under armen. Hun ser lettet ud.

„Nej tak,“ siger Vibse tørt og mumler så: „Dit sure løg …“

„Danskvand. Med citrus,“ afbryder Annemette.

„Med citrus!“ Jean vender øjne, inden hun sætter kursen mod slikafdelingen. „Hvorfor stikker du ikke bare tungen ind i et køleskab, der aldrig har været gjort rent?“

Vibse og Annemette bevæger sig stille og roligt mod den lille sal 5.

„Vil du følge mig til toilettet, min ven?“ siger Vibse så.

„Skal du lave bummelum?“ spørger Annemette og skæver til et armbåndsur, hun ikke har på.

„Du må sgu ikke tale sådan til et voksent menneske, A.M.“

„Jeg har mistet min kant, da jeg mistede mine tænder, Vibse. Skal du skide?“

„Jeg er en anstændig dame, og jeg skal tisse. Med forlov.“

De smiler begge to og går over mod toiletterne.

„Hvad satan, der er jo nærmest ikke et øje!? Så kan man da få lov at sidde og pille lidt ved sig selv,“ siger Jean højlydt og møder veloplagt de få andre biografgængeres blikke, før hun smider sig i en sofa. Vibse gør tegn til Annemette om at sætte sig ved siden af Jean.

„Man forstår godt, kvinden ikke har så mange andre veninder end sin mor …“ Annemette sætter sig mellem mor og datter.

Det er en gåde, hvor Jean har fået sin brovtende facon fra. Nok er Vibse direkte, men hun er ikke grov, pervers eller svovlende. Visse ting kan man ikke forklare med en direkte linje mellem to punkter. Vibse fortalte engang, at Jean havde haft svært ved at få tætte venskaber i folkeskolen, hun havde altid været det tredje hjul. Det mente Vibse havde sat sig i hende som en sårbar erkendelse, hun med tiden havde forvandlet til et hårdt skjold. En voldsparat kamphund, som hellere bider fra sig end bliver bidt. Der kan være så meget, der runder os mennesker. Bag Jeans tandkødsblottede fremtoning er hun i hvert fald det mest kærlige og uselviske menneske, Annemette kender.

Et nærbillede af et mærkværdigt maleri viser sig på lærredet, og Leonardo DiCaprios stemme toner frem. Han fortæller om maleriet, som hang som plakat over hans tremmeseng i barndomshjemmet. Maleriet er uhyggeligt, spækket med dommedagsmotiver og andre dystre herligheder. Endelig kommer Leo frem på skærmen, håret er skrabet tilbage i en stram knold. Han taler med en japansk herre i jakkesæt i FN. Hurtige klip til isbjerge, der dramatisk vælter i havet og smelter, døde koralrev, flodbølger og hundeangste mennesker, der driver afsted gennem gader på tilfældigt flydende genstande.

De Hårde Nåle udveksler blikke i mørket.

„Hvad skal det forestille? Er det sådan en katastrofefilm eller hvad?“ Jean kan ikke finde sig til rette i sædet.

„Det var dig, der fandt den,“ svarer Vibse, og Annemette skutter sig.

En time og seksogtredive minutter senere løber rulleteksterne op over lærredet, og Leonardo DiCaprios berømmede klimadokumentar Before The Flood er slut. Vibse, Annemette og Jean bliver siddende uden at gøre mindste tegn til at forlade salen. Ingen siger noget. Lyset bliver tændt. En ung mand går rundt mellem sæderne med en plastiksæk og samler affald. Annemette tørrer et par tårer bort og skæver til Vibse. Vibse sidder mast ned i sædet med åben mund og opspærrede øjne og ligner en, døden har besøgt uventet og med rædsel. Jean ser rasende ud, hendes underkæbe er skudt helt frem.

„Jeg skal bede jer om at samle jeres ting og forlade biografen,“ siger den unge mand uden at kigge på dem, men der er ikke andre i salen.

„Jeg skal bede dig om at holde kæft,“ råber Jean med rust på stemmebåndet og får den unge mand til at fare sammen. Så vender hun sig mod sin mor og Annemette.

„Hvad fanden har I tænkt jer, vi skal gøre ved det her? Jeg kan slet ikke holde ud at se sådan noget pis, jeg har ikke plads til det lort … Jeg vil gerne forbi Patrick og Isabella. Jeg har brug for at se dem. Det er da ikke til en skid at tage i biografen og blive deprimeret, hvad kan jeg bruge det til?“

Annemette føler sig fortabt. Hun er blevet så grådlabil siden ulykken. Men det er ved Gud også den mest deprimerende film, hun nogensinde har set, og så er den ikke engang fiktion.

Tabt, alt er tabt.

Annemettes tænder, tabt. Hendes stutteri, tabt, hendes kærlighedsforhold, på gulvet. Det, der har holdt Annemette i gang, har altid været Alma og så den erkendelse, at verden bliver ved med at gå sin gang. Selv når hendes egen har været lagt ned, har der været en klode fuld af liv, der upåvirket har fortsat sin konstante rotation om sin egen akse, pyntet med årstider, der skifter. Med en utrættelig gæstfrihed har den lagt stue til menneskeheden. Hvad nu hvis kloden giver op og lader os sejle i vores egen døde sø? Fordi vi har tvunget kloden til at finde en ny måde at findes på, og den måde bliver uden os. Så bliver det ikke, som om vi har vundet eller besejret naturen. Nej. Vi har dræbt os selv. Annemette kan mærke skrækken fra rædselsnatten, dengang stormfloden skyllede ind over gården. Hun kan høre hestenes skrig og får trang til selv at skrige.

Vibse undgår at kigge nogen i øjnene. Hun ser stadig forfærdet ud, da to mænd i vagtuniform kommer ind i salen med den unge mand med affaldssækken efter sig.

„Er der et problem herinde?“ spørger den ene uniformerede.

„Ej, så stop dog med at lege politistat! Tag for helvede tidligt fri og køb et stykke blødt brød med hjem til konen i stedet!“ Jeans bemærkning pacificerer vagterne et øjeblik, og de tre damer samler jakker og tasker og bevæger sig mod udgangen.

Ude på gaden står de lidt uroligt i en klynge. Skyerne har trukket sig sammen som et varsel. Jean hiver en pakke cigaretter frem. Hun kigger mistroisk på det skod, hun hiver op. „Nu vil jeg prøve at glemme, at vi så det lort,“ siger hun til cigaretten.

Vibse tager fat i Annemettes arm og hvisker: „Kan vi ikke gøre et eller andet? Jeg kan ikke dø fra den her verden uden at have forsøgt at gøre noget.“

Vibses ord ræsonnerer i Annemette, hun nikker. Hun opfatter øjeblikket som afgørende, også selvom det ikke giver mening for hende, da hun få minutter senere betragter Vibse bevæge sig mod Flexbussen på sine dårligt gående ben og med et gammelkoneforvirret hovedflakseri. Jean træder sit skod ned i fortovet, inden hun hopper ind i bussen ved siden af Vibse. Alt blænder i skarpe kontraster.

I bilen mod kontoret på torvet i Køge sidder Annemette hele vejen med en knugende fornemmelse i maven. Det var en dum ide at tage en aftenvagt efter biografturen. Hendes første besøg er hos Kirsten. Tavse, slukkede Kirsten.

„Kirsten!“

Denne aften låser Annemette sig ind uden at vente på svar. Hvorfor spille komedie, hun står jo ikke op og åbner.

„Kirsten, det er hjemmeplejen. Lad os få lidt mad i dig, min ven.“

Annemette stikker hovedet ind i soveværelset. Nedrullede gardiner, ingen tegn på liv. Pillekrukken står på gulvet ved hovedgærdet. Den er ikke engang forsøgt skjult under sengen, står bare der som en slikskål. Ellers ser alt ud, som det plejer. Normalt ville hun bare gå ind for at sikre sig en vejrtrækning og så forlade rummet for at tilberede maden. I dag går hun helt hen til sengen og sætter sig forsigtigt ved Kirstens side. Kirsten ligger som en død i kisten, på ryggen med foldede hænder over dynen og øjne, som er lukkede til den evige nat.

Annemette lægger en hånd på dynen. Intet i Kirsten rører sig. Annemette kigger lige frem for sig, ind i savsmuldstapetet med sin ligegyldige struktur. En underlig bølge begynder at skvulpe inden i hende, den føles stor og påtrængende, og det eneste, hun kan gøre, er at slippe den fri. Den overmander Annemette, hendes krop krymper sig. Hun hulker. Kirsten åbner øjnene, ikke bare halvt og dovent, hun åbner dem helt og ser for første gang Annemette i øjnene. Så strækker hun sine arme frem mod Annemette, som bøjer sig og lader sit hoved falde ned i Kirstens favn. Hun hulker højlydt og magtesløst videre, nu da hun kan gemme sit ansigt i Kirstens dyne, og hun mærker Kirstens hænder ae hende over ryggen og i håret. Det føles som et lille mirakel, aldrig har hun oplevet sin egen gråd være så velkommen.

„Det går over,“ siger Kirsten.