KAPITEL 30

Der er noget storslået over at se ting ovenfra. Det rokker ved noget i ens indre, fornemmelsen af at være tættere på himlen. Et vagttårn er ikke højere end 5 meter, men Annemette får stadig den slags tanker. Hun trækker vejret dybt, da de har læsset oppakningen af og står og spejder ud fra tårnet. Solen insisterer stadig på at deltage her på dagens sene timer. Bakkede græsenge omkranser skoven. De står længe, før de sætter sig på gulvet i tårnet og pakker sig ind i tæpper. Det er ikke meget, de siger, for skovens lyde fylder en del.

„Nej, hvor er det vildt, se dér, det er en fiskeørn,“ siger Jean og peger hektisk mod himlen. Annemette ser op og ser en fugl med et væsentligt vingefang. „De to, der flyver derovre, jeg tror, det er duehøge. Eller spurvehøge, det kan være svært at se forskel.“ Jean peger i modsat retning.

„Men hvordan ved du overhovedet noget om fugle?“ Annemette er mildt sagt overrasket.

„Du tror, det er løgn. Det er Oles skyld. Han har tit besøgt Palle sammen med cykelholdet, og han kan tale fanden et øre af om fugle. Du kan sikkert forestille dig hans belærende tone, nu da du har set ham folde sig ud i medierne. Han har altid en bog om fugle med. Indimellem har jeg vel lyttet efter. Der er jo flere arter på disse kanter end hjemme i Danmark.“

De kigger på himlen. Mørket lurer i skumringen. Det er ved at blive køligere.

„Ole, altså. Har du dårlig samvittighed over for ham?“ spørger Annemette.

„Lidt. Men jeg tror ikke, han brugte sin rejsning til noget. Jeg tror på, at han til hver en tid ville bytte sin rejsning for medieomtale.“

„Ha!“ hvisker Annemette og hører en sær lyd, hun rejser sig op i et hurtigt ryk. „Er det en elg?“

Et stort dyr med gevir slentrer døsigt over græsset, ikke langt fra tårnet. Jean rejser sig også op.

„Det tror jeg. Den er nok ikke alene. Stedet er ved at udvikle sig til det rene Noahs ark, synes jeg.“

Mørket falder hurtigt på, stjerner træder frem.

De har ventet i tårnet adskillige timer. Jean tager en ekstra trøje på.

„Tænker du også på, hvor ubetydelige vi mennesker er?“ spørger Annemette, hun længes efter en crémant til at smøre det enestående øjeblik.

„Ikke lige nu,“ siger Jean.

Annemette har en følelse af, at noget vigtigt er på vej. „Nej, men det er jo noget med, at du og jeg ikke er andet end en bøvs i universet, i evigheden. Men … hvis vi lykkes med at få nedlagt det svin, så vil det kunne betyde menneskeracens overlevelse. Det vil være en handling, som kan blive en vigtig brik i at undgå den totale destruktion.“

„Jo, jeg håber i hvert fald …“ forsøger Jean.

Men Annemette afbryder. „Jo. Folk vil ikke forstå sammenhængen, men Johnny har gjort sig tanker, okay. Og han har bedt mig om at investere penge i nogle virksomheder, som kan afløse kødmarkedet. Impossible Foods, Beyond Meat og nogle andre i den dur.“

Nu er det Jean, der bryder ind. „Men havde I ikke kun gæld tilbage?“

„Johnny har åbenbart formået at skjule en lille pose penge, nok til at foretage et par investeringer. Så jeg har læst op på de her firmaer. Det er fremtiden. Altså, kan du se det? Hvis folk kommer sig over at skulle undvære at spise dyr, så er der en reel chance for, at vores børn og børnebørn kan skabe en anden verden.“

De kommer til at fnise, det er store ord, sikkert for store, men de føles godt.

„Jeg forestiller mig, at alle dem, der mener, de er i færd med at redde verden, har det som os. Jehovas Vidner kigger altid på mig, som om jeg er omgivet af helvedes flammer, når jeg står i døren. Altså, folk kommer ikke til at åbne dørene for os, de vil se på dig og mig på samme måde, som de ser på en grinende terrorist, der står på et bjerg med et overskåret hoved og en kalashnikov, på TV2 News.“

En pludselig lyd får dem til at fare sammen. Det er et grynt. De tysser panisk på hinanden. De anstrenger deres øjne i mørket, og selvom det er svært at se konturer tydeligt, er de ikke i tvivl. Lige der hvor skovbrynet bliver til åben eng, mellem høje græsser, på den anden side af de store stammer og det mørke vildnis, kommer først en, så to og endelig en lille vildsvineflok ud af mørket. Kun deres rygge er oplyst af svagt månelys. Guddommeligt tæt på tårnet.

Jean strækker sig efter tasken med pistolen. Bevægelsen gør, at hun slår en lille prut. „Ej, undskyld.“

Annemette skal grine, den lille, åndssvage, ubeherskede lyd i den spændte situation.

„Er du klar over, hvor heldige vi er?“ hvisker Jean ophidset. „Jeg har set alle afsnit af Nak og Æd og også det der dyreprogram med Sebastian Klein og andre naturnørder, der skal finde dyr på tid. Og de ser aldrig vildsvin. Aldrig!“

Svinene grynter. De ser ud til at have snuderne solidt plantet i græsset. Jean har fået fat på pistolen og sigter tilfældigt ud i mørket. De fik ikke prøvet et skud af. Annemette havde desuden forestillet sig, at det var hende, der skulle betjene den. Jean sigter nu mod svineflokken og roder med pistolen, først med den ene finger, så med begge hænder.

„Skal jeg gøre noget?“ spørger Annemette forsigtigt. Hendes hjerte hamrer, og hun kan ikke holde ud, at der ikke sker noget. Jeans bevægelser er hektiske. Hun trykker og trykker på aftrækkeren, den sidder fast. Jean vifter med pistolen, som om hun prøver at vriste kuglerne ud af den. Vildere og mere og mere desperat. Hun virker ukontrolleret.

„FOR FUCK’S SAKE!“ råber hun så. Stemmen er høj og knækker.

De kan høre klove, der løber væk. Det går stærkt, på et øjeblik bliver der helt stille.

„Hvad fanden skete der?“ Annemette kan ikke styre sin skuffelse. „Vi har én forbandet chance, og så pisser du den væk!“

„Du kunne sgu da have spurgt ham Thorkild om instrukser, inden du bare tog imod et våben. Lortet virker ikke.“ Jean er mindst lige så rasende.

„Du skal jo slå sikringen fra. Det troede jeg da, du vidste. Våbnet er ladt, for helvede.“

Jeans mund strammer til, hun er sendt tilbage til MUS-samtale på klinikken om sygefravær og uterlig opførsel under frokosten.

„Jeg kan slet ikke holde dig ud lige nu, sidder der og giver mig skylden. Jeg har sgu da seneskedehindebetændelse, men tog ansvar, du sad jo bare og gloede.“

De begynder at pakke sammen i det oprømte gear.

„Du gav mig ikke chancen. Du slog en ordentlig skid og greb efter pistolen, inden jeg kunne nå at tænke eller handle.“

Jean stopper op og korser armene. „Klandrer du mig for at have slået en prut, det er sgu da ikke noget, man plan-lægger, din idiot.“

„Der er ingen, der skal kalde mig idiot, du. Vi pakker og tager tilbage til hytten.“ Annemette siger det så autoritativt, hun kan.

„Jeg havde da heller ikke tænkt mig at blive hængende,“ mumler Jean, og Annemette lader bemærkningen fare. Hun har brug for at falde ned. Det har de begge to. De er dumme at høre på.