KAPITEL 7

Det er heldigvis lunt i vejret, da Vibse, Jean og Annemette står på Køge Torv en morgen i maj.

Siden de tre kvinder var i biografen for henved tre uger siden, har Jean ikke haft noget positivt at sige om noget. I hvert fald ikke, hvad Annemette ved af.

„Hvad er det for noget gøgl, du har lokket os til! En demo på torvet. Jeg føler mig som en idiot,“ snerrer Jean ad Annemette, mens en skoleklasse passerer. At dømme ud fra energiniveauet nok en specialklasse: To elever er på vej ud på kørebanen, og de tre lærere ligner kommende stresspatienter.

„Jean! Slap nu af.“

Annemette frygter, at hun ender med at skulle stå på torvet alene. Når demensen ikke ejer Vibses hjerne, er hun sådan set kampklar, men Jean, derimod … Hun mener, det hele er håbløst, og Annemette har lovet at strikke to trøjer til Karlsson for at få hende til at tage med i dag.

Vibse roder med deres banner.

„Har du set Cowspiracy?“ Annemette nægter at give op, hun ved, at inde i Jean bor en kriger.

„Cow-hvad?“ Jean kunne lige så godt have sagt: „Det rager mig.“

„På Netflix, en dokumentarfilm om, hvordan kødbranchen smadrer vores børn og børnebørns fremtid! Det har du nok ikke så.“

Annemette kigger på Vibse for at se, om hun er med.

„Du ville få et andet syn på sagen, hvis du så den. Hvad med En ubekvem sandhed? Eller En ubekvem sandhed 2, for den sags skyld?“ spørger Annemette.

„Det lyder da tåbeligt at lave to film med samme titel,“ siger Jean.

„Nej, Jean, det er ikke tosset, for verden er på skideren, så man er nødt til at lave film hele tiden, så vi lemminger kan forstå budskabet og gøre noget andet, end vi plejer.“

Stemningen er so-so.

„Jeg skal lige have to minutter til at pynte hønsesalaten af,“ siger Vibse. Jean og Annemette ser på hende. Hun falder ind og ud af demensen her til morgen. Annemette retter igen blikket mod Jean:

„Alle skulle tvinges til at se de her film. Også The Milk System, Terra og øh Rotten OG Tomorrow OG The Cove!“ Hun må hellere holde en pause nu, så Jean ikke stikker af.

„Jeg savner, at du taler om Familien på Bryggen og Greys hvide verden.“ Jeans kommentar blafrer.

„DU ER MED PÅ, AT DU IKKE ER DEN ENESTE, DER BEKYMRER DIG, IKKE?“ råber hun uventet. „Jeg ville ønske, jeg kunne fortsætte med at bekymre mig om min kroniske seneskedehindebetændelse, og om hvorvidt ungerne lærer at læse i skolen. Men det er blevet umuligt, forskellen på os to er bare, at du bilder dig ind, at vi kan lave om på det. At vi to, ja, to en halv med mor, at vi skulle kunne forhindre katastrofen. Det er jo nonsens!“ Jean hikster.

Annemette lægger en hånd på hendes skulder.

„Jeg er glad for, at du er taget med i dag, Jean. Vi handler. Det kan i hvert fald ikke gøre ting værre,“ siger hun roligt.

Jean falder lidt ned.

Det er hendes andet udbrud i dag. I toget mod Køge havde hun holdt en meget lang tale om apati og modløshed. Hun har forsøgt at fordrive den ved at have seksuel omgang med sin mand, men han kan åbenbart ikke længere holde til det.

„Han kan ikke få den op at stå halvdelen af tiden, den båtnakke,“ havde hun sagt i en trykket stillekupe, hvis stilhed kun var blevet tykkere.

Vibse havde sagt tydeligt fra. Hun fik nok. „Så er det godt. Jeg stopper dig her! Ikke mindst på vegne af togets andre passagerer, vi er alle sammen flintrende ligeglade med dit sexliv, de fleste af os mister appetitten. Slut!“

Jean havde klappet i. Men det havde været en kvælende tavshed, og Annemette havde forudset, at hun ville tage en volte mere for at komme af med resten af sit uforløste raseri.

Nu står de her på torvet, og Vibse rækker Annemette den ene ende af deres banner. Fire lagener og seks bambuspinde er der gået på det. Vibse har været primus motor på den praktiske del af aktionen. Produktionen af banneret har hun styret, mens Annemette har stået for ideen og selve afviklingen af deres klimaprotest. Banneret virker meget mindre på den luftige plads omkranset af klassiske 1900-talsbygninger, end det gjorde hjemme i Vibses lejlighed.

„De fleste oprør starter i det små, det er her, man står sin prøve og holder ud,“ siger Annemette og hører tvivlen i sin egen stemme.

Jean virker deprimeret. Torvet er forholdsvist mennesketomt, et par krydsende turister på cykel. Slingrende i langsomt tempo, ingen fornemmelse for øvrig trafik.

„KLIMA MODSTAND NU!
VI KLARE DEN IKKE UDEN NATUREN!“

De kigger på banneret og på hinanden. Jean begynder at ryste på hovedet, en tale er ved at finde vej:

„Nej, nej, nej! To sætninger er alt, vi skulle præstere, og så er der fanden fise mig to kæmpestore fejl. Vi ligner jo en flok dummernikker, der er trillet ind fra oplandet med hovedet under armen.“

Annemette rynker på næsen: „Det er nutids-r’et, er det ikke?“

Jean tager sig til hovedet. „Danmarks dummeste stavefejl. Vi tager den lige en gang til for prins Knud: Man sætter løbe ind som udsagnsord i sætningen, og så ved man, at naturen ikke LØBE en skid. Og som prikken over i’et har vi svunget os op til at dele et sammensat ord i to. Jeg kan ikke have, at vi er idioterne, der står her og spiller fandango med en dårlig staveplade. Hvem har taget sprittuschen med, eller skal vi ud og købe en ny? Det er jo virkelig kønt, når man tænker på demoens grundtanke, at vi skal tænke os om, så vi ikke ender i et skide overforbrug.“

„Hey, hey. Jeg skaffer en, jeg låner en. Så slemt er det heller ikke. Lad os lige samle tankerne. Vi får rettet teksten til. Jeg er ikke sikker på, folk overhovedet bemærker den slags.“ Annemette stikker den ene bambuspind i hånden på Vibse og giver Jean den anden.

„I kan lige så godt udnytte tiden og protestere, mens jeg finder en pen,“ siger Annemette. Vibse nikker til hende. Jean trækker væk fra Vibse, så banneret kan folde sig ud. Der er god vind, så det kræver lidt at holde det oprejst. Hun bliver ved med at skælde ud, mens hun går. Hvad er det, man siger? Intelligente mennesker taler med sig selv.

En ung mor med et barn i hver hånd smiler til dem. „Godt, I gør noget,“ siger hun. „Jeg har hænderne fulde, ellers havde jeg været med, så tak for jer.“

Jean sender en spejderhilsen. Den positive tilkendegivelse gør hende perpleks.

Vibse har sit gangstativ med, hun skal stå op i længere tid, end hun plejer, men hun nægtede at være med hjul i dag. Hun forsøger at fæstne bambuspinden på det ene håndtag, men det bliver aldrig helt godt.

Annemette vender sig om og ser efter dem, da hun går ud for at finde en pen. De ser ud, som om de ikke ved, hvor de skal se hen, som de står der med seks meter mellem hinanden. Det bliver nok en lang dag. Hun havde ringet til Alma i morges med ønsket om at dele sin plan med hende, måske sige noget indsigtsfuldt om tilværelsen, noget, der kunne fjerne det opgivende i hendes stemme, men hun havde ikke kunnet få manet det frem, det havde ikke været færdigbagt, og Alma var blevet utålmodig.

En mand med kasket og sit barn på skuldrene krydser torvet og nærmer sig de to demonstranter. Idet Annemette passerer ham, smiler hun instinktivt (med lukket mund), og han griner lidt i skægget (han har et stort fuldskæg) og peger på banneret. Annemette stopper op.

„Skal jeg forstå det sådan, at de er imod klimaet, når de skriver modstand?“

Annemette ryster opgivende på hovedet.

„Helt ærligt. Lad dog være. Det er din datters fremtid, vi er bekymrede for.“ Det er det sidste, Jean har brug for, en, der taler projektet ned, håner dem. I det samme hiver datteren sin fars kasket af. Han er tynd i toppen, noget, Annemette ikke ville have studset over, hvis det ikke havde været for hans hidsige afværgning af kaskettabet. Han tager begge hænder op til issen i et ryk, datteren bliver forskrækket, og kasketten falder til jorden.

„Kan du så lade være!“ siger manden og vrister hende ned fra skuldrene for at få kasketten på igen, hiver hende af sted i hånden og sender Annemette et bebrejdende blik på vejen væk.

Annemette stikker i småløb. Hun skal have fat i den tusch nu.

Da Annemette kommer tilbage, det har vel taget ti minutter, kan hun se, Jean og Vibse har svært ved at holde banneret lige. Jeans bevægelser er hidsige, hun har vinden imod sig, og Vibse ser ikke ud til at samarbejde. Faktisk hænger hendes hoved lidt, og hendes tag i banneret er blevet løst. Annemette får vækket hende og signalerer til dem begge om at lægge banneret på jorden. I hånden har hun en flaske rødbedejuice, som hun dypper sin pegefinger i og skriver et ‘r’ og en bindestreg med, hvor de mangler.

„Jeg tror, Vibse er et andet sted,“ siger Annemette til Jean og slikker resterne af juice af fingeren.

„Det burde vi andre også være.“

Annemette overhører bemærkningen og vil bytte plads med Jean. „Tager du dig af hende?“ Jean går ned mod Vibse med fingrene knipsende foran sig, snap, snap.

Vibse taler ud i luften. Jean tæller muligvis til ti inde i hovedet, Annemette kan ikke vide det. Hun hører en irriterende lyd og vender sig om. En gammel mand på elscooter har god fart mod de tre kvinder. Han har et tæppe om benene, det undrer Annemette, vejret taget i betragtning.

„Kloden har altid skiftet temperatur, De damer, det er sådan, det har været i milliarder af år, men det ved sådan en strikkeklub nok ikke.“ Manden åbner en dåsepilsner, en af de lange, han har ikke tænkt sig bare at passere.

Det, at han kalder De Hårde Nåle for det, de er, en strikkeklub, går lige i blodet på Annemette.

„De klimaforandringer, vi ser nu, får katastrofale følger, hvis vi ikke gør noget radikalt. Men det ved sådan en gammel dranker som dig måske ikke?“ råber hun tilbage. Afviklingen har været op ad bakke, ingen kan vel bebrejde hende den skarpe tunge. Manden ser ikke ud til at være forberedt på det prompte svar. Det gør Jean heller ikke. Vibse er stadig fraværende.

„Det er ikke verdens undergang, at klimaet forandrer sig. Det siger Bjørn Lomborg, og han er forsker, din skrigeskinke.“

„Hallo, Barnaby, har du ikke hørt, han har ændret holdning! Nu opfordrer han til at bruge milliarder på selvsamme klimaforandringer?“ Annemette har altid haft et godt øje til Lomborg, hvorfor hun har fulgt hans gøren og laden aktivt på alskens medier, siden hun gik fra Johnny. Ham og så tv-ejendomsmægleren Jesper Nielsen. Bare drømme sig væk i deres blå øjne. Hun er helt overrasket over at få brug for den viden, men det er befriende at kunne give svar på tiltale. Jean glemmer at være på tværs og sender Annemette et varmt blik.

„Bøh. Sådan en gang ræverødt, opkogt pis,“ vrænger manden tilbage og gasser op. Der ser ud til at komme liv i Vibses øjne. Manden bakker nogle få meter, sluger den sidste tår af sin øl og smider demonstrativt dåsen på jorden.

„Din store taber!“ råber Jean.

Manden sætter i gear og kører nu i fuld fart frem, direkte mod banneret. Han drøner igennem lagenerne, og Vibse vikles med rundt et par gange, til hun endelig slipper bambuspinden. Manden kører videre, rammer flere af de parkerede biler, der ryger et sidespejl på en Honda Civic, og den efterlades med ridser på fordøren. Det ligner reelle optøjer. Han stopper ikke, før han vælter ind i svingdøren til Neye i Citycon Centret.

Det var den demo.

Vibse, Jean og Annemette har fået styr på vejrtrækningen, da de en halv time senere sidder på Cafe O’Flanagans to minutter fra torvet.

„Tre frikadellesandwiches,“ siger en ung tjener og stiller tre tallerkener foran dem. Annemette har allerede drukket sin fadøl.

„Kan I ikke se, det ikke nytter, hvad vi har gang i? Vi er en flok overmodne damer uden indflydelse på en skid,“ tordner Jean uden at have tygget af munden.

To teenagepiger iklædt klicheen på et østeuropæisk sexarbejder-outfit fniser, enten over Jeans selverkendelse eller over en snap med en kat, der rammer en ventilator, det kan være svært at bedømme nu om dage.

Annemette stopper midt i en bid og ser på sin sandwich.

„Så sidder vi her med tre klimasyndere på tallerkenerne. Det hænger ikke sammen,“ siger hun og bliver berørt. „Vi kan da ikke bare se til.“

Hun lægger sandwichen fra sig. Hun har ikke flere tårer i sig, hun brugte de sidste, da hun mistede stutteriet, gården og Johnny til stormfloden, sådan føles det.

„Der er jo ingen, der siger, at det her er metoden,“ siger Vibse skarpt, pludselig klar i hovedet. „Jeg nægter at være et gammelt nytteløst gangstativ uden indflydelse. Nu prøvede vi det her af, måske gør vi noget andet næste gang.“

„Næste gang?“ siger Jean og får sin bid galt i halsen.

Annemette siger ingenting, hun tænker en masse.