KAPITEL 20

Annemette låser sig ind i sin lejlighed og får med det samme færten af, at noget er sært. Der er nogen i lejligheden.

„Hallo?“ råber hun. Hun hænger jakken på knagen og sætter tasken fra sig. „Hallo?“ råber hun, mens hun går videre ind mod stuen.

„Herinde.“ Stemmen kommer fra stuen. Der sidder Alma ved spisebordet med ryggen til Annemette. Hun har overkroppen bøjet ind over et eller andet.

„Alma! Dét var en overraskelse. Vi har jo nærmest lige set hinanden?“

Alma drejer hovedet halvt.

„Jeg måtte bare se min mor igen. Jeg sidder og kigger i familiealbum.“ Tonen i Almas stemme er ikke venlig, snarere hård og konfrontatorisk.

„Okay? Er du taget hele vejen fra Aarhus for at se på gamle billeder? Skal jeg ikke lave en kop te og en …“

Alma afbryder Annemette.

„Der er landsmøde i LAU. Dan og mig skulle alligevel herover.“ Der er stadig noget helt galt ved situationen.

„Nu sætter jeg vand over,“ prøver Annemette.

De har ikke krammet hinanden. Det er Almas kropssprog, der har holdt Annemette fra at gøre det.

„Nej, mor. Vil du være sød at sætte dig her?“ Det lyder ikke som et spørgsmål.

Annemette stiller sig hen ved siden af Alma. Albummet, hun har fremme er nok 10 år gammelt. Annemette laver dem jo ikke længere. Clouden har overtaget. Alma peger på et billede, hvor Annemette og Johnny sidder foran et campingtelt ved et lille udtræksbord, det er morgen. Der er termokande og ristet brød på bordet. Annemette har bare, solbrune ben, og så har hun de grønne Crocs på fødderne, dem, hun svor aldrig at forlade hjemmet i. På overkroppen har hun en stor, blød trøje. Sort, med hætte.

„Det er ikke kun trøjen. Det er ikke kun, fordi jeg ved, du vandt den trøje ved stævnet dengang, og at stævnets navn og årstal står på trøjen og passer med Snehvides toppræstationer. Det er også det, at jeg kan kende din kropsholdning på Ekstra Bladets forside. Den måde, du undskylder for dig selv ved at skubbe skuldrene frem og trække hagen ind. Sådan har du båret dig selv siden ulykken, og det er ikke blevet bedre af, at du har slæbt dig selv halvt ihjel på det skide job.“

Annemette har det, som om der sidder en flæskesvær på tværs i luftrøret.

„Hvad snakker du om?“ fremstammer hun.

„Ekstra Bladet har bragt et billede af kødterrorristen. En eller anden type i sort hættetrøje, det ser meget amatøragtigt ud, det ligner sådan set dig.“

Annemette hoster, til den imaginære flæskesvær forsvinder, og så henter hun sine kræfter det sted i kroppen, der gemmer på opsparede ydmygelser, hengemte værdinedskrivninger af hende som menneske, samlet over tid og ved konstante gentagelser, som følge af hendes udseende, af hendes lidet respekterede fag, manglende status, manglende kapital, og rend mig.

„Kære datter,“ starter hun, „jeg elsker dig overalt på jorden, men hvis du tror, du har regnet mig ud, så tager du fejl. Hvornår har du sidst stillet mig et spørgsmål om mit liv, der ikke var en anklage? Helt ærlig. Det er tydeligt, at du ikke regner mig for et menneske, der kunne have tanker om andet, end hvad vi skal have at spise til aften. Du lever dit liv på en måde, hvor der ikke er plads til sprækker. Du er målrettet og sej og dygtig, og det er jeg stolt af. Men du tåler ikke sprækker. Hvis folk viser tegn på svaghed, skærer du dem af. Du har ikke en eneste handicappet ven. Du lader, som om du ikke selv er det. Jeg forstår godt, du vil være andet og mere end hende spasseren, som det er så flot kommer lidt ud. Men du har særlige behov, og det er sundt at spejle sig i alle slags mennesker. Jeg er mange ting, men jeg er ikke kødterrorrist. Jeg interesserer mig for klimaet, jeg demonstrerer sågar for miljøet og rejser ikke med fly. Men jeg er ikke blevet vanvittig. Jeg orienterer mig ud mod verden, vi ser dokumentarer i min strikkeklub. Jeg engagerer mig, så du skal ikke komme her og dømme mig på den måde og tro, du ved, hvem og hvad jeg er. Det gør du ikke. Alle deltagere ved det stævne fik for øvrigt en sort trøje, og jeg har desuden givet min til velgørenhed for år tilbage.“

„Men der er noget ved holdningen, mor …“

„Jeg tror desværre, der er mange andre hårdtarbejdende, der har dårlig holdning.“

„Mor. Rolig …“ Alma virker mindre kampdygtig, end hun plejer.

„Jeg synes, det er ærgerligt, at et så belæst menneske som dig ikke er mere åben over for, at man kan have værdi, selvom man tror på, at omsorgsarbejde er vigtigt og penge knap så meget. Du har talt ned til mig i årevis, og nu tror du, jeg er blevet kriminel.“ Annemette hader at lyve for sin datter. Det er kun den sidste sætning, der ikke er sand, den må hun råde bod på senere, for lige nu er det vigtigt, at Almas mistanke dør.

Alma har lukket albummet og vender nu sin stol, hun har samlet sig.

„Jeg vidste ikke, du havde det så stramt med mig. Det kunne du måske godt have sagt noget før.“ Hun lyder mere såret end sur. „Jeg synes stadig, det er pudsigt med den trøje,“ siger hun så og kører væk fra spisebordet.

Annemette fortsætter efter hende ud i gangen.

„Går du nu? Er det alt, hvad du har at sige?“ spørger hun.

„Nej, mor. Jeg kører. Jeg er jo handicappet, bare så du ikke tror, at jeg har glemt det.“

Annemette bliver stående i døren og ser efter sin datter. Hun venter på elevatoren uden at vende sig om. Elevatorens dør åbner sig, hun kører ind, vender stolen om, så hun er klar til at køre ud. Inden dørene lukker i, kigger mor og datter på hinanden. De siger ingenting. Der er noget fortabt i Almas øjne.