KAPITEL 11

(RUM 1)

„Strafferammen er op til livstid, hvis sigtelsen drejer sig om terror. Det er alvorligt, det her, det forstår du godt, ikke?“ Betjenten står op, Annemette sidder ved et bord i det lille rum med et skarpt lys, der fremhæver hudens ujævnheder.

„Jeg forstår alt, hvad du siger.“

Betjenten sparker stolen ud på den anden side af bordet, så han kan sætte sig over for Annemette. Det larmer unødigt. For bordenden sidder en uniformeret kvinde med en computer foran sig. Hun gør ikke væsen af sig.

Annemette kan ikke lide betjenten, der afhører hende. Følelsen lader til at være gensidig, selvfølgelig er det uheldigt, men Annemette kan ikke slippe sin irritation. Den trænger sig på og fylder snart mere end nervøsiteten. Han har en skønhedsplet på næsen, hvor en lille klynge af skæghår har vokset sig lange. De får lov at stå uberørte. Har han en kone? Ser hun det ikke, er hun ligeglad?

Annemette kører tungen rundt på sine egne bare gummer og får som altid tanken, at hun bør være den absolut sidste til at dømme andre for misligholdelse af deres ydre.

„Vær venlig at forklare, hvorfor du var ved at sende en drone ind over lufthavnen?“

Annemette rømmer sig: „Set i bakspejlet kan jeg godt se, det virker absurd. Det forholder sig sådan, at jeg er kommet fast hos Vibse i noget, der ligner tre år. Jeg er ved hjemmeplejen, forstås. Men jeg kender hende også privat, det gjorde jeg ikke i starten, det er vel to år siden, vi startede vores strikkeklub, De Hårde Nåle.“

Den mandlige betjent tager sig til næsen, som om han lugter til sine fingre et lille øjeblik, han må da kunne mærke den lille skægbuket på pletten.

„Vær venlig at svare på spørgsmålet. Kun spørgsmålet.“

„Selvfølgelig. Det var mere for at forklare, hvordan jeg kender Vibse. Den gamle, senile dame, I også har anholdt.“

„Den gamle dame, dig selv og hende den tredje …“

„Jean. Hun hedder Jean.“

„Ikke vigtigt. I tre kunne have lukket en hel lufthavn ned. Forklar mig, hvad I lavede på P17 med en drone?“

„For det første er det vigtigt at sige: Vi holder altid på Budgetten, parkering er ikke til at betale andre steder …“

„Prøver du at være morsom?“

„Slet ikke. Du ville ikke være i tvivl, hvis det var tilfældet. Man er nødt til at kunne fortælle en sjov historie, når man mangler halvdelen af sine tænder, det skaber en vis forventning … Er det, fordi du dømmer mig på mit udseende?“ Annemette er overrasket over, hvor let hun orkestrerer en detour.

„Jeg dømmer ingen, før jeg har beviser.“ Betjenten rejser sig. Annemette synes, hans ansigtskulør virker en anelse rødlig.

„Forklaringen. Jeg har ikke hele dagen,“ siger han.

Annemette tager en dyb indånding og lader skuldrene følge med ned: „Vibse vandt dronen ved julebankoet sidste år. Vi sosu-medarbejdere er i en eller anden udstrækning forpligtet til at hjælpe borgerne. Vibses store ønske var at flyve med dronen. Jeg har udsat ønsket, som – og det indrømmer jeg gerne – var en anelse uortodokst, indtil i dag. Og nu sidder vi her.“

Betjenten former læberne til et ord, men der kommer intet. Den skrivende kvinde kigger over sin næsebrille. Afventende. Betjenten ryster på hovedet. Stadig tavs.

…

(RUM 2)

„Vibeke Raagekjær Larsen, ved du, hvorfor vi har tilbageholdt dig?“

„Kald mig Vibse.“

Vibse sidder på en bænk i et værelse uden vinduer. Manden, der spørger, er venlig nok. Vibse nåede at se Annemette blive ført ind i et rum to døre længere nede ad gangen. En firskåren mand havde eskorteret Jean, Vibse ved ikke hvortil, men det må jo være i nærheden og nogenlunde samme omgang, de skal igennem.

„Ved du, hvorfor vi sidder her … Vibse?“

„Bevares. I har vel fundet indholdet i min kuffert mistænkeligt, og det kan såmænd godt se forkert ud med et barberblad i toiletpungen, men jeg har som regel en foddame, der ordner mine fødder hver fjortendes dag, og hende kan jeg jo ikke så godt klemme ned i kufferten og fragte hele vejen til Galapagos. Jeg kan ikke gå, hvis mine fødder forsømmes.“

„Vi har ikke gennemsøgt nogen kuffert, du har ingen kuffert med dig. Du har ingen billet til Galapagos. Du er i besiddelse af en drone. Du var.“

„Jeg skal med flyveren. Min mand venter, har I talt med ham?“

„Du var ved at sætte en drone i luften!“

„Lad os få rømset lidt her.“ Vibse bøjer sit hoved og løfter det så for at kigge rundt i lokalet i små ryk.

„Undskyld?“ Betjenten følger hendes blik med forsinkede ryk.

„Jeg synes, vi skal bruge et kvarter på at få det til at se lidt anstændigt ud. Christensens serverer altid det helt store kagebord, når de inviterer til rejseaften. De er altid en uge på Mauritius over julen. Hvis vi skal have stuen her til at tage sig bare nogenlunde ud, skal jeg nå at rulle en dug. Det er det mindste, comme il faut.“

„Jeg kan forstå, du er tilknyttet hjemmeplejen i Sundhedsafdelingen på Køge Torv.“

„Søde mennesker. Du får mig ikke til at sige et ondt ord om dem.“

Betjenten tager Vibse under armen og fører hende ud.

„Jeg tror ikke, vi kommer så meget længere her,“ siger han, mest til sig selv. „Jeg får fat i din plejer, hvis du venter her et øjeblik.“

Vibse henvises til en ensom stol på gangen.

„Plejer er død.“

„Undskyld?“ Betjenten vender sig mod Vibse.

„Vi kan ikke længere gøre, som vi plejer. Vi går til grunde, hvis vi ikke handler nu. Kloden kollapser, vi er nødt til at forstå, at vi mennesker ikke er omdrejningspunktet for alting. Vi må handle anderledes! Plejer er død!“

Betjenten nikker: „Det er klart. Vent her et øjeblik.“

…

(RUM 1)

„Du kalder det at opfylde en borgers ønske. Jeg kalder det idioti.“ Betjenten holder en kunstpause og kigger afventende på kvinden, der skriver rapport, som for at få anerkendelse for formuleringen. Den kvindelige betjent kigger ikke op. Det fryder Annemette. Hun får selvtillid af betjentens ubesvarede, blafrende blik. Hun får lyst til at sige noget mere.

„Ved du, hvor længe en borger har til sit toiletbesøg, efter de seneste normeringer?“ Annemette læner sig frem og fortsætter uden at vente på betjentens svar: „Halvandet minut! De stakkels mennesker er nødt til at knække den over. Det er uværdigt. Før i tiden tog hjemmehjælperen borgeren med på tur; de gik på vaskeri, de gik i kiosken, eller de sad i stuen og drak en kop kaffe og talte om stort og småt. Det kan vi ikke længere, vi må ikke.“ Annemette holder en kort pause, men kun for at trække vejret.

„Dit job som social- og sundhedsassistent har ikke noget at gøre med, at du i dag har initieret en kriminel handling.“

„Jeg er hjælper, ikke assistent. Det betyder, jeg hellere vil vaske folks baller end at stikke nåle i dem. Og det har alt at gøre med i dag. Vibses ønske om at flyve med en drone er ikke idioti, det er en måde at klamre sig til livet på. Det er en måde at insistere på, at livet er andet end lidelse. Hun, eller for den sags skyld jeg, har aldrig ønsket at skade nogen, det håber jeg, du vil tage med i rapporten.“ Kvinden bag computeren taster færdigt og kigger op.

„Det er tilladt at bruge den øverste,“ siger betjenten.

„Skal den sætning med i referatet?“ spørger den skrivende kvinde.

„Nej. Skriv, at der gives en advarsel.“ Betjenten nægter at se Annemette i øjnene. Han rejser sig.

„Vær venlig at blive siddende. Du vil blive hentet.“

…

(RUM 3)

„Når du siger det på den måde, kan jeg godt se, det virker uovervejet, men du må da give mig ret i, at der er en vis logik forbundet med, at hvis noget eller nogen skal op at flyve, så er lufthavnen det oplagte sted?“

Jean elsker en god fløjdebat. Hun elsker at holde fast i det argument, hun kom med, uden at vise den mindste form for tvivl. Hun kan kunsten at holde fast i en enkelt, mærkværdig detalje, der taler til hendes fordel, og få hele problematikken til at dreje sig om kun denne detalje. Detaljens relevans kan have lidt eller intet med sagen at gøre. Pointen er, at modstanderen bliver tvunget til at forholde sig til detaljens eksistens og rigtighed, og kun den.

„En lufthavn er ikke en legeplads, det ved de fleste.“

„Hvis du havde en dement mor, der snart skulle dø, og hun havde vundet en eller anden flyvedims i banko, ville du så ikke tænke, at lufthavnen var et sikkert sted at prøve det af? Lufthavne er vel det eneste sted i landet, det er tilladt at flyve, overhovedet?“

„Som lufthavnsbetjent med et vist kendskab til lufthavne og lov og orden er svaret nej.“

„Men er din mor dement?“ Betjenten vælger at overhøre spørgsmålet.

„Ved hvilket banko vandt din mor dronen?“

„Åhr, det må du virkelig ikke spørge mig om. Hun går til mange, men det var et af julebankoerne. Kan du bruge det til noget?“

„Nej. Ikke hvis jeg skal finde en afsender af dronen.“

„Mange af gaverne er anonyme donationer … Hm. Jeg er nu ret sikker på, at de fleste danskere med en nogenlunde sund fornuft ville vælge lufthavnen, hvis de skulle ud at flyve …“

„Du bliver ved, hvad?“

Det banker på døren, et enkelt bank. Jean vender sig om på stolen med hele kroppen. Udenfor står en betjent, og i baggrunden kan hun se Vibse sidde på en stol med pindene fremme.

„Hvor langt er I? Jeg har moren siddende herude, hun vil have godt af at komme hjem i trygge omgivelser.“

Betjenten nikker.

„Jeg lukker rapporten. Der er ikke belæg for at forfølge sagen yderligere. Så må de være uenige på stationen …“

„Enig.“

Annemette sidder allerede og venter ved lufthavnsmetroen, da Jean nærmer sig med Vibse under armen. De smiler alle tre.

Det er en løfterig fornemmelse, Annemette får, da hun ser sine to … kumpaner.