KAPITEL 8

Annemette, Alma og Dan sidder i et okkerfarvet værelse i Storstrøm Fængsel og venter. Der hænger et tv på væggen, og der står et spisebord i bøg med fire stole omkring. Der er lidt legetøj på en hylde. Alma fik tilladelse til at tage en flagranke med ind i fængslet, den har hun spændt ud mellem tv-ophænget og gitteret foran vinduet. Festligt ser det ud. Ballonerne blev konfiskeret, der er for mange anvendelsesmuligheder for balloner, for eksempel er de udmærkede til indvortes opbevaring af diverse former for pulver. Mor, datter og datters kæreste venter på far Johnny, som har lovet Alma hurra-boller og kakao til hendes 20-års fødselsdag. Johnny har adgang til køkken-alrummet, hvor indsatte i det åbne afsnit kan lave deres egen mad. Alma har fortalt sin mor, at Johnny sammen med ti andre fanger har indgivet en skriftlig klage over teflonbelægningen, som er revnet på alle panderne i køkkenet. Det har fyldt meget i de seneste samtaler mellem far og datter. Alma og Annemette har grinet lidt af situationen, ikke ondskabsfuldt, bare af det pudsige. Og Annemette har hygget sig med denne observation fra Almas side. Ikke mindst det rare ved at være enige om at se komikken.

Døren går op, og en fængselsbetjent holder døren for Johnny, så han kan komme ind med den store bakke, han har i hænderne. Han er ét stort smil. Det er Alma også, hun triller ham i møde fra bagerst i værelset, Johnny stiller bakken fra sig og krammer Alma hårdt og længe. Han har tårer i øjnene. Alma er ikke rørstrømsk af natur, hun slår armene ud mod Dan.

„Det er Dan. Ham, jeg elsker.“ Så højtidelig, Alma lyder. Annemette kigger på Dan Marc, som står med et par arme, der leder efter en naturlig placering. Han rødmer, men kigger formelt på Johnny og ranker sin krop.

„En fornøjelse at møde Dem.“

Det er lige godt utroligt så andægtig en stemning, Storstrøm Fængsel animerer til. Det er, som om fængselsarenaen virker modsat af, hvad man kunne forvente. De unge mennesker, de tro kæmpere for den personlige frihed, opfører sig, som var de i audiens hos Hendes Majestæt Dronning Margrethe II af Danmark. Johnny krammer Dan. Det går op for Annemette, at Johnny har tabt sig. Hans bjørnestatur er svundet ind, og han er blevet skåret. Hænderne, som altid har været et par store lapper, ser nu for store ud til resten af kroppen. Han ser godt ud. Lidt bleg.

„Hej smukke,“ siger Johnny og ser kærligt på Annemette. Hun fryser indeni. Hun har altid hadet, når Johnny har kaldt hende for smukke. Også før hun mistede tænderne. Sandheden er, at hun aldrig har set sig selv som smuk, hvilket hun er helt afklaret med, og hun har derudover altid haft en klar fornemmelse af, at den øvrige verden heller ikke ser en smuk kvinde, når de ser på hende. Karismatisk til tider, nuvel, solid udstråling, men ikke smuk. Så dette dårlige teater, Johnny insisterer på at spille, gør mere skade end gavn. Det har hun sagt mange gange gennem deres ægteskab, så når han står her som hendes eksmand på andet år, virker det rent ud sagt utilstedeligt at blive ved, og det bringer Annemette tilbage i den kølige facon, hun først ankom med, en facon, som ikke længere truer med at gå i opløsning trods det, at Johnny står skarpt i sin cardio-trænede krop. Annemette sender en venlig tanke til arkitekterne bag Danmarks mest sikre fængsel, der har tilgodeset fedtforbrændende træningsmuligheder frem for blot vægtløftning.

„Skal vi ikke gå en tur ud i gården, inden vi spiser?“ spørger Johnny og starter en rundvisning. De tager jakkerne på og følger efter.

Annemette er overrasket over fængslet. Det er meget moderne, og det åbne afsnit virker frem for alt humant. De går gennem køkken-alrummet og ud i en gård, der har en legeplads med gummibelægning og gynger, basketballnet og snurre-rundt-stang. Alma og Johnny sætter sig på hver sin gynge og sludrer længe. Dan Marc samler en bold op og skyder på mål fra tre-point-stregen. Det har han ikke talent for, så han sætter sig i stedet på det bløde underlag nær Johnny og Alma.

Annemette føler sig udenfor, men vil ikke virke kedelig, så hun stiller sig op på den runde platform og griber om stangen, sætter fra med benet og kører rundt. Hun bliver øjeblikkeligt kvalm og forsøger at holde blikket på et fast punkt, hun kan ikke gå ned nu, det ser jo ynkeligt ud. Hun kører et par runder og går ned igen, omtumlet.

Hun kan høre Alma fortælle Johnny om sine køretimer, hun er åbenbart god til parallelparkeringer. Det har hun da aldrig nævnt for Annemette.

Heldigvis kalder Johnny dem ind igen, inden Dan er kommet for godt i gang med sine politiske visioner.

„Nu skal vi have noget i skrutten,“ siger han og hopper selvsikkert af gyngen.

Johnny har kommet en del groft mel i bollerne, det er godt, de stadig er lune. De taler mest om Alma og Dans ny lejlighed, og Dan ruller anden runde af sin fremtid i dansk politik ud, han siger vækst tre gange inden for to minutter. Johnny er enormt opbakkende, det overrasker Annemette, at han synes upåvirket af Dans politiske ståsted. Måske er det fængslet, der har gjort det ved ham. Alma betragter betaget de to mænd. Dan opretholder den formelle tone, han præsenterede sig selv med.

„Har Dan fortalt dig sit fulde navn?“ Annemette bryder ind og kigger på Johnny, hun har ikke været med i nogen samtale før nu. Alma vender øjne og kommer Annemette i forkøbet:

„Han hedder Dan Marc Poulsen, og mor kan ikke komme over det. Der sker ikke nok i hendes liv, tror jeg.“

Annemette er sikker på, hun ser Johnny undertrykke et grin, men han holder masken.

„Det er et navn med pondus,“ siger han og nikker anerkendende mod Dan.

„Det er bare et navn,“ siger Dan og klapper en bolle sammen med to skiver ost imellem.

„Jeg skal tisse,“ siger Alma. „Kan man det her?“

„Ja, du skal bare til højre og ned for enden af gangen.

„Jeg går med dig,“ siger Dan.

Dan går bagved Alma og skubber. Annemette giver sig i sin stol, da hun og Johnny er alene i rummet. Hun rømmer sig et par gange. Hun kan mærke, Johnny prøver at fange hendes blik. Hun kigger desperat rundt i lokalet for at komme på et let samtaleemne.

„Jamen her er da ikke så slemt, Johnny. Det er da til at holde ud. Jeg kan meget godt lide vægfarven.“ Hun ser stadig ikke Johnny i øjnene. Han har foldet sine hænder på bordet foran sig og sidder med en demonstrativ stamina.

„Det, du ikke lige bemærker som besøgende er, at der er en mur, hvor end du kigger hen. Jeg er med på, at ideen med at sidde i fængsel er netop det, muren. Men der sker noget med psyken, når du ikke kan slippe for at glo ind i den. Med tiden mister øjnene dybdeperspektivet. Man vænner sig simpelthen til de korte afstande og får svært ved at betragte landskaber. Det skræmmer mig.“

Annemette møder kort Johnnys blik og vender sig hurtigt skråt bagud for at kigge efter. Gennem vinduet bag gitteret: muren.

„Jaså … Nej, det slog mig ikke,“ siger hun.

Johnny tager en dyb indånding: „Annemette, jeg savn…“

„Vil du ikke godt lade være med at kalde mig smukke?“ Annemette afbryder Johnny, hun lyder mere vred, end hun havde planlagt.

Johnny er rolig: „Jo, hvis det er vigtigt for …“

„Det er noget, jeg har forklaret dig et utal af gange, og som ærlig talt er upassende og, og … virkelighedsfjernt i forhold til vores situation … Jeg mangler 12 tænder, Johnny. Vi er desuden skilt, for helvede.“

„Angående det …“ Johnny taler langsomt, men gør brug af bassen i sin stemme, styrken sætter en stopper for Annemettes talestrøm.

„… Jeg elsker dig dybere og renere end nogensinde før. Og jeg tror også, du stadig elsker mig.“

„Du er så galt på den!“ Annemette bliver skinger.

„Jeg tror, din kærlighed gemmer sig under vreden. Jeg forstår din vrede, den giver mening, den skal sikkert have plads, men når du engang slipper den, så ligger kærligheden lige nedenunder og venter, og det gør jeg også,“ siger Johnny.

„Jeg ved ikke, hvad det er for bøger, du læser herinde i buret, kammerat …“ Annemette kan godt selv høre brugen af ‘kammerat’ er forkert, men hun er så at sige rullende.

„Hvis du tror, at jeg får varmere følelser for dig, ved at du opfører dig som en anden Oprah Winfrey og fortæller mig, hvordan jeg skal føle, så er du godt nok længere ude, end jeg havde regnet med. Det er opslidende at høre på.“ Der er en lille sprække af noget andet inde i Annemette, men den er let at ignorere.

„Jeg gjorde, hvad jeg gjorde, for din skyld. Jeg traf nogle forkerte valg, det ved jeg, men jeg gjorde det af et rent hjerte.“

„Så stop dog med den ‘renvaskning’ af dine handlinger. Du er kriminel, Johnny. Du lovede mig, at det var slut, og du fortsatte, og ikke bare med lidt gråzonesnyd. Du blev Danmarks mest eftersøgte digitale forbryder. Du hjalp min veninde med at begå bedrageri. Men det var ikke nok. Du skulle også lige afpresse Lars Seier fra Saxo Bank for millioner!“

„For at du kunne få en ny gård …“ prøver Johnny, men Annemette afbryder ham prompte.

„Stop! Jeg vil hellere miste gården, hestene … mine tænder og aldrig få noget af det igen end at leve sammen med en forbandet kriminel!“ Annemette brøler det helt nede fra maven.

De har haft den samtale før. Både efter oversvømmelsen, da politiet kom efter Johnny og tog ham i deres varetægt, under retssagen, adskillige gange igennem skilsmissen, og nu dukker den op igen, efter tre års stilhed. Annemette stirrer hårdt på den mand, hun elskede over alt på jorden.

„Du sidder i fængsel, fordi du ikke kan finde ud af at begå dig i samfundet. Der findes ikke noget mere beskidt, og det er ikke noget, jeg har lyst til at omgive mig med!“

Johnny ligner en hund, der er er blevet taget i nakken og sendt til jorden. Han har ikke tænkt sig at kæmpe videre nu, desuden går døren op. Dan holder den, så Alma kan passere. Hun fornemmer med det samme ufreden og sender sin mor et koldt blik. Johnnys blik sender et tavst ‘jeg elsker dig’ til Annemette og vender sig godmodigt mod sin datter.

„Der er ikke mere papir,“ siger hun.

„Det var satans. Skal jeg gå på jagt efter noget?“

„Nej, vi er jo ude, det er fint, jeg har dryppet af.“

Dan smiler fjoget.

„Du kunne ikke klare én dag, uden at det skulle handle om dig.“ Alma vender sig ikke om i bilen, da hun siger det, Annemette kigger ind i hendes nakke. Dan og Alma kører Annemette til Nørre Alslev Station, så hun kan tage toget hjem, og de selv kan køre videre til Aarhus.

„Jeg ved ikke, hvorfor det altid er den forælder, der er til rådighed og opfører sig nogenlunde normalt, som barnet vender sig imod. Det er åbenbart en fast regel i familierelationer. Jeg gider ikke forsvare mig, Alma. Jeg kom i dag, og jeg gjorde intet for at få en konflikt.“

Annemette kan se Alma vrænge ad hendes ord i bakspejlet. Men der kommer ikke flere anklager.

Da hun står på fortovet foran stationen, vinker hun til bilen, indtil hun ikke længere kan se den. Inden den drejer om hjørnet, løfter Alma sin hånd i en enkelt, kort bevægelse. Annemettes skuldre finder deres rette plads igen.