KAPITEL 32

Almira traver frem og tilbage foran Fortuna Guest House, da Jean og Annemette kommer kørende tilbage fra skoven. Hun har hænderne krydset på ryggen, på lænden.

„Hun ligner en kustode, som hun går der,“ siger Annemette.

„Hun ligner i hvert fald én stor mistanke,“ svarer Jean.

Annemette kører op på kantstenen og parkerer foran huset. Vægten fra svinet fornemmes. Annemette slukker bilen og trækker håndbremsen, men bliver siddende. Jean stiger ud.

„Smid tasken ind på bagsædet,“ siger hun til Almira. Almira hæver det ene bryn, men gør, som der bliver sagt. Hun går om bag bilen, Jean følger efter. De taler sagte. Bagsmækken åbnes, Annemette kigger til begge sider.

„Så se dog at få røven på gled,“ siger hun for sig selv.

Så åbner Almira endelig døren og sætter sig ind på bagsædet, Jean finder også vej tilbage til sit sæde.

„Det må jeg sige, jeg havde ikke troet på, at I kom tilbage med et svin.“ Almira har sat sig ind i midten og stikker hovedet frem mellem forsæderne.

„Nej. Jeg tror, det er en af vores største styrker i denne her kødkrig, ingen regner os for noget, så vi har mere eller mindre frit lejde.“

Strækningen til færgen er rolig. De taler om ufarlige ting. Jean har hørt fra Palle, der åbenbart har sat ny PR til et cykelløb.

„PR?“ spørger Almira, og Annemette ved heller ikke, hvad forkortelsen står for.

„Personal record. Han har holdt en gennemsnitsfart på 35,6 km/t.“

Hverken Annemette eller Almira spørger yderligere ind til rekorden. Det irriterer Jean.

„Hvornår begynder sådan et dyr at gå i forrådnelse?“ spørger hun så, og alvoren rammer. Almira tager hende på skulderen.

„Ikke det første døgns tid. Det skal nok gå.“

„Jeg kan ikke være der. Det er for klamt, jeg tror ikke, jeg kan få mig selv til det.“

Annemette undgår at se Jean i øjnene. „Vi lader sædet være en smule åbent, det giver dig lidt flere centimeter og en del mere luft.“

„Jeg kan ikke holde ud at tænke på det. Jeg har lyst til at flippe skråt ved tanken. Hvor længe skal jeg ligge krøllet sammen på det dyr?“ Jean lyder, som om hun er ved at græde.

„Det er kun, mens vi kører ombord, og når vi kører fra borde og krydser grænsekontrollen til Danmark. Sammenlagt en halv time, måske 40 minutter,“ svarer Almira.

Annemette er tavs, hun er bange for at sige noget, der kan få Jean endnu mere ud af balance. „Du er sej,“ siger hun bare.

„Jeg er en lille, tight sag. Og lige nu forbander jeg min perfekte størrelse 34.“

For anden gang i dag ligger Annemette i bunden af bilen. På vej ombord på færgen var de gledet lige igennem kontrollen. Strækningen fra borde tegner mere langsommelig. Der må have været nogle problemer med bilrækkerne. Så inden de nåede fastlandet, var der bilister, der havde gasset op og dyttet og råbt på den måde, som man kun vil være bekendt i trafikken. Jean var begyndt at hoste, og Annemette havde været bange for, om hun var ved at blive kvalt deromme.

Hun mærker bilen bremse ned og forstår, de er ved paskontrollen i Danmark. Almira har rullet vinduet ned og siger noget, men Annemette kan ikke høre hvad. Stemmerne bliver ved, og hun kan høre skridt lige uden for sin dør. I det øjeblik samler hun sine hænder i bøn. Det er en ureflekteret handling og noget, hun aldrig før har gjort. Der kan nok komme et punkt i ethvert menneskes liv, hvor det ønsker sig, at der findes en Gud, der kan give en hånd med. Hun beder gerne en bøn for den lille chance, at videnskaben tager fejl. Hvis bønnen hjælper – tak, Gud. Hvis ikke – ingen skade sket, videnskaben får lov at stå uanfægtet lidt endnu.

Annemette hører et par mekaniske lyde efterfulgt af et bump. Så en brummen igen. Med et hop starter bilen. De kører.

„Vi triller, Jean, vi triller igen,“ siger hun og beroliger både sig selv og Jean.

Almira kører bilen helt ud i gearene. „Det var den skide grænsebom. Den ville ikke gå op. Hold kæft, hvor jeg sveder,“ råber Almira til dem.

„Kør, for satan, alt, hvad du kan,“ råber Jean med en overstyret stemme fra bagagerummet.

„Vi må ikke vække opmærksomhed, jeg er nødt til at holde fartgrænsen.“ Bilen kommer alligevel op i fart, de må være kørt på motorvejen nu.

„Vi er ved lufthavnsafkørslen, jeg svinger ned ad Amager Strandvej, så I kan komme ud,“ siger Almira en tid efter.

Annemette har mistet tidsfornemmelsen, hun aner ikke, hvor længe de har kørt. „Jean?“ kalder hun. „Hørte du det?“

Jean svarer ikke. Bilen svinger i høj fart. Flere sving, en rundkørsel, tror Annemette og føler sig enormt køresyg. Så en kraftig opbremsning og en slukket motor. Fordøren går op. Almira løber ud. Hun må være på vej om til bagsmækken for at sætte Jean fri. Annemette kommer fri af bagagen, der har dækket hendes krop, og vakler ud. Almira har Jean under armene, hun hænger som en slap kludedukke i Almiras tag, hun er smurt ind i blod.

„Kom så,“ siger Almira, hun lyder nervøs. Annemette går hen og klapser Jean på kinden. Jean åbner øjnene, de lyner. Hun vrister sig fri og skriger primalt, så halsårerne træder frem. Så sætter hun i løb. Almira og Annemette følger efter i et mere menneskeligt luntetempo. Jean løber ned mod stranden, mens hun krænger det ene stykke tøj af efter det andet. Annemette samler det op, efterhånden som hun møder det. Tøjet stinker af død. Jean når til vandkanten, hun løfter nu benene knæhøjt, så hun stadig kan holde tempoet oppe. Det er lavvandet, så hun skal langt ud, før vandet er dybt nok til, at hun kan lade sig sluge af vandet.

Annemette og Almira står inde på bredden. Synkront tager de en hånd op til panden og spejder, da Jeans hoved forsvinder under vandet.