KAPITEL 29

En motorvej er en motorvej er en motorvej, og dog. Annemette kører præcis 110 km/t og underholder sig selv med at forestille sig, hvordan hun ville beskrive sine omgivelser på den firsporede A1-motorvej, hvis det engang skulle komme dertil, at det, de oplever nu, skulle blive til en morsom anekdote. Hun ville sige: „Prøv at forestille jer, at det danske, grønne, småbakkede landskab var en dame, der havde været i byen hele natten for så at gå hjem med en mand, som var det nordtyske, barske landskab, og de havde parret sig, og ni måneder senere fødtes Litauen. En grov baby, men med store skovområder.“ Hun kigger over på Jean og overvejer at prøve lignelsen af på hende. Jean sidder og roder med pistolen og har endnu kun sagt enstavelsesord, så hun opgiver tanken.

„Vi bør prøve pistolen, inden det gælder,“ siger Jean så og virker mindre forknyt.

„Ja, det skal vi. I forvejen er chancerne for, at denne her mission går godt, ret små. Vi finder et øde sted og prøver den af.“

De bliver tavse igen. Denne gang en uanstrengt tavshed. Jean lægger pistolen tilbage i klædet i tasken.

„Der er noget Thelma and Louise over os. Kan du mærke det?“ spørger Jean, friskere endnu.

„Både-og,“ siger Annemette.

„Jo. To damer på vej mod det umulige, mod alle odds, og ingen ventede, at de havde noget vigtigt at sige. Det er os.“

„Jeg har altså ikke tænkt mig at køre ud over en klippekant, hvis det her går galt.“

„Nej, nej. Jeg skal også hjem til Palle.“ Jean bider sig i læben. „Hvordan tror du, vi ville klare os i fængsel?“ siger Jean så.

Annemette pruster, den gamle vane.

„Prfftth, vi ville i hvert fald komme i god form. Du skulle se Johnny.“ Annemette synes også selv, hendes svar er for kækt. „Til gengæld skal man ikke forklejne, hvad det vil sige at blive frihedsberøvet. Selvom de har tv på værelset, og badeværelset er ret pænt. Men man må ikke gå på nettet,“ uddyber Annemette.

„Hvad sidder han egentlig inde for, Johnny?“ Det er et naturligt spørgsmål, alligevel kommer det bag på Annemette. Jean bemærker hendes tøven: „Er vi ikke der, hvor det virker omsonst at have hemmeligheder for hinanden?“

Så folder Annemette historien ud for Jean. Hun fortæller hende om, hvordan hendes elskede stutteri gik til under oversvømmelsen, om hospitalsopholdet og kaosset, der efterlod hende og Johnny med ingenting, hverken hjem eller tænder. Forsikringen, der havde kaldt ulykken for force majeure. Jean husker godt polemikken fra medierne, men ikke i samme detaljeringsgrad. Staten og forsikringsselskaberne, der indgik en studehandel. For havde forsikringsselskaberne skullet udbetale erstatning til alle de berørte husstande, ville de være gået konkurs, hvilket ville betyde, at staten skulle træde til. Det havde man allerede lært under Finanskrisen, hvor landet var ét langt møde fra at gå på røven. Så klimakatastrofen, der tog alt fra Annemette og Johnny, fik ingen konsekvenser, og siden blev alle forsikringspolicer skrevet om. Alle var glade, i hvert fald forsikringsaktionærerne, Hellerup-bestyrelserne og staten. De øvrige berørte kunne se frem til et liv på bunden af samfundet, rullet i gæld fra top til tå. Annemette havde aldrig overvejet, at klimakrisen skulle blive hendes skæbne. Hun fortæller også Jean om Alma, som de ønskede at sende på universitet i Aarhus, om ungdomspensionen for handicappede og panikken over, at det eneste, de havde tilbage, var den skide gæld.

Annemette gør sig umage med ikke undskylde Johnnys kriminalitet. Det er ulovligt og forkert at afpresse et menneske for 2 millioner kroner, sådan som Johnny havde gjort. Johnny havde tidligere haft held med afpresning af Klaus Riskær, dog for et mindre beløb, og hun forklarer Jean og sig selv, at Johnny vel havde overbevist sig selv om, at disse pengemænd ikke fortjente bedre.

Annemette holder en pause. Jean, der hele tiden har lyttet uden dom i øjnene, spørger så:

„Hvor meget vidste du?“

Og Jean kunne jo ikke vide, at Johnny havde holdt det hemmeligt for Annemette, skånet hende, om man vil. Men sådan var det jo, og den oplysning ser ud til at betyde noget for Jean.

Annemette fortsætter sin historie og fortæller, hvordan Johnny havde fået de mange penge for ikke at offentliggøre nogle – for Lars Seier – belastende dokumenter, men desværre for Johnny var det lykkedes Lars Seier at slå en handel af med Bagmandspolitiet, og Johnny blev i sidste ende brugt til at sætte et eksempel, og sådan gik Lars Seier fri. Annemette har stadig svært ved at tale om det.

„Jeg kan godt huske sagen med Lars Seier. Er det tre år siden nu?“ spørger Jean.

„Snart fire,“ svarer Annemette. Hun sukker dybt og sætter farten lidt ned, hun var næsten oppe at runde 130 km/t. „Han er mit livs kærlighed, men hold kæft, hvor blev jeg vred. Han havde jo været i klemme en gang før på grund af noget med bitcoins, så det var et helligt løfte, han havde givet mig, aldrig at begå kriminalitet igen. Og så pludselig skulle han ind og sidde i flere år. Jeg troede aldrig, jeg skulle tilgive ham.“

Vejen strækker sig uendeligt foran dem. Jean slår et grin op:

„Men så blev du selv en outlaw, og nu kan I være vilde og forelskede, som Bonnie og Clyde, bare fra Vejlø på Sydsjælland.“ Stemningen er helt rar.

Et par timer senere dukker navnet Semeliškės op på et vejskilt. Det er deres destination, skoven fuld af vildsvin. De drejer ind på en tankstation og får lidt at spise, taler ikke med nogen, fylder benzin på bilen, låner et toilet. Afsted igen. De har kun burner-telefonen, så de kan ikke køre efter Google Maps.

„221 hedder den, vi kører på nu. Det er hovedvejen, den skærer lige igennem den største af skovene, så kan vi vel finde en stikvej derfra.“ Annemette tager et sving til højre, men det ser forkert ud, så hun laver en U-vending og kører tilbage til hovedvejen.

Hendes fingre trommer på rattet.

„Hvad øh, hvor meget ved vi egentlig om jagt? Altså, sådan selve det at skyde et dyr, har vi læst nok om det? Og hvis ja, er det så nok at læse om det?“

Jean kigger på hende, hun ser stram ud.

„Du skal ikke hyle mig ud af den nu. Det gør du ikke. Nu sidder vi her på vej i skoven for at skyde et vildsvin, så skal du ikke begynde at tale det ned.“

Annemette ville ønske, hun havde formuleret sig anderledes. „Jeg mener bare, vi skal have den testskydning, inden det gælder. Tale det igennem og så videre. Det er bare det.“

Solen er kommet frem på den grå himmel. Annemette svinger ned ad en ny sidevej. Det ser lovende ud, træerne står tættere og tættere, og hun sænker farten. De er på vej dybt ind i en skov, den snoede vej tilbyder nu sin egen sidevej, den tager de. De ruller vinduet ned og lader den fugtige, friske luft komme ind. For enden af vejen dukker en træhytte op.

„Det er her, det ligner de jagthytter, vi så på Bontour Outdoor-siden.“

Jean lyser op. Annemette standser bilen og parkerer et stykke fra hytten. Den ser ubeboet ud, men som om det ikke er længe siden, her var nogen. Døren er låst, de går om på den anden side af huset. Et vindue mangler at få haspen på, Jean får fingeren ind under og prøver at få ordentligt fat i rammen, men bliver irriteret og viger til side. Annemette træder til og får fat i træet og flår til. Det havde hun slet ikke behøvet. Jean kravler ind gennem vinduet og åbner døren for Annemette indefra.

„Her er sådan set ret hyggeligt.“

De snuser rundt.

„Her lugter lidt af kælder, men det er ikke slemt,“ siger Jean. Annemette går hen til et indrammet billede, der hænger over en udtjent sofa i fyr. Billedet viser et kort over skoven, her er blandt andet markeret jagttårnenes placering. Annemette peger på et i nærheden af hytten.

„Er det ikke det, vi gør? Pakker dyner, tæpper, kikkert, måske en termo med kaffe, og så sætter vi os i sådan et tårn og venter?“

„Og pistolen.“

„Hvad?“

„Vi skal også have pistolen med.“

„Ja. Det er klart. En detalje.“

„En lille fiks en.“