KAPITEL 3

Kirsten er den første på Annemettes rute. Hun skal have serveret morgenmad, og så skal der køres en tur med støvsugeren. Annemette har besøgt Kirsten nogle gange før, men det er efterhånden længe siden. Hun ringer på og venter. Så banker hun på et par gange. Det giver ekko i opgangen, terrazzoen transporterer lydene op og ned mellem de fire etager. Annemette kigger ind ad brevsprækken.

„Kirsten?“

Intet svar.

„Kirsten, det er Annemette.“ Hun nægter at sige fra kommunen, selv om det er obligatorisk.

Annemette låser op og går ind i entreen. En radio kører, det lyder, som om støjen kommer inde fra stuen. Annemette kigger ind ad døren til venstre, hvor soveværelset er placeret, og hvor Kirsten ligger i sengen med ryggen til.

„Hej Kirsten. Jeg kommer med lidt morgenmad til dig,“ siger Annemette og går helt hen til sengen og lægger en hånd på dynens fodende. Kirsten stirrer på et ubestemmeligt punkt på væggen. Hun kommer nok heller ikke ud af sengen i dag.

„Skal jeg lade radioen køre i stuen?“ Kirsten svarer ikke, hun rører heller ikke på sig. Den indelukkede fornemmelse, der mødte Annemette, i det øjeblik hun åbnede døren, bliver tættere. Annemette har prøvet værre. Hun tænker på samtalen med Alma. Den sidder i hende som en urolig knurren. Hun kan ikke forlige sig med tanken om at skulle være i stue med sin eksmand på nuværende tidspunkt. Havde det så bare været en ganske almindelig stue og ikke et besøgsværelse i Storstrøm Fængsel, hvor Johnny sidder på andet år, dømt for en række bedragerisager.

„Jeg trækker lige gardinerne fra og åbner vinduet et kort øjeblik. Du har godt af lidt D-vitaminer.“

Kirsten kniber øjnene hårdt sammen. Hun har aldrig sagt noget under Annemettes besøg, og det ser ikke ud til, at hun begynder i dag. Hun kunne lige så godt være en stueplante, en sukkulent uden det store behov for vand eller lys. Når Annemette går igen, vil stilheden indfinde sig, og livet kun kunne kendes på tiden, der trods alt går.

„Jeg går ud i køkkenet og laver en skål yoghurt til dig. Det er peach melba, den kan du godt lide. Hvis du sætter dig lidt op imens, er det fint. Jeg ender med at få dårlig ryg, hvis jeg skal slæbe rundt på dig.“

Annemette hælder en portion yoghurt op i en dyb tallerken, så skænker hun et glas multifrugtjuice og finder Kirstens piller frem. Hun putter dem i et lille bæger. Der er seks forskellige piller. Annemette ved, at Kirsten har været på antidepressiva i snart ti år. Hun ved også, at Kirsten har en meget ad hoc måde at tage dem på. Nogle dage glider de ned uden anfægtelse, andre dage nægter hun og lægger dem i glaskrukken på gulvet ved siden af sengen, hun forsøger ikke at skjule noget. Hun er ligeglad. Der må være flere hundrede piller i den glaskrukke. Annemette har tit undret sig over, at Kirsten får lov til at bygge dette enorme lager af psykofarmaka op, men af en eller anden grund har de fleste sosu-assistenter ladet Kirsten om at nægte at spise sin pilledosis. Annemette har hørt dem, der kommer hos Kirsten, tale om hende ved team-møderne, og cirka én gang om ugen bliver der gjort noget ved de mange anmærkninger i bogen, og man sikrer sig, at Kirsten indtager dagens piller. Men i de tilfælde ser det ud til, at man ikke stoler på glaskrukkens indhold (eller har de vitterligt ikke set den?) og giver i stedet Kirsten en ny dosis. Et bemærkelsesværdigt kokset system har på den måde fundet sit eget parallelsystem, og derfor står der altså et velvoksent sylteglas under Kirstens seng med piller nok til at få Mændenes Hjem til at udvikle sig som en nat på Berghain i Berlin.

Annemette serverer den simple morgenbakke på sengen. Først må hun klodse Kirsten op med et par puder i ryggen.

„Det blæser derude, kan jeg godt sige dig. Kan du forestille dig min tandløse mund på vej op ad en bakke i modvind? Det er ikke et kønt syn, skulle jeg hilse og sige.“

Det er muligvis en trækning til et smil, Annemette fornemmer i Kirstens blege ansigt, men den er så svag, at hun ikke kan afgøre det med sikkerhed.

„Jeg lukker vinduet igen, så du ikke bliver kold, din splejs.“ Kirsten spiser sin yoghurt med mekanisk førthed. Først klirrer skeen mod tallerkenens porcelæn, så mod tænderne, så porcelænet igen. Seancen foregår i én lang, uafbrudt køre. Annemette går ud i køkkenet og rydder op. Hun kører en klud med Ajax hen over komfuret, det viser ingen tegn på brug, kun dagenes støv ligger som puddersne. Annemette støvsuger, bare en hurtig omgang, i dag gider hun ikke tage mundstykket af og komme ud i krogene.

Da hun er færdig med en såkaldt let rengøring, sætter hun sig ind på sengekanten ved siden af Kirsten, der stadig er pudet op. Hun åbner skuffen i sengemøblet og tager en børste frem. Så reder hun Kirstens lange hår. Håret når ned over brystet, bølget og gyldent. Det er et flot hår på hovedet af en kvinde, der har været meget smuk, dengang hun stadig ville livet. Annemette lader børsten glide videre ned over Kirstens arme, hun stryger hendes hud med børsten, og Kirsten lader sine øjne glide fredsommeligt i. Der kommer et lille suk fra hende, den eneste lyd, Annemette har hørt hende sige, og hun fortsætter med at rede og ae Kirsten med børsten. På arme, skuldre, nakke, indtil hun sover. Hun retter puden i nakken, så Kirstens hovedstilling ser behagelig ud. Så tager hun sengebakken med ud i køkkenet. Vasker tingene af og stiller dem i opvaskestativet. Hun skriver et kort notat i bogen, som ligger i køkkenet.

„Kirsten har ikke taget sine piller her til morgen.“

Annemette lukker bogen igen.

„Vi ses, smukke,“ siger hun, da hun går forbi soveværelset.

De næste par besøg gør ikke noget særligt indtryk på Annemette. Hun kommer igennem en morgenmadsservering mere, to skiver franskbrød med smør uden skorpe, hun giver Ingrid et tiltrængt bad, det forløber uden problemer. Lidt usammenhængende snak om krigen, mens hun vander blomster hos Reiner, siden en klagesang fra en borger, hvis navn hun har glemt, men som er overbevist om, at Annemette har stjålet en Lux-håndsæbe. „Der lå tre i skabet, nu ligger der kun to.“

Da Annemette spiser sin frokost, mangler hun kun en enkelt borger mere. Det er et af de længere besøg. Hos Thorkild.

Døren gør modstand. Der ligger noget på indersiden af den, som skal fejes med, for at Annemette kan åbne den. Hun smider sin rygsæk på gulvet og går ned på knæ. Hun kan akkurat presse en arm ind og bakse en relativ stor pakke fra Amazon væk. Annemette føler sig overbevist om, at de fleste sosu-assistenter ville have opgivet og indgivet en klage over rygskaderisiko, og Thorkild ville endnu en gang have fået en advarsel. Det er derfor, han insisterer på at få besøg af Annemette, og det er derfor, hun får ham, ingen andre vil have ham, præcis som med Kirsten.

Annemette presser sig ind ad døren. Thorkild er mange ting, blandt andet horder. Han samler og smider ikke ud. Der er kasser, stabler, stakke med ubestemmelige ting. Ingen steder i lejligheden er der udsyn til gulvet, til gengæld er der snævre gange formet af disse samlinger af ting og belagt med aviser, papir og skidt, Annemette ikke ønsker at vide, hvad er. Ude i entreen står en mikroovn oven på to flyttekasser, og oven på ovnen har Thorkild fundet det behændigt at henlægge en stak uåbnet post. Ved hvert besøg flytter Annemette postbunken, som hun anser for at være en heftig brandfælde.

De første par gange Annemette besøgte Thorkild, syntes hun, det var uhøfligt at bære maske for mund og næse. Det gør hun ikke længere.

„Så er hjælpen her, Thorkild. Det er Annemette i egen høje person!“ råber Annemette fra gangen. Og så er der en underlig lyd af kvindestemmer, der stønner med rytmiske mellemrum, klak, støn, klak, støn igen og en dyb, tiltagende brummen.

„Onanerer du, Thorkild?“ Annemette har lært lektien tidligere.

„Annemette!? Ja! Der er dametennis!“

„Skal vi aftale, du gør dig færdig og pakker den væk, så jeg kan komme ind?“ råber Annemette tilbage.

„Undskyld, Annemette, jeg havde glemt, du skulle komme nu.“

„Kan jeg komme ind i stuen nu?“

„Jeg har mistet erektionen, den fik et chok. Kom ind, jeg skal fortælle dig noget.“

Annemette skubber lidt rod til siden og går ind i stuen. Eurosport, tennis på grus. Det ligner Serena Williams.

„De har fundet mig, Annemette. De kommer efter mig,“ siger den kolossale mand, der står mit i stuen. Nøgen, bleg og mægtig.

Thorkild minder om en karakter fra Game of Thrones, to meter og fem centimeter, knap 200 kilo. Rygeforklædet står ud i en trut over hans kolossale mave, som falder ud til siderne og ned over kønsdelene. Men indimellem, når han bevæger sig, kan Annemette se spidsen af Thorkilds pik, det vil sige, hun kan se en løs snude af forhud. Thorkild har forholdsvis meget forhud, har Annemette tænkt. Det er ikke sådan, at hun lurer, men det har bare slået hende flere gange.

„Hvem kommer efter dig?“ Annemettes tonefald er det, man kalder rutinepræget.

Thorkild er flammende konspirationsteoretiker, det skal man ikke besøge ham mange gange for at bekræfte, og han taler tit i ét væk. Annemette mister let koncentrationen, når han går i gang. Det er for massivt, det er for vanvittigt, og hun skal jo også lave noget.

Den store mand tysser på Annemette og strækker sin hånd frem. Annemette sukker og lægger sin mobil i hans enorme hånd. Endnu en ting, de fleste plejere ville have nægtet. Annemette har da også talt med store bogstaver de gange, Torkild har kylet hendes telefon ud fra vinduet på 8. sal eller lagt den i mikrobølgeovnen. Altid har han undskyldt og fundet en nyere og bedre model til hende i sit landskab af bunker.

„Schyyyyyssss, Annemette, de lytter med, altid!“ Han smider hendes telefon ind i en kasse mærket Faraday Cage.

„Værsgo, Annemette! Nu kan de ikke lytte med, ha-haha.“

Thorkild har lært sig selv at grine som en James Bondskurk. Det lyder overstyret og psykotisk.

„Jeg har lige bestilt et kobbergitter til alle væggene, men, men, men kinøjserne, de vil ikke af med det, jeg er tvunget til at købe det gennem en tredjemand i Belgien og …“

„Jeg er nødt til at sætte et team på til at komme og sprøjte, Thorkild,“ afbryder Annemette og tager et par handsker på.

„Nej, nej, Annemette, de kommer med overvågning og lyttegrej. Men jeg har luret dem, reptilfolket. De styrer FN indefra, de har gang i et netværk, som kontrollerer Putin, Merkel og Trump. Men Trump udfordrer dem, det er derfor, de har sat overreptilen på ham, Mueller! Den satan! OVER STREGEN! DET ER LANGT OVER STREGEN!“

Thorkild spytter på den enorme fladskærm, som hænger på den ene væg. Serena Williams ærgrer sig over en bold uden for linjen.

„Svinske sataner, de snyder de sorte, hva’? Så du det? Trællebinder stadig den sorte race, intet er forandret, intet! De holder dem nede, udspyr løgne om deres IQ. Men jeg står last og brast med Serena. Jeg gifter mig med hende, giftermål er på tale. Jeg vil løsne det stramme reb fra slavetræet og befri. Befri, A.M., sammen skal vi mobilisere hele den sorte race i modstand!“

Annemette har opgivet at finde ud af, hvilken øgle der angiveligt sætter alt ind på at spore Thorkild.

„Nu tager jeg lige det værste på badeværelset og i køkkenet, men den er streng, vi er nødt til at tage en tur, hvor de kommer mere i bund.“

„Jeg har ikke nået opvasken et par dage,“ svarer Thorkild, han lyder brødebetynget.

„Nej, der er vist flere ting, du ikke har nået, min ven,“ svarer Annemette.

„Jeg skal lige vise dig noget, når du færdig, men jeg er nødt til at have mine øjne på Serena nu,“ Thorkild står som paralyseret og stirrer på den smukke, sorte kvinde, der server i slowmotion.

Annemette kanter sig vej gennem de snævre gange og ud i køkkenet, hvor hun begynder at spraye rengøringsmiddel ud over den service, der står i stabler på borde og gulv og i vindueskarme. Madresterne er så indgroede, at de synes at være blevet en del af porcelænet. Hun smider alt, hvad der kan være i vasken, i blød. Så trækker hun i nogle lange gummihandsker og stopper ufattelige mængder af plastikpakker fra mikroovnsretter i nogle gennemsigtige genbrugsposer beregnet til haveaffald. Det tager toppen af rodet, men der er ved at gå dyr i bunkerne. Annemette skal have et hold ind snart.

„Annemette. Kommer du? Jeg har fundet noget, du skal se.“

„Øjeblik, Thorkild.“

Hun går først ind og skifter Thorkilds sengetøj. Han har haft et par uheld med mad og drikkevarer, og han når ikke altid at komme ud, når han skal tisse. Han nægter at sove i plastbukserne, stiklagnet er ikke nok, og urinkolben er fyldt, den har været fyldt længe. Stanken af urin er så heftig, at Annemette får tårer i øjnene. Der er afføring på lagnet i den ene side af sengen, det er ikke, fordi Thorkild skider i sengen, men han har fået for vane at bruge lagnet til at gnubbe sig i numsen, når det klør. Annemette samler det beskidte linned sammen med håndklæder og viskestykker i en stofpose, hun mærker: „Til destruktion.“

„Annemette! Er du gået? Hvad sker der? Hvad laver du så lang tid i mit soveværelse! Sig noget nu! Er du en af dem?“

„Rolig, Thorkild, jeg er på vej.“

Det går ikke at trække den længere, han kommer til at gå bersærk, og så ender det med ambulance og indlæggelse.

Thorkild har sat sig i stuen foran skærmen i sin gamerstol. Han tænder en cigaret, Annemette kommer og fjerner det fyldte askebæger.

„Du skal lige se noget på YouTube,“ siger han og vinker hende over, da hun kommer tilbage med det rene askebæger.

„Hvad nu, er der flere film med katte, der er sure på deres ejere?“ spørger Annemette og smiler. Hun smiler uden pardon. Thorkild har aldrig, ikke en eneste gang, kigget underligt på Annemettes ansigt. Hun har fred for de sædvanlige dømmende blikke.

„Det er mere alvorligt, du har hørt om Chemtrails, ikke?“ svarer Thorkild.

„Du fortæller så meget, jeg kan ikke huske, om du har nævnt Chemtrails.“

Endnu en gang griner Thorkild som Doctor No.

„Åh gud, Annemette, lad mig åbne dine øjne.“

Han rejser sig hurtigt, sin vægt taget i betragtning. I et spring er han henne ved vinduet. Hans nøgne ryg og bagdel blokerer for lyset. Annemette tager en dyb vejrtrækning og lunter efter ham. Han peger op på himlen.

„Kan du se dem?“

„Chemtrails? Nej.“

Himlen er blå.

„Det er et klassisk tegn på den sløvhed, som kemien sætter i værk. Kan du se striberne fra flyene?

„Ja.“

„DET er Chemtrails. Og jeg har fundet en løsning.“

„Hvad gør de, Chemtrails?“

„Uha, ven. Det er regeringerne, der spreder kemikalier, der kan styre os. Det kan være weather modifications, andre dage er det psychological chemistry, sidstnævnte oftest op til valg, eller hvis folket begynder at samle sig i modstand.

„Her går jeg og tror, det bare er Norwegian, der skal til Tenerife,“ smiler Annemette.

Tordnende Doctor No-latter. Det har taget overhånd.

„Stakkels kvinde. Det er præcis, hvad de vil have dig til at tro. Du aner ikke, at der er alt for mange fly i luften til alt for få passagerer. Jeg skal nok hjælpe dig.“ Thorkild stønner anstrengt, mens han åbner en kæmpe kasse fra Amazon.

„Ej, Thorkild, er det også retur-elektronik?“

„Selvfølgelig. Det er den eneste måde, hvorpå man kan slippe uden om systemet. Alle disse varer er uden garanti, de er „rene“, og de kan ikke spores, når først jeg har kørt dem gennem min rutine.“ Thorkild hiver en blender, nogle walkie talkies og andet udefinerbart op af kassen.

„Jeg lytter stadig, bare tal højere, mens jeg går ud og smører dig en dyrlægens natmad,“ siger Annemette og rejser sig. Og Thorkild tager det alvorligt og taler med dyb, høj røst, der kan høres helt ned i gården.

„Chemtrails er det ukendte våbenkapløb. For mange år siden fandt russerne og amerikanerne metoder til at påvirke hinandens befolkninger kemisk. Det er åbenlyst, at amerikanerne vandt det løb. De er overalt, de er i musikken, de er i dit fjernsyn, din mad! OVERALT! Men Putin har gang i noget …“

Annemette lytter med et halvt øre, men der er hverken hoved eller hale i beretningen. Hun kigger ud i gården, mens hun finder saltkød frem fra køleskabet. En dreng på 8-9 år går rundt og sparker til nogle jordknolde. Han er den eneste i gården. Han har åben jakke, og nogen burde have sagt: „Husk at lukke jakken, lille skat.“ Han går rundt og sparker uden at kigge op fra jorden, og på en måde er det et voldsomt trist billede. Han ser forladt ud, som om ingen bekymrer sig om, hvornår han kommer hjem igen. Og Annemette ved godt, hun læser ting ind i drengen, som hun reelt ikke kan vide noget om, men det fæstner sig alligevel i hele kroppen. Hun åbner vinduet og prøver at vinke til drengen. Han hører vinduet gå op og ser direkte på hende. Hans øjne er mistroiske, så løber en snert af væmmelse over hans ansigt. Annemette mener ikke, det er noget, hun bilder sig ind, og i hvert fald: Drengen vinker ikke tilbage.

„Hører du efter? Du skal holde vejret i nærheden af Kastrup Lufthavn.“

Annemette løsriver sig fra vinduet og lægger et par løgringe oven på maden. Hun går ind til Thorkild. Han har en dykkermaske på, den slags, der dækker hele ansigtet fra pande til hage. Han er ved at spænde et par Wunderbaum-træer hen over snorkelhullet.

„Åh, A.M., du ved, hvad jeg kan lide,“ siger han og giver Annemette et klap i røven.

Havde det været enhver anden på ruten, havde Annemette sat en grænse, men hun lader Thorkild slippe for videre irettesættelse.

„Den her maske burde virke. Vi er nogle stykker, der mener, at Chemtrails neutraliseres med fyrrenåleduft. Kemi skal bekæmpes med kemi.“

Annemette beslutter sig for at rydde en smule op i gangene, om ikke andet så for at give Thorkild mere bevægelsesfrihed. Thorkild vimser omkring Annemette. Det gør ham nervøs, når hun flytter for meget rundt på tingene. Der står en tredje enorm kasse fra Amazon og blokerer døren fra entreen ind til stuen.

„Hvad skal vi snart stille op med dig og dine indkøb?“

Thorkild går hen og spærrer vejen for Annemette.

„Det er fuldstændig afgørende, at jeg får overblikket over de beskeder, den hemmelige kreds af reptilfolk sender rundt mellem hinanden. De styrer verden, A.M. Det er ikke for sjov. Kassen skal stå dér.“

Annemette viger uden om en volte to om reptilfolket og respekterer Thorkilds ønske. Hans vilde udtryk i øjnene afløses af et mere roligt.

„Kan du nå en kaffe, inden du går?“

I vindueskarmen i stuen står en smuk espressomaskine i skinnende blankt stål. Den bliver pudset dagligt. Annemette har googlet mærket og fundet den hos en forhandler til 36.000 kroner. Ved siden af står en kaffekværn. Thorkild er eminent til at lave kaffe, han rister selv sine bønner i ovnen, og han dygtiggør sig flere timer dagligt i latte art. I starten var det blomster og roser, han tryllede frem i skummet, men nu er det portrætter. Thorkild serverer Annemette en aromatisk cortado med Preben Kristensen i profil på toppen. Uomtvisteligt Preben Kristensen.

„Han er den bedste af de tre, synes du ikke?“ siger Thorkild tilfreds inde fra masken, stuen dufter efterhånden af fyrrenåle og friskkværnet kaffe.

„Ingen over. Det er et vanvittig godt portræt,“ siger Annemette og suger en tår, så Preben går i opløsning.