KAPITEL 35

Jean og Annemette slipper hinandens arme. De står i døren hos Jean og Palle og tager afsked og aner ikke, om de vil se hinanden igen. Jean har våde øjne. Karlsson hopper op og ned ad Annemette og gør, som den størrelse nu engang evner.

„Nu må du give Palle en ordentlig omgang, når han kommer hjem,“ siger Annemette for at lette den tungsindige stemning og går ud til bilen. Hun har pakket vakuumposerne i en flamingokasse, som står på gulvet bagi.

„Hvis vi ikke ses igen … Du ved, hvis vi bliver taget. Så vil jeg bare sige tak, og jeg er stolt af dig, dit mod, Jean, og dit raseri. Du er et kraftcenter.“

„Kræft?“ spørger Jean med et mærkeligt blik. De er ellers bevægede.

„Med ‘a’. Kraft. Styrke,“ siger Annemette og smiler.

„Annemette, før jeg mødte dig, var jeg bare en utilfreds kvinde med langtidssygemelding. Nu har vi gjort, hvad vi kunne for vores børns fremtid. Det er mig, der takker, min skat!“

Jean bliver stående i døren og vinker, da Annemette kører væk. Hun lukker døren bag sig og går gennem huset. Næsen vejrer en svag note af råd, men det er nok indbildning. Hun går ud i køkkenet og lukker døre og vinduer igen. Hun kunne bage en kage for at få mindet om svinet og lugten helt på afstand, men hun får kvalme ved tanken. Hun åbner køleskabet og går i stå, mens hun står og ser ind på hylderne. Hun ved ikke, hvad hun kigger efter. I samme nu banker det på døren. Et hårdt bank. Og hun går ud for at åbne.

„Kit Claudi, Køge Politi.“ En kvinde i uniform holder et skilt op foran Jeans ansigt. Ved siden af hende står en mand og gør det samme.

„Jeg skal starte med at sige, at besøget ikke drejer sig om en ulykke, ingen af dine kære er, så vidt vi ved, kommet til skade.“ Kit holder en pause og rynker panden, mens hun ser på Jean, som forstår, hun skal give udtryk for, at hun forstår, hvad der bliver sagt.

„Okay. Hvad skyldes ulejligheden?“ Jean forestiller sig, at Kit må have passeret Annemette i svinget for enden af vejen. Var hun dukket op bare lidt tidligere, havde hun og Annemette ligget på gulvet iført strips om håndleddene nu. Hendes håndflader bliver varme, hun må padle, så langt hun kan, give Annemette et forspring. Hun når at tænke, at hun elsker Palle meget højere, end hun troede efter alle de år.

„Må vi have lov at komme indenfor?“

Jeans krop er i panik. Hun slår ud med armen og byder dem ind. Hver bevægelse er en kraftanstrengelse. Hun synes, stanken af vildsvinedød er overdøvende.

„Vi prøver at hitte rede i din mors involvering i kødterror-sagen.“ Det er kun Kit, der taler. Den mandlige betjent står med en notesbog fremme, klar til at notere informationer.

Jean forbinder scenariet med et fiktionsdrama fra 1980’-erne. Strisser på Samsø eller noget. Hun undgår køkkenet og viser dem ind i stuen. „Vi er ret overbeviste om, at Vibeke ikke har handlet alene. Både hendes fysiske og mentale tilstand taler imod, at hun skulle være både bagmand og gerningsmand til den række af aktioner, der har fundet sted.“

„Aha. Ja. Nej, det tror jeg heller ikke er noget, mor kunne finde på. Kan jeg byde jer noget at drikke?“ Jean sveder. Det går op for hende, at hendes skjorte sidder alt for tæt i armhulen, hun er sikker på, de kan se de voksende skjolder under armene.

„Ja tak, en kop te,“ siger den mandlige betjent, som ikke har præsenteret sig ved navn. Kit Claudi sender ham et blik. Jean forstår, at teen ikke bliver nødvendig, de sætter sig i stedet omkring sofabordet.

„Det er interessant, at din mor, Annemette Pedersen og du selv blev tilbageholdt, da I havde fløjet en drone over Københavns Lufthavn. Det er et inkriminerende sammenfald, som vi håber, du kan hjælpe os med at kaste lys over?“

Jean vil synke, men kan ikke. Hun prøver igen og igen, men synket vil ikke samles og flyde ned gennem spiserøret. Hun rømmer sig.

„Som jeg allerede har fortalt, så vandt min mor den drone ved et bankospil, og vi ville opfylde hendes ønske om at flyve den.“

„Vi har ikke kunnet lokalisere et eneste bankoarrangement, der har haft en drone som præmie. Faktisk griner de fleste arrangører af ideen om, at man skulle kunne vinde en anonymt indleveret returvare fra Amazon indeholdende en drone uden registreringsnummer, så vi venter spændt på, at du kommer i tanke om, hvor det bankospil kunne være foregået. Plejehjemmet har ingen ide om det, skal jeg sige dig.“

Kit Claudis mund er bred og smal.

„Hvor var du i weekenden?“ spørger hun. Den mandlige betjent gør klar til at skrive svaret på sin forpulede blok.

„Jeg har været på en tøsetur til Hamborg.“

„Når du omtaler dem som tøser, er der så tale om damer på omkring de 50?“ Jean bliver overrasket over det nedladende i Kits spørgsmål.

„Ja. Fyrre-halvtreds år,“ svarer Jean.

„Og Annemette Pedersen var en af dem?“ spørger Kit, og Jean beslutter, at det giver mest mening at bekræfte.

„Ja, Annemette var også med.“

Kit går hende på nerverne. Hun kigger op og ned ad Jean med jævne mellemrum og afviser hver gang, hvad hun ser. Hendes hår er farvet sort, og hendes hud er koparret. Det kan hun ikke gøre for, slet ikke, men hele hendes fremtoning virker som et stort opgør med en svær ungdom, og her mener Jean altså, at man må bære sine ar, som helede erfaringer, de skal ikke få lov til at gøre dig til et svin i nutiden.

Kits ansigt er umuligt at læse.

„Din telefon afslører, at du var i landet. Hvordan forklarer du det?“

Jeans sædvanlige kampinstinkt er ved at mobilisere sig.

„Undskyld mit franske, men ville du ikke også ‘miste’ din telefon, hvis du havde planer om at knalde et par benhårde sejlerdrenge i Hamborgs Reberbahn-kvarter?“ Spørgsmålet kommer bag på Kit, hun kigger på sin kollega i en flygtig bevægelse, han holder øjnene på sin blok. Jean benytter pausen til at øge sit forspring.

„Du skal ikke bilde mig ind, at du ikke også kan få lyst til noget nyt kød, når manden går hen og bliver lidt kedelig. Du er velkommen til at bekræfte det med min Palle, han ved godt, at jeg er nødt til få diller, også i de perioder, hvor han er for stresset til at få den op at stå.“

Kit er ved at genvinde fatningen.

„Det kommer ikke mig ved. Sagen er, at der er for mange løse ender i din forklaring. Der er for mange tidspunkter, hvor du ikke kan redegøre for, hvor du befinder dig.“

Jeans indre slår kolbøtter. Hvor er samtalen på vej hen? Den mandlige betjent pakker sin blok ned i brystlommen.

„Jeg har jo sagt, jeg ikke havde mobilen med til Hamborg.“

„Det hele er lidt for usandsynligt. For mange pile peger i din retning. Jeg vil gerne have, du kommer med ind på politistationen til en afhøring.“ Alting smuldrer. Jean er uden forsvar.

„Men hvorfor? Er det en vidneafhøring?“

Kit rejser sig.

„Nej. Vi vil gerne afhøre dig som hovedmistænkt i sagen.“ Kits telefon ringer. Hun ser på skærmen. „Undskyld, et øjeblik,“ siger hun og går hen til døren, der vender ud mod baghaven.

For få timer siden slæbte Jean og Annemette et svin hen over det græs, hun står og glor på. Jean glemmer at trække vejret. Kit bliver ved med at tale i telefon. Det lader til at være en vigtig samtale. Så afslutter hun opkaldet og vender sig mod sin kollega, hun ser faktisk rystet ud. Hun ser ud til at have glemt Jean et øjeblik og går hen til den mandlige betjent.

„De har fundet hende. Terroristen. Hun havde hættetrøjen, hun havde et glas med de samme piller. De har hende i varetægt på stationen nu.“ Det går op for Kit, at hendes stemme ikke er uhørlig, og hun ser på Jean. Op og ned ad hendes tøj og slutter endnu en gang sit elevatorblik med et tvært drag om munden. Som om Jeans blotte tilstedeværelse gør hende forurettet.

Jean sidder urørlig i sofaen. Betjentene nikker formelt til hende.

„Der er kommet nye oplysninger i sagen. Du hører fra os, hvis det bliver aktuelt. Jeg vil stadig råde dig til ikke at rejse ud af landet foreløbigt.“

„Okay. Er det så det?“

„For nu, ja. Vi finder selv ud,“ siger Kit uden at vende sig om.

Jean hører hoveddøren smække. Hun sidder stille i sofaen og trækker vejret så lavt, som hun kan. Så kaster hun sig tilbage i sofaen og lukker øjnene. Annemette må være over alle bjerge, timingen er forkert, det kan ikke være hende, så havde de vel heller ikke ladet Jean slippe så let. Hvem er det så? Jean bladrer efter spor i hukommelsen. Hun overmandes af en tung træthed, som hun ligger der med lukkede øjne i en kvaset blanding af lettelse og rådvildhed. Hun falder i søvn, eller også besvimer hun.