KAPITEL 31

Klokken er fem om morgenen, og Annemette føler ikke, hun har sovet. Bjælkehytten bliver kold om natten, men det er nu snarere cirkeltankerne, hun tilskriver de mange vågne timer. Jean er stået op, hun står og kigger ud ad vinduet på alt det grønne og på en brændende solopgang. Der er ikke meget Thelma og Louise over dem, for slet ikke at nævne Bonnie og Clyde. De er to tåbelige kvinder i opløsning og ude af stand til at levere for fem flade ører, da de fik chancen. De er dem fra en casting i X-factor, man klipper sammen til et tåkrummende klip, dem, der ryger ud i første runde af Bagedysten. Dem uden selverkendelse. De er summen af kvinder, der råber højest om lige vilkår mellem kønnene, men samtidig aldrig har forsøgt at hamre et søm i væggen til akvarellen fra „Ekspressionister i haven“-kurset. I den stemning og uden et ord pakker de deres bagage i den limegrønne kliche af en konebil og lukker af.

„Smider du ikke en sms til Almira om, at vi kører mod motellet nu?“ siger Annemette, da hun sætter sig ind i bilen.

„Det kan du selv gøre.“

Det er med den på.

En vrissen Jean i en lille bitte bil er det sidste, Annemette orker. Hun starter bilen og forsøger at ihukomme ruten, mens de kører.

„Du skulle have været til venstre her,“ siger Jean og peger bagud.

„Nej. Det er først senere, efter Semeliškės-skiltet.“

„Nix. Det var dér. Men vi kan da godt ligge og fedte rundt i ring.“ Jean giver sig ikke. Annemette bremser hårdt ned og vender bilen i et hidsigt hug, den brokker sig, Jean kaster panisk en beskyttende hånd på handskerummet.

„Du er jo sindssyg.“

De kører et godt stykke ad den smalle stikvej, de har ikke kørt på den vej før, det er en erkendelse, der ligger i luften i den lille kabine, men Jean holder masken, og Annemette kører videre med løftet hage. Sådan fortsætter de rundt i skoven den næste halve time. Blind vej, vend om, mose, vend om, forbi bjælkehytten, ny mose, vend om. Annemette kvier sig ved at lade samtlige vittigheder om kvinder, biler og stedsans fylde sine tanker.

„Hvad Fanø?“ siger Jean så og peger ind i en lysning i skoven på hendes side af bilen. Annemette bremser ned og ser efter. En gruppe halvtykke mænd, nok fem-seks stykker, står i en ring, de har grønt jagttøj på og hat med orange bånd omkring. Annemette er helt nede og køre 5 km/t.

„Hvad sker der?“ spørger Annemette.

Jean har rullet sit vindue ned.

„De har skudt et dyr. Der ligger et dyr inde i midten,“ svarer Jean.

Annemette holder vejret, hun slukker bilen.

„Jeg tror, det er et vildsvin,“ siger Jean og ser på Annemette for første gang i dag.

De bliver siddende i bilen. Mændene virker opstemte. En trutter i et horn, en anden øser små skarpe op, de skåler, klapper hinanden på skuldrene, gestikulerer mod dyret, et vildsvin. Annemette og Jean sender hinanden et indforstået blik.

Få minutter senere lister de sig ind på jægerne med hver et bukseben fra Jeans træningsleggings over hovedet. De har klippet benene fra hinanden og lavet huller til øjnene. Bukserne er pink med et mønster af noget, man må beskrive som turkise malerstænk. Annemette holder pistolen i strakt arm foran sig.

To af mændene opdager dem. Den ene slår en latter op:

„Nul, Putte, det har I ikke gjort. Jeg sagde, vi ikke skulle fejre min fødselsdag!“

Ingen af dem havde regnet med, at det var landsmænd, de skulle håndtere. Annemette slår hånden mod sit bryst, så Jean forstår, at hun tager sig af det.

Der bliver uro i mandegruppen. Med en stemme, Annemette ikke anede, hun ejede, råber hun med tyk østeuropæisk accent: „Put your weapons down and step back NOW!“

Mændene kigger på hinanden. „Hvad er det her?“ siger en af dem. Annemette retter pistolen direkte mod ham. Det er ikke frygt, de møder i flokken. Annemette tager en hurtig beslutning og peger pistolen op i luften, hun klikker den lille sorte tap fra og trykker hårdt på aftrækkeren. Braget runger gennem skoven. Hendes krop giver efter, en flok fugle letter, og mændene kaster deres våben i græsset.

„MOVE ANIMAL OVER HERE!“ skriger hun, og Jean hopper op og ned, mens hun peger i jorden foran dem.

„Please, don’t hurt me, I have a family,“ græder ham med hornet. To mænd trækker svinet hen foran deres fødder, de skynder sig hen til gruppen igen. Det er et stort dyr, i hvert fald 60 kilo. Det ligner, det græder.

„NOW,“ råber Annemette igen, og jægerne kigger på hende med vidt åbne øjne, „pull pants down and walk into the lake, counting to 100. I will shoot if you turn around before 100.“

Alle kigger i retning af søen. Mændene begynder at åbne deres bukser. De falder efterhånden ned om deres haser, og gruppen begynder at futte mod søen.

„But why?“ siger en mand ydmyget.

„SHUT UUUP!“ råber Jean og løber et par truende skridt imod ham. Han er ved at falde i sine bukser, det er synd. Annemette genner Jean tilbage og rækker hende pistolen.

„Bliv ved med at sigte på dem, mens jeg trækker svinet tilbage til bilen,“ siger hun tilpas lavt. Jean sigter og bakker. Annemette er vant til at slæbe på de gamle i hjemmeplejen, men sådan et svin i dødvægt er ikke småting. Hun tror, hun skal besvime.

„Kan du klare det?“ spørger Jean.

„Bare hold øje med dem,“ svarer Annemette.

„De står i vand til knæene,“ siger Jean, stadig bakkende.

De to er ved at nå til den yderste skovkant, hvor bilen holder og blander sig med træernes blade. Jean lægger pistolen på bilens tag, mens de pakker tæpper omkring svinet og bugserer det ind bagi. Hattehylden kan ikke lægges ned igen. Jean tager pistolen med ind i bilen, og Annemette tager buksebenet af, da hun sætter sig ind.

„Fy for helvede.“ Jean tager også sit af. „Det er første gang, det giver mening at have en limegrøn bil, de har ikke en chance for at se os.“

Annemette sender hende et smil. De kan høre mændene råbe i baggrunden. Annemette starter bilen og trykker til. De åbner begge to munden og begynder at skrige. De bare skriger og kører og skriger.