KAPITEL 18

Annemette skubber Vibse foran sig. Vibse havde gerne været til fods, men hendes åreforkalkning har vist sig særlig slem den sidste uges tid, højre ben gør vrøvl. De er nødt til at kunne komme hurtigt omkring i dag, har Annemette forklaret hende, men Vibse er stadig mopset. Jean er stadig langtidssygemeldt og med humør derefter. Annemette selv har siddet på toilettet hele natten, det er, hver gang hun får musaka, den går direkte i tarmen, hun er helt klattet. Således samlet, en køn flok: aktivisterne. De Hårde Nåle. Man skal ikke tænke for meget over det.

De triller hen til køledisken med kalv og okse. Den ene ende af disken står tom bortset fra et skilt.

Kvickly går op i din fødevaresikkerhed. Som følge af fund af medicinrester i danskproduceret oksekød har vi valgt at tilbagetrække varen, indtil sagen er afklaret.

MVH Kvickly

De kigger på hinanden. De kan ikke sige noget, af gode grunde, for selvom det er tidligt på formiddagen, er der kunder i butikken. Annemette får et sug i maven, som om hun kører lodret nedad i en rutsjebane. Hun taber vejret og vil skrige af fryd, men ønsker samtidig, at det skal stoppe. Ting sker, de har en effekt, de får konsekvenser. Det føles både godt og farligt og enormt. De står et langt øjeblik ved køledisken. Jean giver sin mors hånd et klem, Vibse ser stolt tilbage på sin datter.

En familie på tre, anført af en dreng på 8-9 år, nærmer sig disken. Han tager en pakke kød op fra den ende, hvor der faktisk er varer. En økonomipakke oksekød.

„Jeg stemmer for burgere,“ siger han.

Hans mor og far kommer trillende med vognen. Faren tager pakken ud af hånden på drengen.

„Nix,“ siger han. Moren tager pakken fra faren og ser den an, så signalerer hun hen mod skiltet på en måde, der skal ligne diskretion.

„Ved du hvad, Jan, det er fra Tyskland, der er jo ikke noget problem dernede.“ Hun giver pakken til Jan, så han selv kan se. Jan virker irriteret.

„Så længe du har lukket for det varme vand tre ud af fire gange, så værner jeg om min rejsning.“

Moren sænker stemmen. „Hvad mener du med det?“

„Jamen, kære Solvej, du regner vel ikke med, at dine hovedpiner bliver færre?“ Jan ser på sin kone med et usentimentalt blik.

„Det ved jeg da ikke noget om. Jeg har sådan set migræne, Jan.“ Solvej kigger bekymret efter deres søn, men han er rykket videre.

„Vores sexliv er dybt afhængigt af, at jeg kan få rejsning, når du åbner butikken. Det er ikke noget, vi skal gamble med.“

Solvej slår blikket ned. „Du forsimpler ting. For øvrigt kunne det være, det hjalp på hovedpinerne, hvis du gjorde dig lidt mere umage.“ Solvej løfter blikket igen.

„Hvad snakker du om?“ Jan er ligeglad med, om folk hører dem. Han taler højt.

Solvej er nede i en hvislen, hun skærer et grimt ansigt: „Vask dit ansigt, det lugter af gær, og find på et eller andet, inden du moser den ind.“

„Tillykke, skat. Så lykkedes du med at blive ondskabsfuld og fordreje samtalen. Du kan da selv finde på noget.“

„Hvad filan tror du, jeg lavede med den fjer? Du grinede bare som en gammel idiot.“ Hun kan ikke længere holde stemmen i en hvislen.

„Det kildede ad helvede til.“ Nu er det Jan, der kigger ned.

„Det er en erogen zone, Jan!“

En ansat med smagsprøver på hvidløgsost krymper sig, morens stemme er meget langt fra en dæmpet sag.

Sønnen kommer tilbage med en pakke Tex Mex i hånden. „Kan vi så ikke godt få tacos og nachos?“

Jan kigger på sin kone med øjne, der beder om forståelse.

„Jo. Men vi laver dem på kylling,“ svarer Solvej. Jans ansigt ligner fred. Familien går mod fjerkræ.

Annemette, Jean og Vibse har ikke bevæget en muskel under pardisputten. Nu løsner de lemmerne. Jean rykker tæt på Annemette: „Det er alligevel utroligt, at man gik så langt som til at tjekke Oles køleskab og fandt de medicinrester … Jeg mener, de kunne lige så godt have overset det, ikke?“

„Det gik, som vi håbede, og det er sjældent, det sker. Jeg er taknemmelig, ikke mindst fordi Ole er den kværulant, han er. Vi kunne ikke have fået spredt budskabet bedre,“ siger Annemette. Vibse ruller over til dem.

„Hvad hvisker I to om?“ spørger hun.

„Ole,“ svarer Jean.

„Meget kan man sige om den mand, men han har da fået noget ud af opmærksomheden. Der har været indlæg på Nationen, i B.T., Kristeligt Dagblad. Og han har da også siddet med pomadehår i Go’ Morgen, Go’ Aften, og hvad der ellers findes af Goddav-shows …“

Jean og Annemette slipper et grin løs. Det er ikke helt løgn. Ole har i den grad brugt sin taletid, da det blev afsløret, at hans manglende rejsning havde med oksekød at gøre. Han har talt med store ord, hvor han kunne komme til det, fornemmer man, og han har åbenbart fået taget en hel serie af selfies med Jes Dorph.

„Nå. De Damer! Når man har sagt A, så må man også, ikke sandt …“ Besøget i Kvickly er nøje planlagt, de kan ikke stå her og gå i roseklub.

Annemette gør tegn til Vibse, der triller hen og standser foran det tyske kød. Jean følger trop, og Annemette glider ind mellem de to og gør sig lille. Vibse og Jean slår nærmest ring om hende, kigger på datoer på pakker og taler om intet. Annemette griber i sin jakkelomme og hiver en kanyle frem. I en glidende bevægelse, gør hun kanylen klar og sprøjter væske i den tyske fars. Jean og Vibse er hendes vagtøjne, Annemette koncentrerer sig kun om sin kanyle. Det går hurtigt. Hun pakker kanylen tilbage i jakken, ingen kunder har nærmet sig køddisken, mens det stod på, kvinderne trækker sig tilbage. Selvfølgelig hamrer Annemettes hjerte, det galoperer. Jean må have læst hendes tanker.

„Jeg synes snart, vi skal stoppe, du ved, mens legen er god,“ siger hun mest til Annemette.

„Det er jo ikke en leg, det er alt liv på jorden,“ svarer Annemette.

„Jo, men stadigvæk, jeg er ikke sikker på, vores indsats er den rigtige. Det virker, som om vi ikke kan gabe over det længere,“ protesterer Jean.

„Vi kan ikke stoppe her, så taber vi det hele på gulvet. Som det går nu, stiger importen på argentinsk og tysk oksekød, det er en langt værre klimabelastning, end da vi købte dansk. Vi er nødt til at følge det her til dørs.“

De går mod kassen i stilhed.

„I morges sagde de på TV2 News, at Fødevarestyrelsen fastholder karantænen af alt hakket oksekød, indtil de har fundet kilden.“ Annemette kigger på de andre.

„Lige bagefter var der en paneldebat. Regeringen har meldt ud, at de ikke kan kompensere landmændene i denne måned. Der var en formand fra Landbrug og Fødevarer i studiet, han begyndte sgu at græde. Han kunne ikke stoppe. Han sagde, at 60 % af alle mælkebønder vil gå konkurs i slutningen af måneden. Arla har fyret 400 medarbejdere.“

Annemette og Vibse har taget hver en pakke plantefars i kurven.

„Der var også en direktør fra Spar Nord, han var rasende. Jeg tror aldrig, jeg har set et menneske med slips miste kontrollen på den måde. Han råbte og skreg, at banken nægtede at blive indlemmet i Finansiel Stabilitet. Han kunne ikke rigtig argumentere, men banken er gået i betalingsstandsning. Hvis han havde været kvinde, havde man kaldt ham en skinger hystade.“

De tre venter i køen.

„Det er sgu ret vildt, at tre gamle kællinger er ved at lægge landet ned,“ siger Jean og undersøger en pakke mørk Rittersport.

Ved kassen står diverse aviser og magasiner og pryder hylderne. Dagbladene har overskrifter om oksekødsskandalen. Det har stået på i sammenlagt seks uger, i takt med at skandalen er eskaleret.