KAPITEL 15

Jean kigger sig til siderne, da de står foran døren. Det er ikke kutyme for en sekretær at låse sig ind i lægehuset om aftenen, slet ikke, når man er sygemeldt. Annemette tager sig sammen for ikke at virke utålmodig. Hun mærker efter, om rygsækken sidder, som den skal. Det gør den. Der sidder en boks ved siden af døren.

„Uha, det er, som om man ikke kan huske en kode, hvis man tænker for meget over det.“

„Siger du, du har glemt koden?“

„Giv mig lige et øjeblik, jeg er en anelse presset.“

„Hvad sagde Vibse til, at hun skulle sidde hjemme?“

„Det tog hun pænt. Der er Boligkøb i blinde, hun ved jo heller ikke, hvad hun går glip af.“

„Nej. Ikke præcis.“

„Det gør jeg heller ikke.“

„Jeg fortæller jer det hele i aften, når vi kommer hjem. Er du ikke snart ved at komme i tanke om den kode?“

„Ikke hvis du bliver ved med at snakke.“

Annemette tier.

Jean taster fire cifre ind, og boksen lyser rødt. Jean tørrer sine håndflader af i bukserne og taster igen fire cifre. Denne gang kommer der et grønt lys, og hun sætter systemnøglen i døren. De går op ad en trappe, sensorer vækkes, og loftlyset tændes. Inde på klinikken går Jean målrettet hen mod skranken.

„Kan du lugte det, kliniklugten?“ spørger Jean og snuser ind og ser salig ud. „Kæft, hvor jeg savner det.“

Annemette smiler for velviljens skyld, men føler sig i virkeligheden kvalm ved lugten.

„Stolen er stadig formet efter mine baller,“ siger Jean, da hun triller hjemmevant ind under bordet bag skranken. Hun tænder computeren og begynder at taste, men computeren svarer ikke.

„Man skulle fandeme tro, den åbnede op i DOS. Vi gik ellers over til et nyt system i 2016.“ Jean løfter sin højre hånd fra tastaturet og ryster den.

„Smerten begynder, lige så snart jeg lægger min hånd på tasterne.“

„Det er noget møg,“ svarer Annemette.

Jean bider smerterne i sig og logger ind. „Nå. Hvad leder vi efter?“

„Kan du se, hvem der skal til et almindeligt lægetjek i nær fremtid?“ spørger Annemette.

Jean taster, hun er hurtig på fingrene, så klikker hun et par gange med musen, det sidste får hende til at justere sit håndledsbind i en irriteret bevægelse.

„Værsgo. De næste to ugers patienter til eftersyn,“ siger hun og sætter gåseøjne i luften på det sidste ord. Annemettes øjne glider ned over navnene, personnumrene.

„Er der nogen af dem her, du kender, som du ved, er i god form og ikke fejler noget umiddelbart?“

Jean ligner en vantro.

„Du er nødt til snart at delagtiggøre mig i planen, søster. Det hele er ved at blive noget speget.“

„I aften. Hos Vibse, jeg skal nok sætte jer ind i alting.“

„Anastacia. Hun bor i vores kvarter, har en søn, Kaj. Ham er hun ofte til læge med, han er lidt af et diagnosebarn. Hun selv får lavet et årligt lægetjek og har en imponerende body age på 29, selvom hun er i fyrrene …“

„En mand. Vi skal bruge en mand,“ retter Annemette.

„Hm. Så skulle det da lige være Ole. Han cykler sammen med Palle. De cykler immervæk tre gange om ugen, så allerede der har du noget på formen. Han døjer med nakkestivhed, men det er en aldersting, ikke noget stort.“

„Er han på alder med Palle?“

„Ja. Lidt ældre, har rundet de 50, vil jeg tro. Han er fra 66. Så …“

„Kan du sørge for, at han får taget en blodprøve under det lægetjek, han har bestilt tid til?“ spørger Annemette.

„Jeg kan klikke en boks af herinde,“ siger Jean og åbner et nyt faneblad. Hun klikker to bokse af. „Kolesterol og indikatorer på prostatakræft. Ganske almindelige undersøgelser for en mand i hans alder.“ Jean synes at have glemt skruplerne ved planen, hun ikke kender.

„Han er lidt af en kværulant, skal det siges. Han er meget diskussionslysten, der er ikke det emne, han ikke ved noget om. Jeg kan huske engang, jeg så en tråd på Facebook, hvor han blev ved med at blande sig i opstillingen på det danske fodboldlandshold. Han helmede på intet tidspunkt, uanset om det var landsholdstræneren eller en anden fagmand, der bød ind med indsigter, så vidste Ole bedre. Han blev blokeret til sidst, noget med tonen, der blev for grim.“

„Han lyder anstrengende. Hvordan kan Palle holde ham ud?“

„Ole er flittig til at organisere deres træning, og så ligger han ikke på hjul, når de cykler. Det sætter Palle stor pris på. Men jeg ved ikke, om det er sådan en mand, vi skal bruge?“

„Det er helt perfekt, når jeg tænker over det.“

„Ok, han har en tid om fem dage,“ siger Jean.

„Det bliver en god tid.“ Annemette får en følelse af at rumme geniets enestående ånd og skaberkraft, et momentum af storhed, så smækker en dør længere nede ad gangen.

„Hvad sker her?“ hvisker hun til Jean.

De dukker sig instinktivt bag skranken, kigger på hinanden, og Annemette kan mærke sin krop gå i alarmberedskab, som dengang hun vågnede ved hesteskrig til en stormflod, der tog hendes hjem. Skridt og en rumlende lyd kommer nærmere. Skridtene har en slæbende karakter over sig. Jean kigger forsigtigt op. Så retter hun sig op og går ud fra skranken og i retning af skridtene i en påtaget bestemt gang.

„I kommer da også senere og senere, hvad?“ siger hun. Jovialt og anklagende på samme tid.

„Det er bare i aften, jeg skulle vente på, at min kone kom hjem og kunne se efter børnene,“ svarer en lys mandsstemme.

„Jeg skal da heller ikke komme her og være efter dig, når jeg selv sidder med journaler til langt ud på aftenen. Vi er færdige her, god arbejdslyst.“

„Tak.“

Rengøringsmanden kigger lidt for længe på Annemette, men Jean taber ikke et beat.

„Bente her er i jobtræning til en stilling i Borup.“

Manden triller videre med spand og kost. Tryllekunstnere bruger den ene hånd til at distrahere dig fra den anden hånd, der smutter en mønt i lommen eller en due i ærmet. Jean viser sig at være et naturtalent, hvad angår distraktion.

„Og bare en lille ting. Jeg ved godt, jeg har meget nips under skranken, men jeg har lagt mærke til, du ikke altid kommer helt ind med kluden.“

„Det beklager jeg.“ Rengøringsmanden ser ud til at glemme alt om Bente.

„Intet problem. Det er mere, hvis du vil give det en tanke fremover. Ellers er her så rent og pænt.“ Jean knækker i hoften med en hånd i siden, hvad skal det nu til for?

„Tak.“ Måske gjorde hoften noget, rengøringsmanden får liv i øjnene.

„Det er mig, der takker.“

Annemette har ikke trukket vejret længe, den første indånding bliver derefter.

De er kommet lidt ned ad gaden, da Jean begynder at bande, spyttende og utøjlet. Annemette giver hende fred til at få det ud.

„Nu skal vi hjem til mor, og så skal der eddersparkemig falde en ordentlig forklaring på det vanvid, du udsætter mig for.“

„Den var streng, jeg ved det godt, mit hjerte sidder helt oppe i halsen.“

„Jeg trænger til en Nordsø, jeg skal have en nu, det kan kun gå for langsomt,“ siger Jean, som var det noget, de havde snakket om før.

„Hvad?“ spørger Annemette.

„Hver morgen tager Palle og jeg en Nordsø Bitter for at komme i gang. Den smører og vækker, det har aldrig skadet nogen.“

„Nej, nej.“ Annemette nikker og tænker på sin crémant. Hun har helt glemt den på det sidste, og hun har sovet fint uden. Det må være psykisk, behovet.

„Børnebørnene kan ikke lide en skarp. De spytter den ud, hver gang de får en serveret, når de har overnattet. Du kan sige, det har en præventiv effekt.“ Jean siger den sidste sætning med en vis triumf.

„Mja. Det er vel også en slags opdragelsesmetode,“ får Annemette sagt.

Jean rynker bryn, en svada er nok på vej. En tekstbesked stopper hende, og hun tager telefonen op af lommen. „Det er mor, hun kræver at få at vide, hvad vi har gang i nu.“

„Det er kun rimeligt. Tropperne er på vej hjem fra fronten. Og bed hende om at tage Nordsøen frem.“

Jean ser op og ned ad hende, og i det samme føler Annemette sig fjumset.

„Det er for meget, A.M.“

„Jeg kunne godt mærke det. Undskyld.“

De kommer op på cyklerne og kører i tavshed.

„Synes du, jeg ligner en Bente?“