KAPITEL 37

Alma smiler. Det er et dejligt, varmt smil, der minder Annemette om en fjern tid, hvor kærligheden var givet. Barnets ukritiske kærlighed til en mor og far, før den forpurres af evnen til at adskille moren og faren fra sig selv og fra selve godheden i livet. Annemette bøjer sig ned og krammer Alma hårdt.

„Hvad laver du her, mor?“ spørger Alma.

De har talt, men ikke set hinanden siden den dag i lejligheden. Annemette har haft en ny fornemmelse trods deres sparsomme kommunikation. Alma har virket mindre vred, mindre hakkende, og på intet tidspunkt er hun vendt tilbage til spørgsmålet om den trøje.

„Besøger min datter.“ Annemette tror på sig selv og sandheden.

„Det er jeg glad for, men det er da ikke et sted, man lige kommer forbi. Hvorfor har du ikke sagt noget?“

„Vil du tro mig, hvis jeg siger, jeg har været fuldstændig hængt op dag og nat?“

„Har der været meget sygdom i hjemmeplejen?“ spørger Alma, og Annemette får et stik i hjertet som med en nål, der har stukket det samme sted tusind gange før. Hun får trang til at gå i forsvar, men besinder sig.

„Det har der også, men det er mere alt det udenom,“ svarer hun.

„Strikkeklubben?“

Annemette bilder sig det ikke ind. Alma stikker. Afkommets afvisning af forælderen som mulig bærer af vigtige erfaringer endsige som forandrende kraft.

„På en måde,“ svarer Annemette. Hun lader sig ikke gå på. Det havde hun nok gjort for få måneder siden. „Skal vi ikke gå ind i jeres lejlighed, så fortæller jeg dig om det?“

„Jo. Jeg sætter te over.“

„Du må endelig sige, hvis I har planer, jeg vil ikke være til ulejlighed,“ får Annemette sagt.

„Så kører du måske igen? Efter fem timer i bilen?“ Alma åbner døren ind til det lyse køkken-alrum.

Annemette vil sige noget, men Alma kommer hende i forkøbet.

„Jeg er glad for, du er kommet.“

„Godt. For jeg kan ikke holde til flere timer bag rattet foreløbig.“

Stuen er hyggeligere end sidst. Der er grønne planer i vinduet og fra loftet, reelt på hver en flade. Og så er der en stor koksgrå uldsofa, man kan flyde i. Der er en bred bogreol i fyr på den ene væg, og så er der skænken i teak, nedarvet fra mormor, som har fået en fin plads ved vinduet. Der hænger et smart tæppe på væggen med et grafisk mønster, det er vel en slags kunsthåndværk.

Annemette bliver glad, da hun opdager noget af hestenipset fra gården. Det har fået sin egen alterhylde på endevæggen. Annemette smider skoene og sætter sin taske et sted, hun ikke mener, den står i vejen.

„Det behøver du altså ikke.“ Alma sender et blik i retning af Annemettes sko, mens hun hælder vand i en gammeldags gryde, hun sætter over gaskomfuret.

„Jeg trænger sådan til at få dem af,“ siger Annemette og lader sig synke ned i sofaen.

Alma sætter teen på bordet. Bare te, ikke noget sødt til. Det burde Annemette være glad for. Det er hun i grunden også, hun skal bare vænne sig til tanken.

„De Hårde Nåle har jo den her aftale om at gå i biografen en gang om måneden,“ starter hun og fortæller så omhyggeligt om de sidste mange måneders begivenheder. Alma lytter først med en vis distræthed, men som historien skrider frem, kan Annemette mærke sin datter blive mere nærværende.

Annemette udelader ingen detaljer, heller ikke koblingen mellem klimaet og oversvømmelsen, crémanten, tænderne og forsikringen. Jeans og Palles sexliv. Dronen i lufthavnen, pillerne og kanylerne, branderten på båden, de pink gamacher, lugten af svinet i køkkenet, Oles nævenyttige facon, alt.

Undervejs bryder Alma ind, hun ser forarget ud, hun måber, hun råber. „Hvad fanden tænkte I på? Du er jo mere kriminel end far.“ Hendes ansigt får en rød farve, men Annemette er ikke bange for hendes dom.

„Du er nødt til at lade mig fortælle historien færdig. Hvad du vil bruge den til, er op til dig,“ siger hun til Alma, som overraskende gør, hvad hun bliver bedt om. Hun ruller tættere på. Annemette er efterhånden så træt, at hun begynder at læspe. Hun er nået til Kirstens heltedåd, og sætningerne er ved at falde fra hinanden.

„Det er jo vanvittigt, du smadrer jo hele vores samfundsøkonomi,“ siger Alma.

„Det er da lige meget med økonomien, hvis vi ikke er her mere.“

Alma ryster på hovedet. „Du lyder eddermame så radikal, mor, jeg ved ikke, om jeg skal græde eller grine. Hvad vil du have, jeg skal gøre med de informationer? Hvorfor skal jeg sidde med den byrde? Og hvad med hende Kirsten? Skal hun tage din straf?“ spørger Alma.

„Jeg har gjort det, fordi jeg tror, det kan føre til, at verden bliver et bedre sted. Jeg fortæller dig det ikke for at påføre dig en byrde. Jeg fortæller dig det, fordi jeg ikke kan gøre mere nu. Dette er et vendepunkt, og jeg synes, du har krav på at vide, hvordan verden ser ud, herfra hvor jeg står.“ Annemette rækker en arm ud efter Alma, men hun undviger.

„Med hensyn til Kirsten. Hun er meget syg. Hun er terminalpatient, det har vist sig, at hun har kræft i stadie 4. Dette er hendes sidste vilje: at tage faldet.“

Alma er rundt på gulvet, skeptisk, men ikke udelukkende afvisende. Annemette er træt og føler sig lettere, end da hun kom. De ser på hinanden.

Så lyder en høj lyd, som om noget tungt rammer gulvet, de farer sammen. Lyden kommer henne fra hoveddøren. Der er et lille indhak, ikke en egentlig gang, men en enkelt væg, som giver fornemmelse af et gangområde og åbner op til resten af stuen.

„Dan?“ kalder Alma. Annemette rejser sig fra sofaen.

„DAN?“

Dan stikker hovedet frem. „Hej! Det er bare mig. Jeg kom til at vælte vasen.“

Alma kører hen mod ham. „Er du allerede tilbage? Hvorfor er dit hår ikke vådt?“ spørger hun.

„Jeg havde glemt kortet til fitten, så, ja … jeg måtte lige hjem og hente det.“ Der har altid været noget socialt kejtet over Dan, men lige nu virker han mere klodset end nogensinde før.

„Men hvorfor kom du ikke lige ind?“ Alma tager hans hånd.

„Jeg ville ikke forstyrre jer. Jeg skulle jo bare hente kortet.“ Dan, der hele tiden har haft telefonen i hånden, lægger den i lommen. Han undgår Annemettes blik, det er ikke noget, hun finder på, han slår sig selv på lommen, samler sin sportstaske op og klumser ud ad døren.

„Hej skat,“ råber Alma og kører tilbage til stuen.

Annemette ser Dan fra vinduet. Hvor længe har han stået i stået i døren? Dan stiller sig under et halvtag ved cyklerne. Han tager telefonen frem og ringer. Han ser nervøs ud, det er godt nok lidt sådan, han altid ser ud, men ikke desto mindre.

Alma virker upåvirket af Dans nummer. Det er nok bare Annemette, der er på stikkerne. Alma er utålmodig og ønsker at få detaljer på aktionerne. Hvor stort et område har de præcist spredt aktivismen ud over, hvornår vil man kunne mærke effekten, hvis det lykkes? Hvad med udlandet? Hvor mange poser har Annemette tilbage?

Annemette har ikke mulighed for at svare så godt, som hun kunne ønske sig. Det sidste ved hun dog. 27 poser er der tilbage i flamingokassen. Indimellem gentager Alma, om Annemette er blevet vanvittig, men hun vil stadig vide mere.

„Både min mor og far er kriminelle.“

Annemette krymper sig. „Jeg tror på, det er nødvendigt.“

„Som om jeg ikke har nok at kæmpe med,“ siger Alma, vist mest til sig selv. I hvert fald har hun vendt sig væk fra Annemette.

Udmattelsen har godt tag i Annemette, og hun glider ned i sofaen. Alma smider et tæppe over hende.

Annemette ligger i en døs. Hun tænker på Alma, stærke Alma. For første gang i mange år, trods vrede, trods chok; i dag havde hun set på Annemette som en ligeværdig.

Alma har altid haft vilje til mere, end hendes krop har kunnet indfri. Som lille pige ville hun banke dem, der mobbede de små, hun stillede op som elevrådsforkvinde og brugte i det hele taget kræfter på at engagere sig politisk. Og på ikke at være hende den handicappede. Dengang de mistede gården, trak Alma sig instinktivt væk, og Annemette accepterede, at Alma ikke ville trækkes ned i sølet.

Dette er sandhedens dag. Annemette ved, at det er og bliver en afgørende dag. Hun skal bare sove lidt. Sirener, der stiger i styrke, prøver at fange hendes opmærksomhed, men gud, hvor er hun træt.