KAPITEL 17

Jean sætter et par kopper og en termokande med kaffe på bordet.

„Hvordan er det med dig for tiden, Ole, spiser du sødt?“

Ole har sine øjne begravet i et af Palles I Form-magasiner. Bladet er slået op på en artikel om madvarer, der giver topmave. „Uha, nej tak, jeg skal holde panseret her hårdt.“ Ole giver sig selv et slag i maven, da han siger det.

Jean ser efter spor af ironi, finder ingen. Hans fod vipper fiffigt i takt til musikken i stuen. Hvor lang tid skal Palle bruge i det bad. Jean vil helst bare være en flue på væggen, nu hvor Ole er kommet forbi for at snakke med Palle. Hun ved, han har været ved lægen i torsdags, og eftersom han elsker at tale om sig selv, kunne hun godt forestille sig, han ville fortælle Palle om oplevelsen. Hun vil gerne være her, når han gør det, men på en måde, så Ole ikke tænker over, at hun er i rummet.

„Jeg har alle dage følt mig godt tilpas i selskab med jazzen. Er det John Coltrane, vi hører?“ Ole virker opstemt, da han siger navnet. „Han spiller trompeten som ingen anden,“ fortsætter han.

Jean synes, det lyder som en saxofon, men hun vil ikke diskutere det med Ole.

„Det er bare radioen, der kører,“ siger Jean og beslutter sig for at gå i køkkenet og anrette et fad med småkager alligevel.

„Det er utroligt, som musik kan eje rummet, ikke? Musik er et verdenssprog, den forbinder mennesker og trodser forskelle. Det kan jeg godt lide at tænke på,“ siger Ole, da hun kommer tilbage med fadet. Jean tænker, at han nok endnu bedre kan lide at høre sig selv lufte den slags tanker. Det er muligt, han anser sin ytring som udtryk for en særlig adgang til tilværelsens dybere lag. Ole kaster et blik på sit pulsur og tager en havreflage.

„Jeg tror, Palle er lige på trapperne, Ole,“ siger Jean og smiler.

Palle kommer ind i stuen med håndklædetørret hår. Han har to glas i hånden med en tyk, grøn, formentlig kål- eller spinatbaseret shake. Jean hader at gøre den juicer ren. Han dufter godt og giver Jean et klap i numsen, da han passerer hende, og Ole et klap på skulderen, inden han sætter sig i sofaen. Ole peger på sit ur.

„Det er ikke en konkurrencedygtig pace, du holder dig, når du bader, gamle jas,“ siger Ole, og Palle slår en pudsig latter op. Jean kan ikke afgøre, om den er ægte eller ej. Hun har sat sig med ryggen til dem i den bløde stol i den anden ende af stuen, usynlig, synes hun.

„Jeg mener, vi skal satse på tre faste ugedage, hvor hele holdet kommer ud at trille, og så kan turen i weekenden være valgfri,“ siger Ole.

Jean skæver over til dem, Ole har taget en notesbog frem.

„Alle dagene er vel valgfrie i bund og grund,“ siger Palle. Det svarer Ole ikke på.

„De har lagt ny hud på Karrebækvejen, vi testkører den på mandag.“

„Hud?“ spørger Palle.

„Asfalt. Ny, lækker asfalt.“ Ole svarer med samme selvgode toneleje, som da han nævnte John Coltrane. De taler længe om cykelholdet, og Jean begynder at kede sig i stolen med det blad, hun ikke læser i. Hun rejser sig og går hen og løfter på termokanden.

„Jeg laver en kande mere,“ siger hun.

„Tyve minutter sad jeg og ventede på at komme ind hos den læge, og det var vel at mærke for at få et resultat, jeg havde foretrukket at få over telefonen.“ Jean sætter den fyldte termokande tilbage på bordet, de ænser hende ikke, hun sætter sig i stolen igen. Nu er ørerne godt slået ud.

„For det første kom han med påstanden om, at min fedtprocent lå i den høje ende. Jeg ved ikke, hvordan det kan lykkes dem at rode så meget rundt med tallene, men eftersom jeg lever på en sund diæt og stort set træner som en professionel, har tallet ingen gang på jord.“ Ole holder en pause, men Palle siger ingenting.

Jean kan ikke dy sig. Hun vender sig om og kaster et blik på Oles mave. Dens kollaps ud over bæltespændet fortæller sin egen historie.

„Så begyndte han – og jeg har altså haft den samme, udmærkede læge de sidste tyve år – så begyndte han at tale om alarmerende høje tal i mit blod og spurgte mig, om jeg var deprimeret eller flyskræk.“

Palle kommer for første gang med i samtalen. „Hvad, men hvorfor?“

Jean kan næsten ikke være i sin krop. Det er godt, hun har ryggen til.

„Præcis. Det sagde jeg også. Jeg havde bare fået lavet et ganske almindeligt sundhedstjek, men så begynder han at tale om spor af antidepressiv medicin og betablokkere. Og jeg ved fandeme ikke, hvad han havde spist.“

„Men hvordan endte det så?“

„Jeg blev sgu da vred på ham. Han sad og anklagede mig for at købe receptpligtig medicin uden om ham, som om jeg var kriminel.“

„Jamen hvordan kan de tage så meget fejl?“ spørger Palle.

„Det aner jeg ikke, men det er ikke første gang, man hører om lægesjusk. Jeg satte ham på plads, jeg kunne ikke have ham til at sidde der og beklikke min troværdighed, tale om depression, og hvad ved jeg. Jeg er i mit livs form, det ved du da.“

„Jo. Jeg har da heller ikke tænkt på, at du skulle fejle noget som helst,“ siger Palle.

Palle læner sig frem mod Ole, skæver til Jean, og Ole læner sig tilsvarende frem mod Palle. Ole sænker stemmen, så Jean skal anstrenge sig for ikke at bevæge en fiber i kroppen. Hun må ikke gå glip af et eneste ord.

„Der var godt nok én ting, der gik mig på. Det er ikke noget, jeg gider snakke om, men nu har jeg aldrig haft problemer på den front, så det undrer mig …“

„Hvad undrer dig?“ Palle taler også lavt.

„Han spurgte, om jeg havde haft problemer med at få rejsning på det seneste. Og det har aldrig været et problem for mig, Palle. Aldrig!“ Jean sidder spændt som en bue i stolen.

„Nej, nej. Men det er altså meget naturligt. For eksempel, når jeg er stresset, kan jeg have svært ved det, og det gør det ikke bedre, at Jean bliver skidesur og tror, det har noget med hende at gøre. Der er også nogle former for medicin, der kan influere på … Jeg synes ikke, vi mænd skal være flove over, at vores sexlyst er betinget af alle mulige faktorer ligesom kvinders.“

Jean bliver både rørt og irriteret over Palles bemærkning.

„Hvad er det for en snak fra de varme lande? Jeg onanerer hver morgen klokken 8.10 efter badet, og det har aldrig været et problem før nu, hvor jeg, ja, jeg ved sgu ikke, hvad der sker. Men min læge fortalte, at antidepressiv medicin i selskab med de her betablokkere kan gå ud over rejsningen. Det er ganske velkendt.“

Jean har helt glemt at trække vejret fra sit gemmested i stolen. Hun gør det, men luften kommer ikke ned i maven. Mændene tier et øjeblik.

„Så du tror, der kan være noget om snakken, nu hvor du ikke kan få den op? Men hvordan kan det lade sig gøre, hvis du ikke tager …?“ spørger Palle.

„Ja. Det kan jeg ikke regne ud på stående fod, men der er noget lusket over det. Min læge har lovet mig, at de vil undersøge sagen til bunds, så jeg ikke skal gå rundt og føle mig som en halv mand. En gammel mand.“

„Sig til, hvis jeg kan gøre noget,“ siger Palle, og Jean kan høre sofalæderet give sig, mændene rykker igen på afstand af hinanden.

„Du kan da prøve at komme forbi klokken 8.10 i morgen tidlig,“ siger Ole. Palle slår den pudsige latter op fra tidligere, denne gang er Jean ikke i tvivl om, at den er falsk. Til gengæld bemærker hun, at Ole ikke lyder, som om han morer sig overhovedet.