KAPITEL 9

Annemette sidder og stikker i en tærte fra i går, da Almira kommer ind og sætter sig med en couscoussalat, der dufter forbløffende godt. De er de eneste to i vagtstuen.

„Hvad tid starter din rute?“ Almira virker snakkesalig.

„Om 25 minutter.“

„Kan du anbefale en god serie på Netflix?“ spørger hun så.

Annemette har en underlig fornemmelse af at betragte sig selv udefra. Fordi verden er ved at gå under, og fordi Almiras venlighed udfordrer den neutralitet, Annemette foretrækker mellem dem. Almira taber lidt af en bid, hendes hijab fanger den lige under hagen, og Annemette bemærker den lille samling af couscous og mynte. Hun har ikke lyst til at gøre Almira opmærksom på det. Det er for intim en gestus. Sådan et tørklæde må være noget af en smudsfanger, det er bare én af de ting, Annemette ikke forstår ved tørklædet.

Hun har det, som om hun ikke kan trække luften helt ned i maven. Hun kigger på sine hænder. Ryster de ikke?

„Du hænger lidt med mulen i dag, hvad er der med dig?“ spørger Almira, og Annemette ville ønske, hun ikke var der. Det er ikke sådan, at Annemette ikke ser en sammenhæng mellem symptomerne i sin krop, hun har trods alt set mange mennesker med stress og angst på sine ruter som hjemmehjælper, blot er hun ikke indstillet på at forbinde det med sig selv. Den grundtristhed, hun har følt, siden, siden … Siden Leo slog fast, at klodens røv er på komedie … Hun venter på, at den går over. Problemet er, at hun er blevet i tvivl, om den gør det. Går over.

„Jeg er bare træt af ikke at have en pløk i munden.“

„Ikke noget nyt på den konto, går jeg ud fra?“ spørger Almira.

„Ikke en skid, siden forsikringen afviste at betale.“

„Er du blevet vegetar?“ Almira kigger på Annemettes tallerken.

„Tjah. Jeg er i hvert fald blevet træt af rødt kød.“

„Også sådan en ordentlig steak med hvidløgssmør?“

„Især den. Men altså, den er heller ikke særlig tyggevenlig for sådan en som mig.“

„Nej, det er klart. Når jeg tænker over det, så er det tyrkiske køkken tilpasset mennesker uden tænder.“

Aha. Tyrkiske rødder, ikke afghanske eller pakistanske. Annemette smiler stille.

„Jeg sætter en kande kaffe over, så du kan få dig en opkvikker, inden du cykler.“

„Tak, Almira.“

Almira rejser sig, stopper op og går hen til Annemette og giver hende et kram. Det første nogensinde, Annemette må virkelig se trist ud.

Annemette stiller cyklen foran etagebyggeriet, der huser Thorkild. Hun kigger sig omkring, inden hun spytter. En tråd af savl lander på hendes hage. Det er blevet besværligt at forme en spytklat, men Annemette fik adskillige insekter i munden på cykelturen herhen, så derfor. Ingen bryder sig om, at insekter på den måde indtager ens mund, men Annemettes ubehag tog til, da hun blev bevidst om, at der kunne være tale om uddøende arter. For anden gang, siden hun mødte på sin vagt, er Annemette ved at give op.

Der er bælgmørkt hos Thorkild. Hun kalder hans navn fra entreen, men får intet svar. Hun er ved at falde i noget blødt, der bliver siddende i hendes skosåler.

„Thorkild. Kom nu ud. Det er Annemette.“ Hun lyder helt desperat. Hun finder vej til soveværelset. Lidt lys trænger ind, og hendes øjne er ved at vænne sig til mørket. Thorkild har bygget et fort omkring sin seng, kasser, papirstakke, skamler og hvad har vi. Der er helt stille. Annemette ved, hun skal være forsigtig, når Thorkild ikke er sit sædvanlige, overenergiske jeg. Det er som regel tegn på, at han er bange.

„Er du okay, Thorkild?“ spørger hun ud i rummet, da hun fornemmer en besværet vejrtrækning i rummet.

„Vi skal nok løse det, hvad end det er.“ Annemette krymper sig i mørket.

„Ingen er sikre!“

„GÅ! Du skal ud herfra, Annemette!“ Thorkilds stemme knækker.

„Jeg forstår godt, du er bange. Jeg er selv bange … og ked af det.“ Annemette hvisker det næsten.

Hvordan skal hun kunne tage sig af de svage, når hun selv er svag. Når menneskeheden er så svag, at den ikke kan passe på sig selv, men bare vedbliver at proppe sig, sole sig og like fotos af rejser og flotte vaser.

Rummet er stille bortset fra to ujævne vejrtrækninger. Så fornemmer hun en bevægelse. Thorkild rækker sin store arm frem inde fra fortet, i hånden har han en boks med kleenex, og Annemette hiver et stykke papir ud af boksen og tørrer øjne og pudser næse.

„Verden er ved at gå under, og vi kan ikke forhindre det,“ siger Thorkild, og det er sjældent for ham at lyde så opgivende. Annemette smider sit papir med samme resignation.

„Jeg ved det, klimaforandringerne er en realitet, vi kan ikke gøre det om. Vi har lagt en lort, og nu sidder vi i den.“

Thorkilds stemme forandrer sig.

„Hvad fabler du om? Klimaet fejler ikke noget, du tror da ikke på den slags fake news?“

„Det er da ikke fake, Thorkild, al forskning siger, at …“

„Herregud, det er ganske naturlig variation, vi er vidne til, sådan har klimaet skiftet sin gang på jord i millioner af år, det kan vi ikke ændre på,“ siger Thorkild. Han lyder som en far, der trøster et barn med en løbsk fantasi.

Annemette vil protestere, men holder sig tilbage. Det her med at diskutere med folk, der lever i en anden virkelighed end en selv, og som samtidig ikke ejer et gran af tvivl, fører sjældent noget godt med sig. Desuden er det hendes job at få Thorkild til at føle sig mødt.

„Kæreste pigebarn,“ fortsætter Thorkild. „Verden er ved at blive invaderet.“ Armen bliver igen stukket ud imellem fortets mure. Denne gang holder han en iPad frem, så Anne mette selv kan se. Han afspiller et YouTube-klip fra en lufthavn, ser det ud til.

„Du kan godt huske, da de lukkede Gatwick, ikke? Lufthavnen i London blev paralyseret i næsten to døgn, fordi man havde set en eller flere droner i luften over lufthavnen. Omkring 1000 fly blev omdirigeret, og 140.000 passagerer blev berørt.“

„Okay?“

„Du er godt klar over, at det ikke var droner, ikke?“

„Jeg er ikke sikker på, jeg kan huske noget om det.“

„Det var besøg, du. Fint besøg fra det ydre rum.“

„Hvordan kan du egentlig vide det, Thorkild. Altså, hånden på hjertet?“

„Alle sandhedsvidner ved, at lukkede lufthavne er lig med besøg. Du har måske hørt om en stor gruppe på Facebook, der planlægger at storme den berømte Area 51 militærbase i USA. Dér hvor de fangede en alien i 1950’erne og skabte kontakt til de fremmede. Så indgik Eisenhowers administration en aftale med de små grønne rummænd om udvinding af mineraler mod udveksling af mennesker og rumvæsner til gensidige eksperimenter. Men nu er en flok modige mennesker i færd med at ofre deres persondata på Facebook. Du må forstå, at det er data, der føder direkte ind i ansigtsgenkendelsessoftwaren hos reptilfolket og Illuminati. Det er sande helte, der sikkert bliver snatchet de næste par år, og kun fordi de er så mange, vil alle kende til de virkelige magtforhold i verden og vores undergang.“

Annemette sukker, hun ville ønske, hun var en øgle med magt.

Thorkild skifter stilling, og hans fort knager og brager, en kasse falder til jorden i et fjernt hjørne, og lugten af kold gryderet spreder sig i lokalet. Hele lejligheden skal tømmes, så det ikke går i forrådnelse, og skimmel vokser frem.

„Det vil sige, at fra nu af bliver the earthlings på Nellis Air Force Base nødt til at rykke Trumps møder med aliens til andre steder på kloden. Ha! Lur mig, om der ikke snart er en „drone“, der lukker Kastrup Lufthavn. Jeg burde lave en gruppe, der kan storme hegnet, den dag det sker …“

„Thorkild, du har ikke været uden for en dør i fire år.“

„Sandt. Men jeg kan måske bruge mit tredje øje, pandechakraet …“

„Men hvorfor flyve en drone over en lufthavn i første omgang, hvad er ideen?“ spørger Annemette.

„Ét ord: kaos!“ Annemette rynker brynene.

„Kan du sætte lidt flere ord på?“

„Skab kaos, så folk ikke opdager, hvad du i virkeligheden foretager dig. Himmelrummet er en følsom magtarena. Når du placerer fremmede objekter i det rum, skaber det panik, og det bliver imperativt at rense luftrummet for fare. Det er ligesom at kaste en pind, så kigger alle i den retning, og en eller andens hund sørger for at hente pinden, og alle er glade. Men mens vi er optagede af pinden og hunden, står ham, der kastede den, og sprayer hele græsset med fæces.“

„Fæces ligefrem?“ Annemette lægger hovedet på skrå.

„Det er et billede, Annemette. Han er fri til at gøre, hvad han vil.“

„Skræmmende.“ Annemette gnider sine læber mod hinanden, det er lidt af et kunststykke for en som hende.

Thorkild peger hen i hjørnet på en bunke ens kasser.

„Se der! Droner. Med spor af Skulls and Bones alle sammen. Der er nok 15-16 kasser.“

Annemette går i køkkenet. Thorkild er det eneste menneske, Annemette kender, der bor i en toværelseslejlighed og ejer en kummefryser. Hun hiver fire pakker brændende kærlighed op af fryseren og smider den første pakke i mikroovnen.

„Jeg ordner toilettet, men så tager jeg støvsugningen næste gang, hvis du ikke siger det til nogen.“

Endnu en gang er der gået alt for meget tid med at tale med Thorkild og alt for lidt med at gøre rent, men på den anden side, lige meget hvad hun gør, ligner hans hjem en by i Syrien. Forfærdeligt billede, for øvrigt.

Thorkild har en stor appetit og er på tredje portion, da Anne mette tager sin vindjakke.

„Jeg lister af, ven, vi ses snart,“ siger Annemette. Thorkild har munden fuld af mad inde bag fortet.

„Pas på derude,“ råber han.

På vejen ud tager Annemette en kasse med en drone under armen. Det føles nødvendigt, det føles rigtigt.