KAPITEL 10

Jean drejer nøglen om og trækker håndbremsen. Det er køreturens endelige punktum at trække håndbremsen. Annemette sidder på bagsædet og kigger ind i nakkerne på Vibse og Jean. P17 står der på et oplyst skilt foran dem. P17 er en del af budgetparkeringen i Kastrup Lufthavn. Over dem har et Norwegianfly slået hjulene ud og gør klar til landing på bane 22L. Bag metalfuglen skimtes lysene fra de indkommende fly som en smuk perlehalskæde på en gråblå himmelhud. Området er en sær blanding af nøgne strækninger og kraftigt oplyste områder. Annemette føler sig en anelse køresyg. Det er noget med den måde, Jean skifter gear på. Hun begynder at forstå, hvorfor Palle helst selv sidder i førersædet i familiens Suzuki Swift.

„Jeg ser ingen overvågningskameraer i nærheden,“ siger Annemette og bryder en trykket tavshed i bilen. Jean sukker højt.

„Fortæl mig lige igen, hvorfor vi ikke sidder i min stue og strikker trøjer, ingen gider at gå med? Palle forlader mig på stedet, hvis jeg kommer i klammeri med ordensmagten,“ siger hun.

Kassen med dronen ligger ved siden af Annemette, hun tager den op på sit skød.

„Helt ærligt, Jean. Vi har haft den snak, du husker godt den følelse, vi havde efter filmen, ikke? Det var ikke fiktion, Patrick og Isabellas fremtid er ikke fiktion. Det, du følte, var sande følelser,“ svarer Vibse med et lige så dybt suk.

Annemette tager over: „Fem procent af verdens drivhusgasser kommer fra fly, og det tal er voldsomt stigende.“

Jean afbryder: „Så sent som i weekenden havde jeg et kæmpe skænderi med Palle. Han vil jo invitere hele den pukkelryggede til Thailand til vinter, ikke? For at fejre vores skide sølvbryllup. Vi har sparet op i ti år, og nu ved jeg hverken frem eller tilbage. Ikke med det, vi har gang i. Jeg er som en lus mellem to negle, og jeg ved ikke, om jeg tror på, at det skulle have nogen som helst effekt, at vi går rundt og leger klimaaktivister, eller, altså flyet flyver jo til Thailand, hvad enten Palle og jeg sidder i det eller ej. Og nu er han fornærmet over, at jeg overhovedet har bragt emnet op. Han har sovet i stuen siden. Jeg har ligget der og pillet ved mig selv.“

„Jean! Stop den sexsnak!“ råber Vibse.

„Hvis vi kan stikke flyindustrien en kæp i hjulet med en drone, bare for en lille tid, så synes jeg, vi skal gøre det,“ Vibse klapper hende på låret.

Jean ryster på hovedet. „Jeg er ikke overbevist,“ siger hun, men denne gang resignerende.

„Vi hedder ikke De Hårde Nåle for ingenting,“ Annemette aer hende over håret.

„Hvis ingen troede på, at et menneske kunne skabe forandring, skete der aldrig noget. Det er på tide.“ Vibses stemme forandrer sig, hun taler fra et sted langt nede i maven. Den næste sætning lyder helt fremmed.

„Ingen regner os for noget, når det kommer til kamp.“

„Hvad mener du med os?“ spørger Jean.

„Kvinder. Os kvinder.“ Er Vibses demens på besøg? Annemette plejer at kunne spore den på sekundet, men Vibse virker helt klar.

„Tingene har ikke ændret sig meget siden 2. Verdenskrig. Ikke når det kommer til at få en plads i marken, når de store kampe skal kæmpes. Under krigen var der virkelig mange kvindelige modstandsfolk. De fik de roller, ingen husker i dag. De smuglede duplikatorpapir, de skrev tekster til den illegale presse, de husede andre modstandsfolk og engelske faldskærmssoldater. De organiserede og tog alt det kedelige lortearbejde, der også ligger bag den succesfulde forandring, som skete. Mændene? Ja, de sprængte togbaner i luften og likviderede nazister, så det er dem, der er forfattet sange til, rejst statuer for og skrevet bøger om. Ved I, at for hver tusinde bog om en modstandsmand, findes der én om alle modstandskvinderne tilsammen?“ Vibse holder en kunstpause. „Lige om lidt er jeg død. Så I har ret. Tiden er inde til at gøre noget. Jeg siger JA til aktion. Jeg vil ikke længere lade tvivlen få plads.“

„OKAY, mor! Ikke meget strikkeklub over dig.“ Jean gør store øjne. At se kampgejsten i Vibses øjne har en smittende effekt.

„Hvem ka’?, Vi ka’!“ Vibse løfter en knyttet næve.

„Nej, vi er nødt til at komme med et bedre kampråb. Det er jo ikke Bilka.“ Annemette læner sig frem og ind mellem de to forsæder: „Kæmp for planeten, folket og profeten.“ Annemette fortryder i samme øjeblik, hun har sagt det.

„Det lyder mere som et islamistisk slagord. Jeg kan godt selv høre det … Der er nok nogle, der vil blive krænkede,“ fortsætter hun.

„Altså andre end de passagerer, hvis rejser vi spolerer?“ svarer Vibse.

„Tiden er moden, vi kæmper for kloden,“ Jean kommer uventet på banen. Måden at få Jean med på holdet er selvfølgelig at holde fokus på kampen, muligheden for at besejre nogen eller noget, det kan Jean ikke stå for. End ikke Palle kan fjerne dette urinstinkt i hende.

„I mangel af bedre, så ja,“ siger Vibse.

„Det er mere, hvis det skal rime,“ siger Jean.

„Okay, lad os få den drone op, inden der går strikkeklub i den,“ afbryder Annemette dem. Hun tager dronen ud af kassen, og de stiger alle ud af bilen. Der blæser en vind, ikke noget faretruende ståhej, men vind, det er der.

Dronen er en DJI MAViC Pro 2 HD. Thorkild har sat en dymo-strimmel på kassen med teksten „inficeret“, han har også skrabet modelnummeret af. Kvinderne har samlet det, de kunne, hjemmefra, læst instruktioner og set adskillige klip på YouTube. Men de har ikke testfløjet den. Annemette sætter sig på jorden og folder dronens arme ud, hvorefter hun fæstner propellerne, som der står i bogen. Der kommer ikke den forventede kliklyd, da Annemette vil dreje den sidste på plads. Hendes bevægelser bliver hektiske. Uroen kryber ind.

Vibse, der står bagved Annemette, lægger sine hænder på hendes skuldre:

„Træk vejret, det haster ikke mere, end det jager,“ siger hun.

Over dem brager et KLM-fly ind og lyser landingsbanen op.

Annemette puster ud og ryster sine hænder et øjeblik.

Så drejer hun på den lille skive igen. „Klik.“ Alle propeller sidder nu fast. Vibse har en iPhone X, så det er hendes mobil, de forbinder til dronens fjernbetjening. Mobilen fungerer som skærm for kameraet i dronen, så de kan se, præcis hvorhen den flyver. Annemette og Jean rejser sig synkront fra asfalten. De træder instinktivt et skridt tilbage, som fra fyrværkeri eller en bombe. Alt er klart. Der er stadig mennesketomt på P17.

Annemette har fjernbetjeningen i hånden, hun skal styre. Hun tænder. Propellerne på dronen smælder højt, da de med stor hastighed roterer, og de tre kvinder farer sammen.

„Det kan da ikke være rigtigt?“ udbryder Annemette og får lyst til at slukke det hele. Fjernbetjeningen bipper med en meget høj tone, et kraftigt LED-lys blinker.

„HVAD SIGER DEN, DET VIRKER FORKERT?“ Der er panik i Jeans stemme.

„Jeg tror bare, det er forbindelsen, den skal lige have lov at koble sig på, ikke råbe, jeg kan ikke, hvis du råber,“ siger Annemette.

Dronen letter og svæver knap halvanden meter over jorden. Vibse svinger sine arme i fejende bevægelser.

„Op, op,“ siger hun og forsøger at dirigere dronen på vej. „Flyv, min fugl, flyv!“ synger hun.

„Mor! Det er ikke en Disney-film!“ råber Jean. Annemette forsøger at styre dronen, men vinden får maskinen til at drive sidelæns.

„Den skal op og mod lufthavnen.“ Jean råber igen.

Dronen svæver modsat, i retning af en stribe parkerede biler. Den dykker i en skarp bue og snitter en skinnende sort bil, før den stiger op igen.

„Shit! Det var en Bentley.“ Jean hopper op og ned.

„Hvad gør jeg, skal jeg stoppe lortet?“ spørger Annemette hektisk.

„Du bliver ved, det er fint, Bentleyen er en benzinsluger, den har godt af at tage en lille pause fra landevejen,“ siger Vibse så roligt, det er muligt i støjen.

„Det er noget hyklerisk pis, det ved I godt, ikke? Det giver ingen mening at ridse en eller andens bil og kalde det godt for miljøet.“ Annemette er også på vej mod sin råbestemme.

„Skal vi have denne her samtale midt i forsøget på sabotage?“ Selv Vibse lyder presset nu.

Annemette forsøger med alt, hun har, at få dronen til at stige. Kontakten med Bentleyen har slået dronen endnu mere ud af kurs, den har nu retning hen mod indkørslen til parkeringspladsen.

„RET OP, RET OP.“ Jean skriger af fuld hals.

„DEN REAGERER IKKE. LAD VÆRE MED AT SKRIGE AD MIG, JEAN!“ I samme nu bliver Annemette blændet af et skarpt lys, hun kniber øjnene sammen, bare et sekund, og da hun åbner dem igen, ser hun en gul varevogn svinge ind på parkeringspladsen i høj fart. CPH Security står der på siden. Dronen banker ind i bilens forrude og falder til jorden med et brag efterfulgt af stilhed. Ny støj kommer til, da to vagtbiler mere svinger ind og efter dem en politibil med sirene. Så overdøves støjen af en gigantisk Airbus A380.

De tre kvinder ser på hinanden. Annemettes hjerte hamrer derudaf, vinden tager i hendes hår og slynger det rundt og ind i munden, der allerede er helt tør. Vibse ser ud til at være forstenet i en unaturlig position med robothænder. Jean har kastet sig ned på jorden. Her ligger hun med armene bredt ud på asfalten foran sig. To betjente hopper ud af bilen og småløber hen imod dem.

„Bliv stående, og læg, hvad I har i hænderne, på jorden,“ råber den ene. Annemette lægger fjernbetjeningen, Vibse lægger sit lommetørklæde, vinden tager det, det triller over asfalten som en vindheks. Jean løfter sine hænder over hovedet og spreder vinkende fingrene.

„Rejs dig op,“ siger den ene betjent til Jean, og hun adlyder.

„Vær venlig at tømme jeres lommer.“

De kropsvisiteres, Annemette kigger over på gamle Vibse og frygter det værste, men Vibse ser stålsat ud, værdig faktisk. Annemette kan se to mænd stå ud af den forreste vagtbil og skrå over parkeringspladsen, hen mod Palles Swift. De lyser ind gennem dens vinduer.

En politibil mere kommer til. Den stopper ved dronen, en betjent med handsker på samler den op og lægger den i en pose. Der sker så meget på så kort tid.

Der går en luftalarm, det lyder af krig. Alle kigger op. Et fly, der har snuden mod jorden, stiger op igen og flyver hen over lufthavnen.

„Klokken er 05.38. Vær venlige at følge med, I er anholdt.“

„Jeg overgiver mig,“ siger Jean. Det lyder teatralsk. På den ene side er det for meget, på den anden side er det for lidt bare at nikke og lyne jakken op.

„Javel,“ siger Annemette.

De bliver bedt om at tage plads på bagsædet af en politibil. Det er jo sådan, det er på film. En mand holder på Vibses hvide hår, da hun besværet bakser sig ind.