KAPITEL 19

Annemette børster lårene på sine bukser i en hurtig bevægelse. Hun har en fornemmelse af, at noget pillemasse fra kanylen sidder på dem.

Hun tager en hånd op til håret, som hun hurtigt roder i for volumen. Hun sidder på ved et lille bord og venter på, at Johnny skal sige noget. Han står og kigger ud ad et vindue i cellen. Annemette ser sig omkring. Cellen er stor, nok 12 m ², og der kommer lys ind fra to vinduer. Johnny har eget toilet med bad og mosaikfliser i modegrå. Det er langt flottere og større end det, de havde på gården i sin tid. For enden af sengen hænger en fladskærm, ikke prangende af størrelse, men den er der. Der står også et lille køleskab. Det er lige før, Annemette forstår, at nogle folk får ondt i røven over de fine forhold. Rehabilitering, jo, jo, men det ligner et hotelophold.

Johnny vender sig mod hende. Han krammede hende længe og hårdt, da hun blev vist ind for få minutter siden, men ingen af dem har sagt noget endnu. Hun havde ikke forklaret sig over for Johnny i telefonen, og han havde bare sagt, at han gerne ville se hende, og at hun sikkert også havde noget, hun gerne ville tale med ham om. Annemette havde ansøgt Storstrøm Fængsel om besøg, så snart hun var kommet hjem.

Johnny har ikke tænkt sig at hjælpe Annemette med at få samtalen på gled, han ser på hende uden et ord.

„Jeg er jo ikke kriminel, det er slet ikke der, den starter. Jeg er harm og synes ikke, jeg kan sidde over, når vi er ved at gøre en ende på verden og efterlade vores børn med en døende klode. Du ved godt, vi har en strikkeklub, ikke? Vibse, Jean og mig, det bliver jo ikke mere uskyldigt end det. Så kan du sige, stemningen ændrede sig en del, efter vi så denne her film med DiCaprio, en katastrofal klimafilm, og den ramte os alle tre som en mavepuster. Vi kom ud af den biografsal, og det var, som om vores blik på verden havde ændret sig. Det var ligesom en brat opvågning. Og så fik jeg ideen til, hvordan vi tre fuldstændigt harmløse kvinder med absolut ingen magt i samfundet kunne … Jeg mener … Se på os: en social- og sundhedshjælper uden tænder og med bristede stutteridrømme, en langtidssygemeldt og en dement. Jeg fik troen på, at vi kunne gøre noget andet end at sidde der og slå masker op, og at vi havde pligt til det. De to andre havde samme fornemmelse af at stå med sandheden i hænderne, så det hele voksede ligesom i fællesskabet.“

Johnny fastholder fortsat Annemettes blik, hun kan ikke læse noget i de øjne. Han sætter sig ned ved bordet på en stol over for hende, men siger stadig intet, så Annemette fortsætter:

„Det går også længere tilbage end den film, det er du godt med på, ikke? Du ved da godt, at siden vi mistede gården og hestene, så har livet været uretfærdigt. Og vi har gået der og bebrejdet naturen for dens brutalitet, men den oversvømmelse, den var sgu ikke sket, hvis ikke vi havde svinet kloden til, så isen var smeltet, og naturkatastroferne faldt i stimer. Det er menneskeskabt! Og så må vi mennesker gøre noget aktivt for at stoppe vanviddet. Det kan godt være, det er ved at løbe lidt af sporet, det vil jeg ikke nægte. Jean er også for rabiat indimellem, men hun har jo sine børnebørn, som hun vil gøre alting for, uden skrupler. Det er i dem, hun finder sin idealisme, ellers var hun aldrig kommet med ombord. Og hun har ikke noget mellemgear, Johnny, hun er ligesom dig på den måde. Og altså ja, nu giver planen bagslag, fordi Danmark begynder at importere kød fra andre lande, det er selvfølgelig noget lort, og vi prøver at bremse det ved at inficere det udenlandske oksekød også. Men okay. Og der er jo ikke nogen, der er kommet til skade eller er døde. Vi har en sag! Men … godt ord igen, det er nok større, end vi kan klare, os tre kvinder, og det er også ved at blive for farligt. Jeg er jo mor. Jeg kan ikke bære, hvis vores datter skal opleve, at begge hendes forældre sidder i fængsel. Det må ikke ske.“

Annemette trækker vejret, hun har brug for luft, hun har ikke flere ord. Johnny lægger sit hoved på skrå.

„Er du færdig?“ siger han.

„Det ved jeg ikke, men du er nødt til at sige et eller andet.“

Det ligner et smil, der trækker op i Johnnys ansigt.

„Du og jeg er ens. Det har vi altid været. Du har bare aldrig indset, at du er villig til at gøre hvad som helst, når dit barns tilværelse er på spil. Det er jo også hende, vi kommer til at overlade rottereden her til.“

Annemette føler, hun skal irettesætte Johnny, men der kommer ikke noget, og han fortsætter.

„Alt, hvad jeg har gjort, har jeg gjort for din og Almas skyld. Jeg har ikke købt dyre biler eller Rolex-ure, jeg har ikke gået og samlet guld i en kiste eller købt obligationer i IBM, når jeg har begået økonomisk kriminalitet. Var det forkert, det, jeg gjorde? Gu var det forkert! Men hvis jeg ikke havde gjort det, var Alma ikke vokset op med en tro på, at alt kan lade sig gøre. At der er udfordringer, og så er der de måder, vi løser udfordringerne på. Og se hende nu. På vej, forelsket, fuld af håb og for øvrigt med en stærk moral. Og helt ærligt, du ville aldrig have ejet en gård fuld af heste og oplevet den lykke, hvis jeg ikke havde gjort, hvad jeg gjorde. Jeg gjorde det for jer!“

Annemette kigger ned i bordet, hun flytter rundt på et par krummer med pegefingeren, det trækker i øjnene, hun er blevet så grådlabil på det seneste.

„Jeg er ikke som dig, Johnny, jeg er ikke kriminel.“ Hendes stemme er en tynd hvisken. „Jeg synes faktisk, det giver mening at prøve at redde jorden.“

„Jo, du er. Som mig, en kriminel.“ Johnnys stemme knækker. Annemette kigger på ham. Deres øjne står i vand, de holder lige akkurat hver deres livlige sø stangen ved øjets våde kant. „Vi vil gøre alt for vores datter. Det viser sig så, at du tænker endnu større tanker, at du er stærkere end mig, for du vil ikke bare redde Alma og hendes fremtid, du vil redde hele verden. Du sætter dig selv på spil for at give alle klodens børn en fremtid.“

Vandstanden i Annemettes øjne bliver for høj, tårerne triller ned ad kinderne.

„Hvad er det, jeg laver? Hvad er jeg for et menneske?“

Johnny rejser sig og sætter sig på hug foran hende, hun sidder der på stolen som en slap kludedukke, og han tager hendes hænder.

„Du er en af de gode, A.M. Du er et godt og uperfekt menneske.“

„Alma synes, jeg er en nobody, der ikke kan finde ud af andet end at tørre røv på andre mennesker,“ siger Annemette.

„Hun er bare i gang med at bevise, at hun kan selv, hun har endnu ikke fået det store perspektiv på. Det kommer.“

Annemette mærker varmen fra Johnnys store, bløde hænder. Det er som at komme hjem til sin gård og vide, at nogen sætter slåen på, så de onde ikke kan trænge ind. Hun kigger ind i Johnnys øjne. Gud, hvor hun dog elsker ham. Hun læner sit ansigt ind mod hans. Han gør det samme. Hun mærker hans ånde mod sin hud, en mild prikken med tandpasta i den bagerste note, så lukker hun sine øjne og beder til, han gør det samme.

Hans tunge er bred og fugtig uden at være drivvåd, og hun tager imod den, mens hendes krop retter sig ud, knogle for knogle, og strækker sig ind mod ham. Hendes hånd rækker ind under hans bluse, kører op ad brystkassen. Et øjeblik åbner hun øjnene. Johnny har lagt en del timer i træning (vel også overvejelser om kosten), og den før så bløde, runde brystkasse er blevet hård og markeret. Hun kan godt vænne sig til det, det kan hun da, hun har sådan set svært ved at styre sig, men et lille stik af ømskindet selvbevidsthed over sin egen forsømte krop rammer hende. Det er, som om Johnny må have mærket hendes betænkelighed. Han rejser sig og hiver Annemette med op og presser hende hårdt ind mod sin krop. Annemette giver efter. Hun lader tingene ske i farver. Kroppen tager over, heldigvis, og hendes hoved vender først tilbage 14 minutter senere, da den allersidste snurren forlader hendes fingerspidser. Og selv da vender hun tilbage til sit hoved med en blødhed, hun har savnet. Hun ligger viklet ind i Johnny på den smalle briks. Annemette har brug for Johnny, og han har brug for hende. Han aer hende på låret, efterglansens varme kærtegn.

De taler om dengang, Alma lærte at spise ost, fordi de snød hende. De griner. De runder Snehvide, som trods sparket altid vil være Annemettes yndlingshoppe, og de når omkring det at sidde i deres lille køkken og vende verden over en øl. Annemette smiler ved tanken og over at ligge hos Johnny lige nu i cellen og være varm med røde kinder. Hun rejser sig roligt for at finde sine trusser. De har ikke sagt det med ord, at de er sammen igen, men de har aldrig været uden hinanden, det var bare geografi, og Annemette forudser, at deres tid fra hinanden snart vil være en mærkelig parentes, ingen forstår endsige husker noget om. Hun har ikke én eneste gang overvejet at finde en anden mand – selvfølgelig er hun også hæmmet på grund af de manglende tænder, men hendes følelser for Johnny, raseri eller kærlighed, har altid taget hele pladsen.

„Jeg har stor respekt for jer,“ siger Johnny, da hun står og forsøger at trække trusserne op med foden i den forkerte åbning.

Annemette sakser sig ud af trusserne og prøver igen. „Vi er også en fornem trio.“

Johnny sætter sig op i sengen og rækker ud efter sin bluse. Annemette nyder synet. Sikke et panser, Johnny har gemt inden under sit beskyttende spæklag.

„I burde blive en hel bevægelse,“ siger han.

Annemette vrænger tørt: „Du er godt klar over, at vores aktioner har fået modsat effekt, ikke?“

„Lad os nu se, hvordan det ender, det er godt tænkt. Jeg vil gerne hjælpe jer, hvis jeg kan.“ Johnny går hen til en skuffe og finder et stykke papir frem. „Jeg vil bede dig gøre noget for mig, skat …“

Annemette ser skuffet ud: „Ej, du begynder ikke på det der. Jeg skal ikke ud i noget hacking.“

„Selvfølgelig ikke. Du skal til gengæld med ind i verdens største lotteri, et fuldt lovligt vanvid, som ikke desto mindre gemmer på nogle af de største former for økonomisk kriminalitet. Vi kan tjene kæmpe summer. Folk kalder det aktiemarkedet.“ Det er lige før, Johnny slår ud med armene som en sprechstallmeister. Annemette er ikke overbevist, Johnny opgiver sin jubelglade facon og bliver alvorlig.

„Du skal logge ind på Nordnet på denne konto og med det her password.“ Johnny rækker Annemette papiret.

„Er det her, du har skjult pengene?“ spørger hun.

„Politiet fandt størstedelen af de penge, jeg afpressede Lars Seier for, men jeg nåede at skyde 100.000 kroner ind på en konto i et falsk navn. Indtil nu har jeg sat pengene i ETF’er. Det vil sige børshandlede fonde, hvor aktierne puljes inden for bestemte områder som sol, vind, biler, kød …“ Johnny holder en kort pause.

Annemette føler sig forvirret. Hun får tøjet på og samler sine ting.

„Jeg kan ikke nå at forklare det hele, men jeg kan forsikre dig, at det ikke er ulovligt. Der handles bestemt ulovligt, men det er ikke det, vi skal, det lover jeg.“

Annemette er ved at blive utålmodig. „Så fortæl mig, præcis hvad det er, du vil have mig til at gøre.“

Johnny ser på Annemette med de der øjne. „Du skal flytte pengene til ETF-puljer, som indeholder virksomheder, der handler med syntetisk kød. Lab meat, som det også hedder. Jeg har skrevet en liste med firmaer, du skal holde øje med.“ Johnny peger nederst på papiret, som Annemette stadig holder, hun læser højt:

„Beyond Meat, Mosa Meat, Finless Foods, Impossible Food, Nestlé’s Sweet Earth Brand, LightLife, Naturli’.“

Johnny nikker: „Bum, Kaj! Og prøv også at finde Tyson Food Group. De bør dukke op i en ETF med Nestlé eller i den dur.“

Annemette synker en anelse sammen: „Men helt ærlig, hvorfor skal jeg? Synes du ikke, jeg har rigeligt at tænke på?“

Johnny tager om hende, et fast greb om hver skulder: „Fremtidssikring, skat. Jeg må ikke røre ved internettet de næste tre år, hvis jeg skal have en chance for at få friere beføjelser herinde. Det vil jeg jo virkelig gerne.“

„Så slemt er her da heller ikke.“ Annemette kan ikke dy sig.

Johnny ser uforstående ud. Slår det så hen. „Jeg mente det med, at jeg gerne vil hjælpe til med jeres mission. Jeg er faktisk kommet på en ide, der kan føre jeres tanker om kødstop videre, men på en anden måde …“

De bliver afbrudt af, at det banker på døren. Annemette folder papiret sammen og lægger det i sin baglomme. „Jeg vil gerne høre din ide. Og jeg skal nok kigge på de aktier.“

„Lov mig det.“

„Besøgstiden er slut,“ siger en fængselsbetjent.

Annemette står i en solstribe foran fængslet. Duften af Johnny sidder i tøjet. Hun går hen mod sin bil. Nogle besøgende med tydelige tegn på misbrug stiger af en bus, den ene bærer på en fødselsdagslagkage, lysene er tændt. En anden synger fødselsdagssang.

„Hvordan vi tromme vil,“ skriger han.

En kvindelig fange bag ham råber, at han skal holde sin forpulede kæft. Hun mener, at lysene er blevet tændt alt for tidligt, hvis de skal holde helt frem til ankomsten i venindens celle, inde i fængslet. Annemette vil tro, hun har ret, det er immervæk nogle små, tynde lys. Manden med kagen bliver mopset og overrasker alle ved at smide kagen i den skraldespand, de passerer.

Annemette går hen til skraldespanden, så stikker hun en hurtig hånd ned og løfter papbunden på kagen. Under den ligger de fire brugte kanyler stadig. De har besøgt henholdsvis SuperBrugsen i Nørre Alslev, Netto i Tappernøje, Aldi i Faxe og Rema i Vordingborg.