Sisyfos-myten

Guderne havde dømt Sisyfos til uophørligt at trille en sten op på toppen af et bjerg, hvorfra den straks rullede ned igen ved sin egen vægt. De mente med en vis ret, at der ikke kunne tænkes nogen frygteligere straf end et fuldstændig unyttigt og håbløst arbejde.

Hvis man skal tro Homer, var Sisyfos en såre vis og besindig mand, medens han levede. En anden tradition vil imidlertid vide, at han havde en forkærlighed for røverhåndværket. Jeg ser ingen modsigelse heri. Hvad angår årsagerne til, at han endte som den unyttige arbejder i underverdenen, er meningerne delte. Man bebrejder ham for det første en vis letsindighed i omgang med guderne. Han røbede deres hemmeligheder. Flodguden Asopos’ datter Aigina blev engang bortført af Zeus. Faderen undrede sig over hendes forsvinden og beklagede sig til Sisyfos, der havde kendskab til bortførelsen og tilbød at afsløre de nærmere omstændigheder for Asopos mod, at denne gav ham vand til borgen i Korinth. Han agtede vandets velsignelser højere end den himmelske vrede. Det var for dette, han blev straffet i underverdenen. Homer fortæller også, at Sisyfos havde lagt Døden i lænker. Hades kunne ikke udholde synet af sit øde og tavse rige og sendte krigsguden ud for at befri Døden af fangenskabet.

Der berettes videre, at Sisyfos, da han nærmede sig Døden, var uforsigtig nok til at sætte sin hustrus kærlighed på prøve. Han befalede hende at kaste hans lig ud på torvet i stedet for at lade det gravsætte standsmæssigt. Sisyfos kom derpå til underverdenen. Men oprørt over sin hustrus lydighed, der i så høj grad stred mod den menneskelige kærligheds love, opnåede han af Hades tilladelse til at vende tilbage til jorden for at straffe hende. Men da han havde genset den jordiske verden, nydt vandet og solens lys, de varme sten og havet, følte han ikke mere lyst til at vende tilbage til underverdenens skygger. Hverken bydende påmindelser, vrede eller advarsler hjalp. Mange år endnu levede han og glædede sine øjne ved synet af bugtens blødt svungne kurve, det glitrende hav og den smilende jord. Guderne lagde råd op om sagen. De sendte Hermes ud for at gribe den frække i kraven og med magt føre ham bort fra hans glæder ned til underverdenen, hvor stenen lå og ventede på ham.

Sisyfos er, som man ser, den absurde helt. Han er det både i sine lidenskaber og i sin tugtelse. Det var hans foragt for guderne, hans had til døden og hans passion for livet, der bragte den frygtelige straf over hans hoved at måtte sætte hele sin kraft ind på intet at udrette. Det er den pris, som må betales for denne verdens glæder. Ud over selve straffen får vi i øvrigt intet at vide om Sisyfos i underverdenen. Myter må gøres levende af fantasien. Og myten viser os kun en krop anspændt til det yderste for at løfte den mægtige sten og atter og atter skubbe den op ad bjergets side; vi ser det sammenbidte ansigt med kinden presset ind mod stenen, en skulder, som støtter den lerede klippeblok, en fod, der sættes frem som bremse, de strakte arme, som atter og atter stemmes imod, og de to tilforladelige menneskehænder fulde af jord. Endelig, efter den lange, trælsomme kamp i et rum uden himmel og en tid uden dybde, når han sit mål. Men Sisyfos ser da, hvordan stenen på et øjeblik igen ruller ned mod den nedre verden, hvorfra den atter skal tvinges op mod højderne. Han må på ny stige ned til sletten.

Det er under denne nedstigning, dette ophold i arbejdet, Sisyfos interesserer mig. Ansigtet hos den, der træller blandt stenene, er allerede selv blevet sten. Jeg ser ham gå ned ad bjerget med tunge, rolige skridt, ned mod lidelsen, som han ikke ser nogen ende på. Denne pause, der kommer igen regelmæssigt som et åndedrag og usvigelig sikkert som hans ulykke, denne pause er bevidsthedens time. Hver gang han forlader højderne og stiger ned mod gudernes usle boliger, er han sin skæbnes overmand. Han er stærkere end stenen.

Når denne myte er tragisk, beror det på, at dens helt er bevidst. Hvad ville der blive af hans lidelse, hvis han for hvert skridt blev båret frem af håbet om, at opgaven kunne lykkes? Vore dages arbejdere beskæftiger sig hver dag med det samme arbejde, og deres skæbne er ikke mindre absurd. Men den er kun tragisk i de sjældne øjeblikke, hvor den bliver bevidst. Sisyfos er gudernes proletar, en afmægtig oprører, men han kender sin ulykkelige skæbne i hele dens rækkevidde: Det er den, han tænker på, medens han er på vej ned ad bjerget. Det klarsyn, som skulle være hans straf, bliver samtidig en bekræftelse af hans sejr. Der gives ingen skæbne, som ikke kan overvindes med foragt.

På visse dage er det smerten, som behersker ham under vandringen ned mod sletten; men det kan også være glæde. Ordet er ikke for stærkt. Jeg tænker mig endnu en gang Sisyfos på vej ned mod stenen, og i begyndelsen var kun smerten. Når billedet af jorden atter står for stærkt i erindringen, når lykken kalder for indtrængende, sker det, at sorgen stiger op i menneskets hjerte: Det er stenens sejr, det er selve stenen. Den umådelige fortvivlelse er for tung at bære. Det er vore nætter i Gethsemane. Oidipus adlyder først sin skæbne uden at kende den. Tragedien begynder i det øjeblik, hvor han véd. Men i samme øjeblik opdager han, blind og fortvivlet, at det eneste, der binder ham til jorden, er en ung piges svale hånd. Da lyder de stolte ord: ”Trods alle prøvelser siger mine fremskredne år og min sjæls storhed mig, at alt er godt.” Sofokles’ Oidipus bekræfter således, ligesom Dostojevskijs Kirilov, det absurdes sejr. Antikkens visdom når til samme resultat som den moderne heroisme.

Når man har erkendt absurditeten, undgår man ikke let fristelsen til at skrive en håndbog i lykke. ”Virkelig? Finder man lykken på så stejle stier?” Ja, thi der er kun én verden. Lykken og absurditeten er børn af samme jord. De er uadskillelige. Men det betyder ikke, at lykken nødvendigvis opstår af den absurde erkendelse. Man kunne lige så godt sige, at absurditetsfølelsen fødes af lykken. ”Jeg ser, at alt er godt,” siger Oidipus; det er hellige ord, som giver genlyd i menneskets vilde og trange univers. De forkynder, at alt endnu ikke er udtømt. De forjager en Gud, som er sat ind i verden af menneskenes utilfredsstillede længsel og smag for unødvendige lidelser. De gør skæbnen til et menneskeligt anliggende, som må ordnes mennesker imellem.

Herpå beror Sisyfos’ tavse glæde. Hans skæbne tilhører ham. Hans sten er hans egen. På samme måde bringer det absurde menneske alle afguder til tavshed, når han betragter sin smerte. Universet bliver pludselig stille igen, men fra jorden stiger tusinder undrende røster op, hemmelighedsfulde og dunkelt kaldende stemmer, tilskyndelser fra alle sider – de er sejrens pris og nødvendige komplement. Der gives ingen sol uden skygge, og man må gøre sig fortrolig med mørket. Det absurde menneske siger ja, og derefter ophører møjen og kampen aldrig. Hvis der gives en personlig skæbne, gives der ingen skæbne af en højere orden, i hvert fald ingen skæbne, som det absurde menneske ikke finder tyrannisk og foragtelig. For øvrigt véd han, at han er sin egen tilværelses herre. I det korte øjeblik, hvor mennesket vender sig om og ser på sit liv, ligesom Sisyfos vender sig mod stenen, i dette svimlende øjeblik betragter mennesket den række af handlinger uden sammenhæng, som udgør hans skæbne, som er skabt af ham selv, som kun bindes sammen af hans erindring, og som snart skal besegles af hans død. Han er overbevist om, at alt menneskeligt er af menneskelig oprindelse, han er en blind, som ønsker at blive seende, og som véd, at natten aldrig får ende. Han er altid på vej. Stenen bliver ved med at rulle.

Jeg forlader Sisyfos ved bjergets fod. Man genfinder altid sin byrde. Men Sisyfos vidner om den højere troskab, som fornægter guderne og løfter stenene. Og han indser, at alt er godt. Det herreløse univers synes ham hverken goldt eller ørkesløst. Hvert granitkorn i stenen, hver glimtende mineralstump i bjergets mørke udgør en verden i sig selv. Kampen for at nå op til tinderne er nok til at fylde et menneskehjerte. Man må tænke sig Sisyfos som en lykkelig mand.