Erobringen

”Nej,” siger erobreren, ”tro ikke, at man må ophøre med at tænke for at kunne elske handlingen. Tværtimod, jeg kan gøre fuldstændig klart rede for, hvad jeg tror på. For min tro er stærk, og mit blik er skarpt og sikkert. Tag Dem i agt for folk, der siger: ”Det er noget, jeg véd alt for godt til at kunne udtrykke det,” for hvis de ikke kan udtrykke det, er det, fordi de ikke véd det, eller fordi de af dovenskab ikke er nået længere end til det ydre.

Jeg har ikke mange meninger. Når livet nærmer sig sin afslutning, opdager mennesket, at det har brugt år til at tilegne sig en eneste sandhed. Men én ubestridelig sandhed er også tilstrækkelig til at give et liv retning. Hvad mig angår, har jeg absolut noget at sige om individet. Her er barskhed på sin plads, og om nødvendigt også et passende kvantum foragt.

Et menneske udtrykker sig mere, gennem hvad det fortier, end gennem hvad det siger. Der er meget, jeg vil tie om. Men jeg tror fuldt og fast, at alle de, der har udtalt sig om individet, har haft meget mindre erfaring at bygge deres dom på, end vi har. Intelligensen, den stakkels intelligens, har måske anet, hvad der skulle bevises. Men vor tids ruiner og strømme af blod overvælder os med vidnesbyrd. Det var muligt for oldtidens folk – og endog senere, helt op til vor maskinalder – at veje samfundets og individets fortrin mod hinanden, at skønne over, hvem der burde tjene hvem. Det var først og fremmest muligt takket være menneskets egen indgroede vildfarelse: at menneskene var sat i verden for at tjene eller blive tjent. Det var endvidere muligt, fordi hverken samfundet eller individerne endnu havde vist alt, hvad de formåede.

Jeg har set forstandige mennesker falde i forundring over, at de hollandske maleres mesterværker var blevet til midt under de blodige krige i Flandern, eller over de schlesiske mystikeres gribende prædikener under den grusomme Trediveårskrig. Med forbavselse ser man de evige værdier flyde ovenpå, tilsyneladende upåvirkede af de verdslige stridigheder. Men tiden er gået frem siden da. Nutidens malere er ikke i besiddelse af den samme ophøjede ro. Selv om de skulle være i besiddelse af et skaberhjerte – jeg mener dermed et hårdt hjerte – kan de ikke gør brug af det, fordi alle, selv helgenerne, i vore dage er blevet mobiliserede. Det er måske den erfaring, som har gjort dybest indtryk på mig af alle. Hver gang en ufuldbåren form går til grunde i en skyttegrav, hver gang et forsøg, en metafor eller en bøn, knuses af stål, har evigheden tabt et spil. I bevidsthed om, at jeg ikke kan skille mig ud fra min tid, har jeg besluttet at gøre mig til ét med den. Derfor lægger jeg ikke så stor vægt på individer, rent bortset fra, at jeg finder de fleste af dem latterlige og ynkværdige. Eftersom jeg véd, at der ikke findes nogen sejrende sag, har jeg fået smag for de håbløse sager: De kræver en helstøbt sjæl, som kan bære både sine nederlag og sine flygtige sejre. Den, der føler sig solidarisk med verdens skæbne, følger kulturernes sammenstød med en vis angst. Jeg har gjort denne angst til min, samtidig med at jeg har valgt at gøre min indsats her. Stillet over for valget mellem historien og evigheden har jeg bestemt mig for historien, fordi jeg foretrækker det sikre. På historien er jeg i det mindste sikker; hvordan skulle jeg kunne fornægte en kraft, som tilintetgør mig selv?

Der kommer et tidspunkt, hvor man må vælge mellem kontemplation og handling. Det er det, man kalder at blive en mand. Det er en frygtelig konflikt. Men for et stolt hjerte gives der ingen middelvej. Man står mellem Gud og tiden, mellem korset og sværdet. Enten har verden en højere mening, som ligger hinsides al dens strid og uro, eller også er striden og uroen den eneste sandhed. Man må enten leve og dø i tiden, eller trække sig ud af den for et højere livs skyld. Jeg véd, at man kan indgå et kompromis og leve i tiden, samtidig med at man tror på evigheden. Det kaldes at resignere. Men det er et ord, jeg afskyr; jeg vil alt eller intet. Når jeg har valgt handlingen, skal De ikke af den grund tro, at kontemplationen er ukendt land for mig. Men den kan ikke give mig alt, og eftersom evigheden er mig berøvet, vil jeg alliere mig med tiden. Jeg vil ikke tage hensyn hverken til min længsel eller min bitterhed; jeg vil kun forsøge at se klart. Jeg siger Dem, i morgen bliver De mobiliseret. For Dem og for mig betyder det en befrielse. Individet formår intet og formår samtidig alt. Denne frihed til at disponere over sig selv er vidunderlig, og De vil forstå, hvorfor jeg på én gang sætter individet så højt og så lavt. Verden forsøger at knuse det, og jeg befrier det. Jeg gengiver det alle dets rettigheder.

Erobrerne véd, at handlingen i sig selv er nytteløs. Der gives kun én nyttig handling, den at genskabe mennesket og jorden. Jeg vil aldrig nå til at forvandle menneskene. Men man må ”lade som om”, for under kampen møder jeg kødet. Og selv i sin fornedrelse er kødet det eneste sikre. Jeg kan kun leve gennem det. Jeg hører hjemme i skabningens verden. Derfor har jeg valgt den absurde og formålsløse stræben. Derfor holder jeg på kampen. Jeg har allerede sagt, at tiden opmuntrer til kamp. Hidtil har en erobrers storhed været geografisk bestemt. Han er blevet målt med omfanget af erobrede områder. Men det er ikke uden grund, at ordet har skiftet betydning og ikke længere betegner en sejrrig general. Storheden er blevet flyttet over i en anden sfære. Den ligger i protesten og det formålsløse offer. Det er ikke, fordi jeg har smag for nederlaget i sig selv. En sejr ville være ønskelig. Men der gives kun én virkelig sejr, og den er evig. Den kommer jeg aldrig til at vinde. Det er i den retning, min stræben går, og det er det, jeg klynger mig til. Revolutionen har altid været rettet mod guderne, lige siden Prometeus, den første moderne erobrer. Revolutionen er menneskets krav til sin skæbne; de fattiges krav er kun påskud. Men jeg kan kun fatte revolutionens ånd, som den giver sig udslag i historisk handling; dér møder jeg den. Men De skal ikke derfor tro, at jeg slår mig til tåls; over for verdens modsigelser opretholder jeg min menneskelige protest. Jeg stiller min klare erkendelse op imod alt det, som fornægter den. Jeg forherliger mennesket på trods af alt, hvad der vil tilintetgøre det, og min frihed, mit oprør og min lidenskab forenes i spændingen, klarsynet og den ustandselige gentagelse.

Ja, mennesket er sit eget mål, og det eneste mål. Hvis mennesket vil udrette noget, må det være i dette liv. Erobrerne taler af og til om at besejre og overvinde. De mener altid ”overvinde sig selv”. De forstår sikkert, hvad det betyder. Ethvert menneske har på et eller andet tidspunkt følt sig som gudernes lige. Sådan udtrykker man det i alt fald. Men det kommer af, at mennesket som i et lynglimt har set menneskesjælens forunderlige storhed. Erobrerne er blot de mennesker, som har tilstrækkelig styrke til hele tiden at leve på højderne i fuld bevidsthed om denne storhed. Det er mere eller mindre et spørgsmål om aritmetik. Erobrerne formår mest. Men de formår ikke mere end det almindelige menneske, når det vil. Derfor forlader de aldrig den menneskelige smeltedigel og dykker ned i revolutionernes sjæl, hvor den brænder hedest.

Dér finder de forkrøblede og lemlæstede skabninger, men også de eneste værdier, de holder af og beundrer, mennesket og dets tavshed. Deri ligger på én gang deres fattigdom og deres rigdom. De kender kun én form for luksus – fællesskabet mellem mennesker. Man indser, at alt hvad der er menneskeligt og ikke andet end menneskeligt får en mere intens betydning i dette sårbare univers. Anspændte ansigter, et truet broderskab, stærke og rene venskaber mellem mænd – det er den sande rigdom, fordi disse ting er forgængelige. Omgivet af dem føler ånden stærkere end noget andet sted sin styrke og sin begrænsning – det vil sige, hvad den kan udrette.

Nogle har talt om geni. Men det er så let at sige geni. Jeg foretrækker intelligensen. Intelligensen kan under disse forhold være noget storslået. Den oplyser ørkenen og behersker den. Den erkender sin trældom og ser den i øjnene. Den dør sammen med legemet. At vide dette er frihed.

Vi véd godt, at alle kirker er imod os. Et så højspændt sind unddrager sig evigheden, og alle kirker, religiøse eller politiske, stræber efter evighed. Lykken og modet, lønnen eller retfærdigheden er for dem sekundære mål. De kommer med dogmer, som de kræver, man skal acceptere. Men jeg har intet at skaffe hverken med ideer eller med evigheden. Jeg kan kun befatte mig med håndgribelige sandheder, som har mine menneskelige mål. Jeg kan ikke løsrive mig fra dem. Derfor kan De ikke bygge noget på mig: Intet overlever erobreren, end ikke hans lære.

Til sidst kommer, trods alt, døden. Det véd vi. Vi véd også, at den er afslutningen på alt. Derfor finder vi kirkegårdene rundt om i Europa hæslige, og nogle af os forfølges af dem som mareridt. Man forskønner kun det, man holder af, og døden indgiver os afsky og lede. Den må også erobres. Den sidste af slægten Carrara, som sad fanget i Padua, da byen var lagt øde af pesten og blev belejret af venetianerne, løb skrigende rundt i salene på sit slot og anråbte Djævelen om at bringe ham døden. Det var én måde at overvinde den på. Og det er også et tegn på mod, typisk for vesterlandene, at man har gjort de steder så frastødende som muligt, hvor døden tror sig hædret. I den oprørske verden hylder døden uretfærdigheden. Den betegner det yderste, det absolutte magtmisbrug.

Andre, som heller ikke er gået på akkord, har valgt evigheden og giver afkald på denne verdens illusioner. Deres kirkegårde ligger smilende hen med et mylder af blomster og fugle. Det passer erobreren og giver ham et klart billede af, hvad han har afvist. Han har selv valgt andre omgivelser: det sorte jerngitter eller den anonyme fællesgrav. De bedste af evighedens repræsentanter føler sig somme tider grebet af en medlidenhedsblandet skræk over for mennesker, der kan leve med et sådant billede af døden. Men selv de henter styrke og selvtillid af dette billede. Vor skæbne ligger udbredt foran os, og det er den, vi udfordrer, mindre af stolthed end på grund af bevidstheden om vor skæbnes betydningsløshed. Vi føler også af og til medlidenhed med os selv. Det er den eneste form for medlidenhed, vi kan acceptere, en følelse, De måske ikke forstår, og som forekommer Dem lidet mandig. Alligevel er det de tapreste iblandt os, som nærer den. Men vi kalder de klartseende mandige og bryder os ikke om styrke uden klarsyn!”

Jeg gentager: disse billeder indeholder ingen leveregler og ingen dom. Det er kun skitser, illustrationer til en livsstil. Elskeren, skuespilleren og erobreren overholder absurditetens spilleregler. Men andre kan også gøre det, hvis de vil: asketen og funktionæren såvel som republikkens præsident. Det eneste væsentlige er at vide og ikke skjule noget. I visse italienske museer kan man finde nogle små, smalle skærme, som præsterne holdt op foran ansigtet på de dødsdømte for at skjule skafottet for dem. Springet i alle dets former, flugten over i det guddommelige eller evige, tankens eller hverdagens illusioner, er sådanne skærme, som skjuler det absurde. Men der findes embedsmænd uden skærme, og det er dem, jeg taler om.

Jeg har valgt de mest ekstreme eksempler. Når et menneske er nået så vidt, giver absurditeten ham en fyrstelig magt. Det er ganske vist fyrster uden land. Men de har den fordel fremfor andre, at de véd, hvor illusorisk enhver fyrsteværdighed er. De véd, deri består deres storhed, og det er ørkesløst i forbindelse med dem at tale om hemmelig ulykke eller desillusionens aske. At være uden håb er ikke det samme som at fortvivle. Jordens flammer kan måle sig med den himmelske røgelse. Hverken jeg eller nogen anden her på jorden kan dømme dem. De forsøger ikke at være bedre end andre, de forsøger blot at være konsekvente. Hvis ordet viis kan bruges om en mand, som lever af det, han har, uden at spekulere over det, han ikke har, er disse mennesker vise mænd.

Jeg håber, det har været nyttigt at belyse det absurde ræsonnement med levende eksempler. Fantasien kan tilføje mange andre, som lænket til tiden og landflygtigheden også formår at leve uden svaghed i et univers uden håb. Absurditetens gudløse verden befolkes af mennesker, som tænker klart og ikke sætter deres lid til nogen fremtid. Men jeg har endnu ikke talt om det mest absurde menneske af alle: den skabende kunstner.