Det absurde menneske

Hvis Stavrogin tror, tror han, at han ikke tror. Hvis han ikke tror, tror han ikke, at han ikke tror.

Dostojevskij : ”De besatte”

”Mit sted er tiden,” siger Goethe. Det er et sandt absurd ord. For hvem er i virkeligheden det absurde menneske? Den, som uden at fornægte evigheden ikke gør noget for den. Ikke fordi længslen er fremmed for ham, men fordi han foretrækker at stole på sit mod og sin tanke. Modet hjælper ham til at leve uden tilflugt og nøje sig med det, han har. Tanken lærer ham at kende sin begrænsning. Det absurde menneske fuldbyrder sin skæbne inden for sin levetid i klar erkendelse af sin begrænsede frihed, sit oprørs håbløshed og bevidsthedens forgængelighed. Her har han sit sted, feltet for sine handlinger, som han ikke underkaster nogen anden dom end sin egen. Et større liv kan for det absurde menneske ikke betyde et andet liv. Det ville være uhæderligt. Jeg vil ikke engang nævne den latterlige form for evighed, som kaldes eftertiden. Det var den, Madame Roland satte sin lid til, men hendes letsindighed har straffet sig. Eftertiden citerer gerne hendes ord, men glemmer at uddrage moralen af dem. Madame Roland er eftertiden ligegyldig.

Jeg ser ingen grund til at kaste mig ud i en længere moralsk debat. Jeg har set mennesker handle ondt med megen moral, og jeg konstaterer daglig, at hæderligheden ikke har behov for regler. Der findes kun én moral, som det absurde menneske kan acceptere, den, som dikteres af Gud. Men det absurde menneske lever jo netop uden Gud. Hvad andre former for moral angår (og jeg sigter hermed også til amoralismen), kan det absurde menneske kun betragte dem som forsøg på retfærdiggørelse, og han behøver ingen retfærdiggørelse. Jeg går ud fra grundsætningen om menneskets uskyldighed.

Denne uskyld er frygtindgydende. ”Alt er tilladt,” siger Ivan Karamazov. Også det kan lyde absurd, men kun hvis man ikke opfatter det i den vulgære betydning. Jeg véd ikke, om man har lagt mærke til det, men det er ikke et udbrud af befrielse og glæde, det er en bitter konstatering. Overbevisningen om, at der findes en Gud, som giver tilværelsen mening, forekommer mennesket adskilligt mere tiltrækkende end friheden til ustraffet at gøre det onde. Valget skulle ikke være vanskeligt. Men der gives ikke noget valg, og deraf opstår bitterheden. Det absurde frigør ikke, det binder. Det godkender ikke alle handlinger. At alt er tilladt betyder ikke, at intet er forbudt. Absurditeten gør blot handlingernes følger ligeværdige. Den opmuntrer ikke til forbrydelser, hvilket ville være barnagtigt, men den viser angerens nytteløshed. Og endvidere: Hvis alle erfaringer er ligeværdige, kan pligtfølelsen være lige så berettiget som enhver anden følelse. Dyden kan være et lune.

Alle moralteorier er grundet på forestillingen om, at enhver handling har visse følger, som giver den berettigelse eller forkaster den. Hvis man er gennemtrængt af absurditetens ånd, mener man blot, at alle følger bør betragtes med samme sindsro. Man er rede til at betale for sine handlinger. Med andre ord, man regner med ansvaret, men ikke med skylden. Man kan højst gå så vidt som til at bruge fortidens erfaringer som grundlag for fremtidige handlinger. Tiden lever af tiden, og livet skal tjene livet. På dette felt, der på én gang er så begrænset og så rigt på muligheder, regner det absurde menneske ikke med andet end sit eget klarsyn. Hvilke regler kan man uddrage af en så meningsløs ordning? Den eneste sandhed, som mennesket tilsyneladende kan lære noget af, er ikke af abstrakt karakter: Den lever og vokser i menneskene selv. Det, den absurde tanke søger at nå frem til, er altså ikke etiske regler, men konkrete eksempler og levende menneskers erfaring. De illustrationer, som skal gives i de følgende afsnit, er af denne art. Den fortsætter det absurde ræsonnement i lys af den absurde holdning, men forlenet med menneskelig varme.

Skulle der være grund til at understrege, at et eksempel ikke nødvendigvis er et eksempel til efterfølgelse (og allermindst i den absurde verden), eller at disse illustrationer ikke bør betragtes som ideale mønstre? Rent bortset fra at der skal et særligt kald til, gør man sig alle forhold taget i betragtning kun latterlig ved at slutte fra Rousseau, at man bør gå på fire, eller fra Nietzsche, at man bør mishandle sin moder. ”Det gælder om at være absurd,” skriver en moderne forfatter, ”ikke om at være en nar.” De holdninger, der bliver tale om, får kun deres fulde betydning betragtet i forhold til deres modsætninger. En postassistent kan være en erobrers ligemand, forudsat at deres grad af bevidsthed er den samme. Alle erfaringer er i denne forbindelse ligeværdige. Der gives erfaringer, som tjener mennesket, og erfaringer, som skader det. De tjener det, hvis mennesket er bevidst. Hvis det ikke er det, har det ingen betydning: Et menneskes nederlag dømmer ikke omstændighederne, men mennesket selv.

Jeg vælger kun mennesker, som stræber efter at udnytte alle deres muligheder, eller om hvem min bevidsthed siger mig, at de stræber efter at gøre det. Videre går jeg ikke. Jeg vil foreløbig nøjes med at tale om en verden, hvor man tænker og lever uden håb om nogen fremtid. Alt, hvad der får et menneske til at arbejde og anstrenge sig, bygger på håbet. Den eneste tanke, som ikke er bedragerisk, er altså en ufrugtbar tanke. I den absurde verden måles værdien af en forestilling eller et liv efter sin ufrugtbarhed.