Don Juan

Hvis det var tilstrækkeligt at elske, ville alt være ligetil. Jo mere man elsker, jo større bliver absurditeten. Det er ikke af mangel på kærlighed, Don Juan går fra kvinde til kvinde. Det er tåbeligt at fremstille ham som en fantast på jagt efter den fuldkomne kærlighed. Det er netop, fordi han elsker alle med samme lidenskab, og hver gang med hele sit jeg, at han må blive ved at bruge sit talent og sin intensitet den ene gang efter den anden. Heraf kommer det, at hver ny kvinde håber at kunne give ham det, som ingen nogen sinde har skænket ham. Og hver gang tager de fejl og opnår kun at få ham til at føle trang til en ny gentagelse. ”Endelig har jeg skænket dig kærligheden,” udbryder en af dem. Kan man undre sig over, at Don Juan ler? ”Endelig?” siger han; ”nej, endnu en gang.” Hvorfor skulle det være nødvendigt at elske sjældent for at elske meget?

Er Don Juan melankoliker? Det lyder ikke sandsynligt. Jeg henviser i forbigående til krøniken om ham. Latteren, den sejrssikre frækhed, spændstigheden og smagen for at spille komedie – det er alt sammen lyst og muntert. Ethvert sundt menneske har trang til at være mere end én. Således også Don Juan. Melankolikere har to grunde til at være melankolske: Enten véd de ingenting, eller også håber de. Don Juan véd, og håber ikke. Han minder om en af disse kunstnere, som kender deres begrænsning og aldrig går ud over den, men som inden for deres snævre ramme udvikler hele mesterens vidunderlige sikkerhed. Og det er netop det, som kendetegner geniet: intelligensen, der kender sine grænser. Don Juan kender ikke til melankoli, han er munter lige til dødens grænse. Fra det øjeblik, hvor han véd, lyder hans latter og vinder ham tilgivelse for alt. Han var melankolsk, da han endnu håbede. Nu finder han på en kvindes mund den bitre og styrkende smag af sin eneste sikre viden. Bitre? Knap nok det, for det er den nødvendige ufuldkommenhed, som gør det muligt at opleve lykken.

Det er en grov forfalskning at gøre Don Juan til en mand, som har suget næring af Prædikerens bog. For ham er intet forfængeligt, ud over håbet om et andet liv. Det beviser han, når han sætter sit evige liv på spil i trods mod himlen selv. At begræde tabet af den attrå, som går tabt ved opfyldelsen – denne impotensens banale fortrydelse – befatter han sig ikke med. Det kan passe for en Faust, som troede tilstrækkeligt på Gud til at sælge sig til Djævelen. For Don Juan er sagen mere ligetil. Tirso de Molinas ”Burlador” svarer på helvedes trusler med at sige: ”Giv mig en lang frist!” Hvad der sker efter døden, er ligegyldigt. Men den, som forstår at leve, får en lang række dage. Faust begærede denne verdens goder; men staklen havde jo blot behøvet at række hånden ud. Han havde allerede solgt sin sjæl, da han ikke mere vidste, hvordan han skulle glæde den. Don Juan derimod gør tilfredsstillelsen til en pligt. Når han forlader en kvinde, er det ikke nødvendigvis, fordi han ikke begærer hende mere. En smuk kvinde er altid attråværdig. Men det er, fordi han begærer en ny, og det er ikke det samme.

Don Juans liv er rigt, og intet forekommer ham værre end at miste det. Men de, der lever på håbet, har svært ved at finde sig til rette i et univers, hvor godheden erstattes af højsindet, ømheden af den mandige tavshed og fællesskabet af modet til ensomhed. Alle siger: ”Han var en svag karakter, en idealist eller en helgen.” Naturligvis må man forsøge at forringe en storhed, der virker udfordrende.

Det er almindeligt at forarges – eller smile et medvidende og krænkende smil – over Don Juans tirader, hvor de samme fraser går igen over for alle kvinder. Men for den, der søger kvantiteten og ikke kvaliteten i nydelsen, har kun resultatet betydning. Hvorfor besvære sig med at variere et løsen, som har stået sin prøve? Ingen, hverken kvinden eller manden, hører det, de hører kun stemmen, som udtaler ordene. De hører med til spillets regler, konventionens og høflighedens krav. Man siger ordene – og først derefter kommer det væsentlige. Don Juan er optaget af forberedelserne til det, hvorfor skulle han komplicere sagen med at spekulere over moralske problemer? Han styrter sig ikke, som Mañara hos Milosz, i fortabelse af længsel efter at blive helgen. Helvede er for ham noget, man selv fremkalder. Han har kun ét svar på den himmelske vrede, og det er den menneskelige ære. ”Jeg er en mand af ære,” siger han til kommandanten, ”og jeg holder mit løfte, fordi jeg er en adelsmand.” Men det er en lige så stor misforståelse at ville gøre ham til et amoralsk menneske. I den henseende er han som folk flest og har sine sympatiers eller sine antipatiers moral. Man forstår kun Don Juan rigtigt, hvis man henholder sig til det, han populært symboliserer: en almindelig forfører og en kvindekær mand. Han er en almindelig forfører¹ med den eneste forskel, at han er bevidst, og det er derved, han bliver absurd. En forfører, som er nået til erkendelse, forandrer sig ikke af den grund. Hans livsform er at forføre. Det er kun i romanerne, man forandrer sig og bliver et bedre menneske. Men man kan sige, at samtidig med at intet er forandret, er alt forvandlet. Don Juan repræsenterer en kvantitetens etik, i modsætning til helgenen, som stræber efter kvalitet. Det er karakteristisk for det absurde menneske, at han ikke tror på tingenes dybere mening. Han lader de glødende eller blændende ansigter passere revy, indhøster dem og brænder dem. Det absurde menneske stiller sig ikke uden for tiden. Don Juan tænker ikke på at ”samle på” kvinder. Han udtømmer deres antal og dermed sit livs muligheder. At samle er evnen til at leve på sin fortid. Men Don Juan nægter at føle anger, hvilket blot er en anden form for håb. Han kan ikke sidde og se på portrætter.

Betyder det, at han er egoist? Det er han utvivlsomt, på sin måde. Men også her må vi prøve at forstå tingene ret. Der er mennesker, som er skabt til at leve, og mennesker, som er skabt til at elske. Sådan ville i alt fald Don Juan sikkert have udtrykt det. Men det ville være en vilkårlig og summarisk definition. For den kærlighed, der her er tale om, smykker sig med illusioner om evighed. Alle specialister i lidenskabens psykologi kan fortælle os, at evig kærlighed kun er mulig, hvis kærligheden hindres i at nå sit mål. Der gives næppe nogen lidenskab uden modstand. En sådan kærlighed ender først med den sidste store hindring, som er døden. Man må enten være Werther eller ingenting. I denne forbindelse er der flere måder at begå selvmord på, hvoraf den ene er at hengive sig helt og glemme sig selv. Don Juan véd lige så godt som andre, at dette kan være gribende. Men han er en af de få, som véd, at det ikke er det vigtigste. Han véd også godt, at de, der opgiver deres eget liv for en stor kærlighed, måske bliver rigere derved, men at det er ganske sikkert, at den, kærligheden er rettet mod, bliver fattigere. En moder eller en lidenskabeligt elskende kvinde har et snævert hjerte, for de vender sig bort fra verden. De er opfyldt af én eneste følelse, ét eneste væsen, ét eneste ansigt. Det er en anden slags kærlighed, Don Juan føler – en kærlighed, der gør fri. Han bærer alle verdens ansigter i sig, og hans lykkerus kommer af, at han véd, at han selv er forgængelig. Don Juan har valgt at være intet.

For ham drejer det sig om at se klart. Når vi kalder den følelse, der binder os til andre, for kærlighed, er det kun ud fra en kollektiv synsmåde, som romaner og myter oprindelig bærer ansvaret for. Men kærligheden er for mig intet andet end den blanding af attrå, ømhed og forståelse, som binder mig til et bestemt menneske. Blandingen bliver ikke den samme, når det drejer sig om et andet menneske. Jeg har ikke ret til at kalde alle disse erfaringer ved det samme navn. Derved skaffer jeg mig blot en undskyldning for at behandle dem alle på samme måde. Det absurde menneske mangfoldiggør også her det, som han ikke kan forene. Og ad denne vej opdager han en ny måde at leve på, som frigør både det absurde menneske selv og dem, han kommer i berøring med. Den eneste virkelig højsindede kærlighed er den, som véd, at den på én gang er flygtig og enestående. For Don Juan er kærlighedens stadig gentagne død og stadige genopstandelser livets blomst. Jeg vil overlade det til andre at bedømme, om man her kan tale om egoisme.

Endelig er der alle dem, som absolut vil have, at Don Juan skal straffes, ikke blot i et næste liv, men allerede i dette. Jeg tænker på alle fortællingerne og legenderne om den gamle Don Juan, som man ynder at fremstille som en latterlig person. Men Don Juan er forberedt på alderdommen. For et bevidst menneske kommer alderdommen og det, den fører med sig, ikke som nogen overraskelse. Don Juan er sig den bevidst og skjuler ikke dens rædsler for sig selv. Der fandtes i det gamle Athen et tempel, som var viet til alderdommen. Der bragte man børnene hen. Hvad Don Juan angår, træder hans skikkelse tydeligere frem, jo mere man ler ad ham. Og da ser vi, at det fysiognomi, romantikerne har givet ham, ikke stemmer. Ingen har lyst til at le ad den forpinte og ynkværdige Don Juan. Man beklager ham og spørger sig selv, om himlen vil bringe ham forløsning. Men det er ikke det, det drejer sig om. I det univers, Don Juan skimter, har det latterlige også sin plads. Han ville finde det ganske i sin orden, om han blev straffet. Det hører med til spillets regler. Og hans storhed består netop i, at han har accepteret alle spillets regler. Men han véd, at han har ret, og at der ikke bliver tale om nogen straf. En skæbne er ikke en straf.

Deri ligger hans forbrydelse, og man forstår godt, at de fromme nedkalder straffen over ham. Han er nået til en erkendelse uden illusioner, som fornægter alt, hvad de tror på. At elske og besidde, erobre og udnytte – det er hans måde at erkende på. (Der ligger en dyb betydning i Bibelens sprogbrug, når den betegner den fysiske akt med ordet ”kende”). Don Juan er deres værste fjende, netop fordi han lader hånt om dem. En legende fortæller, at den virkelige ”Burlador” blev myrdet af franciskanermunke, som ville ”gøre en ende på Don Juans udskejelser og gudløshed, som hans høje byrd tillod ham at udøve ustraffet af de verdslige myndigheder”. Bagefter erklærede de, at himlen havde knust ham med torden og lynild. Ingen har ført bevis for denne beretnings sandhed. Men der er heller ingen, der har modbevist den. Uden at ville udtale mig om dens sandsynlighed, kan jeg i hvert fald sige, at den forekommer mig logisk. Jeg vil blot henlede opmærksomheden på ordet ”byrd” og spille på det: Det var selve hans liv, der sikrede hans uskyld. Først døden bebyrdede ham med en skyld, som nu er blevet legendarisk.

Hvem er i øvrigt stengæsten, denne kolde statue, der blev sat i bevægelse for at straffe et menneske, som havde haft mod til at tænke? Hele den magt, som man tillægger den Evige Fornuft, verdensordenen og den universelle moral, hele en krænket Guds majestæt åbenbarer sig i hans skikkelse. Denne kæmpesten uden sjæl symboliserer alle de kræfter, Don Juan har fornægtet én gang for alle. Men hermed er kommandantens rolle også forbi. Torden og lynild kan vende tilbage til den opdigtede himmel, hvorfra de var hidkaldt. Den virkelige tragedie udspilles uden for deres område. Nej, Don Juan blev ikke dræbt af en stenhånd. Jeg tror gerne på den legendariske bravour, den sunde mands vanvittige latter i trods mod en Gud, som ikke eksisterer. Men jeg tror først og fremmest, at kommandanten ikke kom den aften, hvor Don Juan ventede hos Anna, og at gudsfornægteren efter midnat følte den frygtelige bitterhed, som fylder den, der får ret. Jeg fæster snarere lid til den beretning, som lader ham ende sit liv begravet i et kloster. Ikke fordi den opbyggelige side af anekdoten kan anses for sandsynlig. Hvilken trøst skulle Don Juan søge hos Gud? Men historien giver en logisk afslutning på et liv, der er gennemsyret af det absurde, den desperate udgang på en tilværelse opfyldt af glæder uden sammenhæng og mål. Nydelsen slutter i askesen. Det kan være to sider af samme ulykke. Kan man ønske sig noget mere afskrækkende billede end dette: en mand, som forrådes af sit eget legeme, som spiller komedien til ende, medens han venter på afslutningen ansigt til ansigt med en Gud, han ikke elsker, i rollen som Guds tjener, ligesom han engang var livets, på knæ foran tomheden med armene løftet mod en stum himmel, som han véd også er tom? Og alt dette, fordi han ikke døde i tide?

Jeg ser Don Juan for mig i en celle i et af disse afsides spanske klostre i et nøgent klippelandskab. Hvis han ser noget, er det ikke skyggerne af svundne elskovseventyr; snarere forestiller jeg mig, at han gennem en solglødende mursprække skuer ud over en af Spaniens tavse sletter, et stykke af den storslåede og sjælløse jord, hvori han genkender sig selv. Ja, vi bør standse ved dette sørgmodigt lysende billede. Den endelige afslutning, den ventede, men aldrig ønskede, fortjener kun ringeagt.