Den absurde frihed

Det vigtigste er hermed gjort. Jeg har fastslået visse indlysende sandheder, som jeg ikke kan løbe fra. Det, jeg véd, det, som er sikkert, det, som jeg ikke kan bestride og ikke forkaste – det er det væsentlige. Jeg kan fornægte hele den del af mig selv, som lever på vage stemninger og længsler, men ikke kravet om enhed, ikke min higen efter enhed og sammenhæng. Jeg kan forkaste alting i den verden, som omgiver mig, støder mig fra sig eller henrykker mig, men ikke det kaos, ikke det majestætiske tilfældighedernes spil, ikke den guddommelige ligeværdighed, som opstår af anarkiet. Jeg véd ikke, om denne verden har en mening ud over sig selv. Men jeg véd, at jeg ikke kender nogen sådan mening, og at det indtil videre ikke er muligt for mig at lære den at kende. Hvad kan en mening, som ligger hinsides min fatteevne, betyde for mig? Jeg kan kun forstå i menneskelige begreber. Jeg forstår det, jeg kan røre ved, og som gør modstand mod mig. Og jeg véd, at jeg ikke kan forene de to ting, som jeg føler med sikkerhed: på den ene side min higen efter det absolutte og efter enhed, og på den anden umuligheden af at reducere verden til et eneste og rationelt princip. Hvordan skulle jeg kunne erkende nogen anden sandhed uden at lyve og uden at tage min tilflugt til et håb, som jeg ikke har, og som ikke har nogen mening inden for min tilværelses grænser?

Hvis jeg var et træ blandt træerne eller et dyr blandt andre dyr, ville livet have en mening, eller rettere sagt: Problemet ville ikke have nogen mening, eftersom jeg ville være en del af denne verden. Jeg ville være den verden, som hele min bevidsthed og mit krav om fortrolighed nu bringer mig i modsætning til. Det er den latterlige fornuft, som sætter mig op mod hele skabningen. Men jeg kan ikke fornægte den med et pennestrøg. Det, jeg betragter som sandt, må jeg holde fast ved. Det, som forekommer mig indlysende, må jeg forsvare, om det så er på tværs af mine egne interesser. Og hvad er det, som ligger til grund for denne konflikt mellem verden og min tanke, andet end min egen bevidsthed om verden? Hvis jeg vil holde konflikten levende, må det ske gennem en utrættelig, stadig fornyet, stadig anspændt bevidsthed. Det er dette, jeg indtil videre må holde fast ved. Det er her, det absurde, der på én gang er så håndgribeligt og så vanskeligt at erobre, kommer ind i et menneskes liv og slår rod dér. Og i samme øjeblik, det er sket, kan tanken forlade det anspændte klarsyns udtørrede ørkenvej og vende tilbage til hverdagen. Mennesket træder atter ind i det anonyme ”man”s verden, men fra nu af stadig bevidst om sit oprør og sin erkendelse. Det har lært ikke at håbe mere. Nuets helvede er omsider blevet dets kongerige. Alle problemer får deres skarphed tilbage. Den abstrakte erkendelse viger for formernes og farvernes poesi. Åndelige konflikter iklædes kød og blod og vender tilbage til deres elendige og storslåede bolig i menneskets hjerte. Ingen af dem er løst, men alt er forvandlet. Skal jeg dø, flygte ved et spring, eller genopbygge et hus af ideer og former efter mine egne mål? Eller skal jeg holde fast ved min indsats, holde stand i absurditetens sønderrivende og vidunderlige univers? Lad os i denne forbindelse gøre en sidste anstrengelse og drage alle konsekvenser. Legemet, kærligheden, skaberakten, handlingen og det menneskelige højsind får atter deres plads i en meningsløs verden. Her genfinder mennesket omsider den absurditet og den ligegyldighed, som er vin og brød for dets storhed.

Endnu et sidste ord om metoden: Det gælder om at være standhaftig. På et vist punkt af sin bane bliver det absurde menneske udsat for fristelser. Historien mangler hverken religioner eller profeter, selv efter gudernes død. Man vil friste ham til at gøre springet. Det eneste, han kan svare, er, at han ikke rigtig forstår hvorfor, at han ikke indser nødvendigheden. Mennesket ønsker kun at gøre det, som det virkelig forstår. Man vil fortælle ham, at han synder ved hovmod, men han forstår ikke begrebet synd; – at helvede måske venter ham ved vejens ende, men han har ikke fantasi nok til at forestille sig denne besynderlige udsigt; – at han måske sætter sit evige liv over styr, men det er tomme ord for ham. Man vil kræve, at han skal erkende sin skyld, men han føler sig uskyldig. Ja, sandt at sige er det det eneste, han føler: sin uhjælpelige uskyld. Det er den, som tillader ham alt. Og det eneste, han kræver af sig selv, bliver altså udelukkende at leve på det, han véd, at affinde sig med det, som er, og ikke regne med noget, som ikke er sikkert. Man kan svare ham, at intet er sikkert. Men så er dette i alt fald sikkert, og det er den sikkerhed, han går ud fra: Han vil vide, om det er muligt at leve uden tilflugt.

Herefter kan jeg atter vende tilbage til begrebet selvmord. Jeg har allerede antydet, hvilken løsning det er muligt at finde på dette problem. Men denne gang er spørgsmålet det modsatte. Før drejede det sig om at undersøge, om livet måtte have en mening, for at man kunne leve det. Nu ser det tværtimod ud til, at det lader sig leve bedre, jo mindre mening det har. At leve en erfaring eller en skæbne vil sige at acceptere den fuldt ud. Man kan ikke leve sin skæbne i bevidstheden om, at den er absurd, hvis man ikke gør alt for at holde fast ved den absurditet, som bevidstheden har afsløret. At fornægte et af leddene i den modsigelse, som er dens forudsætning, er at flygte fra den. At undertrykke det bevidste oprør er at vige uden om problemet. Teorien om den permanente revolution flyttes således over i den individuelle erfarings sfære. At leve er at leve det absurde. At gøre det absurde levende er først og fremmest at holde sig det for øje. Til forskel fra Eurydike dør det absurde først i det øjeblik, man vender sig bort fra det. Oprøret er altså et af de få konsekvente filosofiske standpunkter. Det indebærer en stadig konfrontation mellem mennesket og dets egen dunkelhed; det indebærer kravet om en umulig klarhed. Det drager hvert sekund verden i tvivl. På samme måde som en fare giver mennesket lejlighed til at trodse den nu eller aldrig, giver det metafysiske oprør mennesket lejlighed til at gøre sig alt, hvad det oplever, bevidst. I oprøret står mennesket uafladeligt ansigt til ansigt med sig selv. Oprøret stræber ikke mod noget mål, det er uden håb. Oprøret er visheden om en tilintetgørende skæbne uden den resignation, man kunne vente ville ledsage denne vished.

Her finder man det punkt, hvor oplevelsen af det absurde fjerner sig fra selvmordet. Man kunne tro, at selvmordet ville følge efter oprøret. Men sådan forholder det sig ikke. Selvmordet er ikke oprørets logiske konsekvens, men dets modsætning, fordi det forudsætter et samtykke. Selvmordet er ligesom ”springet” det yderste samtykke. Alt er fuldbyrdet, mennesket går ind i sin egentlige historie. Det skimter sin ensomme og frygtelige fremtid og kaster sig ind i den. Selvmordet er på sin vis en ophævelse af absurditeten og trækker den med sig i en fælles død. Men jeg véd, at absurditeten ikke kan ophæves, eftersom det gælder om at opretholde den. Den viger uden om selvmordet, fordi den på én gang er bevidsthed om og oprør mod døden. Absurditeten er det snørebånd, som den dødsdømte opfatter med den yderste rand af sin sidste tanke lige inden han styrter ud i sit svimlende fald. Det modsatte af en selvmorder er netop en dødsdømt.

Dette oprør giver livet dets sande værdi. Udstrakt over et helt liv genopretter det tilværelsens storhed. For en mand uden skyklapper findes der ikke noget smukkere syn end tankens kamp med en virkelighed, som er den overmægtig. Hvor meget slet man end kan sige om menneskene, er der dog intet skuespil, der overgår den menneskelige selvhævdelses drama. Der er noget mærkelig betagende ved denne disciplin, som ånden pålægger sig selv, denne helstøbte vilje, denne nærkamp på liv og død. Beskærer man virkeligheden, hvis umenneskelighed skaber menneskets storhed, gør man samtidig mennesket fattigere. Det er derfor de doktriner, som forklarer alt i tilværelsen, virker svækkende på mig. De fratager mig mit livs byrde, som jeg dog bør bære selv. Derfor kan jeg ikke forestille mig, at en skeptisk metafysik skulle kunne forenes med en selvopgivelsens moral.

Bevidsthed og oprør er to former for afkald, som er det stik modsatte af resignation. De suger næring af alt det, som er uforklarligt og lidenskabeligt i et menneskehjerte. Det gælder om at dø uforsonet og ikke af egen fri vilje. Selvmordet er en falsk udvej, en miskendelse af livet. Det absurde menneske må udtømme tilværelsen og udtømme sine egne muligheder. I absurditeten ligger dets højeste spænding, som det holder ved lige med ensomhedens kraft. For det absurde menneske véd, at i bevidstheden og det daglige oprør aflægger det vidnesbyrd om sin eneste sandhed, som er trodsen. Dette er en første konsekvens.

Når jeg bevidst forsøger at drage alle konsekvenserne (og intet derudover) af den sandhed, jeg er nået frem til, støder jeg på et nyt paradoks. Hvis jeg forbliver tro mod min metode, har jeg intet med den metafysiske frihed at gøre. Det interesserer mig ikke, om mennesket er frit eller ej. Jeg har ingen erfaring om nogen anden frihed end min egen, som jeg ikke kan have nogen generel forestilling om, men kun glimtvise, klare indtryk af. Problemet ”friheden i sig selv” har ingen mening, for det er på en særlig måde knyttet til spørgsmålet om Gud. Hvis man vil vide, om et menneske er frit, må man vide, om det har en herre. Den specielle absurditet i dette problem beror på, at selve den idé, som gør problemet frihed muligt, samtidig berøver det enhver mening. I forholdet til Gud er det ondes problem nemlig det væsentligste. Det velkendte alternativ er følgende: enten er vi ikke frie, og så er den almægtige Gud ansvarlig for det onde. Eller også er vi frie og ansvarlige, men så er Gud ikke almægtig. Ingen skolastiske spidsfindigheder har været i stand til at løse dette hårdnakkede paradoks.

Derfor kan jeg ikke fortabe mig i begejstring over eller interessere mig for en definition af et begreb, som mister sin mening, i samme øjeblik det rækker ud over grænsen for min personlige erfaring. Jeg kan ikke forstå en frihed, som skulle være givet mig af et højere væsen. Jeg har mistet sansen for hierarki. Om friheden kan jeg ikke have andre forestillinger end fangens eller dem, som individet i en moderne stat har. Den eneste slags frihed, jeg kender, er tankens og handlingens frihed. Hvis absurditeten således tilintetgør alle mine muligheder for en evig frihed, giver den mig til gengæld en øget handlefrihed. Tabet af håb og fremtid betyder en forøgelse af menneskets muligheder for at disponere over sig selv.

Inden et hverdagsmenneske møder det absurde, opstiller han visse livsmål og bekymrer sig for fremtiden eller for, om han har handlet ret (mod hvem eller hvad spiller ingen rolle i denne forbindelse). Han beregner sine muligheder, sætter sin lid til fremtiden, til sin pension eller til sine børns arbejde. Han tror stadig, at noget i hans liv kan dirigeres af ham selv. I virkeligheden handler han, som om han var fri, selv om alle kendsgerninger taler for det modsatte. Men efter at han har mødt det absurde, bliver alt bragt til at vakle. Forestillingen ”jeg er” og vanen at handle, som om tingene havde en mening (selv om man af og til kan hævde, at de ikke har det) – alt dette bliver pludselig dementeret på en svimlende måde af den absurde tanke om en mulig død. At tænke på morgendagen, sætte sig mål, foretrække visse ting fremfor andre, forudsætter troen på en frihed, selv om man somme tider forsikrer sig selv om, at man ikke mærker noget til den. Men i dette øjeblik véd jeg godt, at denne højere frihed, friheden til at være som alene kan lægges til grund for en sandhed – ikke eksisterer. Døden står som den eneste sande virkelighed. Den bestemmer spillets regler. Jeg er ikke længere fri til at forevige mig selv, men en slave uden håb om oprør og uden mulighed for at tage min tilflugt til foragten. Og hvem kan holde ud at blive ved at være slave uden oprør og uden foragt? Hvilken frihed i ordets fulde betydning kan der være uden overbevisning om et evigt liv?

Men samtidig forstår det absurde menneske, at han hidtil har været bundet af frihedens postulat og levet på illusionen om det. I en vis forstand har han været hæmmet af denne illusion. I samme grad som han forestillede sig et mål for sit liv, har han rettet sig efter de krav, som målet betingede, og været sin friheds slave. Jeg kunne f. eks. ikke handle anderledes end som den familiefader (eller ingeniør eller folkefører eller ekstraassistent i postvæsenet), jeg ville være. Jeg troede, jeg kunne vælge at blive noget andet i stedet for. Jeg troede det sandt nok ubevidst, men samtidig nærede jeg mit postulat med troen hos mine omgivelser, med mit menneskelige miljøs fordomme (de andre er så sikre på, at de er frie, og deres optimisme er så smitsom!). Hvor langt man end forsøger at holde sig fra alle moralske og sociale fordomme, ligger man alligevel delvis under for dem og indretter sit liv efter de bedste af dem (der gives gode og dårlige fordomme). Det absurde menneske indser derfor, at han i virkeligheden ikke har været fri. For at udtrykke det enkelt: I samme grad som jeg håber på eller bekymrer mig om en sandhed, som kun er min egen, en måde at leve eller handle på – det vil sige i samme grad som jeg ordner mit liv – og dermed indrømmer, at det har en mening – i samme grad bygger jeg barrierer og presser mit liv ind imellem dem. Jeg gør det samme som så mange af tankens og følelsens funktionærer, der kun indgyder mig afsky, indser jeg nu: Jeg tager simpelt hen menneskets frihed alvorligt.

Det absurde viser mig imidlertid klart, at der ikke er nogen morgendag. Heri ligger fra nu af grunden til min dybe frihed. Jeg skal belyse det med to sammenligninger. Først med mystikerne, som finder en frihed i at ofre deres eget jeg. Ved at drukne sig i Gud og overholde ordensreglerne bliver de frie, idet de finder en dyb uafhængighed i det slaveri, de frivilligt har pålagt sig. Men hvad betyder denne frihed? Man kan konstatere, at de føler sig frie over for sig selv, men mindre frie end befriede. På samme måde føler det absurde menneske, der vender sig helt mod døden (her opfattet som den mest håndgribelige absurditet), sig befriet fra ait det, som ligger uden for den intense opmærksomhed, der krystalliserer sig i ham. Det absurde menneske er frit i forhold til de gældende regler. Som vi ser, har den eksistentielle filosofis udgangspunkt stadig gyldighed. De første skridt hen mod den absurde frihed består i at vende tilbage til bevidstheden og flygte fra den daglige søvngængertilværelse. Men det er den eksistentielle forkyndelse, jeg vender mig imod, og med den det åndelige spring, som ligger hinsides den egentlige bevidsthed. På samme måde (det er mit andet eksempel) tilhørte antikkens slaver ikke sig selv. Men de kendte den frihed, som består i ikke at føle ansvar.¹³ Også døden har patricierhænder, som på én gang knuser og befrier.

At kaste sig ud i denne vished uden grænser, fra et givet øjeblik at føle sig fremmed for sit eget liv, at gøre det mere intenst og gennemleve det uden elskerens kortsynethed – deri ligger befrielsens princip. Denne nye uafhængighed har sin grænse i tiden, som al handlefrihed. Den trækker ingen veksler på evigheden. Men den erstatter illusionerne om friheden, som jo alle slutter med døden. Tænk på den dødsdømtes guddommelige ubundethed, når fængselsporten åbner sig for ham en morgen i det tidlige daggry – denne utrolige ligegyldighed for alt andet end livets rene ild – og man vil indse, at døden og det absurde er principperne for den eneste rette frihed, nemlig den som et menneskehjerte kan erfare og leve. Dette er den anden konsekvens. Det absurde menneske skimter et brændende og iskoldt, gennemsigtigt og begrænset univers, hvor intet er muligt, men alt er givet; hinsides det er alt kaos og mørke. Han kan beslutte sig til at leve i et sådant univers og deraf hente sin styrke, sit mod til at fornægte håbet og sin vilje til at vidne om muligheden af at leve uden trøst.

Men hvad vil det sige at leve i dette univers? Til at begynde med ikke andet end ligegyldighed for fremtiden og et lidenskabeligt ønske om at udtømme alle livets muligheder. Troen på en mening med livet forudsætter altid en værdimåler, et valg, noget vi foretrækker fremfor noget andet. Ifølge vor definition lærer troen på det absurde os det modsatte. Det er et punkt, som fortjener nøjere undersøgelse.

Det, der interesserer mig, er at få at vide, om man kan leve uden tilflugt. Jeg vil ikke gå uden om dette spørgsmål. Når først jeg er nået frem til et sådant billede af tilværelsen, kan jeg da tilpasse mig det? I lyset af denne vanskelighed viser det sig imidlertid, at troen på det absurde erstatter erfaringernes kvalitet med deres kvantitet. Hvis jeg er overbevist om, at tilværelsen ikke har andre aspekter at byde mig end det absurde, hvis jeg har erfaret, at den eneste mulige ligevægt i tilværelsen bygger på den stadige kamp mellem mit bevidste oprør og mørket omkring det, og hvis jeg erkender, at friheden ikke har nogen mening uden for min egen begrænsede skæbne – i så fald bør jeg sige, at det væsentlige ikke er at leve så godt som muligt, men så meget som muligt. Det spiller ingen rolle for mig, om dette er vulgært eller usmageligt, overlegent eller beklagelsesværdigt. Alle værdidomme er én gang for alle afskaffet til fordel for en konstatering af kendsgerninger. Min eneste opgave er at drage konklusionerne af, hvad jeg erkender, og ikke tillade nogen hypotese. Hvis det ikke er hæderligt at leve på den måde, vil den sande hæderlighed tvinge mig til at leve uhæderligt.

At leve så meget som muligt er en leveregel, som taget i bred almindelighed ikke betyder noget som helst. Det er nødvendigt at præcisere. Til at begynde med ser det ud, som om man ikke har fordybet sig tilstrækkeligt i kvantitetsbegrebet. Her ligger nemlig nøglen til en stor del af den menneskelige erfaring. En mands moral og værdimålestok har kun betydning i forhold til den mængde og mangfoldighed af erfaringer, han har kunnet samle. Tilværelsen i det moderne samfund påtvinger de fleste mennesker den samme sum af erfaringer og derfor samme grunderfaring. Man må naturligvis også tage individets eget spontane bidrag i betragtning, det, man kalder dets ”udrustning”. Men dette kan jeg ikke dømme om, og jeg må endnu en gang følge min regel om at rette mig efter det, som forekommer mig umiddelbart indlysende. Således konstaterer jeg, at det særegne ved en fælles moral mindre består i det ideale indhold af dens grundlæggende principper end i grænserne for den erfaring, den tillader menneskene at få del i. For at sætte det lidt på spidsen kan man sige, at grækerne havde en fritidsmoral, medens vi har en ottetimers-arbejdsdags moral. Men mange mennesker – og blandt dem de mest tragiske skæbner – lader os ane, at større erfaring ændrer værdiskalaen. Man kunne forestille sig en hverdagens eventyrer, som slog alle rekorder (jeg bruger med vilje dette sportsudtryk) med hensyn til oplevelsernes kvantitet og på den måde vandt sin egen moral.¹⁴ Men vi vil lade alle romantiske hypoteser fare og i stedet spørge, hvad en sådan holdning betyder for et menneske, der har bestemt sig tor at lade sin indsats gælde og strengt følge det, han anser for spillets regler.

At slå alle rekorder betyder kun at møde verden og se den i øjnene så ofte som muligt. Hvordan lader det sig gøre, uden modsigelser og uden ordspil? For på den ene side lærer det absurde os, at alle erfaringer er lige gyldige, og på den anden side fremtvinger det det størst mulige antal erfaringer. Hvordan skal man undgå at gøre som mange af de mennesker, jeg har omtalt før: vælge den livsform som giver én et maksimum af menneskeligt stof og derved indføre den værdimåler, man foregiver at forkaste?

Det er igen hos det absurde og dets modsigelser, vi kan hente lærdom. Man tager nemlig fejl, hvis man tror, at oplevelsernes kvantitet beror på vort livs ydre omstændigheder; den afhænger udelukkende af os selv. Lad os tage et simpelt eksempel: To mennesker, der lever det samme antal år, får altid det samme antal erfaringer af tilværelsen. Det kommer blot an på, om man bliver sig dem bevidst. At opleve sit liv, dets oprør og dets frihed, så stærkt som muligt, det er at leve så meget som muligt. Hvor klarsynet råder, bliver værdiskalaen overflødig. Lad os sige det endnu enklere: Den eneste hindring, den eneste ”nitte”, er en for tidlig død. Det univers, som skildres her, får kun liv gennem sin modstand mod den permanente undtagelse, som døden er. Derfor kan ingen dybde, ingen følelse, ingen passion og intet offer i det absurde menneskes øjne give et bevidst liv på fyrretyve år samme værdi som et klarsyn, der udstrækkes over tresindstyve år.¹⁵ Absurditeten og den overflod af liv, den indebærer, afhænger altså ikke af menneskets vilje, men af dens modsætning, nemlig døden.¹⁶ Det vil ganske bogstaveligt sige, at alt udelukkende beror på tilfældighedernes spil. Og det må man lære at bøje sig for: Tyve års liv og erfaringer kan aldrig erstattes.

Med en besynderlig inkonsekvens hos et så oplyst folk forestillede grækerne sig, at den, der døde ung, var elsket af guderne. Dette er kun sandt, hvis man tror, at mennesket ved at gå ind i gudernes latterlige verden for evigt mister den reneste af alle glæder, at opleve livet på denne jord. Det absurde menneskes ideal er nuet og den række af nuer, som bliver indregistreret af en sjæl, der altid er bevidst. Og ordet ideal har endda en falsk biklang. Der er ikke tale om et kald, men blot om den tredje konsekvens af det absurde menneskes måde at tænke på. Meditationen over det absurde begynder med angstfyldt bevidsthed om det umenneskelige. Den ender i den menneskelige revoltes brændende flammer.¹⁷

Af det absurde uddrager jeg tre konsekvenser: min revolte, min frihed og min passion. Udelukkende ved hjælp af bevidstheden forvandler jeg det, som var en opfordring til død, til en opfordring til liv – og jeg afviser selvmordet. Også jeg kender ganske vist den dumpe resonans, som lyder gennem alle tilværelsens dage. Men jeg har kun ét at sige: Det er nødvendigt. Når Nietzsche skriver: ”Det er iøjnefaldende klart, at det vigtigste i himlen og på jorden er at adlyde længe og efter den samme rettesnor: I længden vil der altid komme noget ud deraf, som gør det værd at leve på denne jord, som for eksempel dyden, kunsten, musikken, dansen, fornuften, ånden, noget som har magt til at forvandle, noget forfinet, forrykt eller guddommeligt,” – så giver han udtryk for en moralregel af høj kvalitet. Men han peger dermed også på det absurde menneskes vej. At adlyde sin passion er på én gang det letteste og det sværeste af alt. Men det er godt, at mennesket dømmer sig selv nu og da. Mennesket selv er den eneste, som kan gøre det.

”Bønnen er natten, som sænker sig over tanken,” siger Alain. ”Men ånden må møde natten,” svarer mystikerne og eksistentialisterne. Det er rigtigt nok, men ikke den nat, som opstår, når man lukker øjnene af egen fri vilje, den mørke og lukkede nat, som tanken fremkalder for at tabe sig i den. Hvis den skal møde en nat, må det hellere være fortvivlelsens nat, som forbliver klar, en polarnat, en tankens vågenat, som måske vil være ophav til det hvide og rene skær, der lader alle ting træde frem i forstandens klare lys. På dette plan forenes ligegyldigheden med lidenskabelig indsigt. Det drejer sig da ikke længere om at fordømme det eksistentielle spring. Det får sin bestemte plads i de menneskelige holdningers århundredlange freske. For den bevidste tilskuer er springet stadig absurd. Det genskaber paradokset i samme grad, som det søger at løse det. Og af denne grund er det gribende. Af denne grund indtager alt sin plads igen, og den absurde verden genopstår i al sin glans og mangfoldighed.

Men det er galt at standse, det er svært at lade sig nøje med én eneste synsmåde, at berøve sig selv modsigelsen, måske det fineste og skarpeste af alle åndens våben. Det foregående definerer blot en måde at tænke på. Men det gælder om at leve.