Det absurde og selvmordet

Der findes kun ét virkelig alvorligt filosofisk problem: selvmordet. At afgøre, om livet er værd at leve eller ej, er at besvare filosofiens grundspørgsmål. Alt det øvrige, om verden har tre dimensioner, om ånden kan inddeles i ni eller tolv kategorier, kommer i anden række. Det er legeværk: Først må det væsentlige spørgsmål besvares. Og hvis det er sandt, hvad Nietzsche hævder, at en hæderlig filosof bør lære ved sit eksempel, forstår man, hvor betydningsfuldt svaret er, eftersom det går forud for den afgørende handling. Det er sandheder, som er indlysende for hjertet, men som må uddybes for også at blive åbenbare for forstanden.

Når jeg spørger mig selv, hvordan jeg skal afgøre, om ét problem er vigtigere end et andet, må jeg svare, at det beror på, hvilke handlinger det implicerer. Jeg har aldrig hørt om nogen, der er gået i døden for det ontologiske gudsbevis’ skyld. Galilæi, som sad inde med en vigtig videnskabelig sandhed, afsvor den med største lethed, så snart den bragte hans liv i fare. Og i en vis forstand gjorde han ret.¹ Denne sandhed var ikke bålet værd. Om det er Jorden, der går rundt om Solen eller omvendt, er inderlig ligegyldigt; det er, rent ud sagt, et uvæsentligt problem. Derimod ser jeg, at mange mennesker dør, fordi de mener, at livet ikke er værd at leve. Jeg ved, at der er andre, som urimeligt nok lader sig slå ihjel for ideer eller illusioner, der giver deres liv en mening (det, der er værd at leve for, er samtidig i høj grad værd at dø for). Jeg slutter heraf, at livets mening er det vigtigste af alle spørgsmål. Hvorledes skal man besvare det? Over for alle virkelig væsentlige problemer – og jeg mener hermed dem, som kan føre til døden eller opflamme lysten til at leve – gives der sandsynligvis kun to holdninger, La Palisses² og Don Quijotes. Kun en balance mellem det selvfølgelige og fantasteriet giver os mulighed for samtidig at opleve med følelse og klar erkendelse. Over for et emne, der på én gang er så dagligdags og så fyldt med patos, må den lærde og klassiske dialekt vige pladsen for en mere ydmyg holdning, båret af en blanding af sund fornuft og sympati.

Man har for det meste behandlet selvmord som et socialt fænomen. Her vil vi tværtimod til at begynde med tale om forholdet mellem den individuelle tanke og selvmordet. En sådan handling modnes i hjertets hemmelige dyb på samme måde som et stort værk. Mennesket selv véd intet derom. En aften løsner han skuddet eller kaster sig ud. Jeg hørte engang om en vicevært, der havde begået selvmord, at han havde mistet sin datter fem år tidligere, at han havde forandret sig meget siden da, og at denne begivenhed havde ”undergravet” ham. Man kunne ikke ønske sig et mere rammende udtryk. At begynde at tænke er det samme som at begynde at blive undergravet. Samfundet har ikke meget med denne første skade at gøre. Ormen må søges i menneskets eget hjerte. Det er dette spil på liv og død, som fører fra klarsynet over for tilværelsen til flugten bort fra lyset, vi vil prøve at følge og forstå.

Der kan være mange grunde til et selvmord, og det er i reglen ikke de mest iøjnefaldende, som har været de mest virksomme. Man begår sjældent selvmord fuldt overlagt, selv om muligheden ikke er udelukket. Det, som sætter krisen i gang, er næsten altid uefterviseligt. Aviserne taler ofte om ”hemmelige sorger” eller ”uhelbredelig sygdom”. Og den slags forklaringer kan lyde rimelige nok. Men måske har en af den ulykkeliges venner samme dag talt til ham i en ligegyldig tone. Han er den egentlig skyldige. Thi dette kan være tilstrækkeligt til at udløse al den oplagrede bitterhed og lede.³

Er det vanskeligt at bestemme det nøjagtige øjeblik, at følge de skjulte veje, der fører sindet til at vælge døden, er det til gengæld lettere at slutte fra selve handlingen til dens forudsætninger. At berøve sig livet er til en vis grad, ligesom i melodramaet, det samme som at gå til bekendelse. Det er at bekende, at man er overvundet af livet, eller at man ikke forstår det. Lad os imidlertid ikke forvilde os for langt ud i analogier, men holde os til de gængse talemåder. At tage sig af dage er simpelt hen en indrømmelse af, at det ”ikke er ulejligheden værd at leve”. At leve er naturligvis aldrig let. Man vedbliver at udføre de fagter, tilværelsen forlanger af en, af mange grunde, hvoraf den vigtigste er vanen. Den, der frivilligt vælger døden, må, om også kun instinktivt, have erkendt denne vanes latterlighed og urimelighed, fraværelsen af enhver dybere mening med tilværelsen, det fuldstændig forrykte ved det daglige jag og lidelsens nytteløshed.

Men hvad er det da for en ubestemmelig følelse, som berøver ånden den søvn, den behøver for at leve? En verden, som man kan forklare, føler man sig hjemme i, selv om forklaringen ikke holder stik. Men i et univers, som pludselig berøves enhver illusion og enhver mening, føler mennesket sig som en fremmed. Der findes ingen vej ud af denne landflygtighed, som hverken rummer erindring om noget tabt fædreland eller håb om noget forjættet land. Denne kløft mellem mennesket og dets tilværelse, mellem skuespilleren og kulisserne, er det, som i egentligste forstand er årsag til følelsen af absurditet. Og eftersom alle normale mennesker på et eller andet tidspunkt har overvejet at tage sig af dage, vil man uden yderligere forklaringer indse, at der er en direkte forbindelse mellem denne følelse og længselen mod tilintetgørelsen.

Emnet for dette essay er netop sammenhængen mellem det absurde og selvmordet. Formålet er at få fastslået, nøjagtig i hvilken grad selvmordet er en løsning på absurditeten. Man kan principielt fastslå, at for et hæderligt menneske bør det, han anser for sandt, være en rettesnor for hans handlinger. Anser han tilværelsen for absurd, bør han altså lade denne anskuelse bestemme sin handlemåde. Det er rimeligt, at man uden omsvøb og falsk sentimentalitet spørger sig selv, om en sådan erkendelse ikke kræver, at man sørger for så hurtigt som muligt at komme ud af en situation, man ikke forstår. Jeg taler naturligvis her om mennesker, som sætter pris på at være i overensstemmelse med sig selv.

Klart stillet op kan problemet forekomme på én gang simpelt og uløseligt. Men man tager fejl, hvis man tror, at der på simple spørgsmål altid gives lige så simple svar, og at det selvfølgelige i sig selv indebærer selvfølgelighed. Man kunne vende problemstillingen om og a priori slå fast, at enten begår man selvmord, eller også gør man det ikke, og at der således kun skulle være to filosofiske løsninger på problemet, den positive og den negative, ja eller nej. Så simpelt er det desværre ikke. Vi må også tage dem i betragtning, som bliver ved med at spørge uden at komme til nogen afgørelse. Dette være sagt næsten uden ironi: Det drejer sig om flertallet. Jeg ser også, at de, der svarer nej, handler, som om de mente ja. Hvis man godkender det nietzscheske argument, vil det sige, at de alt i alt mener ja. Omvendt sker det ofte, at de, der begår selvmord, var overbevist om, at livet har en mening. Den slags modsigelser støder man på overalt. Ja, man kan vel oven i købet sige, at de aldrig viser sig mere grelt end på dette punkt, hvor logik dog skulle synes så ønskelig. Det er banalt at sammenholde filosofiske teorier med deres tilhængeres handlemåde. Men man kommer ikke udenom, at bortset fra Kirilov, som tilhører litteraturen, Peregrinos,⁴ der er en legendarisk figur, og Jules Lequier,⁵ som vi kun har hypotetisk kendskab til, er ingen af de tænkere, som har frakendt tilværelsen en mening, gået så vidt i deres logik, at de har berøvet sig livet. Man fremhæver ofte som et komisk eksempel Schopenhauer, der sang selvmordets pris foran et veldækket bord. I virkeligheden er der ikke noget at le ad. Det kan være uskyldigt ikke altid at tage det tragiske alvorligt, men hvis det bliver en vane, ender det med at stemple sin mand.

Skal man da, stillet over for alle disse modsigelser og uklarheder, mene, at der ikke er nogen som helst forbindelse mellem det, man eventuelt mener om tilværelsen, og den måde, man vælger at forlade den på? Lad os være forsigtige med at slutte noget sådant. Der er i et menneskes fastholden ved sit liv noget, som er stærkere end alverdens ulykker og elendighed. Legemets dom vejer lige så tungt som tankens, og legemet viger tilbage for tilintetgørelsen. Vi vænner os til at leve, før vi vænner os til at tænke. I det kapløb, som hver dag fører os et lille stykke nærmere mod døden, har legemet et uopretteligt forspring. Det væsentlige i denne modsigelse er det, som jeg vælger at kalde flugten, fordi det på én gang er noget mere og noget mindre end adspredelsen i ordets pascalske betydning. Flygte – det er det, det ustandselig går ud på. Den typiske flugt, den skæbnesvangre flugt, som er dette essays tredje tema, er håbet. Håbet om et andet liv, som man skal ”gøre sig fortjent til”, eller det bedrageri, som består i at leve, ikke for livets egen skyld, men for en eller anden idé, som er større end livet, som sublimerer det, giver det en mening og forråder det.

Alt bidrager således til at øge begrebsforvirringen. Men det kommer blandt andet af, at vi indtil nu har leget med ordene og foregivet at tro, at vægringen ved at anerkende en mening med tilværelsen nødvendigvis fører til den slutning, at livet ikke er værd at leve. I virkeligheden er der ingen forbindelse mellem de to opfattelser. Man må blot undgå at lade sig lede på vildspor af begrebsforvirringen, modsigelserne og inkonsekvensen. Alt dette bør vi skyde til side og styre lige mod det virkelige problem. Man berøver sig livet, fordi det ikke er værd at leve, det er en ubestridelig sandhed, men en ufrugtbar sandhed, eftersom det er en truisme. Men denne fornærmelse mod tilværelsen, dette dementi, som man slynger den i ansigtet, udspringer det nu også af erkendelsen af, at livet er meningsløst? Kræver tilværelsens absurditet, at man flygter fra den, gennem håbet eller gennem selvmordet? Det er det, der skal undersøges, belyses og klarlægges uden uvedkommende hensyn. Er døden det eneste svar på absurditeten, det er problemet fremfor alle andre, og det ligger hinsides al filosofisk dialektik og leg med begreberne. Alle de nuancer, modsigelser og psykologiske finesser, som en ”objektiv” ånd gerne lægger ind i problemerne, er ikke på deres plads i denne undersøgelse, hvor drivkraften er en passion. Det, der skal til, er en hensynsløs tanke, det vil sige en logisk tanke. Og den er ikke let at gennemføre. Det er ikke svært at være logisk, men det er næsten umuligt at være det til den yderste konsekvens. De mennesker, der dør for egen hånd, følger deres følelsers konsekvens helt ud. Mine overvejelser over selvmordet giver mig således lejlighed til at stille det eneste spørgsmål, der interesserer mig: Gives der en logik til døden? Jeg kan ikke få det at vide på anden måde end ved at forfølge det ræsonnement, jeg her har antydet begyndelsen til, uden forvirrende lidenskab og uden at tage hensyn til andet end rene og indlysende kendsgerninger. Det er det, jeg kalder et absurd ræsonnement. Mange er begyndt på det. Jeg ved endnu ikke, om nogen har gennemført det.

Karl Jaspers erklærer efter at have påvist umuligheden af at bringe nogen enhed ind i verdensbilledet: ”Denne begrænsning fører mig tilbage til mig selv, til et punkt, hvor jeg ikke mere skjuler mig bag et objektivt synspunkt, som jeg nøjes med at fremstille, dértil, hvor hverken jeg selv eller andres tilværelse længere kan blive objekt for mig.” Han fremmaner her som så mange andre før ham de øde og udtørrede egne, hvor tanken når sin yderste grænse. Som så mange andre før ham, ja – men hvor travlt har de ikke haft med at flygte derfra igen! Til dette sidste vendepunkt, hvor tanken svimler, er mange nået, også de ydmygeste. De har da givet afkald på det dyreste, de ejede, deres eget liv. Andre, og blandt dem de største og stolteste ånder, har også givet afkald, men det, de har dræbt, er deres egen tanke i dens reneste oprør. Det virkelig svære er imidlertid at holde stand så længe som muligt og på nært hold undersøge den sælsomme vegetation i disse afsides egne. Gennem udholdenhed og klarsyn bliver man en privilegeret tilskuer til det umenneskelige drama, hvor absurditeten, håbet og døden udveksler deres replikker. Kun således bliver tanken i stand til at analysere de enkelte trin i denne på én gang enkle og raffinerede dans, inden den selv begynder at udføre og gennemleve dem.