Skabelsen uden morgendag

Jeg indser altså, at det er umuligt helt at komme uden om håbet, og at det kan overrumple selv den, som forsøger at frigøre sig for det. Det er det, jeg finder interessant ved de værker, jeg har omtalt her. Jeg ville være i stand til at opregne nogle virkelig absurde kunstværker.⁷ Men man må begynde med begyndelsen. Det, jeg har villet gøre til genstand for min undersøgelse, er en vis form for troskab. Kirken har altid været streng mod kættere, netop fordi den mente, at de vildfarne børn var dens farligste fjender. Men historien om gnostikernes dristighed og de manikæiske strømningers standhaftighed har haft større betydning for den ortodokse lære end alle fromme bønner. Uden sammenligning i øvrigt forholder det sig på samme måde med absurditeten. Man lærer vejen til den at kende ved at granske de veje, som fører bort fra den. Det er ikke tilfældigt, at man for enden af det absurde ræsonnement, i en af de holdninger, som dikteres af dets logik, atter ser håbet snige sig ind i sin mest gribende form. Det viser, hvor vanskelig den absurde askese er. Det viser fremfor alt nødvendigheden af en altid årvågen bevidsthed og falder derved ind under denne bogs almene rammer.

Men selv om der endnu ikke er tale om at opregne de absurde kunstværker, kan man i det mindste drage visse slutninger med hensyn til den skabende holdning, som er én af dem, en absurd eksistens kan fuldbyrde sig i. Kunsten kan ikke få nogen bedre tjener end en negativ tanke. Den dunkle og ydmygende tanke er lige så nødvendig for skabelsen af et stort værk som sort for hvidt. At arbejde og skabe ”for ingenting”, at hugge i ler, at vide, at ens værk ingen fremtid har, at se det tilintetgjort på en dag og erkende, at det dybest set ikke har større betydning end at bygge for århundreder – det er den vanskelige visdom, som den absurde tanke lærer. På én gang at gøre begge disse ting – på den ene side fornægte og på den anden side hævde og hylde – det er den vej, der åbner sig for den absurde kunstner. Han skal give tomheden farver.

Dette fører til en speciel opfattelse af kunstværket. Man betragter ofte en kunstners værk som resultat af indbyrdes isolerede iagttagelser, det vil sige, man forveksler kunstneren med skribenten. En dyb tanke befinder sig i en stadig tilstand af bevægelse, den slutter sig tæt til et livs erfaringer og formes af dem. På samme måde bekræftes et menneskes kunstneriske livsværk af de successive og mangfoldige aspekter af det, som de enkelte kunstværker udgør. De kompletterer hinanden, korrigerer eller indhenter hinanden, og modsiger hinanden. Skaberværkets afslutning er ikke den forblindede kunstners triumferende og forfængelige råb: ”Jeg har sagt alt,” men kunstnerens død, som sætter punktum for hans erfaringer og lukker hans ånds bog.

Det er ikke altid, at anstrengelsen, den overmenneskelige stræben efter erkendelse, mærkes af læseren. Der er ikke noget mystisk ved den menneskelige skaberakt. Det er viljen, som udretter miraklet. Men der gives alligevel intet sandt kunstværk, som ikke indeholder nogen hemmeligheder. En række af værker kan være lige så mange forsøg på at nærme sig den samme tanke. Men man kan forestille sig en anden slags kunstner, der føjer værk til værk, så de tilsyneladende ikke har noget med hinanden at gøre. Til en vis grad modsiger de endog hinanden. Men hvis man sætter dem ind i deres sammenhæng, ordner de sig til et mønster. Det bliver således døden, der giver dem deres endelige mening. De får deres klareste belysning af kunstnerens eget liv. I et givet øjeblik er rækken af værker kun en samling fiaskoer. Men hvis disse fiaskoer alle giver samme genklang, er det lykkedes for kunstneren at give et billede af sin egen tilværelse, et ekko af den golde hemmelighed, han har båret på.

Anstrengelsen for at beherske noget har her været overordentlig. Men den menneskelige intelligens har større rækkevidde. Den vidner i denne sammenhæng kun om den viljemæssige side af skaberakten. Jeg har andetsteds påvist, at den menneskelige vilje ikke har noget andet mål end at opretholde bevidstheden. Men dette kan ikke lykkes uden disciplin. Af alle de skoler, hvor man kan lære tålmodighed og klarsyn, er kunstens den mest effektive. Kunsten er også et gribende vidnesbyrd om det, der udgør menneskets eneste værdighed: det stædige oprør mod menneskets lod, standhaftigheden i en kamp, som man véd aldrig kan vindes. Den kræver en daglig anspændelse og selvdisciplin, en klar indsigt i sandhedens begrænsning, mådehold og styrke. Den forudsætter askese. Og alt dette ”for ingenting” – for noget, der kun kan blive en march på stedet. Men det store kunstværk har måske mindre betydning i sig selv end ved den prøvelse, det kræver af et menneske, og den anledning, det giver mennesket til at overvinde sine illusioner og komme nærmere ind på livet af sin nøgne virkelighed.

Man må tage sig i agt for at misforstå denne æstetik. Det er ikke tålmodig oplysning, utrættelig og gold hævdelse af en bestemt tese, jeg tænker på. Tværtimod, hvis jeg har udtrykt mig klart. Tendensromanen, et værk, der vil bevise noget – det værste af alt – er som oftest inspireret af en tilfredsstillet tanke. Man demonstrerer den sandhed, man tror at sidde inde med. Men det er ideer, man bringer til torvs, og ideer er det modsatte af tanker. Den slags kunstnere er ynkelige filosoffer. Dem, jeg taler om eller tænker på, er derimod skarpe tænkere. Ved en vis grænse, hvor tanken vender sig mod sig selv, rejser de deres værks billeder som symboler på en begrænset, dødelig og oprørsk tanke.

De beviser måske noget. Men det er snarere sig selv end andre, forfatterne vil belære. Det vigtigste er, at de sejrer i det konkretes sfære, og det er det, som udgør deres storhed. Denne helt igennem kødelige triumf er de nået til ved hjælp af en tanke, hvis abstraktionskraft er blevet ydmyget. I samme grad som dette nederlag fuldbyrdes, får kunstværket legemligt liv og stråler i hele sin absurde glans. Det er de ironiske filosoffer, som skaber de lidenskabelige værker.

Når tanken har opgivet enheden, hylder den mangfoldigheden. Og mangfoldigheden er kunstens område. Den eneste tanke, som frigør ånden, er den, som lader ånden ene, sikker på sin begrænsning og kommende undergang. Ingen dogmer lokker den. Den venter kun på værkets og livets modning. Løsgjort fra ånden skal værket endnu en gang lade sin stemme lyde, den fuldtonende røst fra en sjæl, som for altid har sagt sig fri af håbet. Eller man hører intet – hvis kunstneren træt af legen vælger at give op. Det kommer ud på ét. Jeg kræver altså det samme af det absurde kunstværk som af tanken: oprøret, friheden og mangfoldigheden. Så vil også det åbenbare sin inderste formålsløshed. Det absurde menneske finder i den daglige anstrengelse, hvor tanke og lidenskab blandes og løfter hinanden, en disciplin, som bliver hans egentlige styrke. Den energi, standhaftighed og klare erkendelse, som kræves, er den samme, som er nødvendig for erobreren. At skabe er også at give sin skæbne form. Kunstnerne bestemmes lige så meget af deres værk, som det bestemmes af dem. Skuespilleren lærte os, at der ikke er nogen grænse mellem at synes og at være.

Lad os endnu en gang gentage, at intet af dette har nogen virkelig betydning. På frihedens vej er der endnu et stadium tilbage. Den sidste anstrengelse, som disse beslægtede ånder, kunstneren og erobreren, må gøre, er at lære også at frigøre sig fra det, de skaber: at nå til at erkende, at selv deres værk, det være sig en erobring, en kærlighed eller et kunstværk, lige så godt ikke kunne eksistere, og på denne måde fuldbyrde den dybe meningsløshed i enhver individuel tilværelse. Derigennem bliver selve skaberakten lettere, eftersom erkendelsen af livets absurditet tillader mennesket at kaste sig hæmningsløst ud i det.

Det, der bliver tilbage, er en skæbne, hvor kun én ting er skæbnesvanger: dens afslutning. Døden er det eneste sikre og uafvendelige; alt andet, glæde eller lykke, er frihed. Vi ejer en verden, hvor mennesket er enehersker. Det, der bandt mennesket, var illusionen om en anden verden. Mennesketankens vilkår er ikke længere at fornægte sig selv, men at strømme ud i billeder. Den hengiver sig til leg – stadig med myter, men myter uden anden dybde end den menneskelige smerte og uudtømmelige som den. Ikke gudemyter, som adspreder og forblinder, men jordiske skikkelser, handlinger og dramaer, som giver udtryk for en smertelig tilkæmpet visdom og en lidenskab, hvis sted er her og nu.