De absurde mure

Ligesom store kunstværker indeholder dybe følelser altid mere, end de bevidst udsiger. Styrken i en sjælelig bevægelse røber sig i handle- og tankevaner og ytrer sig på måder, som sjælen selv er uvidende om. De store følelser skaber deres eget univers, strålende eller jammerfuldt. Deres lidenskab kaster sit lys over en særlig verden, hvor de genfinder deres eget klima. Der gives et skinsygens, et ærgerrighedens, et egoismens og et højsindets univers. Et univers – det vil sige en metafysisk og en åndelig holdning. Og hvad der gælder for bestemt afgrænsede følelser, gælder i endnu højere grad for sindstilstande, der er så ubestemte i deres oprindelse, på én gang så forvirrede og så ”sikre”, så fjerne og så ”nærværende” som de, der vækkes i os af det skønne eller det absurde.

Absurditetsfølelsen kan ramme hvem som helst på et tilfældigt gadehjørne, som et slag i ansigtet. Umiddelbart er den ufattelig i sin fortvivlede nøgenhed og sit kolde lys. Men netop denne uforklarlighed fortjener overvejelse. Det er formodentlig sandt, at et andet menneske altid forbliver ukendt for os, at der altid bliver noget uhåndgribeligt tilbage, som vi ikke kan nå. Men i praksis kender jeg menneskene og bedømmer dem efter deres adfærd, efter summen af deres handlinger og de spor, de sætter sig i tilværelsen. På samme måde kan jeg i praksis definere de irrationelle følelser, som analysen ikke kan få bugt med – jeg kan i praksis forstå dem ved rent intellektuelt at sammenfatte summen af deres virkninger, iagttage og notere alle de udtryk, de giver sig, og tegne omridset af deres univers. Man kan ganske vist sige, at fordi jeg har set en skuespiller i hundrede roller, kender jeg ham ikke bedre personligt af den grund. Og dog – hvis jeg samler indtrykkene af alle de roller, jeg har set ham i, og påstår, at jeg kender ham en lille smule bedre efter at have set ham hundrede gange, er der alligevel noget sandt i det. Thi dette tilsyneladende paradoks er også en lignelse; den har en morale, som går ud på, at et menneske røber lige så meget om sig selv gennem de roller, det spiller, som i sine mest oprigtige ytringer. Der gives lavmælte følelser, som skjuler sig i hjertets afkroge, men som til en vis grad afsløres af de handlinger og sindstilstande, de er forudsætning for. Man forstår sikkert, at jeg her definerer en metode. Man vil også forstå, at denne metode er analytisk og ikke erkendelsesmæssig. Metoder indebærer nemlig altid en metafysik, som ubevidst røber de konklusioner, man foregiver endnu ikke at kende. Således er de sidste sider i en bog allerede indeholdt i de første, og denne knude er uundgåelig. Den her definerede metode går ud fra en følelse af, at al virkelig erkendelse er umulig. Det eneste, man kan gøre, er at beskrive tingenes ydre fremtoning og registrere deres atmosfære.

Måske kan vi på denne måde komme ind på livet af den uhåndgribelige fornemmelse af absurditet i tankens, levekunstens eller simpelt hen kunstens forskellige, men broderligt beslægtede verdener. Det absurde klima er udgangspunktet. Målet er det absurde univers og den åndelige holdning, som ser verden i det klare og nådeløse lys, der er absurditetens eget, uden at vende blikket bort.

Alle store handlinger og alle store tanker har et latterlig ubetydeligt udspring. Store kunstværker undfanges ofte på et gadehjørne eller på vej ind i en kafé. Således også med absurditeten. Den absurde verden henter fremfor nogen sin storhed af en ynkelig oprindelse. I visse situationer kan det være forstillelse, når man adspurgt om, hvad man tænker på, svarer: ingenting. Elskende ved det. Men hvis svaret er oprigtigt, hvis det er udtryk for den ejendommelige sindstilstand, hvor tomheden bliver talende, hvor de daglige fagters kæde er brudt og hjertet forgæves søger det led, der kan knytte den sammen igen, da kan det være en slags første tegn på absurditeten.

Det hænder, at kulisserne styrter sammen. Stå op, tage sporvognen, fire timer på kontoret eller fabrikken, spise, sporvogn, fire timers arbejde, spise, sove, og mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag i samme rytme – denne rutine er for det meste let at følge. Men en skønne dag opstår spørgsmålet: hvorfor? – og dermed er processen begyndt, i en umådelig lede blandet med forundring. ”Begyndt” er et vigtigt ord her. Leden er det sidste stadium i en mekanisk tilværelse, men den indvarsler samtidig en bevægelse fremover i bevidstheden. Den vækker tankerne og fremkalder det, der følger efter. Og følgen bliver enten en ubevidst tilbagevenden til kæden eller den uigenkaldelige opvågnen. Efter denne opvågnen kommer med tiden igen dens konsekvens: selvmord eller helbredelse. Lede er i sig selv et ubehageligt fænomen. I denne sammenhæng må jeg betragte den som et gode. Thi alt begynder med bevidstheden, og intet er noget værd uden den. Disse bemærkninger er på ingen måde originale, men de er indlysende, og det er foreløbig tilstrækkeligt for en summarisk erkendelse af oprindelsen til det absurde. Den simple ”bekymring” er, som Heidegger siger, kimen til alt.

På samme måde bærer tiden os frem gennem alle et indholdsløst livs dage. Men der kommer et øjeblik, hvor det er os, som må bære den. Vi lever på fremtiden: ”i morgen”, ”senere”, ”når du engang får tid”, ”når du bliver ældre, vil du forstå det”. Denne inkonsekvens er beundringsværdig, for når det kommer til stykket, drejer det sig jo om at dø. Der kommer en dag, hvor man konstaterer, at man er blevet tredive år. Man fastslår således, at man er ung endnu. Men samtidig placerer man sig i forhold til tiden. Man erkender, at man befinder sig på et vist punkt af en bane, som man ved, man skal gennemløbe. Man tilhører tiden, og den rædsel, man gribes af, fortæller en, at tiden er vor værste fjende. Man sætter sit håb til morgendagen, medens man dog med hele sit væsen burde sætte sig op imod morgendagen. Dette kødets oprør er absurditeten.⁶

En grad længere nede kommer fremmedfølelsen: opdagelsen af, at verden er ”uigennemtrængelig”, den ubestemte fornemmelse af, i hvor høj grad en sten er os fremmed, uforklarlig, med hvilken intensitet naturen, et landskab kan fornægte os. Dybest i al skønhed ligger der noget umenneskeligt: Bakkerne, træerne, der tegner sig mod den rolige himmel, mister på et øjeblik den illusoriske betydning, vi har iklædt dem, og bliver mere uopnåelige end et tabt paradis. Verdens oprindelige fjendtlighed stiger op imod os gennem årtusinderne. Et sekund forstår vi dem ikke mere, fordi vi gennem århundreder har vænnet os til kun at forstå dem gennem de figurer og mønstre, vi selv lægger ind i dem, og fordi vi ikke mere har kræfter til at benytte os af disse kunstgreb. Verden glider fra os, fordi den igen bliver sig selv. Kulisserne, som vanen har rejst, bliver atter, hvad de i virkeligheden er. De trækker sig tilbage fra os. Ligesom der kan være dage, hvor man bag en kvindes kendte ansigt pludselig ser en fremmed, hende man elskede for måneder eller år siden, således vil vi måske komme til at attrå selve det, som får os til at føle os så alene. Men tiden er endnu ikke inde. Kun dette: Denne uigennemtrængelighed, denne fremmedhed hos verden, er det absurde.

Også menneskene selv udsondrer umenneskelighed. I visse klarsynede øjeblikke kommer deres mekaniske fagter, deres meningsløse pantomime, alt, hvad de gør, til at tage sig tåbeligt ud. En mand taler i telefon bag en glasrude, man hører ikke, hvad han siger, men man ser hans tomme mimik, og man spørger sig selv, hvorfor han lever. Dette ubehag ved synet af menneskets egen umenneskelighed, dette svimle styrt, når vi stilles over for vort eget billede, denne kvalme, som en moderne forfatter kalder det, er også det absurde. Og den fremmede, vi pludselig kan få øje på i spejlet, den velkendte og alligevel så foruroligende tvillingebroder, vi møder på fotografier af os selv, det er endnu en gang det absurde.

Jeg kommer endelig til døden og de følelser, den vækker i os. Om dette emne er alt sagt, og det er sømmeligst ikke at blive patetisk. Man kan aldrig undre sig nok over, at alle mennesker lever, som om ingen ”vidste noget”. Det beror på, at der jo i virkeligheden ikke gives nogen erfaring om døden. I egentligste forstand er kun det erfaret, som er gennemlevet og gjort bevidst. I denne sag er det højst muligt at tale om erfaring om andres død; men det er et surrogat, en abstrakt forestilling, og den overbeviser os aldrig. Denne triste konvention siger os ikke rigtig noget. Den rædsel, vi føler, er i virkeligheden et produkt af fænomenets matematiske karakter. Når tiden skræmmer os, er det, fordi den stiller regnestykket op – løsningen kommer senere. Alle de smukke prædikener om sjælen bliver her, i alt fald momentant, imødegået af et slående modbevis. Sjælen er forsvundet fra det livløse legeme, som ikke længere reagerer på slag. Denne elementære og definitive afslutning på livets eventyr udgør indholdet i absurditetsfølelsen. Når den menneskelige skæbne ses i dødens lys, bliver nytteløsheden åbenbar. Stillet over for den blodige matematik, som behersker vort liv, mister al moral og al stræben a priori enhver berettigelse.

Alt dette er, som allerede bemærket, sagt mange gange før. Jeg indskrænker mig derfor til at foretage en hastig klassificering og gøre opmærksom på de mest iøjnefaldende temaer. De optræder i al litteratur og al filosofi, de giver næring til hverdagens samtaler. Der er ingen grund til at genoptage diskussionen fra grunden. Men man må have en klar forestilling om disse grundlæggende kendsgerninger for senere at kunne tage stilling til hovedproblemet. Jeg gentager endnu en gang: Det, der interesserer mig, er ikke så meget erkendelsen af det absurde som denne erkendelses konsekvenser. Hvis man er overbevist om kendsgerningerne, hvad skal man da slutte af dem, hvor langt skal man gå for ikke at vige tilbage for noget? Bør man vælge døden frivilligt, eller håbe trods alt? Inden vi svarer, må vi foretage den samme hastige opregning på det intellektuelle plan.

Tankens første skridt er at skelne det, der er sandt, fra det, der er falskt. Men så snart tanken retter sig mod sig selv, vil den opdage en modsigelse. Vi behøver ikke at anstrenge os for at bevise denne teses rigtighed. Ingen har demonstreret den klarere og mere elegant, end Aristoteles gjorde det for århundreder siden: ”Konsekvensen af disse anskuelser er, hvad man ofte har gjort sig lystig over, at de ophæver sig selv. Thi idet vi hævder, at alt er sandt, hævder vi også den modsatte påstands sandhed og følgelig, at vor egen tese er falsk (for hvis den modsatte påstand er sand, kan den første ikke være det). Og hvis man hævder, at alt er falskt, må selve denne tese også være falsk. Hvis man erklærer, at kun den påstand, der modsiger vor egen tese, er falsk, eller at kun vor egen tese ikke er falsk, vil man alligevel blive tvunget til at anerkende et ubegrænset antal sande eller falske domme. Thi den, der fremsætter en sand påstand, udtaler samtidig, at den er sand, og således videre i det uendelige.”

Denne onde cirkel er kun den første i en lang række, hvor tanken, der vender sig mod sig selv, taber sig i svimlende hvirvler. Selve paradoksernes simpelhed gør, at de er uopløselige. Trods alle logikkens ordspil og balancekunster er og bliver det at forstå fremfor alt at skabe enhed. Tankens dybeste ønske, selv på dens dristigste udflugter, er det samme som menneskets ubevidste følelse over for universet: krav om fortrolighed, higen efter klarhed. At forstå verden vil for et menneske sige at bringe den ned på et menneskeligt plan, mærke den med sit eget stempel. Kattens univers er ikke det samme som myrens. Truismen ”enhver tanke er antropomorfistisk” betyder netop dette. På samme måde lader tanken, der søger at forstå virkeligheden, sig ikke stille tilfreds, før den får den bragt i overensstemmelse med sine egne kategorier. Først hvis mennesket kunne påvise, at også universet er i stand til at elske og lide, ville det slå sig til tåls. Hvis tanken i fænomenernes skiftende spejlbilleder kunne finde eviggyldige forhold, der lod sig resumere og sammenfatte i ét eneste princip, ville man kunne tale om en åndens lykke, som myten om den evige salighed kun ville være en jammerlig parodi på. Denne længsel efter enhed, denne higen efter det absolutte, udgør den egentlige bevægelse i det menneskelige drama. Men at denne higen er en kendsgerning betyder ikke, at den bør tilfredsstilles umiddelbart. Thi hvis vi overskrider det svælg, som adskiller ønsket fra opfyldelsen, og således med Parmenides bekræfter enhedens realitet (hvad man så end vil forstå derved), falder vi i den latterlige modsigelse, at en tanke, som hævder altings enhed, ved selve sin påstand beviser sin egen væsensforskel og dermed det modsætningsforhold, den foregav at ophæve. Denne nye onde cirkel er nok til atter at slå vort håb ned.

Det er endnu en gang indlysende kendsgerninger. Jeg gentager, at de ikke er interessante i sig selv, men kun ved de konsekvenser, man kan drage af dem. Jeg kender endnu en indlysende sandhed, nemlig at mennesket er dødeligt. Og dog er de mennesker let talte, som har draget de yderste slutninger af den kendsgerning. Man må under læsningen af dette essay stadig holde sig afstanden for øje mellem det, vi tror at vide, og det, vi virkelig véd. Vi må regne med det praktiske kompromis og den forstilte uvidenhed, som gør, at vi lever med forestillinger, der, hvis vi følte og erkendte dem til bunds, ville kuldkaste hele vor tilværelse. Stillet over for denne uløselige modsigelse fatter vi først helt dybden af det svælg, som skiller os fra, hvad vi selv har skabt. Så længe tanken tier og står stille i sine forhåbningers ubevægelige verden, vil alt spejle og indordne sig i den enhed, som er skabt af dens higen. Men så snart tanken rører på sig, revner verden og styrter sammen. En uendelig mængde glitrende spejlstumper bliver tilbage for erkendelsen. Man må på forhånd opgive håbet om nogen sinde at få genopbygget den velkendte og rolige overflade, som gav os fred i hjertet. Efter seklers forskning, hvor så mange tænkere har givet op, må vi erkende, at dette gælder for al erkendelse. Ser man bort fra de professionelle rationalister, har man i dag opgivet håbet om at nå til sand erkendelse. Skulle man skrive den menneskelige tankes historie, ville det blive en uendelig række demonstrationer af fejlslagne forhåbninger og afmagt.

Om hvem og hvad kan jeg virkelig sige: ”Dette véd jeg”? Jeg kan mærke mit hjerte slå, og deraf slutter jeg, at det eksisterer. Verden omkring mig kan jeg røre ved, og deraf slutter jeg, at også den eksisterer. Men her standser min viden, og resten er konstruktion. For hvis jeg prøver at fatte dette jeg, som jeg er sikker på eksisterer, hvis jeg forsøger at definere og sammenfatte det, bliver det til sand, som løber bort mellem fingrene på mig. Jeg kan beskrive alle de masker, jeg’et anlægger eller får påtrykt, alle dem, som oprindelse, opdragelse, lidenskab eller sagtmodighed, storhed eller gemenhed har givet det. Men jeg kan ikke lægge alle maskerne sammen og få en sum ud deraf. Selve dette hjerte, som er mit, skal for altid forblive mig uforklarligt. Afgrunden mellem den forvisning, jeg føler om min egen eksistens, og det indhold, jeg forsøger at give min vished, skal aldrig blive udfyldt. Jeg skal altid forblive en fremmed for mig selv. I psykologien som i logikken gives der mange sandheder, men der gives ingen sandhed. Sokrates’ ”Kend dig selv!” er ikke mere værd end skriftefaderens ”Gør det gode!” Begge disse formler afslører på én gang længsel og uvidenhed. Det er golde variationer over ophøjede temaer. De er kun berettigede, for så vidt som man erkender deres relativitet.

Endnu en gang: Jeg ser træerne og føler deres ru bark, jeg ser vandet og føler dets friskhed. Græssets duft og stjernerne, natten, aftener, hvor hjertet udvider sig – hvordan skulle jeg kunne fornægte den verden, hvis magt og styrke jeg har erfaret? Og dog kan al verdens kundskab ikke skænke mig sikkerhed for, at denne verden tilhører mig. Man beskriver den for mig og lærer mig at klassificere den. Man opregner dens love for mig, og i min kundskabstørst accepterer jeg deres gyldighed. Man afdækker dens mekanisme for mig, og mit håb vokser. Til sidst lærer man mig, at dette vidunderlige og mangfoldige univers kan føres tilbage til atomet, og at atomet igen består af elektroner. Det er alt sammen meget godt, og jeg venter på fortsættelsen. Så fortæller man mig om et usynligt planetsystem, hvor elektroner roterer rundt om en kerne. Man forklarer mig verden ved hjælp af et billede, og jeg indser, at man har taget sin tilflugt til poesien. Jeg skal aldrig vinde sand indsigt. Inden jeg får tid til at blive skuffet, har man allerede skiftet teori. Videnskaben, som skulle lære mig alt, ender således i hypotesen, klarsynet fordunkles af metaforer, og uvisheden opløser sig i et digt. Hvorfor gjorde jeg mig så mange anstrengelser? Bakkernes blide omrids, aftenens hånd på mit urolige hjerte lærer mig meget mere. Jeg er vendt tilbage til mit udgangspunkt. Jeg forstår, at selv om jeg ved videnskabens hjælp kan fatte fænomenerne og opregne dem, kan den dog ikke lære mig at fatte verden. Om jeg så havde fulgt dens konturer i hele deres udstrækning med min finger, ville jeg ikke vide mere. Man giver mig valget mellem en beskrivelse, som er sikker, men som ikke siger mig noget, og hypoteser, som foregiver at belære mig, men som ikke er sikre. Jeg er fremmed for mig selv og for verden, uden andet våben end en tanke, som fornægter sig selv, så snart den vover at bekræfte. Hvad er dette for en tilværelse, hvor jeg kun kan finde fred, hvis jeg giver afkald på at vide og leve, hvor erobringslysten overalt støder på mure, som trodser alle angreb? At ville er det samme som at fremkalde paradokser. Alt er lagt til rette for at skabe den forgiftede fred, som opnås gennem ubekymretheden, hjertets søvn eller den dødbringende resignation.

Også forstanden siger mig altså på sin måde, at verden er absurd. Hvad hjælper det, at dens modsætning, den blinde fornuft, påstår, at alt er soleklart? Jeg ventede beviser og håbede, den havde ret. Men til trods for de mange indbildske århundreder og de utallige veltalende og selvsikre teoretikere véd jeg, at det ikke er sandt. På dette plan i det mindste findes der ingen lykke uden erkendelse. En ærlig mand kan kun le ad denne universelle, praktiske eller moralske fornuft, denne determinisme, disse kategorier, som forklarer alt. De har intet med ånd at gøre. De benægter åndens dybeste sandhed, som er, at den er bundet. I dette uforklarlige og begrænsede univers skal mennesket finde meningen med sin skæbne. En sværm af fornuftstridige modsigelser omgiver mennesket fra fødsel til død. Følelsen af absurditet bliver skarp og tydelig, når klarsynet vender tilbage, fordi man selv påkalder det. Men jeg gik lidt for hastigt frem, da jeg hævdede, at verden er absurd. Alt, hvad man kan sige, er, at verden ikke i sig selv er fornuftig. Det absurde ligger i konfrontationen mellem det irrationelle og det brændende begær efter klarhed, som ryster mennesket i dets inderste. Det absurde afhænger lige så meget af mennesket som af verden, og er foreløbig det eneste bindeled imellem dem. Det knytter dem sammen, som kun hadet kan lænke to væsener til hinanden. Det er alt, hvad jeg kan indse klart i det uendelige univers, hvor min skæbne udspilles. Lad os standse her. Hvis jeg holder den absurditet, som bestemmer mit forhold til tilværelsen, for sand, hvis jeg lader mig gennemtrænge af den følelse, som griber mig ved synet af verden, og af det klarsyn, som kræves for at vinde indsigt – så bør jeg ofre alt for at fastholde denne indsigt. Fremfor alt bør jeg lade mine handlinger bestemme af den og følge den i alle dens konsekvenser. Jeg taler her om redelighed. Men jeg må først vide, om tanken kan leve i en sådan ørken.

Jeg ved allerede, at tanken i det mindste har været gæst i disse øde egne. Den har fundet næring der, og den har forstået, at den hidtil havde levet af fantomer. Det har været ophav til nogle af de vigtigste temaer i den menneskelige tænkning.

Fra det øjeblik af, hvor absurditeten erkendes, bliver den en hærgende passion. Spørgsmålet er, om man kan leve med en sådan passion, om man kan acceptere dens dybeste lov, som er, at den på én gang afbrænder hjertet og opløfter det. Men vi vil endnu ikke stille det spørgsmål. Det står i centrum af min undersøgelse, og der bliver tid til at vende tilbage til det. Lad os hellere beskæftige os med de temaer og den higen, som fødes i ørkenen. Det er tilstrækkeligt at opregne dem, også de er i dag kendt af alle. Der har altid været mennesker, som var rede til at forsvare det irrationelle. Det, som man kunne kalde den ydmygede tankes tradition, har altid været levende. Rationalismen er blevet kritiseret så ofte, at en ny kritik forekommer overflødig. Og dog har vor tid set de paradoksale tankesystemer genopstå. De forsøger at bringe fornuften til fald, som om den altid havde været på march fremad. Men det er ikke så meget et bevis på fornuftens magt som på dens forhåbningers levedygtighed. På historiens plan viser den stadige strid mellem disse to livsholdninger menneskets vanskelighed ved at finde vej mellem fornuftens krav om enhed og den klare vision af de mure, som spærrer sjælen inde.

Men angrebet mod fornuften har måske aldrig været så voldsomt som i vor tid. Siden Zarathustra udslyngede sit råb: ”Tilfældighedernes spil – det er verdens ældste adel. Jeg har givet det tilbage til alle ting, da jeg sagde, at ingen evig vilje herskede over dem” – siden Kierkegaards sygdom til døden, ”denne sygdom, som fører til døden og intet efter den”, er det den absurde tankes typiske og pinefulde temaer, som atter og atter dukker op. Eller i det mindste – og denne nuance er vigtig – på det irrationelles og den religiøse tankes områder. Fra Jaspers til Heidegger, fra Kierkegaard til Chestov, fra fænomenologerne til Scheler, på det logiske plan og på det moralske, har en hel familie af beslægtede ånder, som forenes ved deres higen, men er modstandere hvad metoder og mål angår, arbejdet lidenskabeligt på at spærre fornuftens kongevej og genfinde sandhedens snævre stier. Jeg forudsætter her disse tanker kendte og gennemlevede. Hvilke mål deres stræben end har haft, har de alle hentet deres udgangspunkt i det hemmelighedsfulde univers, hvor modsigelsen, de uforenelige modsætninger, angsten og afmagten hersker. Det, som forener dem, er netop de temaer, vi har berørt. Også for dem gælder det, at det vigtigste er de slutninger, de har kunnet drage af deres erkendelse. Det har betydning, hvis man vil studere dem hver for sig. Men for øjeblikket drejer det sig kun om deres opdagelser og deres oprindelige erfaring. Det drejer sig blot om at konstatere overensstemmelsen mellem dem. Det ville være anmassende at behandle deres filosofiske systemer, men det er muligt og tilstrækkeligt at give et indtryk af det klima, de har tilfælles.

Heidegger betragter koldblodigt menneskets lod og erklærer, at tilværelsen er ynkelig. Den eneste virkelighed, som findes overalt blandt menneskene, er ”bekymringen”. For et menneske, der er opfyldt af verden og dens adspredelser, er bekymringen et kort og flygtigt anfald af skræk. Men hvis denne skræk bliver bevidst, bliver den til angst, som er den klarttænkendes stadige atmosfære, og ”i angsten finder eksistensen sig selv igen”. Denne professor i filosofi skriver uden at ryste på hånden og i det mest abstrakte sprog af verden, at ”den menneskelige eksistens’ endelige og begrænsede karakter er mere oprindelig end mennesket selv”. Han interesserer sig for Kant, men kun for at konstatere begrænsningen i hans ”rene fornuft”, og slutter sin analyse med, at ”verden intet mere har at give det ængstede menneske”. Bekymringen forekommer ham så meget vigtigere end alverdens kategorier, at han ikke tænker på andet end den og ikke taler om andet end den. Han opregner dens aspekter: leden, når det banale menneske forsøger at trække den ned på sit eget niveau for at døve den – den rædsel, som opstår, når sjælen grubler over døden. Heller ikke Heidegger skiller bevidstheden fra det absurde. Bevidstheden om døden er bekymringens ”stemme”, og ”tilværelsen taler her til sig selv gennem bevidstheden”. Dødsbevidstheden er angstens egen røst, som besværger tilværelsen om at vende tilbage til sig selv efter at have tabt sig i det anonyme ”man”. Også han opfordrer til ikke at sove, men våge, til fuldbyrdelsen er sket. Han bliver i den absurde verden, samtidig med at han erkender dens forgængelighed. Han søger at finde vej mellem ruinerne.

Jaspers opgiver på forhånd håbet om at forklare verden, fordi han mener, at vi har mistet ”naiviteten”. Han véd, at vi aldrig kan nå ud over skinverdenens gækkende og dødelige spil. Han véd, at tanken altid ender i nederlaget. Han dvæler ved de åndelige eventyr, historien beretter om, og afslører ubarmhjertigt svaghederne i alle systemer, illusionerne, de bygger på, og forkyndelsen, som intet har skjult. I denne afbrændte verden, hvor umuligheden af at nå til erkendelse er klart bevist, hvor intetheden synes at være den eneste realitet og den håbløse fortvivlelse den eneste mulige holdning, søger han at genfinde Ariadnetråden, som leder til de guddommelige hemmeligheder.

Chestov på sin side viser utrætteligt i sit beundringsværdigt monotone værk, der ufravigeligt stiler mod de samme sandheder, at selv det strengeste system, den mest universelle rationalisme, altid til sidst støder på det irrationelle i den menneskelige tanke. Ingen af de ironiske kendsgerninger, ingen af de ynkelige modsigelser, som spotter fornuften, undgår hans skarpe blik. Én eneste ting interesserer ham: undtagelsen, hvad enten den forekommer i følelsens eller forstandens historie. Gennem den dødsdømtes erfaringer hos Dostojevskij, gennem den nietzscheske ånds desperate eventyr, gennem Hamlets oprør og Ibsens bitre menneskeforagt belyser og priser han den menneskelige revolte mod det uundgåelige. Han frakender fornuften enhver ret og begynder ikke at styre sine skridt mod noget bestemt mål før midt i den farveløse ørken, hvor alle overbevisninger er blevet døde sten.

Kierkegaard, måske den mest fængslende af dem alle, nøjedes ikke med at erkende absurditeten, han levede den, i alt fald en del af sin tilværelse. Den mand, som skriver: ”Den mest fuldkomne stumhed er ikke at tie, men at tale,” begynder med at forsikre, at ingen sandhed er absolut eller kan gøre en i og for sig umulig eksistens tilfredsstillende. Han er en erkendelsens Don Juan, som skaber sig et utal af pseudonymer og lader dem modsige hinanden, som skriver de ”Opbyggelige taler” samtidig med ”Forførerens dagbog”, denne håndbog i sjælelig kynisme. Han fornægter forsoningen, moralen og alle fuldstændig sikre principper. Han ønsker end ikke at dulme smerten af den brod, han føler i hjertet. Tværtimod, han skærper den med en desperat vellyst som den, der nyder at være korsfæstet, og opbygger stykke for stykke, gennem klarsyn, vægring og komediespil, en hel dæmonisk kategori. I dette på én gang medynksfulde og spottende ansigt, i disse piruetter, der akkompagneres af skrig fra sjælens dyb, genkender man selve den absurde ånds kamp med en overmægtig virkelighed. Og den åndelige opdagerfærd, som fører Kierkegaard til hans kære forargelse, begynder også i den kaotiske oplevelse af en virkelighed, som er berøvet sine kulisser og givet tilbage til sin oprindelige forvirring.

På et helt andet plan, nemlig det metodiske, genopretter Husserl og fænomenologerne gennem selve deres overdrivelser verdens mangfoldighed og benægter fornuftens transcenderende magt. Åndens verden bliver på denne måde uendelig meget rigere. Et rosenblad, en kilometersten eller et menneskes hånd har lige så stor betydning som kærligheden, begæret eller tyngdeloven. At tænke er ikke længere at forene, at gøre den synlige verden fortrolig i lys af et større princip. At tænke er at lære at se på ny, at være opmærksom, at styre sin bevidsthed, at gøre enhver tanke og ethvert billede til noget enestående, som Proust gjorde det. Alt er enestående. Tanken har kun betydning som middel til at gøre sig fænomenerne bevidst til det yderste. Selv om Husserls fremstilling er mere positiv end Kierkegaards og Chestovs, fornægter også han fornuftens klassiske metode, skuffer forhåbningerne og skænker intuitionen og hjertet en myldrende verden af fænomener, som til en vis grad er umenneskelig ved selve sin mangfoldighed. Disse veje fører til alle slags kundskab eller til ingen. Det vil sige, at midlerne har større betydning end målet. Det gælder blot om at indtage en ”erfarende holdning”, ikke om at opnå erfaringens tilfredsstillelse. I alt fald til at begynde med – for at sige det endnu en gang.

Man kan ikke undgå at føle det nære slægtskab mellem disse ånder. Det er tydeligt, at de er fælles om en bitter og særegen erkendelse, som ikke levner nogen plads for håbet. Jeg vil enten have alt forklaret, eller intet. Over for dette skrig fra hjertet står fornuften magtesløs. Den ånd, som vækkes af kravet, finder overalt kun modsigelser og inkonsekvens. Det, jeg ikke forstår, har ingen mening. Verden er fuld af det irrationelle. Jeg kan ikke fatte den entydigt, den er i sig selv én stor meningsløshed. Kunne man blot én gang sige: ”Dette er klart,” ville alt være godt. Men alle disse tænkere proklamerer uophørligt, at intet er klart, at alt er kaos, og at det eneste, mennesket har at støtte sig til, er sin erkendelse og sin bevidsthed om de mure, som stænger det inde.

Erfaringerne stemmer overens og krydser hinanden. Når ånden er nået ud til grænserne, må den afsige sin dom og drage sine slutninger. Her kommer man til selvmordet og svaret. Men jeg vil tage undersøgelsen i omvendt orden og begynde med fornuftens rejse ud i det ukendte for derefter at vende tilbage til de dagligdags handlinger. De erfaringer, jeg har talt om, er blevet til i den ørken, man ikke må forlade. I det mindste må man først vide, hvor de fører hen. På dette stadium af sin stræben står mennesket over for det irrationelle. Det føler en længsel efter lykke og klarhed. Det absurde opstår af mødet mellem menneskets kaldende råb og universets meningsløse tavshed. Dette må vi ikke glemme, men klynge os til, fordi hele sammenhængen i et liv kan blive følgen af det. Det irrationelle, den menneskelige længsel og absurditeten, som opstår af mødet imellem dem – det er de tre hovedpersoner i et drama, som nødvendigvis må slutte med al den logik, en tilværelse kan opbyde.