XI
General Löwenhielms tale

„Miskundhed og sandhed mødes, mine venner,“ sagde general Löwenhielm. „Retfærd og fryd skulle kysse hinanden.“ Han tog ordet med den klare og klangfulde stemme, som havde runget på eksercerpladser og genlydt, melodiøst moduleret, i kongelige sale. Dog talte han på en måde, der var ny for ham selv, og så mærkeligt bevægende, at han efter sin første sætning måtte gøre en pause. Thi han plejede at forme sine bordtaler med omhu og at vide, hvor han ville hen med dem. Men her var det som om hele general Löwenhielm, med alle sine ordener på brystet, kun var talerør for et budskab der ville bringes videre.

„Vi mennesker, mine venner,“ fortsatte generalen, „er kortsynede. Vi ved vel, at der findes nåde i universet. Men i vor menneskelige kortsynethed forestiller vi os endog den guddommelige nåde som endelig. Vi bæver da“ – aldrig før havde generalen udtalt at han bævede, han hørte nu ganske forbavset sig selv forkynde denne sandhed – „vi bæver da, inden vi her i livet træffer vort valg. Og vi gruer, efter at have truffet det, for ikke at have valgt det rette. Men det øjeblik kommer, hvori vore øjne åbnes, og vi forstår at nåden er uendelig. Den forlanger intet andet af os, end at vi skal forvente den i tillid og erkende den i taknemlighed. Den stiller ingen betingelser og udvælger ikke nogen enkelt iblandt os; den deklarerer almindelig amnesti. Se! Det som vi har valgt skænkes os, og det som vi har afslået bliver os, tillige og på samme tid, til del. Ja, det som vi har forkastet, rækkes os indtil overflod. Thi miskundhed og sandhed mødes, og retfærd og fryd skulle kysse hinanden.“

Han holdt inde og satte sig ned, brat men med værdighed.

Brødrene og søstrene havde ikke helt fattet generalens tale, men hans højtideligt besluttede ansigt og klangen af kendte og kære ord havde grebet og bevæget dem. Og således lykkedes det da endelig, efter tredive års forløb, general Löwenhielm at beherske stemningen og samtalen omkring bordet i provstens hus.

Om hvad der hændte senere på aftenen kan her ikke afgives nogen bestemt beretning. Ingen af de tilstedeværende havde siden nogen helt klar erindring herom. De huskede kun at stuen havde været fyldt med himmelsk lys, som om en samling små glorier var løbet sammen til en stor stråleglans. Fåmælte gamle mennesker modtog tungetalens gave, tunghøres ører oplodes. Tiden selv løb sammen til en evighed. Indtil over midnat strålede husets vinduer, og sang strømmede ud i vinternatten.

De to gamle kvinder, som havde sladret om hinanden, gik i deres hjerter langt tilbage i fortiden, forbi det onde tidsrum hvori de så længe havde siddet fast, og til den pigealder, endnu femogtyve år tidligere, da de var gået til præsten sammen og hånd i hånd, på vejene omkring Berlevåg, havde fyldt luften med salmesang. En broder i menigheden gav en anden et stød i ribbenene, som et mangedoblet knubs og kærtegn mellem drenge, og udbrød: „Du snød mig på det tømmer, din gamle rakker!“ Den tiltalte knækkede sammen i et himmelsk latterudbrud, men tårerne stod ham på samme tid i øjnene. Ja, det gjorde jeg, elskede broder,“ svarede han. „Ja, det gjorde jeg.“ Skipper Halvorsen og enkemadam Oppegården befandt sig pludselig nær sammen i hjørnet af stuen og kyssede hinanden i et langt kys, et ungdoms- og sommernatskys.

Den gamle provsts menighed var ydmyge mennesker. Når de senere hen mindedes denne aften, faldt det ingen af dem ind at de skulle være blevet ophøjede ved egen fortjeneste. Men de følte med stor magt, at den uendelige nåde, hvorom general Löwenhielm havde talt, var blevet dem til del. De undredes heller ikke over det skete. Alt dette var jo kun opfyldelsen af et bestandig nærværende håb. Denne jords gøglebilleder havde for deres øjne opløst sig som røg, og de havde set verden som den virkelig var. Der var blevet skænket dem en enkelt time af tusindårsriget.

Gamle fru Löwenhielm var den første, der brød op, og hendes nevø blev kaldt tilbage fra sin sælsomme tilstand for at følge hende og køre hjem med hende. Deres to værtinder lyste dem ud. Mens Phillippa hjalp den gamle dame i mange lag sjaler inden for pelskåben, greb generalen Martines hånd og holdt den længe i sin uden et ord. Til sidst talte han.

„Jeg har,“ sagde han, „været hos Dem hver eneste dag i mit liv! Svar mig, at De også har vidst at det var således.“

„Ja, kære broder,“ sagde Martine. „Det var således.“

„Og sig da også,“ fortsatte han, „at De ved og forstår at jeg i fremtiden, så længe jeg lever, bestandig vil være hos Dem. Hver aften vil jeg – om ikke i det kød, som intet betyder, så i ånden – sætte mig til middagsbordet med Dem, ganske som i aften. For jeg har i aften lært, kære søster, at i denne vor skønne verden er alt muligt.“

„Ja, kære broder,“ sagde Martine. „Det er således. I denne vor skønne verden er alt muligt.“

Med disse ord skiltes de.

Da det øvrige selskab endelig brød op og tog afsked, var det holdt op at sne, byen og fjeldene hvilede i overjordisk pragt, og himlen var klar af millioner stjerner.

I gaderne lå sneen så dyb at det var umuligt at bevæge sig fremefter i almindelig gang. Gæsterne fra det gule hus vaklede på benene, satte sig brat ned eller gik ned på alle fire, og blev herunder dækkede med sne, som om de virkelig havde fået deres synder vasket hvide som uld og nu i disse nye skind sprang og tumlede som lam. Det var, for hver enkelt af dem, velsignet at være blevet gjort til barn igen, det var tillige en velsignet spøg at se gamle brødre og søstre, der havde taget sig selv så alvorligt, på denne himmelske vis gå i barndom. De snublede og kom på benene, ravede lidt videre eller stod stille, hånd i hånd legemligt såvel som åndeligt, og dannede af og til den store kæde i en salig lanciers. „Gud velsigne dig, Gud velsigne dig,“ lød og genlød til alle sider som et ekko af sfærernes musik.

Martine og Philippa blev længe stående på stentrappen uden for huset. I den stille, klare nat følte de ikke kulden.

„Det er næsten som om stjernerne er kommet nærmere,“ sagde Philippa.

„Ja, det er således,“ sagde Martine. „Måske vil de på samme måde komme nærmere hver nat. Måske vil det slet ikke sne mere i vinter.“

Heri tog hun dog fejl. En time senere begyndte det igen at sne, og et så tæt snefald som det der fulgte, var der ingen i Berlevåg som før havde oplevet. Næste morgen lå sneen så højt at folk med nød og næppe kunne presse deres gadedøre op, og mange år efter berettedes det hvordan alle byens ruder var så tykt klinede til med sne, at et antal gode borgere havde været ude af stand til at se den frembrydende morgen, og var sovet videre et helt døgn igennem.