II
Martines tilbeder

Som unge piger havde Martine og Philippa været ganske usædvanlig smukke, med en skønhed af samme lysende, næsten overjordiske art som de blomstrende frugttræers og den evige snes. Man så dem ikke til fester eller hvor der blev danset, men folk vendte sig om efter dem på gaden, og de unge mænd i Berlevåg gik i kirke for at se dem komme op ad kirkegulvet. Den yngste søster havde dertil den dejligste stemme, der om søndagen fyldte kirken med vellyd.

Den jordiske kærlighed og ægteskabet selv var for provstens menighed begreber uden større betydning, menneskelige illusioner. Dog må man havde lov til at tro at mere end én af de ældre brødre havde holdt disse jomfruer for at være langt mere værd end perler og ædelstene, og havde ladet deres fader forstå det. Men provsten havde udtalt, at for ham var i hans kald hans døtre for højre og venstre hånd at regne, og hvem ville vel tænke på at berøve ham disse? De skønne unge piger selv var vokset op i den himmelske kærligheds lys og var helt opfyldte deraf, for dem var denne verdens flammer ikke til.

Dog var det sket, at de havde bevæget og foruroliget to hjerter, og havde grebet ind i to skæbner, fra den store verden uden for Berlevåg.

Der var en ung officer, der hed Lorens Löwenhielm, som havde levet et muntert liv i sin garnisonsby og var kommet så dybt i gæld at han måtte gå til bekendelse over for sin fader. I året 1854, da Martine var atten år og Philippa sytten, sendte den vrede fader ham da på et tre måneder langt besøg hos hans gamle tante på hendes gård Fossum i nærheden af Berlevåg, hvor han ville få fornøden tid til at betænke sit levned og forbedre sig.

En dag red han til byen og mødte Martine på torvet. Han så ned på den smukke pige, og hun så op på den kække rytter. Da hun var gået forbi og ind gennem døren til provstens hus, følte han sig ikke helt sikker på sine egne øjne.

I familien Löwenhielm levede der et sagn om at en af slægtens mænd engang for et par hundrede år siden havde ægtet en huldre, en kvindelig norsk bjergånd så dejlig at luften om hende dirrer og sitrer. Siden da havde medlemmer af familien fra tid til anden været synske. Unge Lorens havde ikke før bemærket særlige sjælelige kræfter hos sig selv. Men i dette øjeblik stod pludselig for hans blik en magtfuld åbenbaring af en højere og renere tilværelse, uden rykkerbreve eller faderlige formaninger, uden skjult skyld eller samvittighedskval og med en blid engel med gyldent hår ved hans side til at retlede og belønne ham. Gennem sin gudfrygtige tante skaffede han sig adgang til provstens hus og så, at Martine var endnu yndigere uden den store hat med hagebåndene. Han fulgte hendes slanke skikkelse med tilbedende blikke, men følte en uventet, aldrig før erfaret lede og foragt for den figur, som han selv i hendes nærhed gjorde. Han var forbløffet, ja målløs ved at mærke at han ikke kunne finde på noget at sige til hende, og der var ingen inspiration at hente i det glas vand som blev skænket op til ham ved provstens bord.

„Miskundhed og sandhed mødes, kære brødre,“ sagde provsten. „Retfærd og fryd skulle kysse hinanden.“ Og den unge mands tanker var ved det øjeblik da Lorens og Martine skulle kysse hinanden.

Han gentog sit besøg gang på gang, og det syntes ham at han blev mindre af format, ubetydeligere og elendigere for hver gang. Når han om aftenen var redet hjem til sit smukke værelse på Fossum, sparkede han sine blanke ridestøvler hen i en krog, ja det hændte at han lagde hovedet på bordet og græd.

På sin forvisnings allersidste dag gjorde han et allersidste forsøg på at åbenbare Martine sine følelser. Hidtil havde det faldet ham let at betro en smuk pige at han elskede hende, nu blev de glødende ord, der sad ham dybere i hjertet end hans kærlighedserklæringer nogensinde før havde gjort, stikkende i halsen på ham, idet han så ind i det jomfruelige ansigt.

Han havde sagt farvel inde i provstens stue, og Martine fulgte ham til dørs med et lys i hånden, skæret herfra faldt på hendes mund, hendes lange øjenvipper kastede skygger opefter. Han skulle just til at tage af sted i helt stum fortvivlelse, da han pludselig fik mod til at gribe hendes hånd og presse den til sine læber.

„Jeg drager bort for evig,“ hviskede han, „og jeg får Dem aldrig, aldrig mere at se. For her har jeg lært at skæbnen er hård og ubønhørlig, og at der i denne verden er ting, som er umulige.“

Da han var kommet tilbage i sin garnisonsby, skiftede hans eventyr karakter, og han opdagede at han ikke brød sig om at tænke på det. Når de andre unge officerer talte om deres kærlighedshistorier, var han tavs angående sin egen. For betragtet fra officersmessen, og så at sige med dens øjne, var den en bedrøvelig historie. Hvordan var det dog gået til at en løjtnant af husarerne havde ladet sig slå af marken og tilintetgøre af en lille enfoldig, gudfrygtig kreds omkring et nødtørftigt middagsbord?

Tanken gjorde ham urolig, han blev, da den ikke ville slippe ham, næsten grebet af panik. Var det mon vanviddet i slægten, der fik ham til bestandig at bære på et drømmebillede af en jomfru så fager, at luften om hende sitrede af renhed og fromhed? Han ville ikke være en drømmer, han ville være som sine officerskammerater.

Han tog sig da sammen og besluttede med den kraftigste anstrengelse i sit unge liv at glemme hvad der var hændt ham i Berlevåg. Fra nu af, bestemte han, ville han se fremad og ikke tilbage. Han ville samle al sin energi om sin karriere, og den dag skulle komme, da han i en glimrende verden ville gøre en glimrende figur.

Hans moder var tilfreds med resultatet af hans besøg på Fossum og udtrykte sin taknemlighed i et brev til sin tante. Hun havde ingen indsigt i ad hvilke mærkelige snoede stier hendes søn var nået op til sit høje moralske standpunkt.

Den ærgerrige unge officer, som af og til i nattens mørke på ny ansporedes af sin frygt for en drøm, vakte snart sine overordnedes opmærksomhed og avancerede usædvanlig hurtigt. Han blev sendt til Frankrig og til Rusland, og ved sin hjemkomst giftede han sig med en af dronning Sophias hofdamer. I de høje kredse, hvori hun indførte ham, færdedes han hjemmevant, tilfreds med sine omgivelser og med sig selv. I tidens løb kom endogså ord og vendinger fra provstens hjem ham tilgode, for tonen ved hoffet var i øjeblikket gudfrygtig.

I provstens hus i Berlevåg drejede Philippa undertiden samtalen hen på den strålende, mærkeligt fåmælte unge mand, der var dukket op og igen forsvundet med samme pludselighed. Hendes ældre søster svarede hende da venligt som altid med et roligt og klart ansigt, og ledte samtalen hen på andre ting.