VI
Babettes store gevinst

Den 15. december var det hundredårsdagen for den gamle provsts fødsel.

Hans døtre havde i lang tid levet i tanken om denne dag. De ville gerne højtideligholde den som om deres kære fader endnu havde været til stede i sin menighed. Det havde da været dem en sorg, ja den største sorg, de i mange år havde haft, at der just i dette sidste år havde vist sig styg ufordragelighed og splittelse i hans flok. De havde forsøgt at stifte fred, men havde følt at de var blevet vist tilbage. Det var som om deres fader var kommet fjernere fra sine børn, og som om hans væsens elskelige kraft var fordampet fra menigheden, således som hofmannsdråber i en flaske fordamper, når man lader den stå uden prop. Og dens bortgang havde åbnet døren på klem for noget, som de to søstre, der var meget yngre end hans egentlige disciple, ikke selv havde kendt til eller vidst om, men hvis nærværelse de nu fornam med uhygge. Fra en fortid halvhundrede år tilbage, da fårene, uden hyrde eller fold, var løbet vild i fjeld og ur, trængte uindbudne gæster gennem dørsprækken i hælene på de opbyggelsessøgende. Gamle brødres og søstres egne synder kom med sen, pinefuld anger, som en tandpine, andre trosfællers brøde imod dem selv kom med bedsk nag, som en forgiftning.

Der var i menigheden to gamle kvinder, som inden deres omvendelse havde udspredt slem sladder om hinanden og derved for hinanden forspildt henholdsvis et godt ægteskab og en arv. De huskede i deres høje alderdom ikke længere ret klart fra dag til dag, men de huskede disse forhold fra fyrretyve år tilbage og tog regnskabet over dem op til gennemgang, de skulede til hinanden. Der var en gammel broder, som med ét var kommet i tanker om at en medbroder engang havde drejet ham en knap i en handel. Han for sit vedkommende ville gerne slå den sorte streg fra fortiden ud af tankerne, men han formåede det ikke, den sad ham som en indgroet splint dybt i sindet. Der var en grånet, gæv skipper og en furet, from enke, som i ungdommens vår, mens hun var gift med en anden, havde været kærestefolk. De var på det sidste begyndt at græmme sig, idet de skiftede skyldbyrden fra sig selv til den anden part og tilbage igen, og at ængstes ved tanken om hvad følgerne for den ene eller den anden af dem kunne blive i et kommende liv. De undgik ved møderne i det gule hus hinandens øjne.

Alt som nu højtidsdagen nærmede sig, følte Martine og Philippa med hver dag ansvaret tungere på deres skuldre. Vilde deres altid trofaste fader se ind i sine døtres stuer, nævne dem ved navn og kalde dem utro husholdersker? De talte bedrøvede sammen og søgte at opmuntre hinanden med deres faders ord om at Guds veje går over havets bølger og over de sneklædte bjerge, hvor menneskeøjne ikke ser nogen sti.

En dag ud på eftersommeren bragte posten et mærkeligt brev til det gule hus, det bar et fransk frimærke og var adresseret til madame Babette Hersant. Dets ankomst var en aldeles uventet begivenhed, for i alle de fjorten år, Babette havde hørt til i Berlevåg, havde hun ikke modtaget et eneste brev. Hvad kunne der dog stå i dette? spurgte søstrene sig selv.

De bar det selv ud i køkkenet til Babette for at se hende åbne det og læse det. Babette gennemlæste det meget langsomt, så op på dem og læste det en gang til. Så fortalte hun dem, at hendes nummer i det franske lotteri var kommet ud. Hun havde vundet titusind francs.

Budskabet fra Paris gjorde et så dybt indtryk på de to søstre at de i de første par minutter ikke kunne sige et ord. De var vant til at modtage renterne af deres beskedne arv til bestemte tider, det faldt dem vanskeligt blot at forestille sig titusind francs på ét bræt. Så lykønskede de Babette og trykkede hendes hånd med hænder, der skælvede ganske let, de havde aldrig før givet et menneske hånden, der et øjeblik forinden var kommet i besiddelse af ti tusind francs.

Lidt efter lidt forstod de, at begivenheden angik dem selv lige så vel som Babette. De følte at Frankrig, landet Frankrig, ikke længere et fjernt begreb men en levende, selvstændig realitet, langsomt hævede sig over deres trofaste husholderskes horisont, og at deres egen tilværelse til den modsatte side sank på tilsvarende vis derved. Disse titusind francs, der gjorde Babette rig, de ville komme til at gøre det hus fattigt, som hun havde tjent i fjorten år. Én for én dukkede gamle forglemte, daglige bekymringer og forglemte daglige møjsommeligheder frem i alle køkkenets dunkle kroge. De følte med skamfuldhed over deres svaghed lykønskningerne og de muntre forespørgsler dø på deres læber.

De satte dog i de følgende dage glade ansigter op, idet de meddelte nyheden til vennerne, men det gjorde dem næsten godt at se disse venner, mens de lyttede, blive lidt blege om næsen, som om nyheden på utryg måde angik dem selv personlig. De foreholdt dem stille de betragtninger hvori de var gået i rette med sig selv. Fuglen vender jo tilbage til sin rede og mennesket til sit fædreland. Javist, men Babette havde været fjorten år i Berlevåg og var blevet optaget i byen som en af dens egne, hun havde sin plads der, og når hun nu brat gik bort, blev der et slemt, bedrøveligt tomrum. Vennernes kære små søstre, der havde så fromme tanker, så megen god læsning, så klare blide stemmer til at trøste syge og sorgfulde, de skulle nu igen til selv at lægge deres klipfisk i blød og koge deres øllebrød. Nej, det var rigtigt hvad de altid havde sagt: Lotterier var Djævelens værk.

Til sidst, ved enden af en lang vej gennem mange kontorer og banker, kom da Babettes penge ind i det gule hus. De to frøkener hjalp hende med at tælle dem, og gav hende et smukt gammelt skrin til at opbevare dem i. De havde dem mellem fingrene, disse skæbnesvangre sedler og guldmønter, de blev bekendte, næsten fortrolige med dem.

De turde ikke spørge Babette ud om tidspunktet for hendes afrejse. Turde de håbe, eller turde de det ikke, at hun ville blive hos dem til efter den femtende december?

De var aldrig kommet helt til klarhed over hvorvidt deres husholderske fulgte med i eller forstod deres samtaler. Det var derfor en overraskelse for dem, da Babette en septemberaften kom ind i dagligstuen og med en mærkelig tilbageholdende, men dybt indholdsrig mine bad dem om at vise hende en særlig velvilje. Hun ville, sagde hun, bede dem tillade hende helt på egen hånd at tilberede en festmiddag på provstens hundredårsdag.

De to søstre havde slet ikke tænkt sig at give nogen festmiddag. Et aftensmåltid med en kop kaffe var det mest overdådige måltid hvortil de nogensinde havde bedt deres gæster. Men Babettes mørke øjne blev så indtrængende som en tro hunds, de havde ikke kraft til at stå hende imod. De blev ganske bevægede, da de, idet de gav deres samtykke til hendes begæring, så hendes ansigt klare op.

Men hun havde mere at bede om. Hun ville gerne, sagde hun, tilberede en fransk middag, for denne ene gangs skyld en ægte fransk middag. Martine og Philippa så på hinanden. Babettes forslag gjorde dem urolige, de følte at de ikke vidste hvad det kunne føre til. Men selve det uventede og uvante i forslaget afvæbnede dem. De havde ingen argumenter, hvormed de kunne imødegå tanken om at tilberede en ægte fransk middag.

Babette drog et langt, lykkeligt suk, men blev stadig stående. Hun havde endnu noget på hjerte. Hun ville bede sine frøkener give hende lov til at betale den franske middag med sine egne penge.

„Nej, Babette!“ udbrød begge søstre på en gang. Hvordan kunne hun forestille sig noget sådant? Kunne hun tænke sig at de ville lade hende give sine dyrebare penge ud til mad og drikke, og til dem? Nej, Babette, ikke for nogen pris.

Babette trådte et skridt frem. Der var noget frygtindgydende ved denne bevægelse, som ved en bølge, der rejser sig. Var det mon således at hun engang, for fjorten år siden, i Paris havde taget et skridt frem for at plante det røde flag på barrikaden? På sit brudte norsk tog hun til orde med klassisk fransk veltalenhed, hendes stemme var som en sang:

Mine damer! Havde hun nogensinde i alle disse fjorten år bedt dem om noget? Nej. Og hvorfor ikke? Mesdames, De som hver dag beder Deres bønner, kan De vel forestille Dem hvad det betyder for et menneskehjerte ikke at have nogen bøn at fremføre? For hvad kunne vel Babette have at bede om? Intet! Men i aften havde hun en bøn at fremføre, en bøn fra hjertet. Føler De da ikke i aften, mine fromme, gode damer, at det tilkommer Dem at opfylde denne bøn med samme glæde som den, hvormed den gode Gud i fjorten år har opfyldt Deres egne?

Søstrene sad en stund uden at sige noget. Babette havde ret, det var virkelig hendes første bøn i fjorten år, og det ville, som sagerne nu stod, rimeligvis blive den sidste. De overvejede spørgsmålet og sagde til sig selv at deres kokkepige nu i virkeligheden var mere velhavende end de, og at en enkelt middag jo ikke kunne gøre nogen forskel for et menneske, der ejede titusind francs.

Da de til slut svarede ja til hendes bøn, forvandledes Babette. De så, at hun som ung kvinde måtte have været meget smuk, og de spurgte sig selv om de mon ikke først i denne time i hendes øjne for alvor var blevet de „gode mennesker“, Achille Papin havde nævnt i sit brev.