VIII
Salmesang

Tirsdag morgen begyndte det at sne. Store hvide fnug dalede tættere og tættere gennem luften, hele det store landskab gik til sengs under en hvid dyne. Tidligt på dagen bragte en tjener fra Fossum et brev fra gamle fru Löwenhielm, der stadig residerede i sit statelige, ærværdige hus. Hun var nu over de halvfems og stokdøv, og hun havde mistet både smag og lugtesans. Men hun havde været en af mesterens tidligste disciple, hun var først af alle blevet bedt til hans mindefest og havde modtaget indbydelsen uden betænkelighed, og hverken hendes skrøbelighed eller den lange kanetur kunne afholde hende fra at ære hans minde. Men nu, skrev hun, var hendes kære nevø, general Lorens Löwenhielm, uventet kommet på besøg på Fossum. Han havde talt med så dyb veneration om provsten og havde bevaret så mange erindringer om sine besøg i hans hus for mere end tredive år siden, at hun nu bad om tilladelse til at tage ham med til mindefesten. Hun følte at han havde behov for den højtidelige oplevelse, thi han syntes hende urolig i sindet og træt af den store verden.

Martine og Philippa blev med ét sat tredive år tilbage i tiden, og de glemte derved næsten det nærværende øjebliks farer. De sendte svar tilbage, at general Löwenhielm skulle være dem hjerteligt velkommen, og talte lidt sammen om den unge smukke mand, det var som om de tog tilflugt hos deres unge ridder imod deres kokkepige. De kaldte så Babette ind og meddelte hende, at de nu blev tolv til middagen i stedet for elleve, og at deres nye gæst kom lige fra hoffet i Sverige og i sin ungdom i flere år havde boet i Paris. Efterretningen syntes at sætte Babette i den lykkeligste sindsstemning, hun spurgte dem ud om generalen, hans karriere og ophold i Paris, og forsikrede med megen selvfølelse, at der nok skulle blive rigelig mad til alle.

De to værtinder traf i dagens løb deres små forberedelser til festen i dagligstuen. I køkkenet og spisestuen vovede de ikke at sætte deres ben. Babette var på mystisk vis slået ned på en kokkedreng fra et skib i havnen, – den samme dreng, så Martine med uhygge, som havde bragt skildpadden til huse, – til at gå hende til hånde i køkkenet og til at varte op ved bordet. Den mørke, svære kvinde og den rødhårede, opløbne dreng havde, som en heks med sin tjenende ånd, i dagens løb gjort huset til deres eget. Hvad de nu rørte og rørte i deres gryde eller hvad det var der gnistrede og sydede i køkkenet, derpå vovede de to blide søstre ikke at tænke. De gjorde deres bedste for at skabe hygge og tryghed i det område, de endnu kunne kalde deres. Måske kom deres gæster til at gennemgå meget, men de skulle ikke komme til at fryse, og de havde dagen igennem fodret den mægtige gamle ovn med birkeknuder. De hængte en smuk krans af enebær omkring deres faders billede på væggen og stillede to lysestager af sølv på deres moders lille sybord under det. De brændte enebærkviste, for at der skulle lugte godt og fint i stuen. Og alt imens tænkte de på og drøftede, om kanen i dette vejr kunne komme igennem fra Fossum. Da de havde gjort alle forberedelser, tog de deres veltjente sorte søndagskjoler på og guldkorsene fra deres konfirmation om halsen. Så satte de sig stille ned, foldede hænderne i skødet og sagde i hjertet til sig selv: „Guds vilje ske.“

De gamle brødre og søstre ankom på klokkeslet og trådte langsomt og højtideligt ind i dagligstuen.

Denne lave stue med det hvidskurede gulv og de gamle blankslidte møbler var provstens folk velkendt og dyrebar. Uden for dens tre vinduer med de små ruder lå den store verden. Set herindefra var den store verden om vinteren smukt og betryggende frynset for neden med lyserødt, blåt og hvidt af hyacintherne i vindueskarmen. Om sommeren, når vinduerne stod åbne, var den store verden helt indrammet af blidt viftende, hvide, klare gardiner.

I aften blev gæsterne på dørtærskelen mødt af venlig varme, festligt lys og sød, stemningsfyldt duft, og de så lige ind i deres elskede mesters ansigt, omgivet af eviggrønt. Deres fingre og deres hjerter tøede op og smertede lidt derved. En meget gammel broder udløste efter nogle øjeblikkes tavshed hvad de alle følte, idet han med bævende stemme istemte en af mesterens salmer:

„Jerusalem

mit hjertes hjem,

du evigt kære navn –“

Én for én faldt de andre stemmer ind, spinkle kvinderøster, dyb brummen fra brødre der havde faret til søs, og over dem alle Philippas klare sopran, lidt slidt af alderen, men stadig himmelsk. Uden at vide deraf havde koret taget hinanden i hånden. De sang alle salmens vers til ende, men nu ville og kunne de ikke forstumme, og de stemte i med en anden åndelig sang:

„Ængstes ej, du omsorgsfulde,

for dit daglig brød og føde –“

Værtinderne i stuen følte under verset en lykkelig ro komme over sig, og tredie vers:

„Kryb og stene ej du rækker

til det barn, som bad om brød –“

gik lige til Martines hjerte.

Just idet man sluttede det sidste vers, lød der kanebjælder udenfor, gæsterne fra Fossum var ankommet.

Martine og Philippa gik ud for at tage imod dem og førte dem med blidt lysende ansigter ind i dagligstuen. Fru Löwenhielm var med årene blevet ganske lille, farveløs som pergament og meget stille af sig. Ved hendes side skred nu general Löwenhielm frem, høj, hærdebred og rødmusset, i fuld uniform og med brystet dækket af ordener, prægtig som en prydfugl, en påfugl eller guldfasan i det ydmyge selskab af små grå og sorte fugle.